Introduktion: Hvornår bør man søge diagnostisk undersøgelse
Hvis du oplever rygsmerter, som startede før du blev 45 år, og som har varet i mere end tre måneder, kan det være tid til at overveje at blive testet for aksial spondyloartritis. Dette er særligt vigtigt, hvis dine smerter har visse karakteristiske egenskaber, der adskiller dem fra almindelige rygproblemer. Mange mennesker med axSpA bemærker, at deres ubehag udvikler sig langsomt over uger eller måneder, snarere end at det opstår pludseligt efter en skade eller overbelastning.[1]
Mønsteret i dine smerter kan give vigtige fingerpeg. Hvis din rygstivhed er særligt udtalt, når du først vågner om morgenen, eller hvis dine smerter faktisk føles bedre, når du bevæger dig og dyrker motion, i stedet for når du hviler, er det tegn, der bør få dig til at søge lægehjælp. På samme måde, hvis ubehaget forværres om natten eller i perioder med inaktivitet, eller hvis det spreder sig til hofter eller balder, bliver det endnu vigtigere at søge en diagnostisk vurdering.[1]
Unge voksne, inklusive teenagere og personer i tyverne, bør være særligt opmærksomme på disse symptomer. Aksial spondyloartritis begynder typisk i denne livsfase, selvom alle kan udvikle tilstanden. Sygdommen rammer omkring 1 ud af 100 mennesker på verdensplan og forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder, selvom visse former kan være mere synlige hos det ene køn end det andet.[1][6]
Ud over rygsmerter er der andre symptomer, der bør få dig til at søge diagnostisk undersøgelse. Nogle mennesker med axSpA oplever inflammation i andre dele af kroppen, hvilket ved første øjekast kan virke urelateret til ledproblemer. Øjenbetændelse kaldet uveitis (som er, når indersiden af øjet bliver betændt) kan forårsage øjensmerter, rødme og lysfølsomhed. Fordøjelsesproblemer såsom diarré, hudlidelser som psoriasis (en tilstand, der forårsager røde, skællende pletter på huden), eller hævelse i fingre, tæer eller hæle kan også forekomme sammen med rygsymptomer.[1][2]
Klassiske diagnostiske metoder
Fysisk undersøgelse og sygehistorie
Diagnosticeringen af aksial spondyloartritis begynder typisk med en grundig fysisk undersøgelse udført af en læge, ofte en specialist i led- og inflammatoriske sygdomme kaldet en reumatolog (en læge, der specialiserer sig i sygdomme i led, muskler og knogler). Under denne undersøgelse vil din læge tjekke dine vitale tegn, som inkluderer basale målinger som blodtryk, puls og temperatur. Disse giver generel information om din overordnede helbredstilstand.[1]
Din sygehistorie spiller en afgørende rolle i diagnosticeringen. Din læge vil stille detaljerede spørgsmål om karakteren af dine smerter, hvornår de startede, hvad der gør dem bedre eller værre, og hvordan de påvirker dine daglige aktiviteter. De vil gerne vide, om nogen i din familie har haft lignende problemer, da aksial spondyloartritis ofte er arvelig. Specialisten vil også spørge om andre symptomer, du måske oplever i forskellige dele af kroppen, såsom dine øjne, hud eller fordøjelsessystem.[1][7]
Under den fysiske undersøgelse vil din læge vurdere din rygsøjles fleksibilitet og bevægelsesområde. De kan bede dig om at bøje dig fremad, bagud og til siderne for at se, hvor let din rygsøjle bevæger sig. De vil også undersøge specifikke led, især hvor din rygsøjle forbindes med dit bækken, et område kaldet sakroiliakaleddene (leddene, der forbinder den nederste del af din rygsøjle med dine hofteben). Ømhed eller begrænset bevægelse i disse områder kan tyde på inflammation typisk for axSpA.[3]
Blodprøver
