Recidiverende B-celle lymfom betegner situationer, hvor denne kræftform i blodet vender tilbage efter en periode med succesfuld behandling. At forstå de tilgængelige muligheder, når lymfomet kommer tilbage, er afgørende for patienter, der står over for denne udfordrende situation, da valget af behandling kan adskille sig fra den indledende tilgang og afhænger af mange individuelle faktorer.

Hvad sker der, når B-celle lymfom vender tilbage

Når en person med B-celle lymfom afslutter sin første behandlingsrunde og opnår remission – hvilket betyder, at undersøgelser ikke viser tegn på kræft – er håbet, at sygdommen aldrig kommer tilbage. Dog oplever en betydelig del af patienterne det, læger kalder et tilbagefald eller recidiv, hvilket betyder, at lymfomet kommer tilbage efter en periode uden symptomer eller tegn på sygdom. Begrebet recidiverende B-celle lymfom beskriver præcis denne situation: kræft, der genopstår efter mindst seks måneders remission efter succesfuld behandling.^[5]

Sandsynligheden for tilbagefald varierer afhængigt af den specifikke type B-celle lymfom, en person har. For eksempel viser diffust storcellet B-celle lymfom, den mest almindelige aggressive form, at mellem 30 og 40 procent af patienterne vil opleve, at deres kræft kommer tilbage inden for to år efter afsluttet behandling.^[3][7] Nogle typer af indolente, eller langsomt voksende, B-celle lymfomer kan recidivere selv efter års remission. Tilbagefald kan ske, fordi små mængder lymfomceller kan forblive i kroppen efter behandling, selv når undersøgelser ikke kan påvise dem. Over tid kan disse celler formere sig og få sygdommen til at vende tilbage.^[5]

Det er vigtigt at skelne mellem tidligt tilbagefald og sent tilbagefald. Tidligt tilbagefald opstår typisk inden for de første to år efter diagnose og behandling, mens sent tilbagefald sker mere end to år efter initial behandling. Timingen har betydning, fordi den kan påvirke både prognosen og den type behandling, en læge kan anbefale. Forskning viser, at personer, som får tilbagefald tidligt, ofte har en vanskeligere vej foran sig sammenlignet med dem, der får tilbagefald senere.^[4]

Genkendelse af tegn på recidiverende B-celle lymfom

Symptomerne på recidiverende B-celle lymfom afspejler ofte dem, der dukkede op, da sygdommen først blev diagnosticeret. Mange personer, der oplever et tilbagefald, bemærker velkendte advarselstegn, der vender tilbage. En af de mest almindelige indikatorer er hævede eller forstørrede lymfeknuder, som kan fremstå som smertefrie knuder under huden, typisk i nakken, armhulerne eller lysken. Disse hævede knuder kan vare i flere uger eller fortsætte med at vokse større over tid.^[3]

Ud over hævede lymfeknuder kan andre symptomer omfatte vedvarende træthed, der ikke bedres med hvile, uforklarlige feberepisoder og kraftig nattesved, der kan gennembløde tøj og sengetøj. Vægttab uden at forsøge på det, appetitløshed og generel utilpashed kan også signalere, at lymfomet er vendt tilbage.^[1]

Nogle personer oplever mavesmerter eller ubehag, især hvis lymfeknuder dybt inde i kroppen, såsom dem i maven, bliver forstørrede. Denne type hævelse kaldes mesenterisk lymfadenitis og kan forårsage smerter i maveområdet, ofte på den nedre højre side, selvom det kan sprede sig til andre regioner. Smerterne kan ledsages af kvalme, opkastning eller ændringer i afføringsmønstret.^[3]

Det er værd at bemærke, at ikke alle hævede lymfeknuder eller disse symptomer automatisk betyder, at lymfomet er recidiveret. Almindelige infektioner, såsom forkølelse eller influenza, kan også forårsage, at lymfeknuder hæver midlertidigt. Men hvis lymfeknuder forbliver forstørrede i flere uger, fortsætter med at vokse eller ledsages af andre bekymrende symptomer, er det essentielt at kontakte en læge for yderligere vurdering.^[3]

