Introduktion: Hvornår skal man søge diagnostisk udredning

Hvis du oplever ekstreme humørskift, der varer længe eller har væsentlig indvirkning på dit hverdagsliv, kan det være tid til at overveje at søge en diagnostisk udredning. Bipolar lidelse påvirker, hvordan du føler, tænker og opfører dig, og forårsager intense skift mellem følelsesmæssige oppe- og nedture. Det er ikke bare almindelige humørsvingninger, som alle oplever fra tid til anden – det er vedvarende ændringer, der kan forstyrre din evne til at arbejde, opretholde relationer eller udføre daglige opgaver.^[1]

Du bør overveje at kontakte en sundhedsudbyder, hvis du oplever perioder med at føle dig ekstremt glad, energisk eller irritabel, der veksler med tider med dyb tristhed, håbløshed eller træthed. Disse episoder varer typisk i dage eller uger ad gangen, og de kan påvirke din søvn, energiniveau, koncentration og adfærd på mærkbare måder.^[7] Hvis du er blevet diagnosticeret med depression, men behandlingerne ikke hjælper, er det også vigtigt at diskutere bipolar lidelse med din læge, da depression er et almindeligt træk ved denne tilstand.^[11]

Familiemedlemmer og kære, der bemærker bekymrende ændringer i en persons humør eller adfærd, bør også opfordre vedkommende til at søge lægehjælp. Nogle gange kan personer, der oplever maniske episoder, ikke erkende, at deres adfærd er usædvanlig, hvilket gør det særligt vigtigt for dem omkring dem at tilbyde støtte og opfordre til udredning.^[7]

Klassiske diagnostiske metoder

Processen med at diagnosticere bipolar lidelse begynder med en grundig udredning af en sundhedsprofessionel. I modsætning til mange medicinske tilstande, der kan bekræftes gennem en enkelt blodprøve eller billeddiagnostisk undersøgelse, diagnosticeres bipolar lidelse baseret på mønstre af symptomer, adfærd og oplevelser over tid. Der findes ingen laboratorietest eller hjernescanning, der definitivt kan diagnosticere tilstanden.^[8]

Fysisk undersøgelse og laboratorieprøver

Din sundhedsudbyder vil typisk starte med en fysisk undersøgelse og kan bestille laboratorieprøver. Selvom disse tests ikke kan diagnosticere bipolar lidelse direkte, tjener de et vigtigt formål: at udelukke andre medicinske tilstande, der kunne forårsage dine symptomer. For eksempel kan skjoldbruskkirtelproblemer, visse neurologiske tilstande eller bivirkninger fra medicin nogle gange frembringe humørændringer, der ligner bipolar lidelse. Blodprøver og andre medicinske undersøgelser hjælper med at sikre, at disse fysiske sundhedsproblemer ikke er ansvarlige for det, du oplever.^[8]

Psykisk sundhedsvurdering

Hvis din praktiserende læge mistænker bipolar lidelse eller en anden psykisk tilstand, vil de henvise dig til en psykiater – en læge, der specialiserer sig i at diagnosticere og behandle psykiske tilstande. Psykiateren vil gennemføre en omfattende psykisk sundhedsvurdering, som er hjørnestenen i diagnosen af bipolar lidelse.^[8]

Under denne vurdering vil psykiateren stille detaljerede spørgsmål om dine tanker, følelser og adfærdsmønstre. De vil gerne vide om dine humørændringer: hvornår de startede, hvor længe de varer, hvor alvorlige de bliver, og hvordan de påvirker dit daglige liv. Du kan blive bedt om at beskrive perioder, hvor du følte dig usædvanligt energisk, selvsikker eller irritabel, samt tidspunkter, hvor du følte dig dybt ked af det, håbløs eller mistede interessen for aktiviteter, du normalt nyder.^[8]

Udredningen vil også undersøge dine søvnmønstre, energiniveauer, koncentration, appetit og eventuelle impulsive eller risikable adfærdsmønstre. Din psykiater vil spørge om din personlige og familiens sygehistorie, herunder om nogen i din familie har oplevet bipolar lidelse eller andre psykiske tilstande. Bipolar lidelse kan forekomme i familier, og at have en slægtning med tilstanden kan øge din sandsynlighed for at udvikle den.^[5]