Blodprøver er en vigtig del af den diagnostiske proces, selvom de alene ikke kan bekræfte aksial spondyloartritis. Din læge vil sandsynligvis bestille flere forskellige blodprøver for at lede efter tegn på inflammation og genetiske markører forbundet med tilstanden.[1]
En af de mest almindeligt testede markører er HLA-B27-genet (en genetisk markør, der ofte findes hos mennesker med aksial spondyloartritis). De fleste mennesker med axSpA bærer dette gen, og en positiv test for det kan støtte en diagnose. Men forholdet mellem dette gen og sygdommen er ikke ligetil. Mange mennesker, der har HLA-B27-genet, udvikler aldrig axSpA, og nogle mennesker med tilstanden har slet ikke genet. Derfor betyder det ikke nødvendigvis, at du vil få sygdommen, hvis du har dette gen, og at ikke have det udelukker heller ikke sygdommen.[1][2]
En anden blodprøve leder efter C-reaktivt protein (et stof i dit blod, der stiger, når der er inflammation i din krop), ofte forkortet CRP. Når der er inflammation til stede et eller andet sted i din krop, stiger niveauet af dette protein i dit blodomløb. Forhøjede CRP-niveauer kan indikere, at inflammation forekommer, hvilket støtter diagnosen af en inflammatorisk tilstand som axSpA. Ikke alle med axSpA har dog forhøjet CRP, så normale niveauer udelukker ikke diagnosen.[1]
Ligesom CRP kan læger også tjekke din erytrocytsedimentationshastighed (en test, der måler, hvor hurtigt røde blodlegemer bundfælder sig i et reagensglas, hvilket kan indikere inflammation), eller ESR, som er en anden markør for inflammation. Disse tests hjælper med at opbygge et komplet billede, men skal fortolkes sammen med andre fund.[7]
Billeddannende undersøgelser
Billeddannende undersøgelser er afgørende for diagnosticering af aksial spondyloartritis, fordi de giver læger mulighed for at se inflammation eller skade i din rygsøjle og relaterede led, som ikke kan opdages gennem fysisk undersøgelse alene. To hovedtyper af billeddannelse bruges: røntgenbilleder og MR-scanninger.[1]
Røntgenbilleder af rygsøjlen og bækkenet har traditionelt været standardmetoden til diagnosticering af axSpA. De kan vise strukturelle ændringer i knoglerne, især i sakroiliakaleddene, hvor rygsøjlen møder bækkenet. Når inflammation har været til stede i nogen tid, kan den forårsage synlig skade på røntgenbilleder, en tilstand kaldet sakroiliitis (inflammation af sakroiliakaleddene synlig på røntgenbilleder). Når disse ændringer er tydeligt synlige på røntgenbilleder, kan læger diagnosticere tilstanden som ankyloserende spondylitis (en form for aksial spondyloartritis, hvor knogleskade kan ses på røntgenbilleder), som også kaldes radiografisk aksial spondyloartritis.[1][2][3]
Røntgenbilleder har dog en vigtig begrænsning. De kan kun vise skade, der allerede er sket på knoglerne, hvilket kan tage måneder eller endda år at udvikle. I de tidlige stadier af sygdommen kan inflammation være aktiv og forårsage symptomer, men ingen knogleændringer er synlige endnu på røntgenbilleder. Dette betyder, at et normalt røntgenbillede ikke nødvendigvis betyder, at du ikke har aksial spondyloartritis.[7][8]
Det er her, magnetisk resonans billeddannelse, eller MR, bliver særligt værdifuld. MR-scanninger bruger kraftige magneter og radiobølger til at skabe meget detaljerede billeder af kroppens blødt væv. I modsætning til røntgenbilleder kan MR opdage inflammation i rygsøjlen og sakroiliakaleddene meget tidligere, ofte år før nogen knogleskade viser sig. Dette gør MR særligt nyttig til at diagnosticere mennesker, der har symptomer på axSpA, men hvis røntgenbilleder ser normale ud.[1][2]