Standardbehandlingsmuligheder for førstelinjes B-celle lymfom

Før vi diskuterer behandling af recidiverende sygdom, hjælper det at forstå, hvad standard førstelinjebehandling typisk involverer. For de fleste personer diagnosticeret med aggressive B-celle lymfomer som diffust storcellet B-celle lymfom er guldstandarden for førstelinjebehandling et regime kaldet R-CHOP. Denne behandling kombinerer fem forskellige lægemidler: rituximab (et antistof, der målretter B-celler), cyklofosfamid, doxorubicin (også kendt som hydroxydaunorubicin), vincristin og prednisolon. Tilsammen arbejder disse lægemidler på at stoppe lymfomceller i at vokse og dele sig.^[9][14]

Rituximab er en form for immunterapi, der binder sig til et protein kaldet CD20, som findes på overfladen af B-celler, inklusive kræftceller. Ved at binde til dette protein markerer rituximab de abnorme celler til ødelæggelse af kroppens immunsystem. Tilføjelsen af rituximab til kemoterapi har dramatisk forbedret overlevelsesraterne for personer med B-celle lymfom sammenlignet med kemoterapi alene.^[12]

Efter afslutning af førstelinjebehandling med R-CHOP eller lignende regimer opnår cirka 75 procent af personer det, læger kalder et komplet respons, hvilket betyder, at der ikke er tegn på lymfom i kroppen, og symptomerne forsvinder. Dette betyder dog også, at omkring 25 procent ikke opnår komplet remission i første omgang, og blandt dem, der gør, vil en betydelig del senere opleve tilbagefald.^[9][14]

For langsommere voksende typer af B-celle lymfom kan behandlingstilgange variere meget. Nogle personer har måske ikke brug for øjeblikkelig behandling og kan overvåges gennem en strategi kaldet “watch and wait” (observér og afvent), hvor læger nøje observerer sygdommen uden at starte terapi, indtil symptomer opstår eller sygdommen udvikler sig. Når behandling er nødvendig, kan mulighederne omfatte rituximab alene eller kombineret med mildere kemoterapiregimer.^[2]

Behandlingstilgange til recidiverende B-celle lymfom

Når B-celle lymfom vender tilbage efter initial behandling, skal den terapeutiske tilgang nøje overvejes igen. Valget af behandling afhænger af flere faktorer: typen af lymfom, hvor godt patienten reagerede på førstelinjebehandling, hvor længe remissionen varede, patientens overordnede helbred og alder, og hvilke tidligere behandlinger der blev modtaget. Målet med behandling af recidiverende sygdom varierer; for nogle er målet at opnå endnu en remission og muligvis helbredelse, mens fokus for andre kan være på at kontrollere sygdommen og opretholde livskvaliteten.^[5][7]

For patienter med aggressive B-celle lymfomer som diffust storcellet B-celle lymfom, der er unge og relativt raske, anbefaler læger ofte en totrinsstrategi: intensiv kemoterapi efterfulgt af stamcelletransplantation. Denne strategi kaldes undertiden højdosis kemoterapi med stamcelleredning. Processen begynder med flere cyklusser af såkaldte “salvage” (rednings-) kemoterapiregimer, som bruger forskellige lægemiddelkombinationer end den indledende behandling.^[8][18]

Almindelige salvage-kemoterapiregimer for recidiverende B-celle lymfom omfatter kombinationer med navne som ICE (ifosfamid, carboplatin og etoposid), DHAP (dexamethason, cisplatin og cytarabin) eller gemcitabin-baserede terapier. Disse regimer sigter mod at formindske lymfomet så meget som muligt før proceduren med transplantation. Hvis salvage-kemoterapien med succes får lymfomet tilbage i remission eller markant reducerer dets størrelse, kan patienten derefter gennemgå stamcelletransplantation.^[8][18]

I en autolog stamcelletransplantation indsamler læger først patientens egne stamceller fra blodet eller knoglemarven. Patienten modtager derefter meget høje doser kemoterapi, undertiden kombineret med stråling, som ødelægger både de resterende lymfomceller og knoglemarven. Bagefter returneres de indsamlede stamceller til patientens krop gennem en intravenøs infusion. Disse stamceller rejser til knoglemarven og begynder at producere nye, sunde blodceller. Denne tilgang tillader læger at bruge meget højere doser kemoterapi, end hvad der ellers ville være sikkert.^[8][18]

Mindre almindeligt kan patienter modtage en allogen stamcelletransplantation, hvor stamcellerne kommer fra en matchende donor snarere end fra patienten selv. Denne type transplantation medfører flere risici, men kan tilbyde fordele i visse situationer, særligt når autolog transplantation har fejlet eller ikke er mulig.^[8][18]

