Fedme

Fedme er en kompleks kronisk sygdom, der er kendetegnet ved overdreven ophobning af kropsfedt, og som påvirker millioner af mennesker verden over. Sygdommen øger risikoen for alvorlige helbredstilstande som hjertesygdomme, diabetes og visse kræftformer, samtidig med at den påvirker livskvaliteten på tværs af mange dimensioner.

Indholdsfortegnelse

• Forståelse af fedme: Mere end bare ekstra vægt
• Problemets globale omfang
• Hvad får fedme til at udvikle sig
• Hvem har størst risiko
• Genkendelse af tegnene og virkningerne
• Forebyggelse af fedme
• Hvordan fedme ændrer kropsens funktion
• Hvordan behandling af fedme fungerer
• Standard behandlingsmetoder
• Medicinske indgreb: Lægemidler til styring af fedme
• Kirurgiske og proceduremæssige indgreb
• Behandling i kliniske forsøg
• Prognose
• Naturligt forløb
• Mulige komplikationer
• Indvirkning på dagligdagen
• Støtte til familien
• Diagnostiske metoder
• Igangværende kliniske forsøg

Forståelse af fedme: Mere end bare ekstra vægt

Fedme repræsenterer en betydelig sundhedsudfordring, der rækker langt ud over udseende eller personlige valg. Det er anerkendt som en kronisk, kompleks sygdom, der involverer overdreven ophobning af kropsfedt og som medfører alvorlige sundhedsrisici. Tilstanden måles almindeligvis ved hjælp af body mass index (BMI), som sammenligner en persons vægt med deres højde. Når en voksen har et BMI på 30 eller højere, klassificerer sundhedspersonale dette generelt som fedme. For personer med et BMI på 40 eller højere er klassifikationen svær fedme, hvilket medfører endnu større sundhedsrisici.^[1]

At forstå fedme kræver, at man går ud over forenklede forklaringer. Selvom indtag af flere kalorier, end kroppen bruger, spiller en rolle, opstår fedme som resultat af en kompleks blanding af genetiske, miljømæssige, adfærdsmæssige og fysiologiske faktorer, der arbejder sammen. Sygdommen påvirker, hvordan kroppen oplagrer og bruger energi, påvirker hormonproduktionen og har indflydelse på næsten alle organsystemer. Denne mangesidede karakter betyder, at effektiv behandling af fedme kræver omfattende tilgange frem for simple løsninger.^[3]

Hvor fedt ophobes i kroppen er også af stor betydning. Personer, som bærer overvægt omkring maven snarere end hofterne, har højere risici for at udvikle relaterede sundhedsproblemer. Sundhedspersonale måler ofte taljeomfang for at vurdere denne risiko. For kvinder kan en taljemåling på over 89 centimeter, eller for mænd over 102 centimeter, signalere øget risiko for hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes.^[1]

Problemets globale omfang

Fedme har nået epidemiske proportioner verden over, og tallene fortsætter med at stige i et alarmerende tempo. I 2022 levede cirka én ud af otte personer globalt med fedme. Dette repræsenterer et dramatisk skift fra tidligere årtier, hvor fedme blandt voksne er mere end fordoblet siden 1990, mens fedme blandt unge er firedoblet i samme periode. Omfanget af denne forandring afspejler fundamentale ændringer i, hvordan mennesker spiser, bevæger sig og lever.^[7]

I USA er situationen særlig bekymrende. I perioden fra 2017 til marts 2020 levede mere end to ud af fem amerikanske voksne med fedme, hvilket repræsenterer omkring 42 procent af den voksne befolkning. Yderligere 9,2 procent havde svær fedme. Disse tal viser en betydelig stigning fra tidligere årtier – i 1999-2000 lå fedmeraten på 30,5 procent, hvilket demonstrerer, hvor hurtigt problemet er vokset på bare to årtier.^[4]

Byrden af fedme falder ikke ligeligt på tværs af alle befolkningsgrupper. Visse grupper oplever væsentligt højere rater af sygdommen. Blandt race- og etniske grupper i USA viser ikke-latinamerikanske sorte voksne de højeste fedmerater med næsten 50 procent, efterfulgt af latinamerikanske voksne med 45,6 procent. Uddannelsesniveau korrelerer også med fedmerater, hvor personer med en gymnasieuddannelse eller noget højere uddannelse viser højere rater end personer med en universitetsgrad. At forstå disse forskelle er afgørende for at udvikle effektive folkesundhedsinterventioner, der når dem, der er mest berørt.^[4]

Det, der engang blev betragtet som primært et problem for velhavende nationer, er nu blevet et betydeligt problem også i mellemindkomstlande. I dag rapporterer mange mellemindkomstlande nogle af de højeste fedmeforekomster globalt. Kun i Sydøstasien-regionen forbliver flere mennesker undervægtige end fede. Dette skift afspejler ændrede kostvaner og livsstilsfaktorer, der har spredt sig over hele kloden, efterhånden som samfund gennemgår økonomisk udvikling og urbanisering.^[2]

Hvad får fedme til at udvikle sig

På det mest fundamentale niveau udvikles fedme, når kroppen optager flere kalorier gennem mad og drikke, end den bruger gennem daglige aktiviteter og grundlæggende kropsfunktioner. Dog skjuler denne simple energibalanceligning en langt mere kompliceret virkelighed, der involverer talrige indbyrdes forbundne faktorer, som påvirker, hvorfor nogle mennesker udvikler fedme, mens andre ikke gør.

Genetik spiller en betydelig rolle i udviklingen af fedme. Forskning har identificeret specifikke gener, kaldet fedmefølsomhedsgener, som påvirker appetitreguering og hvordan kroppen oplagrer og bruger energi. Personer, der bærer disse genetiske variationer, kan finde det sværere at opretholde en sund vægt, selv når de træffer lignende livsstilsvalg som andre. Selvom gener ikke bestemmer skæbnen, kan de væsentligt påvirke sårbarheden over for vægtøgning, når de kombineres med miljøfaktorer.^[1]

De typer mad, der er tilgængelige og indtages, har ændret sig dramatisk i de seneste årtier, hvilket bidrager til stigende fedmerater verden over. Moderne kostvaner inkluderer ofte øget indtag af energitætte fødevarer, der er rige på fedt og tilsat sukker. Ultraforarbejdede fødevarer, sukkerholdige drikkevarer inklusive alkohol og fødevarer med høje mængder mættet fedt kan føre til indtag af flere kalorier, end kroppen har brug for. Samtidig indtager mange mennesker utilstrækkelige mængder af frugt, grøntsager og fuldkorn, som understøtter sund vægtstyring.^[1]

Fysiske aktivitetsniveauer er faldet, efterhånden som arbejde er blevet mere stillesiddende, transport er mindre afhængig af gang eller cykling, og urbanisering har reduceret mulighederne for naturlig bevægelse gennem dagen. Store mængder skærmtid – hvad enten det er tv-tittelse, videospil eller brug af smartphones og computere – skærer ned på tid til fysisk aktivitet. Denne reduktion i daglig bevægelse betyder, at færre kalorier forbrændes, hvilket tipper energibalancen i retning af vægtøgning.^[2]

Flere lægemidler ordineret til andre helbredstilstande kan bidrage til vægtøgning som en bivirkning. Antidepressiva, steroider, medicin mod epilepsi, visse diabetesbehandlinger og betablokkere kan alle påvirke vægten. Når disse lægemidler er nødvendige for at behandle alvorlige tilstande, må patienter og sundhedspersonale afveje fordelene mod potentielle vægtrelaterede bivirkninger.^[1]

Søvnmangel påvirker hormoner, der regulerer sult og mæthedsfølelse, hvilket gør det sværere at opretholde en sund vægt. At få mindre end syv timers søvn regelmæssigt kan forstyrre kroppens normale hormonbalance, øge appetitten og trang til høj-kalorier fødevarer. Tilsvarende udløser kronisk stress frigivelse af hormoner som kortisol, der påvirker sulten og kan føre til indtag af trøstemad med højt indhold af fedt og sukker, som kroppen derefter oplagrer som overskydende fedt.^[1]

Visse underliggende helbredstilstande kan gøre vægtøgning mere sandsynlig eller vægttab sværere. Metabolisk syndrom – en gruppe af tilstande, herunder forhøjet blodtryk, unormale kolesterolniveauer og insulinresistens – og polycystisk ovariesyndrom (PCOS) kan begge forårsage vægtøgning som bivirkninger. Psykiske lidelser som angst og depression kan få mennesker til at spise fødevarer, der aktiverer hjernens glædescentre, hvilket skaber spisemønstre, der bidrager til vægtøgning over tid.^[1]

Hvem har størst risiko

Selvom alle kan udvikle fedme, øger visse faktorer og omstændigheder sandsynligheden for, at sygdommen udvikler sig. At forstå disse risikofaktorer hjælper med at identificere, hvem der kan have mest gavn af forebyggende interventioner og støtte.

Familiehistorie påvirker fedmerisikoen betydeligt gennem både genetisk arv og delte miljøfaktorer. Personer med familiemedlemmer, der har fedme, er mere tilbøjelige til selv at udvikle tilstanden. Denne forbindelse afspejler både arvelige genetiske tendenser og lærte adfærdsmønstre omkring mad, spisevaner og fysisk aktivitet, som familier deler.^[3]

Socioøkonomiske faktorer spiller en væsentlig rolle i fedmerisikoen. Personer med lavere indkomster står ofte over for barrierer for at få adgang til sunde fødevarer, sikre steder at motionere og sundhedsydelser, der kunne hjælpe med at forebygge eller behandle fedme. Fødevareusikkerhed – ikke at have pålidelig adgang til overkommelige, nærende fødevarer – kan paradoksalt nok øge fedmerisikoen, når mennesker er afhængige af billigere, kalorietætte men næringsfattige fødevarer. Uddannelsesniveau korrelerer også med fedmerater, hvor højere uddannelse generelt er forbundet med lavere fedmeforekomst.^[4]

Voksne og børn med fysiske eller indlæringsvanskeligheder står over for forhøjet risiko for fedme. Fysiske begrænsninger kan begrænse muligheder for fysisk aktivitet, mens mangel på tilstrækkelig specialiseret undervisning og ressourcer kan skabe yderligere udfordringer for at opretholde en sund vægt. Disse befolkningsgrupper kræver skræddersyet støtte og tilgængelige programmer designet til at imødekomme deres specifikke behov.^[1]

Boendemiljøer former fedmerisikoen gennem adgang til ressourcer og muligheder. Byudvikling, der mangler fortov, cykelstier, parker og rekreative faciliteter, gør regelmæssig fysisk aktivitet vanskelig. Samfund uden dagligvarebutikker, der tilbyder friske produkter, ofte kaldet fødevareørkener, begrænser adgangen til sunde fødevarer. Disse miljøfaktorer betyder, at hvor nogen bor, kan påvirke deres evne til at opretholde en sund vægt væsentligt, uanset personlig motivation eller indsats.^[16]

Race- og etniske minoriteter i mange lande, herunder USA, oplever højere fedmerater. Disse forskelle afspejler komplekse interaktioner mellem genetik, kultur, socioøkonomiske faktorer, adgang til sundhedspleje og systemiske uligheder snarere end nogen iboende biologiske forskelle. At adressere disse forskelle kræver omfattende tilgange, der tager højde for de sociale sundhedsdeterminanter, der påvirker disse samfund.^[4]

Genkendelse af tegnene og virkningerne

I modsætning til mange sygdomme, der producerer særskilte symptomer, forårsager fedme i sig selv ikke specifikke symptomer, som mennesker oplever. I stedet identificeres sygdommen gennem målinger og beregninger udført af sundhedspersonale. Dog er virkningerne af fedme på kroppen og livskvaliteten omfattende og kan manifestere sig på talrige måder.

