Indholdsfortegnelse

• Hvad er cyclophosphamid?
• Anvendelse i kræftbehandling
• Metronomisk kemoterapi
• Stamcelletransplantation
• Kombinationsbehandlinger
• Behandling af autoimmune sygdomme
• Dosering og administration
• Sikkerhed og bivirkninger

Hvad er cyclophosphamid?

Cyclophosphamid er et alkylerende cytostatikum, som betyder at det er en type kemoterapi der virker ved at beskadige DNA i celler^[1]. Lægemidlet forhindrer celler i at dele sig og vokse, hvilket er særligt effektivt mod hurtig-delende kræftceller^[2]. Cyclophosphamid er også kendt under handelsnavne som Cytoxan og Endoxan^[3].

Lægemidlet blev først udviklet i 1950’erne og har siden været en hjørnesten i kræftbehandling^[4]. Det er på WHO’s liste over essentielle lægemidler og bruges til behandling af mange forskellige sygdomme^[5].

Anvendelse i kræftbehandling

I kliniske forsøg bruges cyclophosphamid til behandling af en bred vifte af kræfttyper:

Hæmatologiske kræftformer

Multipelt myelom er en af de hyppigste anvendelser af cyclophosphamid i kliniske forsøg^[1]. Lægemidlet kombineres ofte med carfilzomib og dexamethason (CCd-regime) som induktionsbehandling^[4]. Forsøg viser, at denne kombination kan give høje responsrater hos nydiagnosticerede patienter^[5].

Ved kronisk lymfatisk leukæmi (CLL) undersøges cyclophosphamid i kombinationer som pentostatin, cyclophosphamid og rituximab (PCR)^[6]. Ved lymfom indgår det i standardregimer som CHOP (cyclophosphamid, doxorubicin, vincristin, prednison)^[7].

Solide tumorer

Brystkræft er en anden vigtig indikation for cyclophosphamid^[8]. Det bruges både som adjuvant behandling efter operation og som neoadjuvant behandling før operation^[9]. Klassiske kombinationer inkluderer FEC (fluorouracil, epirubicin, cyclophosphamid) efterfulgt af paclitaxel^[10].

Ved sarkom og neuroblastom hos børn kombineres cyclophosphamid med andre lægemidler som topotecan og bevacizumab^[11]. Disse forsøg fokuserer på at finde effektive behandlinger for aggressive børnekræftformer^[12].

Metronomisk kemoterapi

Metronomisk kemoterapi er en relativt ny tilgang hvor cyclophosphamid gives i lave doser kontinuerligt i stedet for høje doser med pauser^[13]. Denne metode har flere potentielle fordele:

• Færre alvorlige bivirkninger sammenlignet med konventionel kemoterapi^[14]
• Hæmning af angiogenese (dannelse af nye blodkar til tumorer)^[15]
• Stimulering af immunsystemet til at bekæmpe kræft^[9]
• Mulighed for længerevarende behandling^[13]

I forsøg med triple-negative brystkræft gives metronomisk cyclophosphamid (60 mg/m²/dag) sammen med ugentlig doxorubicin^[9]. Ved metastatisk colorektal kræft kombineres det med capecitabin og methotrexat i et kontinuerligt regime^[14].

Stamcelletransplantation

Cyclophosphamid spiller en central rolle i konditionering før stamcelletransplantation^[16]. Konditionering er den intensive behandling som patienter får for at forberede kroppen til at modtage donorens stamceller.

Myeloablative regimer

Ved myeloablative konditionering gives høje doser cyclophosphamid sammen med andre lægemidler som fludarabin og busulfan^[17]. Denne intensive behandling ødelægger patientens knogle marv helt og kræver stamcelletransplantation for at redde patienten^[18].

Reduceret intensitet regimer

Non-myeloablative eller reduceret intensitet konditionering bruger lavere doser^[19]. Dette gør behandlingen mere sikker for ældre patienter eller dem med andre helbredsproblemer^[20].

Post-transplantations cyclophosphamid

En innovativ tilgang er at give cyclophosphamid efter transplantationen for at forebygge graft-versus-host sygdom (GVHD)^[21]. Dette gør haploidentisk transplantation (fra familiemedlemmer der kun matcher halvdelen af vævstyperne) mulig^[22].