For patienter, der ikke er kandidater til stamcelletransplantation på grund af alder, andre helbredstilstande eller sygdommens karakteristika, findes der flere andre behandlingsmuligheder. En godkendt kombination er bendamustin plus rituximab, som parrer et kemoterapilægemiddel med den målrettede antistofterapi. En anden mulighed kombinerer det immunmodulerende lægemiddel lenalidomid (handelsnavn Revlimid) med rituximab, hvilket tilbyder en kemoterapifri tilgang, der kan være effektiv for nogle patienter.^[8][18]

Et lægemiddel kaldet polatuzumab vedotin (handelsnavn Polivy) repræsenterer en innovativ tilgang. Dette lægemiddel er et antistof-lægemiddel-konjugat, hvilket betyder, at det kombinerer et antistof, der målretter lymfomceller, med et kraftfuldt kemoterapilægemiddel fastgjort til det. Antistoffet opsøger kræftceller, og når det binder til dem, leverer det kemoterapien direkte ind i cellerne. Polatuzumab vedotin bruges typisk i kombination med bendamustin og rituximab til personer, hvis lymfom er recidiveret efter mindst én tidligere behandling.^[7][8][18]

En anden antistof-lægemiddel-konjugat mulighed er selinexor (handelsnavn Xpovio), og der er også tafasitamab (handelsnavn Monjuvi), endnu en antistofterapi, der kan kombineres med lenalidomid til personer, der ikke kan gennemgå stamcelletransplantation.^[8][18]

Avanceret immunterapi: CAR T-celle terapi til recidiverende sygdom

Et af de mest betydningsfulde fremskridt i behandlingen af recidiverende B-celle lymfom i de seneste år har været udviklingen af CAR T-celle terapi. Denne revolutionerende behandlingstilgang bruger patientens egne immunceller, specifikt T-celler, som indsamles fra blodet og derefter genetisk modificeres i et laboratorium. Modifikationen indebærer indsættelse af et gen, der producerer en særlig receptor kaldet en kimær antigenreceptor, eller CAR, på overfladen af disse T-celler. Denne CAR gør det muligt for T-cellerne at genkende og binde sig til CD19-proteinet, der findes på B-celle lymfomceller.^[7][11]

Når T-cellerne er blevet modificeret – en proces, der typisk tager flere uger – infunderes de tilbage i patientens blodbane. Disse manipulerede CAR T-celler cirkulerer derefter gennem kroppen og opsøger og ødelægger kræftceller, der viser CD19-markøren. Behandlingen forvandler i det væsentlige patientens immunsystem til et målrettet våben mod lymfomet.^[11]

Tre CAR T-celle terapier er blevet godkendt til behandling af recidiverende eller refraktære B-celle lymfomer. Disse er axicabtagene ciloleucel (handelsnavn Yescarta), tisagenlecleucel (handelsnavn Kymriah) og lisocabtagene maraleucel (også kaldet liso-cel, handelsnavn Breyanzi). Kliniske forsøg har demonstreret, at CAR T-celle terapi kan føre til varige remissioner hos cirka 40 til 50 procent af patienter med recidiveret eller refraktært diffust storcellet B-celle lymfom, som allerede har modtaget mindst to tidligere behandlingslinjer.^{[7][8][11][18]}

Nylige store kliniske forsøg kaldet ZUMA-7 og TRANSFORM har vist, at CAR T-celle terapi virker bedre end standard kemoterapi efterfulgt af stamcelletransplantation for mange personer, hvis lymfom vender tilbage inden for et år efter initial behandling eller ikke reagerer godt på førstelinjebehandling. Baseret på disse resultater er CAR T-celle terapi blevet den nye standardbehandling for patienter med refraktært eller tidligt recidiveret diffust storcellet B-celle lymfom, som er egnede til denne tilgang.^[7]

Dog er CAR T-celle terapi ikke egnet til alle og kan forårsage betydelige bivirkninger. Nogle patienter oplever cytokinfrigivelsessyndrom, en tilstand, hvor de aktiverede immunceller frigiver store mængder inflammatoriske proteiner i blodbanen, hvilket forårsager feber, lavt blodtryk og vejrtrækningsbesvær. En anden potentiel komplikation er neurologisk toksicitet, som kan forårsage forvirring, talebesvær, kramper eller andre hjernerelaterede symptomer. De fleste af disse bivirkninger kan håndteres med passende medicinsk pleje, men de kræver nøje overvågning i specialiserede behandlingscentre.^[11]