Sundhedspersonale diagnosticerer fedme primært gennem beregning af BMI, hvilket giver en standardiseret måde at vurdere, om nogens vægt er inden for sunde intervaller for deres højde. For at beregne BMI divideres vægt i kilogram med højden i meter i anden potens. Alternativt kan vægt i pund ganges med 703, derefter divideres med højden i tommer og divideres igen med højden i tommer. Selvom BMI har begrænsninger – det måler ikke direkte kropsfedt og afspejler muligvis ikke nøjagtigt sundhedsrisici for meget muskuløse individer eller ældre voksne, der har mistet muskelmasse – forbliver det det mest almindeligt anvendte screeningsværktøj til fedme.^[3]

Ud over BMI-beregninger vurderer sundhedspersonale fedme gennem fysiske undersøgelser, der inkluderer måling af taljeomfang og evaluering af generel kropsform og fedtfordeling. Disse målinger hjælper personalet med at forstå ikke kun hvor meget overvægt nogen bærer, men hvor den er placeret, hvilket væsentligt påvirker sundhedsrisikoen. Abdominalfedt, også kaldet visceralt fedt, udgør større risici end fedt båret andre steder på kroppen.^[9]

Fedme påvirker livskvaliteten væsentligt på måder, der strækker sig ud over fysisk sundhed. Personer, der lever med fedme, kan opleve reduceret mobilitet og fysisk funktion, hvilket gør hverdagsaktiviteter mere udfordrende. At bære overvægt lægger ekstra pres på leddene, hvilket kan forårsage smerte og begrænse bevægelse. Vejrtrækning kan blive vanskeligere, især under fysisk anstrengelse eller under søvn. Disse funktionelle begrænsninger kan forhindre mennesker i at deltage i aktiviteter, de nyder, og udføre opgaver, som andre tager for givet.^[3]

De psykologiske og sociale virkninger af fedme kan være dybtgående. Samfundet stigmatiserer ofte fedme, hvilket fører til diskrimination i beskæftigelse, sundhedsindstillinger og sociale situationer. Dette stigma kan skade selvværd og mental sundhed. Personer med fedme oplever ofte angst, depression og social isolation, delvist på grund af hvordan de behandles af andre. Disse mentale sundhedsvirkninger er alvorlige komplikationer af sygdommen, der kræver opmærksomhed sammen med fysiske sundhedsproblemer.^[1]

Forebyggelse af fedme

Mange faktorer, der bidrager til fedme, kan modificeres, hvilket gør forebyggelse mulig gennem ændringer på individuelt, samfundsmæssigt og samfundsniveau. Forebyggelsesindsatser skal adressere de komplekse, indbyrdes forbundne faktorer, der påvirker vægt, for at være effektive.

At etablere sunde spisevaner fra tidlig barndom hjælper med at forhindre fedme i at udvikle sig. Det betyder at indtage kostvaner rige på frugt, grøntsager, fuldkorn og magre proteiner, mens indtaget af sukkerholdige drikkevarer, ultraforarbejdede fødevarer og produkter med højt indhold af mættet fedt og tilsat sukker begrænses. Familier kan støtte sund spisning ved at holde nærende fødevarer tilgængelige, spise måltider sammen regelmæssigt og modellere positive relationer med mad. At lære at genkende sult- og mæthedssignaler i stedet for at spise baseret på eksterne faktorer som stress eller kedsomhed understøtter også sund vægtvedligeholdelse.^[6]

Regelmæssig fysisk aktivitet giver fordele for vægtstyring og generel sundhed. De fleste voksne bør sigte efter mindst 150 minutter moderat intensitet aktivitet om ugen, som kan opdeles i kortere sessioner gennem ugen. For børn og unge anbefales endnu mere aktivitet. Fysisk aktivitet kræver ikke fitnessmedlemskaber eller specielt udstyr – at gå, cykle, danse, lave havearbejde og lege aktivt tæller alt sammen. At finde fornøjelige former for bevægelse øger sandsynligheden for at opretholde en aktiv livsstil på lang sigt.^[14]

Tilstrækkelig søvn understøtter sund vægt ved at holde hormoner, der regulerer appetit og stofskifte, i balance. De fleste voksne har brug for syv til ni timers søvn om natten, mens børn og teenagere kræver endnu mere. At etablere regelmæssige søvnplaner, skabe behagelige søvnmiljøer og begrænse skærmtid før sengetid understøtter alle bedre søvnkvalitet og varighed.^[1]

At håndtere stress effektivt hjælper med at forhindre vægtøgningen, der ofte ledsager kronisk stress. Stresshåndteringsteknikker som meditation, dybe vejrtrækningsøvelser, yoga, at tilbringe tid i naturen eller engagere sig i hobbyer kan reducere stress uden at ty til mad for trøst. Når stress føles overvældende, giver det at søge støtte fra mentale sundhedsprofessionelle yderligere værktøjer til at klare det på sunde måder.^[17]

Samfund og regeringer spiller afgørende roller i forebyggelse af fedme ved at skabe miljøer, der understøtter sunde valg. Dette inkluderer at designe samfund med fortove, cykelstier, parker og rekreative faciliteter, der tilskynder til fysisk aktivitet. At sikre, at alle kvarterer har adgang til butikker, der sælger friske, overkommelige, nærende fødevarer, adresserer uligheder i fødevareærdgang. Skoler kan bidrage ved at levere sunde måltider, tilbyde fysisk uddannelsesprogrammer og skabe støttende miljøer, der fremmer velvære for alle elever. Arbejdspladsvelvæere programmer, der understøtter sund spisning og aktivitet i arbejdstiden, bidrager også til forebyggelsesindsatser.^[16]

Amning af spædbørn giver beskyttelse mod senere fedmeudvikling og tilbyder en af de tidligste forebyggelsesmuligheder. At støtte mødre, der vælger at amme gennem politikker, der giver tid, plads og støtte på arbejdspladser og offentlige steder, bidrager til fedmeforebyggelse startende i spædbarnsalderen.^[5]

Hvordan fedme ændrer kropsens funktion

Fedme skaber udbredte forandringer gennem hele kroppen, der påvirker praktisk talt alle organsystemer. At forstå disse ændringer hjælper med at forklare, hvorfor fedme øger risikoen for så mange forskellige helbredstilstande, og hvorfor det kvalificerer som en alvorlig medicinsk sygdom snarere end blot et kosmetisk problem.

Overskydende kropsfedt, især fedt oplagret omkring abdominale organer, er ikke blot inaktivt væv. Dette fedt producerer aktivt hormoner og inflammatoriske stoffer, der cirkulerer gennem kroppen og påvirker stofskifte og organfunktion. Disse stoffer bidrager til at udvikle insulinresistens, hvor kroppens celler bliver mindre responsive over for insulin, det hormon, der hjælper med at flytte sukker fra blodet ind i cellerne. Denne insulinresistens går ofte forud for udvikling af type 2-diabetes og er central for metabolisk syndrom, en gruppe af tilstande, der øger sygdomsrisikoen.^[5]

Hjerte-kar-systemet bærer en væsentlig byrde fra fedme. At bære overvægt kræver, at hjertet arbejder hårdere for at pumpe blod gennem en større kropsmasse. Denne øgede arbejdsbyrde kan føre til forstørrelse og svækkelse af hjertemusklen over tid. Fedme fremmer udvikling af forhøjet blodtryk, da blodkarrene skal arbejde hårdere mod øget modstand. Unormale kolesterolniveauer, herunder forhøjede triglycerider og reduceret beskyttende HDL-kolesterol, ledsager ofte fedme og bidrager til åreforkalkning – ophobning af fedtaflejringer i arterier, der kan føre til hjerteanfald og slagtilfælde.^[2]

Vejrtrækning og lungefunktion svækkes af fedme gennem flere mekanismer. Overvægt på brystkassen og maven begrænser, hvor fuldt lungerne kan udvide sig, hvilket reducerer mængden af luft, der optages med hvert åndedrag. Under søvn kan dette bidrage til obstruktiv søvnapnø, hvor luftvejen gentagne gange blokeres, hvilket får vejrtrækningen til midlertidigt at stoppe gennem natten. Disse vejrtrækningspauser forstyrrer søvnkvaliteten og reducerer iltniveauerne i blodet, hvilket bidrager til træthed i dagtimerne, kognitive problemer og yderligere belastning af hjertet og blodkarrene.^[5]

Muskel-skelet-systemet lider mekanisk stress ved at bære overvægt. Led, især vægtbærende led som knæ, hofter og ankler, oplever øget tryk med hvert skridt. Over tid accelererer dette slid på brusk, hvilket fører til slidgigt – smertefuld leddegenerering, der begrænser mobiliteten. Rygsøjlen står også over for yderligere belastning, der kan bidrage til rygsmerter og rygproblemer. Hos børn med svær fedme kan vækstpladerne i hoften glide ud af position, en tilstand kaldet glidende hofteledhoved, der kræver øjeblikkelig medicinsk behandling.^[5]