Når nogen har symptomerne og andre tegn på aksial spondyloartritis, men deres røntgenbilleder ikke viser knogleændringer, kan læger diagnosticere ikke-radiografisk aksial spondyloartritis (en form for aksial spondyloartritis, hvor røntgenbilleder ikke viser knogleskade, men symptomer og muligvis MR viser inflammation), ofte forkortet nr-axSpA. Omkring 7 ud af 10 mennesker med nr-axSpA vil have synlig inflammation på MR, selvom deres røntgenbilleder ser normale ud. Interessant nok har omkring 3 ud af 10 mennesker med nr-axSpA måske ikke engang inflammation synlig på MR på trods af at have symptomer. Årsagerne til dette er ikke fuldt forståede og kan relatere sig til følsomheden af MR-teknologien eller timingen af, hvornår scanningen udføres.[4][8]
Det er vigtigt at forstå, at radiografisk og ikke-radiografisk aksial spondyloartritis ikke er separate sygdomme. De eksisterer på et spektrum af den samme tilstand. Nogen med nr-axSpA kan i sidste ende udvikle synlige ændringer på røntgenbilleder og blive omklassificeret til at have ankyloserende spondylitis, selvom ikke alle udvikler sig på denne måde. Begge former forårsager reelle symptomer og kræver korrekt behandling.[7][8]
At skelne axSpA fra andre tilstande
En af udfordringerne ved at diagnosticere aksial spondyloartritis er, at rygsmerter er ekstremt almindelige, og de fleste rygsmerter skyldes ikke inflammatorisk gigt. Mange mennesker besøger praktiserende læger, ortopæder og fysioterapeuter med klager over kroniske lænderygsmerter, der kan skyldes uspecifikke mekaniske problemer, såsom muskelforstrækning, diskusprolaps eller aldersrelateret slitage. Disse tilstande er normalt langt mere almindelige end axSpA.[7]
Læger bruger flere træk til at skelne inflammatoriske rygsmerter fra mekaniske rygsmerter. I modsætning til mekaniske smerter begynder inflammatoriske rygsmerter typisk gradvist, forbedres med motion, forværres med hvile, ledsages af betydelig morgenstivhed, der varer mere end 30 minutter, og vækker ofte personen i anden halvdel af natten. Smerten ved axSpA er også kronisk, hvilket betyder, at den vedvarer i mindst tre måneder, og begynder normalt før 45-årsalderen.[3][7]
Den diagnostiske proces indebærer omhyggeligt at overveje al informationen sammen: dine symptomer, resultaterne af din fysiske undersøgelse, blodprøvefund og billeddannende resultater. Kun ved at se på dette komplette billede kan læger præcist diagnosticere aksial spondyloartritis og skelne det fra andre årsager til rygsmerter.[1]
Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg
Når forskere udfører kliniske forsøg for at teste nye behandlinger for aksial spondyloartritis, skal de bruge standardiserede kriterier til at beslutte, hvilke patienter der kan deltage. Disse kriterier sikrer, at alle deltagere virkelig har den tilstand, der studeres, og at resultaterne kan sammenlignes pålideligt på tværs af forskellige undersøgelser.[7]
De mest anvendte klassifikationskriterier for kliniske forsøg kommer fra en international gruppe kaldet Assessment of SpondyloArthritis international Society, forkortet ASAS. I 2009 udviklede ASAS specifikke kriterier til klassificering af aksial spondyloartritis, som er blevet standarden for forskningsundersøgelser.[7]
For at kvalificere sig til de fleste kliniske forsøg skal deltagerne først have kroniske rygsmerter, der har varet i mindst tre måneder og startede før 45-årsalderen. Dette er det grundlæggende symptom, der fører til yderligere evaluering. Ud over dette grundlæggende krav skal patienterne opfylde yderligere kriterier, der falder i to hovedkategorier: billeddannende fund og kliniske træk.[7]