Med din tilladelse kan psykiateren også tale med familiemedlemmer eller nære venner. Nogle gange kan kære give værdifuld information om ændringer i din adfærd, som du måske ikke selv har bemærket eller kan have svært ved at beskrive. Dette er især nyttigt, fordi personer under maniske episoder måske ikke erkender, at deres adfærd er usædvanlig eller problematisk.^[8]

Humørregistrering

Du kan blive bedt om at føre en daglig humørdagbog eller journal. Dette involverer at registrere dine humørsvingninger, søvnmønstre, aktivitetsniveauer og andre faktorer, der kan påvirke, hvordan du har det. Humørregistrering hjælper både dig og din sundhedsudbyder med at identificere mønstre over tid. Det kan afsløre triggere for humørepisoder, vise hvor længe forskellige humørtilstande varer, og følge hvor godt behandlinger virker. Denne registrering bliver et vigtigt diagnostisk værktøj og fortsætter med at være nyttig gennem hele behandlingen.^[8]

Diagnostiske kriterier og skelnen mellem typer

For at diagnosticere bipolar lidelse bruger psykiatere specifikke kriterier, der definerer, hvad der udgør en manisk, hypomanisk eller depressiv episode. For Bipolar I lidelse skal du have oplevet mindst én manisk episode, der varer mindst syv dage, eller maniske symptomer alvorlige nok til at kræve øjeblikkelig hospitalsindlæggelse. En manisk episode involverer et unormalt forhøjet, ekspansivt eller irritabelt humør sammen med øget energi og aktivitet. Personer i maniske tilstande sover måske meget lidt, taler hurtigt, har løbske tanker, føler sig overdrevent selvsikre, bruger penge hensynsløst eller deltager i risikabel adfærd. I nogle tilfælde kan mani involvere psykose – et brud med virkeligheden, der kan omfatte vrangforestillinger eller hallucinationer.^[4]

Bipolar II lidelse er karakteriseret ved mindst én major depressiv episode og mindst én hypomanisk episode. Hypomani er en mindre alvorlig form for mani, der ikke forårsager så meget forstyrrelse i hverdagslivet og ikke inkluderer psykotiske symptomer. Mens personer med bipolar II oplever depression og hypomani, har de aldrig fuldt udviklede maniske episoder.^[1]

Cyklotym lidelse, også kaldet cyklotymi, involverer mange perioder med hypomaniske symptomer og depressive symptomer, der ikke opfylder de fulde kriterier for hypomaniske eller major depressive episoder. Disse symptomer skal forekomme over mindst to år hos voksne (ét år hos børn og unge), med ikke mere end to måneder uden symptomer.^[4]

At skelne bipolar lidelse fra andre psykiske tilstande kan være udfordrende. Depression, der forekommer ved bipolar lidelse, kan se identisk ud med major depressiv lidelse, hvilket er grunden til, at det er afgørende at identificere enhver historie med maniske eller hypomaniske episoder. Bipolar lidelse kan også forveksles med tilstande som skizofreni, især når psykotiske symptomer er til stede under alvorlige maniske episoder. Andre tilstande, der kan dele nogle symptomer, inkluderer opmærksomhedsdeficit hyperaktivitetsforstyrrelse (ADHD), angstlidelser eller personlighedsforstyrrelser.^[4]

Tid påkrævet til diagnose

Det kan tage tid at diagnosticere bipolar lidelse præcist. Tilstanden påvirker alle forskelligt, og symptomerne kan overlappe med andre psykiske tilstande. Nogle mennesker kan indledningsvis blive diagnosticeret med depression, før det fulde mønster af bipolar lidelse bliver klart. Dette er især almindeligt, fordi depressive episoder ofte forekommer hyppigere end maniske eller hypomaniske episoder, og folk er mere tilbøjelige til at søge hjælp, når de føler sig deprimerede end når de oplever hypomani eller mani.^[7]

