Unge mennesker i teenageårene kan også udvikle endometriose, og forekomsten blandt unge med kraftige menstruationssmerter, som ikke reagerer på medicin, anslås at være mellem 50% og 75%^[11]. Hvis du har en familiehistorie med endometriose – hvilket vil sige at din mor, bedstemor eller søster har tilstanden – bør du være særligt opmærksom på symptomer og diskutere din risiko med en læge^[3].

Klassiske diagnostiske metoder

At diagnosticere endometriose er ofte udfordrende fordi symptomerne kan ligne andre tilstande som bækkenbetændelse, irritabel tyktarm eller æggesto kscyster^[4]. Diagnoseprocessen begynder typisk med en grundig samtale med din læge om dine symptomer og sygehistorie. Din læge vil stille detaljerede spørgsmål om din menstruationscyklus, herunder smerteintensiteten og timingen af smerter, hvor kraftig din blødning er, og eventuelle relaterede symptomer^[2].

En fysisk undersøgelse er et vigtigt tidligt skridt i diagnoseprocessen. Under denne undersøgelse kan din læge foretage en intern vaginal undersøgelse for at kontrollere dit bækkenområde og mave for eventuelle abnormiteter eller ømme steder^[4]. Selvom denne undersøgelse kan give værdifuld information, vil den måske ikke afsløre endometriose hvis vævsvæksten er lille eller placeret i områder, der er svære at mærke.

Blodprøver kan bestilles for at tjekke for anæmi, som er en tilstand hvor du ikke har nok sunde røde blodlegemer, ofte forårsaget af kraftig menstruationsblødning^[4]. Der findes dog i øjeblikket ingen specifik blodprøve, der definitivt kan diagnosticere endometriose. Blodprøver bruges hovedsageligt til at udelukke andre tilstande eller til at vurdere virkningen af kraftig blødning på dit generelle helbred.

Ultralyd er ofte den første billeddiagnostiske undersøgelse, der anbefales når endometriose mistænkes^[11]. Denne undersøgelse bruger lydbølger til at skabe billeder af det indre af din krop. En transvaginal ultralyd, hvor en lille enhed forsigtigt placeres inde i skeden, kan give tydeligere billeder af dine reproduktive organer end en ultralyd, der udføres på ydersiden af maven^[2]. Ultralyd er særligt nyttig til at identificere væskefyldte sække på æggestokkene kaldet endometriomer, nogle gange omtalt som “chokoladecyster” på grund af deres mørke, blodfyldte udseende^[5].

Når dybere former for endometriose mistænkes – særligt når vævet er vokset ind i organer som blæren eller tarmen – kan læger anbefale en magnetisk resonans-skanning (MR-skanning)^[11]. En MR-skanning bruger kraftige magneter og radiobølger til at skabe detaljerede billeder af blødt væv i din krop. Denne undersøgelse er dyrere og mere tidskrævende end ultralyd, men den giver mere detaljeret information om placeringen og omfanget af endometrievævsvækst.

Desværre kan den mest overfladiske endometriose – som viser sig som små pletter på overfladen af organer – ikke ses tydeligt på billeddiagnostiske undersøgelser^[8]. Dette er en af grundene til at diagnosen kan være så vanskelig. Vævsvæksten kan være for lille eller flad til at vise sig på scanninger, selv når de forårsager betydelige smerter.

Den eneste definitive måde at bekræfte endometriose på er gennem en kirurgisk procedure kaldet laparoskopi^[2]. Under denne procedure laver en kirurg et lille snit i din mave og indsætter et tyndt rør med et kamera fastgjort, hvilket giver dem mulighed for at se direkte på dine bækkenorganer. Hvis kirurgen ser områder med endometriose, kan de tage små prøver af væv (en biopsi) til at undersøge under mikroskop, hvilket giver 100% bekræftelse af diagnosen^[8]. I mange tilfælde kan kirurgen også fjerne områder med endometriose under samme procedure, hvilket potentielt kan give lindring af symptomerne.

Men ikke alle kvinder med mistænkt endometriose behøver at få foretaget en operation med det samme. Mange gynækologiske organisationer anbefaler nu at forsøge empirisk behandling – hvilket betyder behandling baseret alene på symptomer, uden kirurgisk bekræftelse – som en første tilgang^[11]. Hvis medicin hjælper med at kontrollere dine symptomer, kan du måske helt undgå operation. Kirurgi forbeholdes typisk tilfælde hvor medicin ikke virker, når en definitiv diagnose haster, eller når en kvinde forsøger at blive gravid og har brug for at få fjernet væv for at forbedre hendes chancer.

Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg

Når kvinder med endometriose overvejer at deltage i kliniske forsøg, skal de typisk gennemgå specifikke diagnostiske undersøgelser for at bekræfte at de opfylder undersøgelsens krav. Kliniske forsøg er forskningsstudier der tester nye behandlinger eller tilgange til håndtering af endometriose, og det er afgørende at have standardiserede måder at identificere og måle sygdommen på for at sikre at studieresultaterne er pålidelige og meningsfulde.

De fleste kliniske forsøg kræver at deltagerne har en bekræftet diagnose af endometriose, hvilket normalt betyder at de skal have haft en laparoskopi med vævsprøver undersøgt under mikroskop^[5]. Denne kirurgiske bekræftelse sikrer at forskerne studerer mennesker der virkelig har tilstanden, snarere end dem med lignende symptomer fra andre årsager. Nogle studier kan acceptere deltagere der har fået bekræftet endometriose inden for en bestemt tidsramme, såsom inden for de seneste fem år, mens andre kan kræve nyere bekræftelse.

Billeddiagnostiske undersøgelser som ultralyd eller MR-skanning bruges ofte i kliniske forsøg til at vurdere størrelsen og placeringen af endometrievækst før behandlingen begynder og til at overvåge ændringer under studiet^[2]. Disse udgangsmålinger hjælper forskerne med at bestemme om en ny behandling virker ved at sammenligne billeder taget på forskellige tidspunkter i studiet. For eksempel hvis et forsøg tester en ny medicin, kan læger bruge ultralyd til at måle størrelsen af æggestokscyster ved behandlingens start og derefter gentage testen efter flere måneder for at se om cysterne er skrumpet.

Smertevurdering er en anden kritisk komponent af diagnostik i kliniske forsøg. Forskere har brug for objektive måder at måle smerteniveauer på så de kan bestemme om en behandling hjælper. Mange forsøg bruger standardiserede smerteskalaer hvor deltagerne bedømmer deres smerte på en nummerskala, såsom 0 til 10, hvor 0 er ingen smerte og 10 er den værste smerte man kan forestille sig. Deltagerne kan blive bedt om at udfylde smertedagbøger hvor de registrerer deres daglige smerteniveauer og noterer hvornår smerter forstyrrer aktiviteter som arbejde, motion eller søvn.

Blodprøver kan bruges i kliniske forsøg til at måle hormonniveauer eller til at lede efter markører for betændelse i kroppen. Selvom der ikke findes en specifik blodprøve der kan diagnosticere endometriose, kan visse blodmarkører hjælpe forskerne med at forstå hvordan sygdommen påvirker kroppen og om en behandling reducerer betændelse. Forskere arbejder aktivt på at udvikle blodprøver der kunne diagnosticere endometriose uden operation, men ingen har vist sig pålidelige nok til rutinemæssig klinisk brug endnu.

Vurderinger af livskvalitet er også standard i kliniske forsøg med endometriose. Disse er spørgeskemaer der spørger om hvordan sygdommen påvirker forskellige aspekter af dagligdagen, herunder fysisk funktionsevne, følelsesmæssigt velbefindende, sociale relationer, arbejdsproduktivitet og seksuel sundhed. Ved at måle ændringer i livskvalitet gennem studiet kan forskere bestemme om en ny behandling ikke kun reducerer smerte men også hjælper mennesker med at leve bedre, mere opfyldende liv.

Nogle kliniske forsøg kan omfatte yderligere specialiserede undersøgelser afhængigt af hvad der bliver studeret. For forsøg der fokuserer på fertilitet skal deltagerne måske have deres æggeledere undersøgt for at bestemme om de er blokerede, eller de kan have brug for blodprøver til at tjekke hormonniveauer relateret til ægløsning. Forsøg der studerer endometrioses virkning på tarmen eller blæren kan kræve specialiseret billeddiagnostik eller procedurer til at undersøge disse organer mere nøje.

Før tilmelding til ethvert klinisk forsøg gennemgår potentielle deltagere en screeningsproces for at sikre at de opfylder alle undersøgelsens kriterier. Denne screening involverer typisk gennemgang af lægejournaler, udførelse af fysiske undersøgelser og gennemførelse af de nødvendige diagnostiske undersøgelser. Målet er at skabe grupper af deltagere der er ens med hensyn til sygdomsalvorlighed og andre vigtige karakteristika, hvilket gør det lettere at bestemme om forskelle i resultaterne skyldes den behandling der testes snarere end forskelle mellem personerne i studiet.