Leverfunktionen bliver kompromitteret, efterhånden som overskydende fedt ophobes i levercellerne, en tilstand nu kaldet metabolisk dysfunktionsassocieret steatotisk leversygdom (MASLD), tidligere kendt som ikke-alkoholisk fedtleversygdom. Denne fedtophobning kan udvikle sig fra simpel fedtoplagring til inflammation og ardannelse, der til sidst kan føre til leversvigt, hvis det ikke adresseres. Tilstanden producerer ofte ingen symptomer i tidlige stadier, hvilket gør screening vigtig for mennesker med fedme.^[5]

Reproduktiv sundhed påvirkes af fedme på flere måder. Hos kvinder kan fedme forstyrre normal hormonproduktion, hvilket fører til uregelmæssige menstruationscyklusser, polycystisk ovariesyndrom (PCOS) og reduceret fertilitet. Under graviditet øger fedme risikoen for komplikationer, herunder svangerskabsdiabetes, forhøjet blodtryk og fødselskomplikationer. Hos mænd kan fedme reducere testosteronniveauer og påvirke seksuel funktion.^[5]

Risikoen for flere typer kræft øges med fedme, herunder kræft i bryst, tyktarm, endometrium, nyre, lever og andre. Mekanismerne, der forbinder fedme med kræft, involverer kronisk inflammation, ændrede hormonniveauer og ændringer i, hvordan celler vokser og deler sig. Anslået 5 millioner dødsfald årligt tilskrives helbredstilstande forbundet med forhøjet BMI, hvilket gør fedme til en førende forebyggelig dødsårsag globalt.^[2]

Nyrefunktionen kan svækkes af fedme gennem flere veje, herunder udvikling af diabetes, forhøjet blodtryk og direkte virkninger af overvægt på nyrernes filtreringsstrukturer. Dette kan udvikle sig til kronisk nyresygdom, der kræver dialyse eller transplantation i alvorlige tilfælde. Fedme øger også risikoen for nyresten og urininkontinens.^[2]

Mave-tarm-systemet oplever virkninger, herunder øget risiko for sure opstød, hvor mavesyre strømmer tilbage i spiserøret og forårsager halsbrand og potentiel skade. Fedme øger også risikoen for galdeblæresygdom og visse fordøjelseskræftformer. De metaboliske ændringer forbundet med fedme påvirker, hvordan næringsstoffer absorberes og behandles gennem hele fordøjelseskanalen.^[3]

Hvordan behandling af fedme fungerer: En omfattende tilgang til bedre helbred

At håndtere fedme handler om meget mere end blot at tabe sig. Målet med behandlingen er at forbedre det samlede helbred, forebygge eller løse medicinske komplikationer, styrke den mentale trivsel og støtte mennesker i at leve mere aktive og fyldestgørende liv. Fordi fedme er en kompleks kronisk sygdom påvirket af genetik, stofskifte, adfærd, miljø og andre faktorer, kræver effektiv behandling en personlig tilgang, der tager højde for hele mennesket – ikke kun tallet på badevægten.^[1]

Sundhedspersoner anerkender, at behandling af fedme skal bygge på et samarbejde mellem motiverede patienter og et engageret team af specialister. Dette team omfatter ofte læger, diætister, fysioterapeuter, psykologer eller psykiatere samt andre sundhedsprofessionelle, der arbejder sammen om at skabe og støtte en individuelt tilpasset behandlingsplan. De mest succesfulde programmer giver et beskedent, men betydningsfuldt vægttab – typisk mellem 5% og 10% af kropsvægten – hvilket kan forbedre helbredet markant og reducere risikoen for alvorlige komplikationer.^[12]

Behandlingsstrategier er generelt organiseret i tre overordnede faser: en indledende screening- og vurderingsfase, hvor sundhedspersoner evaluerer sværhedsgraden af fedme og relaterede helbredstilstande; en aktiv vægttabsfase, hvor patienter arbejder intensivt med at ændre vaner og reducere vægten; og en vedligeholdelsesfase, der ideelt set fortsætter i mindst et år efter afslutning af det aktive program, selvom mange mennesker har gavn af livslang støtte for at fastholde deres fremskridt.^[12]

Tilgangen til behandling afhænger i høj grad af individuelle faktorer, herunder body mass index (BMI), som måler vægt i forhold til højde, tilstedeværelsen af fedmerelaterede helbredstilstande som diabetes eller hjertesygdom, samt personlig parathed til at foretage varige ændringer. Sundhedspersoner bruger BMI-kategorier til at hjælpe med at vejlede behandlingsbeslutninger: Klasse I-fedme defineres som et BMI mellem 30 og 35, Klasse II som BMI mellem 35 og 40, og Klasse III som BMI på 40 eller højere. Dog er BMI kun ét værktøj og giver ikke det fulde billede – behandlere tager også hensyn til, hvor fedtvævet er placeret, den generelle helbredstilstand og andre risikofaktorer, når de udvikler behandlingsplaner.^[1]

Standard behandlingsmetoder: Opbygning af sunde fundamenter

Hjørnestenen i behandling af fedme involverer omfattende livsstilshåndtering, der adresserer kost, fysisk aktivitet og adfærdsændringer. Sundhedspersoner anbefaler typisk, at patienter starter med at indføre varige sunde livsstilsændringer i stedet for at forfølge hurtige løsninger, der sjældent giver holdbare resultater.^[14]

Kostændringer og ernæringsstøtte

At skabe et sundt kostmønster er grundlæggende for behandling af fedme. I stedet for at følge restriktive modediæter, der eliminerer hele fødevaregrupper eller kræver ekstrem kalorieindskrænkning, fokuserer effektive ernæringsmæssige tilgange på at reducere det daglige kalorieintagage med et moderat beløb – typisk omkring 600 kalorier om dagen – for at opnå et sikkert og bæredygtigt vægttab på omkring 0,5 til 1 kilogram om ugen. For de fleste mænd betyder dette at indtage højst 1.900 kalorier dagligt, mens de fleste kvinder bør sigte efter højst 1.400 kalorier om dagen.^[14]

En sund kost bør lægge vægt på hele, minimalt forarbejdede fødevarer, herunder masser af frugt og grøntsager, fuldkorn, magre proteiner fra kilder som fisk, fjerkræ, bønner og æg, fedtfattige mejeriprodukter eller alternativer samt begrænsede mængder af fødevarer med højt indhold af tilsat sukker, mættede fedtstoffer og salt. Patienter lærer at læse fødevareetiketter omhyggeligt, kontrollere kaloriemængden og vælge produkter med mere fordelagtige ernæringsprofiler. At undgå sukkerholdige drikkevarer, herunder almindelig sodavand, og for meget alkohol er særligt vigtigt, da flydende kalorier ofte bidrager betydeligt til for stort indtag uden at give mæthedsfølelse.^[14]

Mange sundhedssystemer tilbyder henvisninger til autoriserede diætister eller specialiserede vægtstyringsprogrammer, der giver detaljeret ernæringsrådgivning. Disse fagfolk hjælper patienter med at forstå portionsstørrelser, planlægge måltider, der passer til deres livsstil og kulturelle præferencer, udvikle madlavningsfærdigheder og navigere i udfordringer som at spise ude på restauranter, hvor portionsstørrelser og kaloriemængder kan være meget højere end forventet.^[10]

I visse tilfælde kan sundhedspersoner anbefale meget lavkaloridiæter (VLCD’er), der giver færre end 800 kalorier om dagen. Disse tilgange kan give hurtigt vægttab, men er ikke egnede for alle og indebærer potentielle risici. VLCD’er bør kun følges under tæt medicinsk overvågning, typisk i højst 12 uger, og normalt kun når hurtigt vægttab er medicinsk nødvendigt for at håndtere alvorlige fedmerelaterede komplikationer.^[14]

Fysisk aktivitet og motion

At øge den fysiske aktivitet er afgørende både for at tabe sig og opretholde vægttabet over tid. Motion hjælper med at forbrænde kalorier, opbygger mager muskelmasse, der øger stofskiftehastigheden, forbedrer hjerte-kar- og stofskiftesundheden samt øger den generelle trivsel. Sundhedspersoner anbefaler typisk, at voksne sigter mod mindst 150 minutters moderat-intensiv aerob aktivitet om ugen, som kan opdeles i kortere sessioner for at passe til individuelle tidsplaner og evner.^[10]

Moderat-intensive aktiviteter omfatter rask gang, cykling, svømning eller dans – enhver bevægelse, der øger hjertefrekvensen og vejrtrækningen, men stadig tillader samtale. For mennesker, der har været inaktive, er det en sikker tilgang at starte med blot få minutters aktivitet flere gange om dagen og gradvist øge varighed og intensitet over uger og måneder. At kombinere aerob træning med styrketræningsaktiviteter, der arbejder med store muskelgrupper, hjælper med at maksimere fordelene.^[14]

Fysisk aktivitet kræver ikke dyre fitnessmedlemskaber eller specialudstyr. Simple ændringer som at tage trapper i stedet for elevatorer, parkere længere væk fra destinationer, udføre huslige opgaver og havearbejde eller lege aktivt med børn bidrager alle til daglig bevægelse. Sundhedspersoner arbejder sammen med patienter om at identificere aktiviteter, de nyder og realistisk kan opretholde på lang sigt, under hensyntagen til eventuelle fysiske begrænsninger eller helbredstilstande, der kan kræve tilpasninger.^[11]

Adfærdsændring og psykologisk støtte

Adfærdsændring adresserer de psykologiske og følelsesmæssige faktorer, der påvirker spisemønstre og fysisk aktivitet. Denne tilgang anerkender, at vaner, stress, følelser og miljømæssige signaler alle spiller vigtige roller i vægtstyring. Effektive adfærdsstrategier omfatter selvovervågning af fødeindtag og fysisk aktivitet gennem dagbøger eller apps, fastsættelse af specifikke og opnåelige mål, identificering og kontrol af triggere, der fører til overspisning, læring til at skelne mellem fysisk sult og følelsesmæssig spisning, brug af ikke-fødevarerelaterede belønninger for fremskridt samt udvikling af strategier til forebyggelse og håndtering af tilbageslag.^[12]

Mange succesfulde vægtsstyringsprogrammer inkluderer regelmæssige rådgivningssessioner – ofte 14 eller flere over en seks måneders periode – hvor trænede specialister giver undervisning, feedback og støtte. Disse sessioner kan foregå individuelt eller i grupper og tilbydes i stigende grad gennem fjernformater ved hjælp af smartphones, computere eller telefonopkald. Gruppeprogrammer kan være særligt værdifulde, da de giver støtte fra ligestillede og giver deltagerne mulighed for at lære af andre, der står over for lignende udfordringer.^[10]