Nyere antistofterapier under klinisk udvikling

Ud over CAR T-celle terapi involverer et andet spændende udviklingsområde en klasse af behandlinger kaldet bispecifikke antistoffer. Disse er specielt designede proteiner, der kan binde til to forskellige mål på én gang. I tilfælde af B-celle lymfom binder bispecifikke antistoffer typisk til både kræftcellen (normalt målrettet CD20-proteinet) og en T-celle fra patientens immunsystem (ofte målrettet CD3-proteinet). Ved at forbinde disse to celletyper bringer antistoffet immuncellen i tæt kontakt med kræftcellen, hvilket tillader T-cellen at ødelægge den.^[7]

To bispecifikke antistoffer er for nylig blevet godkendt til behandling af recidiveret eller refraktært B-celle lymfom: epcoritamab (handelsnavn Epkinly) og glofitamab (handelsnavn Columvi). Disse lægemidler tilbyder flere potentielle fordele. I modsætning til CAR T-celle terapi, som kræver ugers produktionstid, er bispecifikke antistoffer færdigfremstillede produkter, der kan administreres relativt hurtigt. De gives som injektioner under huden eller gennem intravenøse infusioner og kan bruges i ambulante omgivelser, selvom patienter stadig har brug for omhyggelig overvågning, især under de første doser.^[8][18]

For en specifik undertype kaldet primært mediastinalt storcellet B-celle lymfom, som har tendens til at udvikle sig i brystområdet, har et immunterapi lægemiddel kaldet pembrolizumab (handelsnavn Keytruda) vist lovende resultater. Pembrolizumab er en såkaldt checkpoint-hæmmer, der virker ved at blokere et protein kaldet PD-1, som kræftceller undertiden bruger til at skjule sig for immunsystemet. Ved at blokere dette protein tillader pembrolizumab immunsystemet bedre at genkende og angribe kræftcellerne.^[8][18]

Forståelse af refraktært B-celle lymfom

Mens recidiveret lymfom refererer til kræft, der kommer tilbage efter succesfuld behandling, beskriver begrebet refraktært lymfom en anden situation. Refraktær sygdom betyder, at lymfomet ikke reagerer godt på behandling fra starten, eller at ethvert respons er meget kort – varer mindre end seks måneder. Dette kan ske på flere måder: lymfomet kan fortsætte med at vokse på trods af behandling, det kan kun skrumpe delvist, eller det kan i første omgang reagere, men derefter hurtigt vende tilbage.^[5][7]

Primær refraktær sygdom refererer til lymfom, der aldrig opnår remission med førstelinjebehandling. Studier viser, at omkring 15 til 20 procent af personer med diffust storcellet B-celle lymfom har primær refraktær sygdom, hvilket betyder, at deres kræft ikke reagerer tilstrækkeligt på R-CHOP eller lignende indledende regimer.^[7][9]

Prognosen for personer med refraktært B-celle lymfom har tendens til at være mere udfordrende end for dem, hvis sygdom recidiverer efter at have opnået en indledende remission. SCHOLAR-1-studiet, et banebrydende forskningsprojekt, der inkluderede 636 patienter med refraktært diffust storcellet B-celle lymfom, fandt, at kun 26 procent opnåede noget respons på efterfølgende behandling, og kun 7 procent opnåede komplet remission. Den mediane overordnede overlevelse var cirka seks måneder, med kun 20 procent af patienterne, der overlevede to år.^[7][12]

På trods af disse alvorlige statistikker har nyere behandlinger som CAR T-celle terapi og bispecifikke antistoffer givet nyt håb for personer med refraktær sygdom. Disse terapier virker gennem forskellige mekanismer end traditionel kemoterapi og kan være effektive, selv når andre behandlinger har fejlet.^[7]

Forskning og kliniske forsøg for recidiverende B-celle lymfom

Medicinsk forskning fortsætter med at udforske nye måder at behandle recidiverende og refraktært B-celle lymfom. Kliniske forsøg er organiseret i faser, der hjælper forskere med at forstå, om en behandling er sikker og effektiv. Fase I-forsøg fokuserer primært på sikkerhed, bestemmelse af den passende dosis af et nyt lægemiddel og identifikation af potentielle bivirkninger i en lille gruppe patienter. Fase II-forsøg involverer flere patienter og har til formål at vurdere, om behandlingen viser tegn på at virke mod kræften. Fase III-forsøg sammenligner den nye behandling direkte med nuværende standardbehandlinger i store grupper af patienter for at afgøre, om den nye tilgang er bedre.^[7]

