Indholdsfortegnelse
- Oversigt over studierne
- Studier i myelofibrose
- Studier i myelomatose
- Studier i lymfomer
- Studier i andre kræftformer
- Mål og endepunkter
- Hvem kan deltage
Oversigt over studierne
De indsendte data viser flere kliniske studier med Selinexor i forskellige kræftsygdomme og blodsygdomme.[1] Studierne er udført som interventionelle studier, hvilket betyder, at deltagerne får en aktiv behandling, og forskerne måler effekten.[1] Studierne spænder fra fase 1 til fase 4 og er både godkendte, afsluttede og et enkelt tilbagetrukket studie.[1][2]
De vigtigste sygdomme i materialet er myelofibrose, myelomatose, diffust storcellet B-celle lymfom, perifert T-celle lymfom, avanceret bløddelssarkom og endometriecancer.[1][2] Nogle studier undersøger Selinexor alene, mens andre ser på kombinationer med andre behandlinger eller sammenligner med placebo eller lægens valg af behandling.[1][2]
Studier i myelofibrose
Flere studier undersøger Selinexor hos patienter med myelofibrose, som er en sygdom i knoglemarven, hvor milten ofte bliver forstørret.[1] Ét fase 2-studie ser på Selinexor som enkeltbehandling hos patienter med JAK-hæmmer-naive myelofibrose og moderat trombocytopeni, altså lavt antal blodplader i moderat grad.[1] Dette studie har 58 deltagere og måler især, hvor mange der opnår SVR35 ved uge 24, hvilket betyder mindst 35 % reduktion af miltens volumen målt med MR eller CT.[1]
Et andet fase 3-studie undersøger Selinexor i kombination med ruxolitinib hos behandlingsnaive patienter med myelofibrose.[1] Her sammenlignes Selinexor plus ruxolitinib med placebo plus ruxolitinib hos 325 deltagere.[1] De vigtigste mål er SVR35 ved uge 24 og ændring i symptomer målt med MFSAF, som er et spørgeskema om myelofibrose-symptomer.[1]
Et tredje fase 2-studie ser på Selinexor som enkeltbehandling hos patienter med tidligere behandlet myelofibrose.[1] Her sammenlignes Selinexor med lægens valg af behandling, og det vigtigste mål er igen SVR35.[1] Dette studie har 49 deltagere og er autoriseret.[1]
Studier i myelomatose
Flere studier undersøger Selinexor i myelomatose, også kaldet multipelt myelom, som er en kræftsygdom i plasmaceller i knoglemarven.[1] Et fase 2-studie ser på Selinexor sammen med dexamethason og bortezomib hos patienter med penta-refraktær myelomatose og triple-class refraktær myelomatose.[1] Refraktær betyder, at sygdommen ikke længere reagerer godt på behandling.[1] Studiet har 134 deltagere og måler ORR, som er andelen af patienter med en tydelig behandlingsrespons.[1]
Et fase 3-studie sammenligner Selinexor-pomalidomid-dexamethason med elotuzumab-pomalidomid-dexamethason hos patienter med tidligere behandlet myelomatose.[1] Studiet har 156 deltagere og måler PFS, altså hvor længe patienterne lever uden sygdomsforværring.[1] Et andet stort fase 3-studie, som er afsluttet, undersøgte allogen stamcelletransplantation versus konventionel behandling hos patienter med tilbagefald eller progression efter første behandling.[2] Selinexor indgår i interventionslisten i dette materiale, men selve formålet i studiebeskrivelsen var sammenligning af transplantationsstrategi og standardbehandling med fokus på samlet overlevelse efter 5 år.[2]
Et andet autoriseret fase 3-studie undersøger et andet behandlingsregime i relapseret eller refraktær myelomatose, og Selinexor fremgår også i interventionslisten i materialet.[1] Hovedmålet her er PFS og ORR efter IMWG-kriterier, som er standardregler til at vurdere respons ved myelomatose.[1]
Studier i lymfomer
Et fase 4-studie undersøger R-GDP med eller uden Selinexor hos patienter med diffust storcellet B-celle lymfom, som er en aggressiv form for lymfekræft.[1] Patienterne har tilbagefald eller sygdom, der ikke længere reagerer på behandling.[1] Studiet har 60 deltagere og sammenligner blandt andet responsrate og progressionsfri overlevelse efter Lugano 2014-kriterierne, som er regler til at vurdere lymfomrespons.[1]
Et andet fase 2-studie undersøger Selinexor sammen med ifosfamid, etoposid og dexamethason hos patienter med tilbagefaldende eller behandlingsrefraktære perifere T-celle lymfomer.[1] Dette pilotstudie har 30 deltagere og måler ORR efter 4 behandlingsforløb.[1] Formålet er at se, om kombinationen kan give en behandlingsrespons hos denne svære patientgruppe.[1]
Studier i andre kræftformer
Et fase 1-studie undersøger Selinexor sammen med gemcitabin hos udvalgte patienter med avancerede bløddelssarkomer, især leiomyosarkom eller malign perifer nerveskedetumor.[1] Studiet har 88 deltagere og ser først på dose limiting toxicities, som er bivirkninger eller problemer, der begrænser, hvor meget behandling man kan give i første behandlingscyklus.[1] I den planlagte fase 2-del måles progressionsfri overlevelsesrate efter 6 måneder efter RECIST 1.1-kriterierne.[1]
Et andet fase 3-studie, som er afsluttet, undersøgte vedligeholdelsesbehandling med Selinexor eller placebo efter kombinationskemoterapi hos patienter med avanceret eller tilbagevendende endometriecancer.[2] Her var hovedmålet progressionsfri overlevelse, altså hvor længe patienterne var uden dokumenteret sygdomsforværring eller død.[2] Studiet havde 77 deltagere.[2]
Mål og endepunkter
Et endepunkt er det vigtigste resultat, som forskerne måler i et studie.[1] I Selinexor-studierne er de mest brugte endepunkter SVR35, ORR, PFS, samlet overlevelse og ændring i symptomer.[1][2] Nogle studier bruger også billeddiagnostik som MR eller CT til at måle miltens størrelse eller tumorrespons.[1]
I myelofibrose er målet ofte at mindske miltens størrelse og forbedre symptomerne.[1] I myelomatose og lymfomer er fokus ofte på respons på behandling og på, hvor længe sygdommen holdes nede.[1] I de tidlige fase 1-studier er fokus mere på sikkerhed og passende dosis end på endelig effekt.[1]
Hvem kan deltage
Studierne er målrettet voksne med en bestemt diagnose og ofte en bestemt behandlingshistorik.[1] Nogle patienter skal være behandlingsnaive, mens andre skal have fået tidligere behandling eller have sygdom, der er kommet igen eller ikke længere reagerer på behandling.[1] Flere studier er også rettet mod særlige undergrupper, for eksempel patienter med moderat trombocytopeni, penta-refraktær sygdom eller specifikke undertyper af sarkom eller lymfom.[1]
Det betyder, at deltagelse ikke er åben for alle med samme sygdom, men afhænger af præcise krav i hvert enkelt studie.[1] Kravene kan handle om sygdomstype, tidligere behandling, sygdomsstadium og nogle gange blodprøver eller andre kliniske forhold.[1]
