Indholdsfortegnelse
- Overblik over forsøgene
- Hvem deltager i studierne?
- Hvilke faser er studierne i?
- Hvad måler forskerne?
- Vigtige enkeltstudier
- Hvad kan disse studier betyde for patienter?
Overblik over forsøgene
De tilgængelige studier undersøger Rocuronium Bromide i forbindelse med anæstesi og intubation, som er en procedure, hvor et rør føres ned i luftrøret for at hjælpe med vejrtrækning under bedøvelse.[1][3]
Forsøgene ser både på planlagte operationer og akutte situationer, og de omfatter spædbørn, børn, voksne og raske frivillige.[1][2][3]
Hvem deltager i studierne?
Ét studie omfatter spædbørn, der får kirurgisk behandling for craniosynostose, som er en tilstand, hvor kraniets knogler vokser sammen for tidligt.[1]
Et andet studie undersøger børn under 2 år, som skal have et ikke-akut, ikke-hjertekirurgisk indgreb, hvor der er behov for muskelblokade og senere ophævelse af denne.[2]
Flere studier er rettet mod voksne, blandt andet patienter, der skal intuberes med video-laryngoskopi, patienter med respiratorisk distress og patienter med akut iskæmisk slagtilfælde.[3][6][7]
Der er også et studie i patienter med sundsvær overvægt, hvor man sammenligner dosering baseret på idealvægt og faktisk kropsvægt.[5]
Et mindre studie omfatter raske frivillige og ser på, hvor hurtigt spontan vejrtrækning vender tilbage efter generel anæstesi.[10]
Hvilke faser er studierne i?
De fleste studier er i fase 3, som er en større fase, hvor man undersøger behandlingens virkning og sikkerhed i flere patienter.[1][4][5][7][8][9][10]
Ét studie er i fase 2, hvor forskerne især undersøger dosis og den ønskede effekt i en mindre gruppe børn under 2 år.[2]
Nogle studier er beskrevet som low intervention, hvilket betyder, at de ligger tæt på almindelig klinisk praksis og bruger behandlinger, som allerede indgår i standardforløb.[3][6]
Hvad måler forskerne?
Et endepunkt er det vigtigste resultat, som forskerne måler i et studie.[1]
I spædbarnsstudiet ser man på, hvordan sevofluran og propofol kan påvirke de farmakokinetiske egenskaber ved Rocuronium Bromide ved forskellige doser, fordi denne viden kan hjælpe med sikker ophævelse af muskelafslapning.[1]
I børnestudiet er hovedmålet den samlede dosis sugammadex, der skal til for at opnå fuld decurarisation, altså ophævelse af muskelblokade, målt ved TOFc 4/4 og TOFr ≥ 90%.[2]
I video-laryngoskopi-studiet måler forskerne både sikkerhed og effekt, herunder alvorlige intubations- eller anæstesirelaterede hændelser og andelen af mislykket første intubationsforsøg.[3]
I studiet om restblokade måles forskelle i de retroglossale svælgrums tværsnitsarealer ved forskellige TOF-værdier før og efter ophævelse af muskelblokade.[4]
I studiet med svær overvægt er målet at opnå gode intubationsforhold ved rapid sequence induction, når Rocuronium Bromide doseres efter idealvægt eller faktisk kropsvægt.[5]
I studiet om akut intubation ved respiratorisk distress ser man på alvorlige komplikationer inden for den første time efter intubation, for eksempel lavt blodtryk, lav iltmætning, hjerterytmeforstyrrelser og fejlagtig intubation i spiserøret.[6]
I slagtilfældestudiet er hovedmålet tiden fra ankomst til hospitalet til arteriel rekanalisering, altså når blodgennemstrømningen i karret er genåbnet.[7]
I rygkirurgistudiet undersøges, om en erector spinae plane block kan reducere behovet for morfin i de første 24 timer efter operationen, mens Rocuronium Bromide indgår som en del af anæstesien.[8]
I MOTOR-studiet er det vigtigste resultat, hvor ofte sugammadex bruges i hver gruppe ved afslutningen af anæstesien, med og uden kvantitativ neuromuskulær monitorering.[9]
I studiet med raske frivillige måles tiden til, at spontan vejrtrækning vender tilbage efter generel anæstesi.[10]
Vigtige enkeltstudier
Studiet om spædbørn med craniosynostose er et prospektivt, case-kontrolleret studie i fase 3 med 20 deltagere, og det undersøger, om forskellige doser af Rocuronium Bromide virker forskelligt under kirurgi.[1]
Dose-studiet hos børn under 2 år er et fase 2-studie med 99 deltagere, hvor forskerne sammenligner den dosis sugammadex, der skal til for at ophæve blokaden efter Rocuronium Bromide.[2]
ROCVIDEO-studiet er et stort randomiseret forsøg med 2684 voksne, hvor Rocuronium Bromide sammenlignes med remifentanil for at optimere intubationsforhold ved video-laryngoskopi.[3]
Studiet om luftvejens tværsnitsareal er et fase 3-studie med 75 deltagere, der ser på ændringer i svælgrummets størrelse ved restblokade og efter reversal, altså ophævelse af blokaden.[4]
Studiet i svært overvægtige patienter er blevet trukket tilbage, men det viser, at forskerne ønskede at undersøge, om dosis efter idealvægt eller faktisk vægt gav de bedste intubationsforhold.[5]
Studiet om akut intubation ved respiratorisk distress omfatter 1500 voksne og undersøger, om en samlet strategi med Rocuronium Bromide, ventilation med pose-maske før intubation og hjælpemidler til intubation kan mindske tidlige komplikationer.[6]
Slagtilfældestudiet omfatter 116 patienter og sammenligner generel anæstesi med sedation ved høj-flow næsekateter under endovaskulær behandling.[7]
Rygkirurgistudiet omfatter 126 patienter og undersøger, om en smerteblokade kan mindske morfinforbruget efter operation, mens Rocuronium Bromide indgår i anæstesiforløbet.[8]
MOTOR-studiet omfatter 200 børn, der skal have planlagte operationer under generel anæstesi, og det ser på, om monitorering af muskelkraft påvirker behovet for sugammadex.[9]
Studiet i raske frivillige er lille med 10 deltagere og bruges til at undersøge, hvor hurtigt man vågner og trækker vejret selv igen efter anæstesi.[10]
Hvad kan disse studier betyde for patienter?
Samlet set handler forsøgene om at gøre brugen af Rocuronium Bromide mere sikker og mere målrettet i forskellige patientgrupper.[1][2][3][6]
Nogle studier fokuserer på bedre intubationsforhold, mens andre fokuserer på hurtigere og mere sikker ophævelse af muskelblokade.[2][3][9]
Andre studier undersøger, om særlige patientgrupper, som spædbørn eller svært overvægtige patienter, kan have gavn af en anden dosering eller en anden anæstesistrategi.[1][5]
De målte resultater er praktiske, fordi de handler om ting, som patienter og klinikere kan mærke direkte, for eksempel komplikationer, vejrtrækning, intubationssucces og tid til at vågne op igen.[3][6][10]