Kombinationsbehandlinger

Cyclophosphamid bruges sjældent alene men kombineres med andre lægemidler for at øge effekten:

Med immunterapi

Rituximab er et monoklonalt antistof der ofte kombineres med cyclophosphamid^[23]. Denne kombination bruges ved lymfom og autoimmune sygdomme^[24]. Rituximab hjælper immunsystemet med at genkende og ødelægge B-celler^[25].

Med proteasom-hæmmere

Carfilzomib er en ny type lægemiddel kaldet en proteasom-hæmmer^[1]. I kombination med cyclophosphamid og dexamethason viser det lovende resultater ved multipelt myelom^[4].

Med angiogenese-hæmmere

Bevacizumab blokerer dannelsen af nye blodkar til tumorer^[11]. I kombination med cyclophosphamid og topotecan undersøges det som behandling for Ewings sarkom og neuroblastom^[12].

Behandling af autoimmune sygdomme

Cyclophosphamid bruges også til behandling af autoimmune sygdomme hvor immunsystemet angriber kroppens egne væv:

Lupus nephritis

Ved lupus nephritis (nyrebetændelse forårsaget af lupus) sammenlignes cyclophosphamid med mycophenolat mofetil som induktionsbehandling^[26]. Begge lægemidler kan hjælpe med at dæmpe immunsystemet og beskytte nyrerne^[27].

Membranous nephropathy

Ved primær membranous nephropathy (en type nyresygdom) kombineres cyclophosphamid med kortikosteroider i et cyklisk regime^[23]. Dette sammenlignes med nyere behandlinger som tacrolimus og rituximab^[23].

Pemphigus

Ved pemphigus (en sjælden hudsygdom) undersøges kombinationen af rituximab og cyclophosphamid^[24]. Målet er at opnå remission med færre bivirkninger end traditionel steroidbehandling^[24].

Dosering og administration

Doseringen af cyclophosphamid varierer enormt afhængigt af den specifikke anvendelse:

Lave doser

• Metronomisk behandling: 50-100 mg dagligt gennem munden^[13]
• Immunsuppression: 1-3 mg/kg/dag^[28]

Moderate doser

• Kombinations-kemoterapi: 300-750 mg/m² hver 3. uge^[1]
• Ugentlige regimer: 100-300 mg/m² ugentligt^[4]

Høje doser

• Konditionering: 50-60 mg/kg/dag i 2-4 dage^[16]
• Post-transplant GVHD profylakse: 50 mg/kg dag +3 og +4^[21]

Administrationsmåder

Cyclophosphamid kan gives på flere måder:

• Intravenøst: For høje doser og hospitalsbehandling^[8]
• Oralt: Som tabletter for vedligeholdelsesbehandling^[29]
• Som infusion: Over 1-2 timer for at reducere bivirkninger^[10]

Sikkerhed og bivirkninger

Som alle kemoterapeutiske lægemidler kan cyclophosphamid forårsage bivirkninger. I kliniske forsøg overvåges patienterne nøje:

Hæmatologiske bivirkninger

• Neutropeni: Lavt antal hvide blodlegemer øger infektionsrisiko^[1]
• Trombocytopeni: Lavt antal blodplader kan forårsage blødninger^[4]
• Anæmi: Lavt antal røde blodlegemer forårsager træthed^[28]

Gastrointestinale bivirkninger

• Kvalme og opkastning: Almindelige men kan behandles med medicin^[13]
• Mukositis: Betændelse i mund og tarm^[30]
• Diarré: Kan kræve væskebehandling^[14]

Langtidsrisici

• Sekundære kræftformer: Risiko for at udvikle ny kræft efter behandling^[31]
• Infertilitet: Kan påvirke frugtbarheden^[32]
• Hæmorrhagisk cystitis: Blærebetændelse ved høje doser^[17]

Overvågning i forsøg

I kliniske forsøg får patienterne regelmæssige blodprøver og undersøgelser for at opdage bivirkninger tidligt^[33]. Dosisbegrænsende toksicitet definerer hvor høje doser der kan gives sikkert^[12].