På billeddannelsessiden kræver forsøgsdeltagelse ofte bevis for sakroiliitis (inflammation eller skade i sakroiliakaleddene) synlig på røntgenbilleder eller MR. For røntgenbilleder er der specifikke graderingssystemer, der definerer, hvilken grad af ændring der kvalificerer som definitiv sakroiliitis. For MR leder forskere efter aktiv inflammation i sakroiliakaleddene eller rygsøjlen. At have dette billeddannende bevis er ofte essentielt for deltagelse i undersøgelser af radiografisk aksial spondyloartritis eller ankyloserende spondylitis.[7]
For undersøgelser, der optager patienter med ikke-radiografisk aksial spondyloartritis, kan kravene være lidt anderledes. Disse forsøg accepterer måske patienter, hvis røntgenbilleder er normale eller kun viser minimale ændringer, så længe der er andre stærke indikatorer for sygdommen. Dette kunne omfatte en positiv HLA-B27-gentest kombineret med flere kliniske træk typisk for axSpA, såsom inflammatoriske rygsmerter, smerte i balderne, der skifter fra side til side, inflammation af sener, hvor de fæster til knogler (kaldet entesitis), øjenbetændelse, psoriasis eller inflammatorisk tarmsygdom.[7][8]
Blodprøver spiller en vigtig rolle i forsøgskvalificering. De fleste undersøgelser kræver dokumentation af HLA-B27-genstatussen, da dette er en del af de diagnostiske kriterier. Nogle forsøg måler også inflammatoriske markører som C-reaktivt protein eller erytrocytsedimentationshastighed for at bekræfte, at aktiv inflammation er til stede. I nogle tilfælde søger forsøg specifikt patienter med forhøjede inflammatoriske markører, fordi disse personer kan reagere anderledes på visse behandlinger.[1][7]
Kliniske forsøg bruger også forskellige vurderingsværktøjer til at måle sygdomsaktivitet og afgøre, om nogens tilstand er alvorlig nok til at berettige deltagelse. Et almindeligt værktøj er Bath Ankylosing Spondylitis Disease Activity Index, eller BASDAI, som bruger patientrapporterede oplysninger om smerte, stivhed og træthed til at beregne en sygdomsaktivitetsscore. Forsøg kræver ofte, at deltagerne har en BASDAI-score over en vis tærskel, typisk 4 eller højere på en skala fra 0 til 10, for at sikre, at de har aktiv sygdom, der kan have gavn af den behandling, der studeres.[19]
Fysisk funktion evalueres ved hjælp af målinger som Bath Ankylosing Spondylitis Functional Index, eller BASFI, som vurderer, hvor godt mennesker kan udføre daglige aktiviteter på trods af deres tilstand. Tilsvarende kan spinal mobilitet måles ved hjælp af specifikke tests, der evaluerer, hvor langt du kan bøje dig fremad, eller hvor meget din rygsøjle kan bevæge sig i forskellige retninger. Disse objektive målinger hjælper forskere med at spore, om en behandling gør en meningsfuld forskel.[19]
Mange kliniske forsøg har også eksklusionskriterier baseret på diagnostiske fund. For eksempel kan forsøg udelukke mennesker, der tidligere har taget visse lægemidler, dem med bevis for andre autoimmune sygdomme eller personer med unormale blodprøveresultater, der tyder på andre sundhedsproblemer. Billeddannende undersøgelser gennemgås omhyggeligt for at sikre, at knogleskade eller andre ændringer er i overensstemmelse med axSpA og ikke forårsaget af andre tilstande som slidgigt eller tidligere skader.[7]
De diagnostiske procedurer, der bruges i kliniske forsøg, er ofte mere omfattende end det, du måske oplever under rutinemæssig pleje. Forskere har brug for detaljerede baseline-oplysninger for nøjagtigt at måle, hvor godt en behandling virker. Dette betyder, at forsøgsdeltagere typisk gennemgår omfattende blodprøvetagning, detaljerede billeddannende undersøgelser og grundige fysiske undersøgelser ved starten af undersøgelsen. Disse samme tests gentages derefter med jævne mellemrum gennem hele forsøget for at spore ændringer over tid.[10]