Stresshåndtering og tilstrækkelig søvn er også vigtige komponenter i adfærdstilgange. Kronisk stress udløser hormoner som kortisol, der kan øge appetitten og drive trang til kalorierige trøstefødevarer. Mangel på tilstrækkelig søvn – mindst syv timer om natten for de fleste voksne – forstyrrer hormoner, der regulerer sult og mæthed, hvilket gør vægtstyring vanskeligere. Sundhedspersoner kan anbefale stressreduktionsmetoder som mindfulness, meditation eller professionel rådgivning og adressere søvnproblemer, herunder tilstande som obstruktiv søvnapnø, der er almindelige hos mennesker med fedme.^[1]

Kommercielle vægttabsprogrammer baseret på sunde videnskabelige principper kan også være effektive, når de bruges som en del af en omfattende tilgang. Forskning viser, at evidensbaserede kommercielle programmer ofte giver bedre resultater end praksisbaserede programmer, sandsynligvis fordi de tilbyder mere intensiv støtte og strukturerede tilgange. Dog bør patienter omhyggeligt evaluere ethvert program for at sikre, at det giver gradvist bæredygtigt vægttab gennem afbalanceret ernæring snarere end at love urealistiske hurtige resultater.^[12]

Varighed og langsigtet håndtering

Fedme er en kronisk sygdom, der typisk kræver livslang håndtering. Selvom intensive vægttabsfaser kan vare flere måneder, kræver vedligeholdelse af vægttab over år løbende opmærksomhed på sunde spisemønstre, regelmæssig fysisk aktivitet og adfærdsstrategier. Mange mennesker tager på i vægt igen efter at have stoppet behandlingsprogrammer, hvilket er grunden til, at langsigtet opfølgning og fortsat støtte er så vigtig. Sundhedspersoner anbefaler regelmæssig overvågning – mindst årligt – for at spore vægt, vurdere komplikationer og justere behandlingsmetoder efter behov.^[1]

Medicinske indgreb: Lægemidler til styring af fedme

Når livsstilsændringer alene ikke giver tilstrækkeligt vægttab, eller når fedmerelaterede helbredstilstande kræver mere intensiv intervention, kan sundhedspersoner anbefale at tilføje lægemidler specifikt godkendt til behandling af fedme. Disse anti-fedme lægemidler virker gennem forskellige mekanismer for at hjælpe med at kontrollere appetitten, reducere fødeindtaget eller påvirke, hvordan kroppen behandler kalorier.^[11]

Anti-fedme lægemidler er ikke blot “slankepiller”, der virker selvstændigt. De er snarere værktøjer, der bruges sammen med fortsatte livsstilsændringer for at hjælpe mennesker med at tabe mere i vægt, end de kunne gennem kost og motion alene. Ligesom medicin til andre kroniske sygdomme som diabetes eller højt blodtryk skal anti-fedme lægemidler ofte tages på lang sigt for at opretholde deres fordele, og vægten kan vende tilbage, hvis de stoppes.^[12]

Sundhedspersoner overvejer flere faktorer, når de beslutter, om de skal ordinere vægttabsmedicin, herunder BMI-kategori, tilstedeværelse af fedmerelaterede komplikationer, tidligere vægttabsforsøg, potentielle medicinbivirkninger og patientpræferencer. Generelt kan medicin overvejes for voksne med BMI på 30 eller højere, eller BMI på 27 eller højere, hvis fedmerelaterede helbredstilstande som diabetes, højt blodtryk eller højt kolesterol er til stede.^[9]

Flere klasser af lægemidler er i øjeblikket godkendt til behandling af fedme. Nogle virker i hjernen for at reducere appetitten og øge følelsen af mæthed. Andre påvirker hormoner i fordøjelsessystemet, der regulerer sult og mæthed. Atter andre kan påvirke, hvordan kroppen absorberer eller bruger næringsstoffer. Hver medicin har sin egen profil med hensyn til effektivitet, bivirkninger og kontraindikationer, og sundhedspersoner vælger specifikke præparater baseret på individuelle patientkarakteristika og behandlingsmål.^[15]

Almindelige bivirkninger af anti-fedme lægemidler kan omfatte mave-tarm-symptomer som kvalme, diarre eller forstoppelse, især når behandlingen startes, eller doser øges. Nogle lægemidler kan påvirke hjertefrekvensen eller blodtrykket, forårsage mundtørhed eller føre til andre effekter. Sundhedspersoner overvåger omhyggeligt patienter, der tager disse lægemidler, starter med lavere doser og øger gradvist efter tolerance og foretager justeringer, hvis bivirkninger bliver problematiske.^[9]

Varigheden af medicinbehandling varierer efter individ. Nogle mennesker bruger medicin i flere måneder under en intensiv vægttabsfase, mens andre har gavn af længerevarende eller endda ubestemt brug for at opretholde vægttabet og forhindre gentagelse. Sundhedspersoner revurderer regelmæssigt, om medicinen fortsat giver fordele, og overvåger både effektivitet og eventuelle nye sikkerhedsproblemer. Patienter, der ikke opnår tilstrækkeligt vægttab efter flere måneder på fuld dosis af en medicin, kan have gavn af at skifte til et andet præparat.^[12]

Kirurgiske og proceduremæssige indgreb

For mennesker med svær fedme, især når det er ledsaget af alvorlige helbredskomplikationer, repræsenterer bariatrisk kirurgi (også kaldet metabolisk kirurgi eller vægtreduktionskirurgi) den mest effektive behandlingsmulighed, der i øjeblikket er tilgængelig. Kirurgiske procedurer virker ved at ændre fordøjelsessystemets anatomi for at begrænse fødeindtaget, reducere næringsabsorption eller begge dele. Disse operationer kan give væsentligt og vedvarende vægttab og ofte løse eller markant forbedre fedmerelaterede tilstande som type 2-diabetes, højt blodtryk og søvnapnø.^[12]

Bariatrisk kirurgi overvejes typisk for voksne med BMI på 40 eller højere, eller BMI på 35 eller højere med alvorlige fedmerelaterede helbredsproblemer, som ikke har opnået tilstrækkeligt vægttab gennem livsstilsændringer og medicin. Kirurgi kræver omhyggelig screening og evaluering for at sikre, at kandidater forstår risici og fordele, er motiverede til at foretage nødvendige livsstilsændringer og ikke har tilstande, der ville gøre kirurgi overdrevent farligt.^[9]

Flere typer bariatriske procedurer udføres almindeligt. Hver har forskellige virkningsmekanismer, varierende grader af effektivitet for vægttab samt distinkte risici og fordele. Valget af procedure afhænger af individuel anatomi, helbredsstatus, spisemønstre og behandlingsmål og træffes gennem fælles beslutningstagning mellem patienter og deres kirurgiske team.^[11]

Ligesom medicinsk behandling er bariatrisk kirurgi ikke en engangsløsning, men snarere et værktøj, der kræver livslang forpligtelse til sunde spisemønstre, regelmæssig fysisk aktivitet og løbende medicinsk opfølgning. Patienter skal tage vitamin- og mineraltilskud permanent efter de fleste procedurer for at forhindre ernæringsmæssige mangler. Regelmæssig overvågning er afgørende for at identificere og håndtere eventuelle komplikationer og for at støtte langsigtet succes.^[9]

Forskning viser, at velgennemført bariatrisk kirurgi hos omhyggeligt udvalgte patienter betydeligt reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme og forbedrer mange fedmerelaterede komplikationer. Dog indebærer kirurgi risici, herunder blødning, infektion, blodpropper og potentielle længerevarende komplikationer som ernæringsmæssige mangler eller problemer relateret til de kirurgiske ændringer. Et dygtigt kirurgisk team og omfattende tværfaglig støtte er afgørende for optimale resultater.^[12]

Ud over traditionelle kirurgiske tilgange er der nye endoskopiske bariatriske procedurer, der bruger fleksible rør ført gennem munden for at modificere maven eller tarmene, ved at opstå som mindre invasive alternativer. Disse procedurer giver typisk mindre vægttab end kirurgi, men kan være passende for nogle patienter, der ikke kvalificerer sig til eller ikke ønsker traditionel kirurgi.^[11]

Behandling i kliniske forsøg: Innovative tilgange under afprøvning

Området for fedmebehandling udvikler sig hurtigt med adskillige lovende terapier, der i øjeblikket testes i kliniske forskningsstudier. Disse undersøgelser udforsker nye lægemidler, nye kombinationer af eksisterende lægemidler, avancerede kirurgiske teknikker og helt nye tilgange til at adressere den komplekse biologi bag fedme. Selvom standardbehandlinger forbliver grundlaget for pleje, tilbyder kliniske forsøg muligheder for at få adgang til banebrydende terapier, der måske i fremtiden bliver bredt tilgængelige.^[15]

Nye farmakologiske midler

Et hovedfokus i fedmeforskning involverer udvikling af nye lægemidler, der virker gennem innovative mekanismer eller giver større vægttab end de aktuelt tilgængelige lægemidler. Nylige gennembrud på dette område omfatter lægemidler, der efterligner flere hormoner samtidigt og tilbyder forbedret effektivitet sammenlignet med enkelt-hormon-tilgange. Disse midler virker ved at aktivere receptorer for hormoner, der naturligt regulerer appetit, fødeindtag og stofskifte, og hjælper kroppen med mere effektivt at kontrollere vægten.^[15]

Glucagon-lignende peptid-1 (GLP-1) receptoragonister repræsenterer en af de mest lovende klasser af lægemidler, der undersøges for fedme. Disse lægemidler efterligner et hormon produceret i tarmene, der signalerer mæthed og reducerer appetitten. Nogle GLP-1-receptoragonister blev oprindeligt udviklet til type 2-diabetes og undersøges nu i højere doser specifikt til vægtstyring. Kliniske forsøg har vist, at disse midler kan give betydeligt vægttab – i gennemsnit fra 15% til over 20% af kropsvægten i nogle studier – hvilket er betydeligt mere end ældre vægttabsmedicin opnåede. Disse lægemidler gives typisk ved injektion under huden én gang ugentligt.^[12]

Dobbelt-virkende lægemidler, der aktiverer både GLP-1 og andre hormonreceptorer samtidigt, viser endnu mere imponerende resultater i kliniske forsøg. Ved at målrette flere veje involveret i appetitregulering og stofskifte ser disse kombinationstilgange ud til at give større vægttab med acceptable sikkerhedsprofiler. Forskning udforsker også tredobbelt-virkende lægemidler, der kan tilbyde yderligere fordele.^[15]