Særlige overvejelser for børn og unge

Selvom bipolar lidelse typisk diagnosticeres i sen ungdom eller tidlig voksenalder, kan symptomer vise sig hos yngre børn. At diagnosticere bipolar lidelse hos børn og teenagere præsenterer unikke udfordringer. Unges symptomer følger ofte forskellige mønstre end voksnes, og normale udviklingsmæssige humørændringer kan være svære at skelne fra tegn på en alvorlig psykisk tilstand. Desuden har børn med bipolar lidelse ofte andre tilstande såsom ADHD eller adfærdsproblemer, hvilket kan komplicere det diagnostiske billede. Af disse grunde bør børn, der mistænkes for at have bipolar lidelse, vurderes af en børnepsykiater med erfaring i tilstanden.^[8]

Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg

Når personer med bipolar lidelse overvejer at deltage i kliniske forskningsstudier, gennemgår de yderligere diagnostiske undersøgelser ud over dem, der bruges til standard klinisk diagnose. Kliniske forsøg tester nye behandlinger eller undersøger forskellige aspekter af bipolar lidelse, og de kræver omhyggelig screening for at sikre, at deltagerne virkelig har den tilstand, der undersøges, og at det er sikkert for dem at deltage.

Screeningsprocessen til kliniske forsøg begynder typisk med de samme grundlæggende diagnostiske tilgange, der bruges i almindelig klinisk praksis: en omfattende psykiatrisk undersøgelse, gennemgang af sygehistorie og vurdering af aktuelle symptomer. Dog anvender kliniske forsøg ofte mere strenge og specifikke kriterier for at sikre, at studiegruppen er veldefineret. Dette hjælper forskere med at drage præcise konklusioner om, hvorvidt en behandling virker, og for hvem den kan være mest effektiv.^[2]

Deltagere i kliniske forsøg for bipolar lidelse har normalt brug for dokumentation af deres diagnose fra en kvalificeret psykisk sundhedsprofessionel. De skal muligvis demonstrere, at de opfylder specifikke diagnostiske kriterier for en bestemt type bipolar lidelse – for eksempel bipolar I versus bipolar II. Nogle studier fokuserer på deltagere, der oplever en bestemt fase af sygdommen, såsom en akut manisk episode eller en depressiv episode, mens andre kan søge personer, der i øjeblikket er stabile, men har en historie med tilstanden.^[11]

Blodprøver og andet laboratoriearbejde kræves almindeligvis i screening til kliniske forsøg, ikke for at diagnosticere bipolar lidelse i sig selv, men for at vurdere det overordnede helbred og sikre, at det er sikkert for deltagerne at modtage den behandling, der undersøges. For eksempel kan nogle medikamenter, der bruges i forskning om bipolar lidelse, påvirke leveren eller nyrerne, så baseline-tests af disse organers funktion er nødvendige. Ligeledes, fordi nogle behandlinger kan interagere med anden medicin, skal en komplet medicinhistorie og nogle gange blodniveauer af nuværende medicin dokumenteres.^[8]

Kliniske forsøg kan også bruge standardiserede vurderingsskalaer og spørgeskemaer til at måle symptomsværhedsgrad i begyndelsen af studiet. Disse værktøjer giver objektive målinger, som forskere kan følge over tid for at afgøre, om en behandling virker. Eksempler inkluderer humørvurderingsskalaer, depressionsoversigter eller mani-vurderingsinstrumenter. Deltagere udfylder muligvis disse vurderinger flere gange gennem studiet for at overvåge ændringer.

Nogle kliniske forsøg har specifikke eksklusionskriterier – tilstande eller omstændigheder, der ville forhindre nogen i at deltage sikkert, eller som kunne interferere med studiets resultater. For forsøg vedrørende bipolar lidelse kan almindelige eksklusioner omfatte aktive stofmisbrugsforstyrrelser, visse andre psykiske tilstande, alvorlige medicinske sygdomme, graviditet eller amning eller nylige ændringer i medicinregimer. Disse kriterier hjælper med at beskytte deltagernes sikkerhed og sikre, at observerede effekter kan tilskrives den behandling, der undersøges, snarere end andre faktorer.^[2]

Hvis du er interesseret i at deltage i klinisk forskning for bipolar lidelse, kan din sundhedsudbyder hjælpe dig med at forstå, hvad screeningsprocessen kan involvere, og om du kan være berettiget. Kliniske forsøg spiller en vital rolle i at fremme vores forståelse af bipolar lidelse og udvikle nye behandlinger, der kan hjælpe fremtidige patienter.^[2]