Mange kliniske forsøg undersøger i øjeblikket måder at forbedre resultaterne for personer med recidiveret B-celle lymfom. Nogle forsøg tester nye kombinationer af eksisterende lægemidler, parring af målrettede terapier eller immunterapier med kemoterapi for at se, om kombinationerne virker bedre end hver behandling alene. Andre studier undersøger, om vedligeholdelsesterapi – fortsættelse af behandling efter opnåelse af remission for at forhindre tilbagefald – kan hjælpe folk med at forblive kræftfri længere.^[17]

Forskere arbejder også på bedre at forstå biologien i B-celle lymfom for at identificere, hvilke patienter der har den højeste risiko for tilbagefald. Nogle lymfomer har specifikke genetiske ændringer, såsom såkaldte double-hit eller triple-hit lymfomer, som bærer abnormiteter i gener kaldet MYC og BCL2 (og undertiden BCL6). Disse lymfomer har tendens til at være særligt aggressive og kan kræve mere intensive behandlingstilgange. Kliniske forsøg tester, om specialiserede regimer kan forbedre resultaterne for personer med disse højrisikofunktioner.^[17]

Et andet undersøgelsesområde involverer brug af billeddiagnostiske undersøgelser, særligt PET-scanninger (positronemissionstomografi-scanninger, der viser metabolisk aktivitet i væv), tidligt under behandlingen for at forudsige, hvor godt terapien virker. Nogle studier undersøger, om justering af behandling baseret på disse tidlige scanninger – at give mere intensiv terapi til personer, hvis scanninger viser, at kræften ikke reagerer godt – kan forbedre langsigtede resultater. Denne tilgang, kaldet risikotilpasset terapi, sigter mod at skræddersy behandlingsintensiteten til hver persons individuelle situation.^[17]

Patienter med recidiveret eller refraktært B-celle lymfom kan være berettiget til at deltage i kliniske forsøg, der tester disse nye tilgange. Berettigelseskriterier varierer efter forsøg, men overvejer typisk faktorer som typen og stadiet af lymfom, tidligere modtagne behandlinger, overordnet helbredsstatus og specifikke karakteristika af kræftcellerne. Kliniske forsøg kan være tilgængelige forskellige steder i USA, Europa og andre regioner, selvom adgangen kan variere.^[7]

Faktorer, der påvirker risikoen for tilbagefald

Flere faktorer påvirker en persons sandsynlighed for at opleve tilbagefald efter initial behandling for B-celle lymfom. Forståelse af disse risikofaktorer kan hjælpe både patienter og læger med at træffe informerede beslutninger om behandlingsintensitet og opfølgningspleje. En vigtig faktor er kvaliteten af responset på førstelinjebehandling. Personer, der opnår komplet remission – hvor alle tegn på kræft forsvinder – har en meget lavere risiko for tilbagefald sammenlignet med dem, der kun opnår delvis remission, hvor noget kræftvæv forbliver påviseligt.^[9][14]

Længden af den tid, en person forbliver i remission, har også betydelig betydning. Jo længere en person forbliver kræftfri efter afsluttet initial behandling, desto lavere er deres risiko for eventuelt tilbagefald. De fleste tilbagefald i aggressive lymfomer som diffust storcellet B-celle lymfom forekommer inden for de første to år efter behandling, med risikoen, der falder væsentligt efter det tidspunkt.^[3][4][9]

Visse karakteristika ved selve lymfomet påvirker tilbagefaldsrisikoen. Læger bruger flere scoringssystemer til at vurdere prognose, hvor International Prognostic Index er blandt de mest almindelige. Dette indeks overvejer faktorer som alder, sygdomsstadium, niveauer af et blodprotein kaldet LDH (laktatdehydrogenase), overordnet præstationsstatus (hvor godt en person kan udføre daglige aktiviteter), og om lymfomet har spredt sig til organer uden for lymfesystemet. Højere score indikerer større risiko for tilbagefald og dårligere resultater.^[4][17]