Kliniske forsøg med nye fedme-lægemidler skrider typisk frem gennem tre faser. Fase I-forsøg involverer små antal deltagere og fokuserer primært på sikkerhed, bestemmelse af passende dosisintervaller og identificering af potentielle bivirkninger. Fase II-forsøg inkluderer større grupper og begynder at evaluere, om lægemidlet effektivt giver vægttab, og i hvilke doser. Fase III-forsøg er store studier, der definitivt tester, om nye lægemidler er lige så gode som eller bedre end eksisterende behandlinger, involverer hundredvis eller tusinder af deltagere fulgt over længere perioder. Disse forsøg giver den dokumentation, der er nødvendig for, at regulerende myndigheder kan godkende nye lægemidler til klinisk brug.^[12]

Forskere undersøger også lægemidler, der virker gennem helt andre mekanismer, såsom midler, der påvirker, hvordan hjernen behandler belønninger og motivation, lægemidler, der ændrer fedtlagring og nedbrydning, eller forbindelser, der modificerer tarmbakterier for at påvirke stofskifte og vægt. Selvom mange af disse tilgange stadig er i tidlig udvikling, repræsenterer de mangfoldigheden af strategier, der forfølges for at udvide behandlingsmulighederne.^[15]

Lokation og deltagelse

Kliniske forsøg for fedmebehandlinger udføres på medicinske centre og forskningsinstitutioner rundt om i verden, herunder i USA, Europa og andre regioner. Store akademiske medicinske centre, specialiserede fedmeforskningsklinikker og netværk af samfundsbaserede forskningssteder deltager alle i at udføre disse studier. Forsøg kan være sponsoreret af farmaceutiske virksomheder, der udvikler nye lægemidler, offentlige forskningsorganer eller akademiske institutioner.^[10]

Berettigelse til kliniske forsøg afhænger af specifikke kriterier defineret af hver studieprotokol. De fleste forsøg rekrutterer deltagere med bestemte BMI-intervaller, ofte inkluderende voksne med fedme, der måske har eller ikke har relaterede helbredstilstande. Nogle forsøg studerer specifikt lægemidler hos mennesker med fedmerelaterede komplikationer som diabetes, mens andre fokuserer på ellers raske individer. Aldersintervaller, medicinbrug og tilstedeværelse af visse helbredstilstande påvirker alle berettigelse. Personer, der er interesserede i at deltage i kliniske forsøg, bør drøfte mulighederne med deres sundhedspersoner eller søge i registre over kliniske forsøg for at finde studier, der rekrutterer i deres område.^[10]

Foreløbige resultater og fremtidige retninger

Nye data fra kliniske forsøg med nyere fedme-lægemidler viser opmuntrende resultater. Studier rapporterer, at deltagere, der opnår betydeligt vægttab med nyere midler, også oplever meningsfulde forbedringer i fedmerelaterede helbredsparametre, herunder blodsukkerregulering, blodtryk, kolesterolniveauer og markører for inflammation. Disse metaboliske forbedringer forekommer ofte, selv før betydeligt vægttab er opnået, hvilket antyder, at disse lægemidler kan have direkte gavnlige effekter ud over vægtreduktion alene.^[15]

Forskning undersøger også, hvordan man bedst personaliserer fedmebehandling ved at matche specifikke lægemidler eller tilgange til individuelle patientkarakteristika. Studier undersøger, om genetiske faktorer, stofskifteprofiler, spisemønstre eller andre funktioner kan forudsige, hvilke behandlinger der vil fungere bedst for bestemte individer. Denne præcisionsmedicinske tilgang lover at forbedre resultaterne ved at give sundhedspersoner mulighed for at vælge den mest passende behandling for hver person fra starten.^[15]

Forskere studerer optimal varighed af farmakologisk behandling, strategier til at opretholde vægttab efter stopning af lægemidler samt tilgange til at kombinere lægemidler med livsstilsindgreb, kirurgi eller andre behandlinger for at maksimere fordelene. At forstå, hvordan man forhindrer vægtstigning, forbliver en kritisk forskningsprioritet, da vægten har en tendens til at vende tilbage, når aktiv behandling ophører.^[15]

Prognose

At forstå, hvad fremtiden bringer, når man lever med fedme, kan føles overvældende, men det er vigtigt at gribe dette emne an med både ærlighed og håb. Prognose refererer til det forventede forløb og resultat af en sygdom over tid, og for fedme afhænger dette af mange faktorer, herunder sygdommens sværhedsgrad, tilstedeværelsen af relaterede helbredsproblemer, og om behandling iværksættes.^[1]

Fedme i sig selv er ikke umiddelbart livstruende på samme måde, som en akut sygdom kan være. Forskning viser dog, at det at leve med fedme, især når den er ubehandlet, kan reducere levetiden. Alene i 2019 blev anslået 5 millioner dødsfald verden over fra ikke-smitsomme sygdomme (langvarige tilstande, der ikke smitter fra person til person) forårsaget af et højere-end-optimalt kropsmasseindeks.^[2] Denne statistik afspejler de alvorlige komplikationer, der kan udvikle sig, når overskydende kropsfedt ophobes over tid.

Den gode nyhed er, at prognosen for fedme kan forbedres betydeligt med intervention. Selv beskedent vægttab — omkring 5% til 10% af den samlede kropsvægt — kan føre til meningsfulde forbedringer i sundheden og kan forsinke eller endda forhindre nogle af de alvorlige tilstande forbundet med fedme.^[6] For en person, der vejer 90 kilo, betyder dette, at et tab på blot 4,5 til 9 kilo kan gøre en reel forskel. Nøglen er, at fedme er en behandlelig tilstand, og med den rette støtte og livsstilsændringer kan mange mennesker reducere deres risiko for komplikationer og leve fyldigere, sundere liv.

Det er også værd at bemærke, at fedme påvirker forskellige mennesker på forskellige måder. Ikke alle med fedme vil udvikle de samme komplikationer, og faktorer som hvor fedt er lagret i kroppen, genetik og andre helbredstilstande spiller alle en rolle i at bestemme individuelle udfald.^[3] Dette betyder, at prognosen er dybt personlig og bør diskuteres med en sundhedsudbyder, der forstår din unikke situation.

Naturligt forløb

Hvis fedme efterlades ubehandlet, har sygdommen tendens til gradvist at forværres over tid. Dette er ikke, fordi folk er dovne eller mangler viljestyrke — fedme er en kronisk tilstand påvirket af en kompleks blanding af genetiske, miljømæssige, hormonelle og adfærdsmæssige faktorer.^[1] Uden intervention fortsætter kroppen med at lagre overskydende energi som fedt, og denne ophobning kan have vidtrækkende effekter på næsten alle organsystemer.

Fra 1990 til 2022 mere end fordoblede procentdelen af voksne på 18 år og ældre, der lever med fedme, sig globalt og steg fra 7% til 16%.^[2] Denne dramatiske stigning viser, at fedme er en voksende folkesundhedsudfordring. I USA påvirker fedme nu mere end 2 ud af 5 voksne, hvor udbredelsen steg fra 30,5% i 1999–2000 til 41,9% i 2017–marts 2020.^[4]

Efterhånden som fedme udvikler sig, vokser risikoen for at udvikle relaterede helbredsproblemer. Kroppens evne til at regulere vigtige funktioner — såsom blodsukkerkontrol, blodtryk og kolesterolniveauer — kan blive svækket. Fedtvæv er ikke blot et passivt opbevaringssted; det producerer hormoner og inflammatoriske stoffer, der kan forstyrre normal stofskifte og bidrage til sygdom.^[5] Over tid kan dette føre til en kaskade af komplikationer, der påvirker hjertet, leveren, leddene, lungerne og andre organer.

En anden udfordring ved ubehandlet fedme er, at den kan skabe en cyklus, der er svær at bryde. Når vægten stiger, bliver fysisk aktivitet ofte sværere på grund af ledsmerter, åndenød eller reduceret mobilitet. Dette fald i aktivitet kan føre til yderligere vægtøgning og forværret sundhed, hvilket gør det endnu sværere at tage de første skridt mod forandring.^[1]

Det er også vigtigt at forstå, at fedme ikke udvikler sig på præcis samme måde for alle. Nogle mennesker kan bære overskydende vægt i årevis uden at udvikle alvorlige komplikationer, mens andre kan opleve helbredsproblemer relativt hurtigt. Faktorer som hvor fedt er lagret (omkring maven kontra andre områder), familiehistorie, livsstilsvaner og andre medicinske tilstande påvirker alle, hvordan fedme udvikler sig over tid.^[3]

Mulige komplikationer

Fedme er forbundet med en bred vifte af komplikationer, der kan påvirke praktisk talt alle systemer i kroppen. Disse komplikationer kan opdeles i to brede kategorier: dem, der forårsages af den fysiske vægt og mekaniske stress fra overskydende kropsfedt, og dem, der forårsages af de metabolske og inflammatoriske effekter af unormal fedtvævsfunktion.^[5]

En af de mest alvorlige grupper af komplikationer involverer hjerte og blodkar. Fedme er en væsentlig risikofaktor for kardiovaskulære sygdomme såsom hjertesygdom og slagtilfælde, som er førende dødsårsager verden over.^[2] Overskydende kropsfedt, især omkring maven, bidrager til højt blodtryk, unormale kolesterolniveauer og betændelse i blodkarrene — alt sammen øger risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde. Blandt amerikanske voksne med fedme har 58% højt blodtryk, en nøglerisikofaktor for hjertesygdom.^[4]

Type 2-diabetes er en anden almindelig komplikation af fedme. Omkring 23% af amerikanske voksne med fedme har diabetes.^[4] Fedme får kroppens celler til at blive resistente over for insulin, det hormon, der styrer blodsukkeret. Over tid kan dette føre til vedvarende høje blodsukkerniveauer og alle komplikationerne af diabetes, herunder skader på øjne, nyrer, nerver og blodkar.^[6]

Leveren kan også blive påvirket. Metabolisk dysfunktions-associeret steatotisk leversygdom (tidligere kaldet fedtleversygdom) opstår, når overskydende fedt ophobes i leveren og forårsager betændelse og potentielt fører til arvævsdannelse og leversvigt over tid.^[5]

Åndedrætsbesvær er almindeligt hos mennesker med fedme. Obstruktiv søvnapnø, en tilstand hvor vejrtrækningen gentagne gange stopper og starter under søvn, er stærkt forbundet med fedme. Dette forstyrrer ikke kun søvnen, men kan også øge risikoen for højt blodtryk, hjerteproblemer og træthed i dagtimerne.^[3]

Led og knogler bærer også byrden af at bære ekstra vægt. Slidgigt, en smertefuld tilstand hvor ledbrusk nedbrydes, er mere almindelig hos mennesker med fedme, især i vægtbærende led som knæ og hofter.^[2] Dette kan alvorligt begrænse mobilitet og livskvalitet.

