Introduktion: Hvem bør undersøges og hvornår
Hvis du bemærker noget usædvanligt i din mund, hals eller nakkeområde, som ikke forsvinder inden for et par uger, er det tid til at se en læge. Planocellulært karcinom i hoved og hals, ofte kaldet HNSCC, udvikler sig i de planoceller, der dækker de fugtige overflader inde i din mund, næse og svælg. Disse er tynde, flade celler, der udgør det ydre lag af disse væv, og når de bliver kræftramte, kan de forårsage symptomer, der er lette at overse i starten.[1][2]
En vedvarende ondt i halsen, som varer mere end to uger, er det mest almindelige advarselstegn på, at noget kan være galt. Mange mennesker antager, at det bare er en forkølelse eller infektion, som vil gå over af sig selv, men når halssmerter bliver ved uden forbedring, fortjener det lægehjælp. Andre symptomer, der bør få dig til at søge diagnostisk udredning, omfatter en knude i din nakke, mundsår der ikke vil hele, synkebesvær, ørepine der ikke matcher en ørebetændelse eller stemmeforandringer, der vedvarer. Disse symptomer kan føles vage og ubetydelige i starten, hvilket er grunden til, at mange mennesker venter med at søge hjælp.[5][14]
Personer med visse risikofaktorer bør være særligt opmærksomme på at søge diagnosticering, når symptomer viser sig. Hvis du bruger tobaksprodukter, herunder cigaretter eller skråtobak, eller hvis du indtager alkohol i store mængder, er din risiko for at udvikle HNSCC væsentlig højere. Tobak og alkohol er de to stærkeste risikofaktorer for denne type kræft, især når de bruges sammen. Infektion med visse typer af humant papillomavirus, eller HPV, især HPV-16, er også dukket op som en vigtig risikofaktor, særligt for kræft i den midterste del af svælget nær mandlerne og tungegrunden.[2][3]
Det er vigtigt at bemærke, at HNSCC er stigende blandt yngre personer, ofte relateret til HPV-infektion. Dette skift betyder, at selv mennesker i 30’erne og 40’erne bør tage vedvarende symptomer i hoved og hals alvorligt, ikke kun ældre voksne med en historie med tobaksforbrug. Jo tidligere sygdommen opdages, jo bedre er chancerne for vellykket behandling, og jo mindre intensiv behøver behandlingen at være.[6][14]
Diagnostiske metoder til at identificere sygdommen
Når du besøger en læge med symptomer, der kan tyde på hoved- og halskræft, begynder den diagnostiske proces typisk med en grundig undersøgelse af dit hoved- og nakkeområde. Denne fysiske undersøgelse er ligetil, men essentiel. Din læge vil kigge ind i din mund ved hjælp af et lys og et spejl for at tjekke for sår, usædvanlige pletter eller andre abnormiteter. De vil også omhyggeligt føle på din nakke efter knuder eller hævelse, især i områderne, hvor lymfeknuderne er placeret. Forstørrede lymfeknuder i nakken kan være et tegn på, at kræften har spredt sig fra dens oprindelige placering.[13][21]
For områder, der er sværere at se, såsom bagsiden af svælget, næsepassagerne eller struben, bruger læger specialiserede værktøjer. Et lille kamera fastgjort til et bøjeligt rør kan forsigtigt indsættes gennem din næse eller mund for at undersøge disse skjulte områder. Denne procedure, kaldet endoskopi, gør det muligt for lægen at se vævene i detaljer og lede efter tegn på kræft. Det kan føles ubehageligt, men det er normalt ikke smertefuldt, og det giver afgørende information om, hvad der sker inde i dit hoved og din hals.[13][21]
Billeddannende undersøgelser spiller en vital rolle i diagnosticeringen af HNSCC og i at bestemme, hvor langt sygdommen har spredt sig. Disse undersøgelser skaber detaljerede billeder af det indre af din krop uden kirurgi. En CT-scanning, eller computertomografi, bruger røntgenstråler taget fra forskellige vinkler til at skabe tværsnitsøjebliksbilleder af dit hoved og din hals. Dette hjælper læger med at se størrelsen og placeringen af en tumor og om den har påvirket nærliggende strukturer som knogler eller blodkar. En MR-scanning, eller magnetisk resonans billeddannelse, bruger kraftige magneter og radiobølger i stedet for røntgenstråler til at skabe detaljerede billeder af blødt væv. MR er særlig god til at vise omfanget af tumorer i bløde vævsområder.[13][21]
En PET-scanning, eller positronemissionstomografi, er en anden billeddannende test, der kan bruges. Denne test involverer indsprøjtning af en lille mængde radioaktivt sukker i dit blodomløb. Kræftceller, som vokser hurtigt og bruger mere energi end normale celler, absorberer mere af dette sukker og vises som lyse pletter på scanningen. PET-scanninger er særligt nyttige til at opdage, om kræft har spredt sig til andre dele af kroppen, såsom lungerne eller fjerne lymfeknuder.[13][21]
Den mest definitive diagnostiske test for HNSCC er en biopsi, som involverer fjernelse af en lille prøve af væv fra det mistænkelige område, så det kan undersøges under et mikroskop. Hvordan biopsien udføres,afhænger af, hvor den mistænkte kræft er placeret. Hvis det unormale område er let at nå, såsom inde i munden, kan lægen skære et lille stykke væv ud ved hjælp af specielle instrumenter. For områder, der er sværere at få adgang til, kan en nål indsættes gennem huden og ind i tumoren for at trække nogle celler ud. I nogle tilfælde kan specielle værktøjer, der bruges under en endoskopi, indsamle vævsprøver fra inde i svælget eller næsen.[13][21]