Noget forskning antyder, at biologisk køn kan spille en rolle, idet mænd ser ud til at have lidt højere tilbagefaldshyppigheder og værre overordnet overlevelse sammenlignet med kvinder, selvom årsagerne til denne forskel ikke er fuldstændigt forståede.^[9][14]

Håndtering af livet efter tilbagefald

At opleve et lymfom-tilbagefald kan være følelsesmæssigt ødelæggende for patienter og deres familier. Efter at have fejret opnåelsen af remission og begyndt at vende tilbage til normalt liv, bringer det at lære, at kræften er vendt tilbage, ofte følelser af frygt, vrede, tristhed eller håbløshed. Disse følelser er fuldstændigt normale og forståelige. Det er vigtigt for patienter at vide, at de ikke er alene, og at støtte er tilgængelig.^[19]

Mange patienter finder det nyttigt at tale med rådgivere, socialrådgivere eller psykologer, der specialiserer sig i at støtte mennesker med kræft. Støttegrupper, hvor patienter kan forbinde med andre, der har oplevet lignende udfordringer, kan give værdifuld følelsesmæssig støtte og praktiske råd. Nogle organisationer tilbyder peer-mentorprogrammer, der forbinder nyligt tilbagefaldne patienter med personer, der med succes har navigeret behandling for recidiverende sygdom.^[19]

Åben kommunikation med sundhedsteamet er afgørende. Patienter bør føle sig trygge ved at stille spørgsmål om deres prognose, behandlingsmuligheder, potentielle bivirkninger og hvad der kan forventes fremover. Forståelse af, hvad der ligger forude, kan hjælpe med at reducere angst og gøre det muligt for patienter at deltage aktivt i behandlingsbeslutninger. Det kan også være nyttigt at medbringe et familiemedlem eller en ven til aftaler for at give støtte og hjælpe med at huske diskuteret information.^[19]

Opretholdelse af livskvalitet under behandling for recidiveret lymfom involverer opmærksomhed på det fysiske helbred ud over kræftbehandling. Tilstrækkelig ernæring, at forblive så fysisk aktiv som muligt inden for ens evner, få tilstrækkelig hvile og håndtering af symptomer og bivirkninger bidrager alle til overordnet velvære. Mange kræftcentre har støttende plejepersonale, herunder ernæringseksperter, fysioterapeuter og palliative plejeteams, der kan hjælpe med at imødekomme disse behov.^[19]

Mest almindelige behandlingsmetoder

• Kemoterapikombinationer til recidiveret sygdom
  • ICE-regime (ifosfamid, carboplatin og etoposid) anvendt som salvage-terapi før potentiel stamcelletransplantation
  • DHAP-regime (dexamethason, cisplatin og cytarabin) som alternativ salvage-kemoterapitilgang
  • Gemcitabin-baserede terapikombinationer til patienter med recidiveret lymfom
  • Bendamustin plus rituximab til patienter, der ikke kan gennemgå transplantation
• Antistofbaserede terapier
  • Polatuzumab vedotin (Polivy), et antistof-lægemiddel-konjugat, der leverer kemoterapi direkte til kræftceller, brugt sammen med bendamustin og rituximab
  • Tafasitamab (Monjuvi) kombineret med lenalidomid til patienter, der ikke er egnede til transplantation
  • Rituximab kombineret med lenalidomid (Revlimid) som en kemoterapifri mulighed
• Bispecifikke antistoffer
  • Epcoritamab (Epkinly), der forbinder kræftceller med immunceller
  • Glofitamab (Columvi), der virker gennem lignende mekanismer for at engagere immunsystemet
• CAR T-celle terapi
  • Axicabtagene ciloleucel (Yescarta), genetisk modificerede immunceller, der målretter CD19 på lymfomceller
  • Tisagenlecleucel (Kymriah), et andet godkendt CAR T-celle produkt
  • Lisocabtagene maraleucel (Breyanzi), der tilbyder lignende mekanisme med potentielt anderledes toksicitetsprofil
• Stamcelletransplantation
  • Autolog stamcelletransplantation ved brug af patientens egne celler efter højdosis kemoterapi
  • Allogen stamcelletransplantation ved brug af donorceller i udvalgte tilfælde
• Checkpoint-hæmmere
  • Pembrolizumab (Keytruda) til primær mediastinal storcellet B-celle lymfom undertype
• Andre målrettede terapier
  • Selinexor (Xpovio), en nukleær eksport-hæmmer