Fedme er også forbundet med en øget risiko for visse kræftformer, herunder kræft i livmoderslimhinden, bryst, æggestokkene, prostata, lever, galdeblære, nyrer og tyktarm. Risikoen stiger med højere kropsmasseindeks, hvilket betyder, at selv beskeden vægtøgning kan øge kræftrisikoen.^[2]

Reproduktiv sundhed kan også påvirkes. Hos kvinder er fedme forbundet med polycystisk ovariesyndrom (PCOS), uregelmæssige menstruationscyklusser og fertilitetsproblemer. Graviditetskomplikationer er også mere almindelige hos kvinder med fedme.^{[5] [6]}

Mentale sundhedskomplikationer bør ikke overses. Det at leve med fedme kan påvirke selvværd, kropsopfattelse og følelsesmæssigt velvære. Depression og angst er mere almindelige blandt mennesker med fedme, og disse tilstande kan gøre det sværere at vedtage sunde livsstilsændringer.^[1]

Indvirkning på dagligdagen

Fedme påvirker meget mere end blot et tal på en vægt eller et medicinsk skema. Det kan berøre næsten enhver del af dagligdagen, fra de simpleste fysiske opgaver til sociale interaktioner, arbejde, hobbyaktiviteter og følelsesmæssigt velvære. At forstå disse påvirkninger er vigtigt for at genkende sygdommens fulde omfang og finde måder at håndtere det på og søge støtte.^[1]

Fysisk set kan det at bære overskydende vægt gøre daglige aktiviteter mere udfordrende. Opgaver som at gå på trapper, gå lange afstande, bøje sig ned for at binde sko eller lege med børn eller børnebørn kan blive vanskelige eller ubehagelige. Ledsmerter, især i knæ, hofter og ryg, er almindelige og kan begrænse mobilitet og deltagelse i fysiske aktiviteter.^[2] Nogle mennesker oplever åndenød ved anstrengelse, hvilket kan få motion til at virke skræmmende og bidrage til en cyklus af inaktivitet og yderligere vægtøgning.

Arbejdslivet kan også blive påvirket. Afhængigt af ens jobs karakter kan fysiske begrænsninger fra fedme gøre visse opgaver sværere at udføre. Dette kan omfatte job, der kræver at stå i lange perioder, løfte eller have fysisk udholdenhed. Derudover møder mennesker med fedme nogle gange diskrimination eller fordomme på arbejdspladsen, hvilket kan påvirke jobmuligheder, forfremmelse og forhold på arbejdspladsen.^[13]

Sociale liv og relationer kan også blive påvirket af fedme. Nogle mennesker føler sig selvbevidste om deres udseende og undgår måske sociale sammenkomster, at spise ude eller aktiviteter som svømning, hvor deres krop kan være mere synlig. Denne sociale tilbagetrækning kan føre til følelser af isolation og ensomhed. Desværre er stigmatisering og negative holdninger til mennesker med fedme stadig udbredt i mange samfund, og dette kan forårsage følelsesmæssig smerte og reducere livskvaliteten.^[1]

Hobbyaktiviteter og fritidsaktiviteter skal måske modificeres eller opgives, hvis de bliver fysisk vanskelige. Dette kan være særligt frustrerende for mennesker, der engang nød aktive beskæftigelser som vandreture, dans eller sport. At finde nye måder at nyde livet på eller tilpasse favoritaktiviteter til nuværende evner kan være en vigtig del af at håndtere fedme.

Følelsesmæssige og mentale sundhedspåvirkninger er betydelige. Det at leve med en kronisk sygdom, der ofte misforstås og stigmatiseres, kan tage hårdt på selvværdet og det mentale velvære. Mange mennesker med fedme oplever følelser af skam, skyld eller frustration, især hvis de gentagne gange har forsøgt at tabe sig uden succes. Angst og depression er mere almindelige blandt mennesker med fedme, og disse tilstande kan skabe en vanskelig cyklus, hvor følelsesmæssig stress fører til trøstespisning, som igen fører til mere vægtøgning og stress.^[1]

Søvnkvalitet er et andet område af dagligdagen, der kan forstyrres af fedme. Tilstande som obstruktiv søvnapnø kan føre til dårlig, fragmenteret søvn og efterlade folk trætte og ikke udhvilede i løbet af dagen. Denne træthed kan gøre det sværere at være aktiv, koncentrere sig på arbejde eller engagere sig fuldt ud i dagligdagen.^[3]

På trods af disse udfordringer finder mange mennesker med fedme måder at leve fyldte og meningsfulde liv på. Håndteringsstrategier kan omfatte at søge støtte fra venner, familie eller støttegrupper; arbejde med sundhedsprofessionelle, der nærmer sig fedme med medfølelse og uden dømmekraft; sætte små, opnåelige mål for sundhedsforbedringer i stedet for udelukkende at fokusere på vægttab; og finde former for fysisk aktivitet, der er nydelige og håndterbare.^[17] Mental sundhedsstøtte, såsom rådgivning eller terapi, kan også være uvurderlig i at håndtere de følelsesmæssige aspekter af at leve med fedme.

Det er vigtigt at huske, at fedme er en medicinsk tilstand, ikke en personlig fiasko. At nærme sig dagligdagen med selvmedfølelse og søge passende støtte kan gøre en reel forskel i livskvalitet og overordnet velvære.

Støtte til familien

Når et familiemedlem lever med fedme, især hvis de overvejer eller deltager i et klinisk forsøg, kan støtte og forståelse fra kære gøre en betydelig forskel. Familier spiller en afgørende rolle i at hjælpe patienter med at navigere udfordringerne ved at håndtere en kronisk sygdom og udforske behandlingsmuligheder.

En af de vigtigste ting, familiemedlemmer bør forstå, er, at fedme er en kompleks sygdom påvirket af genetik, hormoner, stofskifte, miljø og adfærd — ikke blot et spørgsmål om viljestyrke eller personligt valg.^[1] Denne forståelse kan hjælpe familiemedlemmer med at nærme sig deres kære med empati og støtte frem for dømmekraft eller bebrejdelse. At undgå stigmatiserende sprog og holdninger er afgørende, da mennesker med fedme ofte møder negative stereotyper og diskrimination, der kan skade deres mentale sundhed og gøre det sværere at søge hjælp.^[13]

Hvis et familiemedlem overvejer at deltage i et klinisk forsøg for fedmebehandling, kan familier tilbyde værdifuld støtte på flere måder. For det første kan de hjælpe med at indsamle information om tilgængelige kliniske forsøg. Dette kan involvere at søge i kliniske forsøgsdatabaser, tale med sundhedsudbydere eller kontakte forskningsinstitutioner for at lære om studier, der kan være passende. At have et ekstra sæt øjne og ører kan være nyttigt, når man forsøger at forstå kompleks medicinsk information.^[6]

Familier kan også hjælpe deres kære med at veje de potentielle fordele og risici ved at deltage i et klinisk forsøg. Kliniske forsøg tilbyder adgang til nye behandlinger, der måske endnu ikke er bredt tilgængelige, og deltagere modtager omhyggelig overvågning fra et hold af sundhedsprofessionelle. Forsøg involverer dog også usikkerheder, såsom ikke at vide hvilken behandlingsgruppe en deltager kan blive tildelt, eller om en ny behandling vil være mere effektiv end eksisterende muligheder. At diskutere disse overvejelser sammen kan hjælpe patienten med at træffe en informeret beslutning.^[10]

Praktisk støtte er lige så vigtig. At deltage i lægeaftaler sammen, hjælpe med transport til og fra forsøgsbesøg, assistere med at holde styr på aftaler og medicinplaner, og give opmuntring i svære øjeblikke kan alle gøre den kliniske forsøgsoplevelse mere håndterbar. Nogle forsøg kræver, at deltagere fører detaljerede registre over fødevareindtag, fysisk aktivitet eller symptomer — familiemedlemmer kan hjælpe med disse opgaver, hvis det er nødvendigt.

Familier kan også støtte livsstilsændringer, der kan være en del af fedmebehandling, uanset om et klinisk forsøg er involveret eller ej. Dette kan omfatte at deltage i sund måltidsplanlægning og -forberedelse, deltage i fysiske aktiviteter sammen, skabe et støttende hjemmemiljø fri for dømmekraft, og fejre små succeser og fremskridt undervejs. Når hele familien vedtager sundere vaner sammen, kan det få ændringer til at føles mindre isolerende og mere bæredygtige.^[14]

Det er vigtigt for familier at uddanne sig selv om fedme og dens behandling. At forstå, at effektiv fedmehåndtering ofte kræver en omfattende tilgang — herunder ernæringsterapi, fysisk aktivitet, adfærdsmodifikation og sommetider medicin eller kirurgi — kan hjælpe familier med at sætte realistiske forventninger og give passende støtte.^[11] At lære om de forskellige behandlingsmuligheder, der er tilgængelige, fra livsstilsinterventioner til vægttabsmedicin og bariatriske procedurer, kan hjælpe familier med at forstå de valg, deres kære overvejer.

Endelig bør familier være opmærksomme på deres kæres følelsesmæssige velvære. Det at leve med fedme og gennemgå behandling kan være følelsesmæssigt udfordrende. At tilbyde følelsesmæssig støtte, lytte uden dømmekraft og opmuntre professionel mental sundhedsstøtte, når det er nødvendigt, kan være uvurderligt. At genkende og håndtere eventuelle tegn på depression, angst eller andre mental sundhedsproblemer er en vigtig del af at støtte den overordnede sundhed.^[1]

Ved at nærme sig fedme med forståelse, empati og aktiv støtte kan familier spille en vital rolle i at hjælpe deres kære med at navigere behandlingsmuligheder, herunder kliniske forsøg, og arbejde mod bedre sundhed og livskvalitet.

