Indholdsfortegnelse

• Oversigt over studierne
• Studier i myelofibrose
• Studier i myelomatose
• Studier i lymfomer
• Studier i andre kræftformer
• Mål og endepunkter
• Hvem kan deltage

Oversigt over studierne

De indsendte data viser flere kliniske studier med Selinexor i forskellige kræftsygdomme og blodsygdomme.^[1] Studierne er udført som interventionelle studier, hvilket betyder, at deltagerne får en aktiv behandling, og forskerne måler effekten.^[1] Studierne spænder fra fase 1 til fase 4 og er både godkendte, afsluttede og et enkelt tilbagetrukket studie.^[1][2]

De vigtigste sygdomme i materialet er myelofibrose, myelomatose, diffust storcellet B-celle lymfom, perifert T-celle lymfom, avanceret bløddelssarkom og endometriecancer.^{[1][2] Nogle studier undersøger Selinexor alene, mens andre ser på kombinationer med andre behandlinger eller sammenligner med placebo eller lægens valg af behandling.[1][2]}

Studier i myelofibrose

Flere studier undersøger Selinexor hos patienter med myelofibrose, som er en sygdom i knoglemarven, hvor milten ofte bliver forstørret.^[1] Ét fase 2-studie ser på Selinexor som enkeltbehandling hos patienter med JAK-hæmmer-naive myelofibrose og moderat trombocytopeni, altså lavt antal blodplader i moderat grad.^[1] Dette studie har 58 deltagere og måler især, hvor mange der opnår SVR35 ved uge 24, hvilket betyder mindst 35 % reduktion af miltens volumen målt med MR eller CT.^[1]

Et andet fase 3-studie undersøger Selinexor i kombination med ruxolitinib hos behandlingsnaive patienter med myelofibrose.^[1] Her sammenlignes Selinexor plus ruxolitinib med placebo plus ruxolitinib hos 325 deltagere.^[1] De vigtigste mål er SVR35 ved uge 24 og ændring i symptomer målt med MFSAF, som er et spørgeskema om myelofibrose-symptomer.^[1]

Et tredje fase 2-studie ser på Selinexor som enkeltbehandling hos patienter med tidligere behandlet myelofibrose.^[1] Her sammenlignes Selinexor med lægens valg af behandling, og det vigtigste mål er igen SVR35.^[1] Dette studie har 49 deltagere og er autoriseret.^[1]

Studier i myelomatose

Flere studier undersøger Selinexor i myelomatose, også kaldet multipelt myelom, som er en kræftsygdom i plasmaceller i knoglemarven.^[1] Et fase 2-studie ser på Selinexor sammen med dexamethason og bortezomib hos patienter med penta-refraktær myelomatose og triple-class refraktær myelomatose.^[1] Refraktær betyder, at sygdommen ikke længere reagerer godt på behandling.^[1] Studiet har 134 deltagere og måler ORR, som er andelen af patienter med en tydelig behandlingsrespons.^[1]

Et fase 3-studie sammenligner Selinexor-pomalidomid-dexamethason med elotuzumab-pomalidomid-dexamethason hos patienter med tidligere behandlet myelomatose.^[1] Studiet har 156 deltagere og måler PFS, altså hvor længe patienterne lever uden sygdomsforværring.^[1] Et andet stort fase 3-studie, som er afsluttet, undersøgte allogen stamcelletransplantation versus konventionel behandling hos patienter med tilbagefald eller progression efter første behandling.^[2] Selinexor indgår i interventionslisten i dette materiale, men selve formålet i studiebeskrivelsen var sammenligning af transplantationsstrategi og standardbehandling med fokus på samlet overlevelse efter 5 år.^[2]

Et andet autoriseret fase 3-studie undersøger et andet behandlingsregime i relapseret eller refraktær myelomatose, og Selinexor fremgår også i interventionslisten i materialet.^[1] Hovedmålet her er PFS og ORR efter IMWG-kriterier, som er standardregler til at vurdere respons ved myelomatose.^[1]

Studier i lymfomer

Et fase 4-studie undersøger R-GDP med eller uden Selinexor hos patienter med diffust storcellet B-celle lymfom, som er en aggressiv form for lymfekræft.^[1] Patienterne har tilbagefald eller sygdom, der ikke længere reagerer på behandling.^[1] Studiet har 60 deltagere og sammenligner blandt andet responsrate og progressionsfri overlevelse efter Lugano 2014-kriterierne, som er regler til at vurdere lymfomrespons.^[1]

Et andet fase 2-studie undersøger Selinexor sammen med ifosfamid, etoposid og dexamethason hos patienter med tilbagefaldende eller behandlingsrefraktære perifere T-celle lymfomer.^[1] Dette pilotstudie har 30 deltagere og måler ORR efter 4 behandlingsforløb.^[1] Formålet er at se, om kombinationen kan give en behandlingsrespons hos denne svære patientgruppe.^[1]

Studier i andre kræftformer

Et fase 1-studie undersøger Selinexor sammen med gemcitabin hos udvalgte patienter med avancerede bløddelssarkomer, især leiomyosarkom eller malign perifer nerveskedetumor.^[1] Studiet har 88 deltagere og ser først på dose limiting toxicities, som er bivirkninger eller problemer, der begrænser, hvor meget behandling man kan give i første behandlingscyklus.^[1] I den planlagte fase 2-del måles progressionsfri overlevelsesrate efter 6 måneder efter RECIST 1.1-kriterierne.^[1]

Et andet fase 3-studie, som er afsluttet, undersøgte vedligeholdelsesbehandling med Selinexor eller placebo efter kombinationskemoterapi hos patienter med avanceret eller tilbagevendende endometriecancer.^[2] Her var hovedmålet progressionsfri overlevelse, altså hvor længe patienterne var uden dokumenteret sygdomsforværring eller død.^[2] Studiet havde 77 deltagere.^[2]

Mål og endepunkter

Et endepunkt er det vigtigste resultat, som forskerne måler i et studie.^[1] I Selinexor-studierne er de mest brugte endepunkter SVR35, ORR, PFS, samlet overlevelse og ændring i symptomer.^{[1][2] Nogle studier bruger også billeddiagnostik som MR eller CT til at måle miltens størrelse eller tumorrespons.[1]}

I myelofibrose er målet ofte at mindske miltens størrelse og forbedre symptomerne.^[1] I myelomatose og lymfomer er fokus ofte på respons på behandling og på, hvor længe sygdommen holdes nede.^[1] I de tidlige fase 1-studier er fokus mere på sikkerhed og passende dosis end på endelig effekt.^[1]

Hvem kan deltage

Studierne er målrettet voksne med en bestemt diagnose og ofte en bestemt behandlingshistorik.^[1] Nogle patienter skal være behandlingsnaive, mens andre skal have fået tidligere behandling eller have sygdom, der er kommet igen eller ikke længere reagerer på behandling.^[1] Flere studier er også rettet mod særlige undergrupper, for eksempel patienter med moderat trombocytopeni, penta-refraktær sygdom eller specifikke undertyper af sarkom eller lymfom.^[1]

Det betyder, at deltagelse ikke er åben for alle med samme sygdom, men afhænger af præcise krav i hvert enkelt studie.^[1] Kravene kan handle om sygdomstype, tidligere behandling, sygdomsstadium og nogle gange blodprøver eller andre kliniske forhold.^[1]