Vævsprøven indsamlet under en biopsi sendes til et laboratorium, hvor specialister kaldet patologer undersøger den. De kigger på cellerne under et mikroskop for at afgøre, om de er kræftramte. Hvis kræft er til stede, kan patologen identificere, hvilken type kræft det er, og hvor unormale cellerne ser ud. Denne information er afgørende for planlægning af behandling. Yderligere specialiserede test på biopsiprøven kan afsløre vigtige detaljer om kræftens karakteristika, herunder om den er relateret til HPV-infektion. HPV-positive og HPV-negative HNSCC anerkendes nu som forskellige typer sygdom med forskellige prognoser og behandlingstilgange.[4][6]
Nogle gange findes kræftceller i lymfeknuder i nakken, men læger kan ikke til at begynde med finde, hvor kræften startede. Når dette sker, kaldes kræften metastatisk planocellulært karcinom med ukendt primærtumor. I sådanne tilfælde foretager læger omfattende undersøgelser af hele hoved- og halsområdet for at forsøge at lokalisere den oprindelige tumor. Selv hvis den primære tumor ikke kan findes, behandles tilstedeværelsen af planocellulær kræft i nakkelymfeknuder som HNSCC, fordi kræften næsten altid stammer fra et sted i hoved- og halsområdet.[2][10]
Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg
Hvis du overvejer at deltage i et klinisk forsøg for planocellulært karcinom i hoved og hals, skal du gennemgå yderligere diagnostiske test ud over dem, der bruges til standard diagnosticering. Kliniske forsøg er forskningsstudier, der tester nye behandlinger eller nye måder at bruge eksisterende behandlinger på. For at sikre deltagernes sikkerhed og pålideligheden af studieresultaterne har kliniske forsøg strenge kriterier, kaldet inklusionskriterier, der bestemmer, hvem der kan deltage.
En af de vigtigste inklusionsfaktorer er stadiet af din kræft, som beskriver, hvor stor tumoren er, og hvor langt den har spredt sig. Det traditionelle tumor-lymfeknude-metastase system, eller TNM-systemet, bruges til at tildele et stadium til din kræft. “T” beskriver størrelsen og omfanget af hovedtumoren, “N” beskriver, om kræft har spredt sig til nærliggende lymfeknuder, og “M” angiver, om kræft har spredt sig til fjerne dele af kroppen. Denne stadieinformation kommer fra den fysiske undersøgelse, billeddannende test og biopsiresultater, du allerede har fået. I 2017 blev et opdateret stadiesystem introduceret, der inkluderer yderligere information specifikt for HPV-positiv sygdom, fordi disse kræftformer opfører sig anderledes end HPV-negative kræftformer.[4][6]
Kliniske forsøg kræver ofte bekræftelse af din kræfts molekylære karakteristika. For HNSCC er en af de vigtigste test at bestemme, om din tumor er HPV-positiv eller HPV-negativ. Dette gøres typisk ved at teste biopsivævet for tilstedeværelsen af HPV DNA eller proteiner. HPV-status kan væsentligt påvirke, hvilke kliniske forsøg du er berettiget til, fordi mange nyere forsøg er designet specifikt til den ene gruppe eller den anden. HPV-positiv HNSCC har generelt en bedre prognose end HPV-negativ sygdom, og forskere arbejder på at udvikle behandlinger, der er skræddersyet til hver type.[4][6]
Nogle kliniske forsøg fokuserer på målrettede terapier, som er behandlinger designet til at angribe specifikke genetiske ændringer eller proteiner, der findes i kræftceller. For at deltage i disse forsøg kan du have brug for yderligere molekylær testning af dit tumorvæv. For eksempel kan test lede efter mutationer i gener som TP53, NOTCH1 eller CDKN2A, eller efter abnormiteter i proteiner som EGFR, hvilket står for epidermal vækstfaktorreceptor. Disse test hjælper med at afgøre, om din kræft har de specifikke karakteristika, som behandlingen er designet til at målrette.[3][6]
Blodprøver er også almindeligt påkrævet for deltagelse i kliniske forsøg. Disse prøver vurderer dit overordnede helbred og organfunktion for at sikre, at du sikkert kan tåle den eksperimentelle behandling. Standard blodprøver kan omfatte en komplet blodtælling for at kontrollere dine niveauer af røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader, samt test til at evaluere din nyre- og leverfunktion. Disse er vigtige, fordi mange kræftbehandlinger kan påvirke disse organer.[9]
For forsøg, der tester immunterapi-behandlinger, som udnytter dit immunsystem til at bekæmpe kræft, kan yderligere diagnostiske test undersøge immunmarkører i din tumor. Disse kan omfatte test til at måle niveauerne af proteiner som PD-L1 (programmeret død-ligand 1) på overfladen af kræftceller eller immunceller inden i tumoren. Højere niveauer af PD-L1 kan forudsige bedre reaktioner på visse immunterapi-lægemidler. Flere immunterapi-lægemidler, herunder pembrolizumab og nivolumab, er blevet godkendt til HNSCC, og mange kliniske forsøg undersøger nye immunterapi-tilgange.[6][9][11]
Funktionsstatus er et andet vigtigt kriterium for berettigelse til kliniske forsøg. Dette er et mål for, hvor godt du kan udføre normale daglige aktiviteter og vurderes typisk af din læge under en fysisk undersøgelse. Forsøg kræver ofte, at deltagere er raske nok til at passe sig selv og være aktive i mindst halvdelen af deres vågne timer. Dette sikrer, at deltagerne kan tåle den behandling, der undersøges.