Diagnostiske metoder brugt til at identificere og klassificere fedme

Når du besøger en sundhedsudbyder for at diskutere bekymringer om din vægt, er det første skridt normalt en omfattende gennemgang af din helbredshistorie. Din udbyder vil spørge om din vægthistorie, herunder hvornår du første gang bemærkede vægtøgning, eventuelle tidligere forsøg på at tabe dig, og hvor succesfulde disse bestræbelser var. De vil også spørge om dine spisemønstre, fysiske aktivitetsniveau, søvnkvalitet, stressniveau og eventuel medicin, du tager, der kan bidrage til vægtøgning.^[9] Denne samtale hjælper udbyderen med at forstå de faktorer, der kan have bidraget til din nuværende vægtstatus.

En fysisk undersøgelse følger helbredshistorien. Under denne undersøgelse vil din udbyder måle din højde og vægt for at beregne dit Body Mass Index (BMI), som er et tal afledt af din vægt i kilogram divideret med din højde i meter i anden.^[3] BMI er det mest almindeligt anvendte værktøj til at screene for fedme hos voksne. Et BMI på 30 eller højere klassificeres generelt som fedme, mens et BMI mellem 25 og 29,9 indikerer overvægt.^[1][7]

Sundhedsudbydere klassificerer yderligere fedme i tre hovedklasser baseret på BMI. Klasse I-fedme svarer til et BMI mellem 30 og mindre end 35. Klasse II-fedme er defineret som et BMI mellem 35 og mindre end 40. Klasse III-fedme, undertiden omtalt som svær fedme, er angivet ved et BMI på 40 eller højere.^[1][4] Disse klassifikationer hjælper læger med at vurdere niveauet af sundhedsrisiko og bestemme intensiteten af behandling, der kan være nødvendig.

Selvom BMI er et nyttigt screeningsværktøj, har det begrænsninger. BMI måler ikke direkte kropsfedt, og det skelner heller ikke mellem fedtmasse, muskelmasse og knoglemasse. Dette betyder, at nogle personer, såsom atleter med høj muskelmasse, kan have et højt BMI uden at have overskydende kropsfedt. Omvendt kan ældre voksne eller andre, der har mistet muskler, have et normalt BMI, men stadig bære usunde mængder fedt.^[3][6] Af denne grund bruger sundhedsudbydere ofte yderligere målinger for at få et mere komplet billede.

En vigtig yderligere måling er taljeomfang, som hjælper med at identificere, hvor fedt er fordelt på kroppen. Overskydende fedt lagret omkring maven, også kendt som visceralt fedt, er særligt skadeligt, fordi det øger risikoen for hjertesygdom, type 2-diabetes og andre stofskifteproblemer.^[3][9] Hos kvinder indikerer et taljeomfang større end 88 centimeter og hos mænd større end 102 centimeter en højere risiko for fedmerelaterede komplikationer.^[1][4] Måling af taljeomfang er simpel og giver værdifuld information, som BMI alene ikke kan tilbyde.

Din udbyder kan også kontrollere dine vitale tegn, herunder blodtryk, puls og temperatur. Forhøjet blodtryk er en almindelig komplikation af fedme og kan opdages under en rutinemæssig fysisk undersøgelse.^[9] At lytte til dit hjerte og lunger kan afsløre tegn på belastning eller dysfunktion relateret til overvægt.

I nogle tilfælde kan sundhedsudbydere ordinere blodprøver for at vurdere stofskiftehelbred og identificere komplikationer. Disse tests kan måle blodsukkerniveauer for at opdage diabetes eller prædiabetes, kontrollere kolesterol- og triglyceridniveauer for at evaluere risiko for hjertesygdom og vurdere lever- og nyrefunktion.^[6][9] Blodprøver bruges ikke til at diagnosticere fedme i sig selv, men de hjælper med at identificere tilstedeværelsen af relaterede tilstande, der kræver behandling.

For personer med formodede komplikationer såsom søvnapnø kan yderligere diagnostiske tests være nødvendige. Søvnapnø er en tilstand, hvor vejrtrækningen gentagne gange stopper og starter under søvn, og den er mere almindelig hos mennesker med fedme. Hvis din udbyder har mistanke om søvnapnø, kan de henvise dig til en søvnundersøgelse, som overvåger din vejrtrækning, iltniveauer og søvnmønstre natten over.^[5]

Billeddannende undersøgelser såsom ultralyd, computertomografi (CT) eller magnetisk resonansbilleddannelse (MRI) kan bruges til at vurdere fedmerelaterede komplikationer, der påvirker specifikke organer. For eksempel kan en abdominal ultralyd hjælpe med at diagnosticere fedtlever, en tilstand hvor overskydende fedt akkumuleres i leveren og kan føre til betændelse og skade.^[5] Disse billeddannende tests er ikke rutinemæssige for alle med fedme, men er vigtige, når specifikke komplikationer mistænkes.

Igangværende kliniske forsøg for fedme

Fedme er en kronisk sygdom, der er karakteriseret ved overdreven ophobning af kropsfedt, som kan påvirke helbredet negativt. Tilstanden opstår, når kalorieintagelse konsekvent overstiger energiforbruget over længere tid. Der er i øjeblikket 63 kliniske forsøg registreret for fedme, og her præsenteres 10 af disse forsøg i detaljer.

Undersøgelse af semaglutid til vægttab hos voksne med type 1-diabetes og fedme

Placering: Danmark

Dette forsøg fokuserer på personer, der har både type 1-diabetes og fedme. Formålet er at undersøge, hvor godt lægemidlet semaglutid virker til at reducere kropsvægten hos personer med disse tilstande. Semaglutid er et lægemiddel, der allerede er godkendt til at hjælpe med at kontrollere blodsukkerniveauet og tilhører en gruppe af lægemidler kaldet GLP-1-receptoragonister.

Under forsøget vil deltagerne modtage enten semaglutid eller placebo som en subkutan injektion (en injektion under huden). Behandlingen vil fortsætte i 68 uger. Lægemiddeldosen vil blive gradvist øget over tid og nå en maksimal daglig dosis på 2,4 mg.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være diagnosticeret med type 1-diabetes i mindst 3 år, være 18 år eller ældre, og have fedme defineret ved et BMI på 30 eller derover, eller et BMI på 27 eller derover med mindst én fedmerelateret tilstand som forhøjet blodtryk, højt kolesterol eller hjertesygdom. Både mænd og kvinder kan deltage.

Eksklusionskriterier: Personer med tidligere pankreatitis (bugspytkirtel-betændelse), graviditet eller amning, alvorlig nyresygdom, ukontrolleret diabetisk retinopati, større kardiovaskulære hændelser inden for de seneste 6 måneder eller aktuel behandling med andre vægttabslægemidler kan ikke deltage.

Undersøgelse af semaglutid-behandling til unge med fedme forårsaget af antipsykotisk medicin

Placering: Danmark

Dette forsøg fokuserer på unge mennesker i alderen 12-18 år, som har udviklet fedme som en bivirkning af at tage antipsykotisk medicin. Formålet er at undersøge, hvor godt en behandling med semaglutid (Wegovy) virker sammen med standardbehandling til at håndtere vægt hos disse unge patienter.

Lægemidlet Wegovy leveres som en opløsning i en forudfyldt injektionspen og gives som en subkutan injektion. Behandlingen starter med en lavere dosis og øges gradvist over tid med forskellige styrker (0,25 mg, 0,5 mg, 1 mg, 1,7 mg og 2,4 mg). Behandlingsperioden varer 34 uger, hvorefter der er en yderligere 6-måneders opfølgningsperiode.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være mellem 12 og 18 år gamle, have et højt BMI over 90. percentil på danske vækstdiagrammer, have en fedtprocent over 95. percentil, og have været i stabil antipsykotisk medicinbehandling i mindst 4 uger før forsøget. Kvindelige deltagere skal acceptere at bruge prævention gennem hele forsøgsperioden.

Eksklusionskriterier: Personer under 10 eller over 17 år, dem der ikke behandles med antipsykotisk medicin, kendt allergi over for GLP-1-receptoragonister, type 1- eller type 2-diabetes, nuværende eller tidligere pankreatitis, alvorlige nyre- eller leverproblemer, graviditet eller amning kan ikke deltage.

Undersøgelse af esomeprazols effekt på endoskopisk sleeve gastroplastis strukturelle integritet hos patienter med fedme

Placering: Italien

Dette kliniske forsøg fokuserer på patienter med fedme, der gennemgår en vægttabsprocedure kaldet endoskopisk sleeve gastroplasti (ESG). Dette er en minimal invasiv procedure, hvor maven gøres mindre ved hjælp af et endoskopisk apparat, hvilket hjælper patienter med at føle sig mætte med mindre mad. Forsøget undersøger, hvordan lægemidler kaldet protonpumpehæmmere (PPI’er) påvirker succesen af denne procedure.

Forsøget bruger esomeprazol, en type PPI, der reducerer mavesyreproduktionen. Lægemidlet gives i to forskellige former: som tabletter taget gennem munden og som en opløsning givet gennem en intravenøs slange. Den maksimale daglige dosis er 80 mg, og behandlingen fortsætter i op til 8 uger.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være mellem 20 og 65 år gamle, have et BMI mellem 30 og 45, være villige til at deltage og forstå alle forsøgsprocedurer, og kunne give informeret samtykke på egen hånd.

Eksklusionskriterier: Personer under 18 eller over 65 år, graviditet eller amning, aktive mavesår, tidligere mave- eller vægttabskirurgi, ukontrolleret diabetes, alvorlige hjerte- eller lungesygdomme, blodkoagulationsforstyrrelser eller igangværende behandling med lægemidler, der kunne påvirke mavesyreproduktionen, kan ikke deltage.

Undersøgelse af retatrutid og placebo til nyrefunktion hos overvægtige eller svært overvægtige patienter med kronisk nyresygdom med eller uden type 2-diabetes

Placering: Italien, Spanien

Dette kliniske forsøg er fokuseret på at undersøge effekterne af en behandling kaldet retatrutid (også kendt under kodenavnet LY3437943) på nyrefunktionen hos personer, der er enten overvægtige eller har fedme, og som også har kronisk nyresygdom (KNS). Nogle deltagere kan også have type 2-diabetes, men det er ikke et krav for alle.

Deltagere i forsøget vil modtage enten behandlingen retatrutid eller placebo gennem injektioner. Forsøgets hovedmål er at observere eventuelle ændringer i nyrefunktionen, specifikt ved at se på et mål kaldet glomerulær filtrationshastighed (GFR), som indikerer, hvor godt nyrerne filtrerer blodet. For at måle dette vil et stof kaldet iohexol blive anvendt.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være overvægtige, enten ikke have type 2-diabetes eller have det og håndtere det med kost og motion, eventuelt med stabile doser af op til tre orale diabeteslægemidler, og være diagnosticeret med kronisk nyresygdom. Både mænd og kvinder kan deltage.

Eksklusionskriterier: Gravide eller ammende patienter, personer med en historie med alvorlige allergiske reaktioner over for forsøgsmedicinen, ukontrolleret højt blodtryk, nylig historie med hjerteanfald eller slagtilfælde, alvorlig leversygdom, deltagelse i et andet klinisk forsøg inden for de seneste 30 dage, eller historie med stof- eller alkoholmisbrug inden for det seneste år kan ikke deltage.

Undersøgelse af natriumglycocholat og natriumbutyrat til calciumabsorption hos kvinder med fedme efter gastrisk bypass

Placering: Sverige

Dette kliniske forsøg fokuserer på at undersøge effekterne af en behandling for personer, der har gennemgået en specifik type vægttabskirurgi kendt som Roux-en-Y gastrisk bypass. Behandlingen, der testes, er en oral opløsning kaldet BAFA – Butyrat 90 mg og Glycocholat 480 mg, som indeholder to aktive stoffer: natriumglycocholat og natriumbutyrat. Disse stoffer undersøges for at se, om de kan hjælpe med at øge calciumabsorptionen i kroppen.

Formålet med dette forsøg er at vurdere sikkerheden og tolerabiliteten af behandlingen, når den gives i flere doser. Forsøget involverer raske kvindelige deltagere, der har haft operationen og er mellem 25 og 45 år. Gennem forsøget vil deltagere tage den orale opløsning og gennemgå regelmæssige kontroller for at overvåge deres helbred og eventuelle ændringer i deres calciumabsorption.

Inklusionskriterier: Deltagere skal give underskrevet og dateret skriftligt samtykke, være en rask kvinde mellem 25 og 45 år, være en rask patient, der har haft RYGB-operation (Roux-en-Y gastrisk bypass) for mere end 12 måneder siden, have en stabil vægt (vægtændring på mindre end 5 kg i de sidste 3 måneder) med et BMI mellem 25 og 35, have en negativ graviditetstest og bruge prævention.

Eksklusionskriterier: Kun kvinder kan deltage, så mænd er udelukket. Personer, der ikke er inden for den specificerede aldersgruppe, er udelukket. Personer med medicinske tilstande ud over postoperativ fedme er udelukket. Sårbare befolkningsgrupper er ikke inkluderet.

Undersøgelse af smertelindring efter fedmekirurgi ved hjælp af esketamin, dexmedetomidin og lidocainhydrochloridmonohydrat hos patienter, der gennemgår fedmekirurgi

Placering: Sverige

Dette kliniske forsøg fokuserer på patienter, der gennemgår kirurgi for fedme, specifikt med henblik på at håndtere postoperativ smerte uden at være stærkt afhængig af opioider, som er kraftige smertestillende lægemidler. Forsøget vil undersøge effekterne af en opioidbesparende behandlingsvej, hvilket betyder at bruge alternative metoder og lægemidler til at reducere behovet for opioider.

Lægemidlerne, der undersøges, inkluderer esketamin, dexmedetomidin, lidocainhydrochloridmonohydrat og remifentanilhydrochlorid. Disse lægemidler anvendes i forskellige former, såsom opløsninger til injektion eller infusion, for at hjælpe med at håndtere smerte og understøtte restitution efter operation.

Inklusionskriterier: Patienter skal være 18 år eller ældre, være planlagt til laparoskopisk fedmekirurgi (såsom gastrisk bypass eller sleeve-kirurgi), og acceptere at deltage ved at give deres informerede samtykke. Både mænd og kvinder kan deltage.

Eksklusionskriterier: Patienter, der ikke gennemgår fedmekirurgi, ikke oplever postoperativ smerte, ikke er inden for den specificerede aldersgruppe, eller tilhører en sårbar befolkningsgruppe, kan ikke deltage.

Sammenligning af retatrutid og tirzepatid til vægttab hos voksne med fedme

Placering: Tyskland, Polen

Dette kliniske forsøg fokuserer på at undersøge effektiviteten og sikkerheden af to lægemidler, retatrutid og tirzepatid, hos voksne med fedme. Formålet med forsøget er at afgøre, om retatrutid er mere effektiv end tirzepatid til at hjælpe deltagere med at tabe sig.

Deltagere i forsøget vil modtage enten retatrutid eller tirzepatid, som begge gives som en opløsning til subkutan injektion. Forsøget vil sammenligne ændringerne i kropsvægten fra starten til slutningen af forsøgsperioden. Forsøget er designet til at være dobbeltblindet, hvilket betyder, at hverken deltagerne eller forskerne vil vide, hvilket lægemiddel hver deltager modtager.

Inklusionskriterier: Deltagere skal have fedme, have forsøgt at tabe sig gennem kost mindst én gang uden succes. Både mænd og kvinder kan deltage.

Eksklusionskriterier: Personer, der ikke er inden for den specificerede aldersgruppe, ikke har en diagnose af fedme, ikke kan overholde forsøgskravene eller procedurerne, har en medicinsk tilstand eller tager medicin, der kan påvirke forsøgsresultaterne, er gravide eller planlægger at blive gravide i forsøgsperioden, har deltaget i et andet klinisk forsøg for nylig, eller har en historie med allergiske reaktioner over for forsøgsmedicinerne, kan ikke deltage.

Undersøgelse af testosteronundecanoat til muskelstyrke og -masse hos mænd med fedme og lavt testosteron, der gennemgår bariatrisk kirurgi

Placering: Danmark

Dette kliniske forsøg fokuserer på at undersøge effekterne af testosteronsubstitutionsterapi hos mænd, der har gennemgået bariatrisk kirurgi, som er en type kirurgi til at hjælpe med vægttab. Forsøget er særligt interesseret i mænd med to tilstande: fedme og mandlig hypogonadisme. Mandlig hypogonadisme er en tilstand, hvor kroppen ikke producerer nok testosteron, et hormon, der er vigtigt for mandlig udvikling og sundhed.

Behandlingen, der testes, kaldes testosteronundecanoat, som gives som en opløsning til injektion kendt som Nebido. Nogle deltagere vil modtage denne behandling, mens andre vil modtage placebo. Forsøget er designet til at være dobbeltblindet for at sikre, at resultaterne ikke påvirkes af forventninger eller bias.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være berettigede til bariatrisk kirurgi i henhold til danske nationale kriterier (mellem 18 og 60 år, have et BMI over 35 med en specifik sekundær sygdom eller et BMI over 40 med betydelige helbredsproblemer), være en kaukasisk mand, have et totalt testosteronniveau under 12,0 nmol/l, og ikke have kontraindikationer for testosteronbehandling.

Eksklusionskriterier: Personer, der ikke er mænd, ikke er voksne, ikke gennemgår bariatrisk kirurgi, ikke har hypogonadisme, eller ikke er villige til at følge trænings- og kostvejledningen i forsøget, kan ikke deltage.

Undersøgelse af semaglutids effekter på insulinresistens og lipidmetabolisme hos kvinder med fedme og ikke-alkoholisk fedtleversygdom

Placering: Danmark

Dette kliniske forsøg fokuserer på at undersøge effekterne af vægttab på to sundhedstilstande: fedme og ikke-alkoholisk fedtleversygdom (NAFLD). Behandlingen, der testes, er et lægemiddel kaldet Wegovy, som indeholder det aktive stof semaglutid. Dette lægemiddel administreres som en opløsning til injektion ved hjælp af en forudfyldt pen.

Formålet med forsøget er at udforske, hvordan signifikant vægttab påvirker kroppens håndtering af visse fedtstoffer og sukkerarter, særligt hos kvinder, der har både fedme og NAFLD. Deltagere i forsøget vil modtage behandlingen og blive overvåget over en periode for at observere ændringer i deres helbred.

Inklusionskriterier: Deltagere skal være kvinder, være 18 år eller ældre, have et BMI over 35 med mindst én af følgende tilstande (slidgigt i de nedre kropsleds, dokumenteret søvnapnø eller alvorlig ukontrolleret forhøjet blodtryk) eller have et BMI over 50, forstå og tale dansk, og have enten en MRS/MRI-PDFF-scanning, der viser mere end 5% fedt i leveren, eller en CAP-score større end 280 dB/m.

Eksklusionskriterier: Patienter, der ikke er diagnosticeret med både fedme og ikke-alkoholisk fedtleversygdom, mænd (kun kvinder er berettigede), personer uden for den specifikke aldersgruppe, eller personer, der betragtes som en del af en sårbar befolkningsgruppe, kan ikke deltage.

Sammenligning af tirzepatid og semaglutid til vægttab hos voksne med fedme eller overvægt og relaterede helbredsproblemer

Placering: Belgien, Tyskland, Polen

Dette kliniske forsøg fokuserer på at undersøge effekterne af et lægemiddel kaldet tirzepatid (også kendt under kodenavnet LY3298176) hos voksne, der har fedme eller er overvægtige med yderligere helbredsproblemer relateret til deres vægt. Forsøget vil sammenligne tirzepatid med et andet lægemiddel kaldet semaglutid, som også bruges til at hjælpe med vægttab. Begge lægemidler gives som en opløsning til injektion.

Formålet med forsøget er at se, om tirzepatid er mere effektivt end semaglutid til at hjælpe deltagere med at tabe sig. Deltagere vil modtage enten tirzepatid, semaglutid eller placebo over en periode på op til 72 uger. Forsøget vil overvåge ændringer i kropsvægt, taljeomfang og BMI.

Inklusionskriterier: Deltagere skal have fedme eller være overvægtige med mindst én af følgende tilstande: obstruktiv søvnapnø, forhøjet blodtryk, højt kolesterol eller hjertesygdom. Både mænd og kvinder kan deltage.

Eksklusionskriterier: Patienter med en historie med alvorlige allergiske reaktioner over for nogen af forsøgslægemidlerne, ukontrolleret højt blodtryk, historie med hjerteanfald eller slagtilfælde inden for de seneste 6 måneder, alvorlig nyresygdom eller leversygdom, graviditet eller amning, deltagelse i et andet klinisk forsøg inden for de seneste 30 dage, historie med visse typer af cancer (undtagen hudcancer, der ikke er melanom), historie med stof- eller alkoholmisbrug inden for det seneste år, eller manglende evne til at følge forsøgsprocedurerne, kan ikke deltage.