Primær myelofibrose er en kronisk knoglemarvssygdom, der påvirker produktionen af blodceller. I denne artikel præsenterer vi igangværende kliniske forsøg, der undersøger nye behandlingsmuligheder for patienter med denne tilstand, herunder kombinationsbehandlinger og medicin til patienter, der ikke har reageret optimalt på eksisterende terapier.
Igangværende kliniske forsøg for primær myelofibrose
Primær myelofibrose er en sjælden blodsygdom, hvor knoglemarven gradvist erstattes af arvæv, hvilket resulterer i nedsat produktion af blodceller. Dette fører til symptomer som træthed, svaghed, forstørret milt og behov for regelmæssige blodtransfusioner. I øjeblikket er der 8 kliniske forsøg i systemet for denne sygdom, og her præsenterer vi detaljerede oplysninger om disse undersøgelser.
Kliniske forsøg med nye behandlingsmuligheder
Undersøgelse af momelotinib og luspatercept til patienter med transfusionsafhængig myelofibrose
Placeringer: Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien
Dette forsøg undersøger en kombinationsbehandling med to lægemidler: momelotinib (en tablet taget oralt) og luspatercept (en injektion under huden). Undersøgelsen er rettet mod patienter, der er afhængige af blodtransfusioner på grund af deres myelofibrose. Hovedformålet er at vurdere, om denne kombination kan hjælpe patienterne med at opnå transfusionsuafhængighed over en 12-ugers periode inden for de første 24 ugers behandling.
Inklusionskriterier omfatter: Patienter skal være mindst 18 år, have bekræftet diagnose af primær myelofibrose eller post-polycytæmi vera/essentiel trombocytæmi myelofibrose, være højrisiko- eller mellemrisikoklassificeret, og have behov for regelmæssige transfusioner eller lave hæmoglobinniveauer. Kvinder i den fødedygtige alder skal have negativ graviditetstest og anvende effektiv prævention.
Behandlingsforløb: Deltagerne vil modtage kombinationsbehandlingen i op til 24 uger med regelmæssig overvågning af sundhedstilstand, bivirkninger og transfusionsbehov.
Undersøgelse af luspatercept til behandling af anæmi hos voksne med myelofibrose i JAK2-hæmmerbehandling, som kræver transfusioner
Placeringer: Østrig, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Polen, Rumænien, Spanien
Dette dobbeltblindede forsøg sammenligner luspatercept med placebo hos patienter, der allerede modtager JAK2-hæmmerbehandling. Formålet er at undersøge, om luspatercept kan reducere behovet for transfusioner hos patienter med myelofibrose-relateret anæmi. Behandlingen gives som subkutane injektioner, og patienterne fortsætter deres sædvanlige JAK2-hæmmerbehandling.
Inklusionskriterier: Patienter skal være mindst 18 år, have bekræftet myelofibrosediagnose, have behov for 4-12 enheder transfusioner over 12 uger, være i kontinuerlig JAK2-hæmmerbehandling i mindst 32 uger med stabil dosis i 16 uger, og have ECOG-performancescore på 2 eller mindre.
Primært mål: Opnå transfusionsfrihed over en sammenhængende 12-ugers periode inden for de første 24 uger af den blindede behandlingsperiode.
Undersøgelse af langtidssikkerhed ved luspatercept til patienter med myelodysplastisk syndrom, beta-thalassæmi eller myelofibrose, som tidligere har deltaget i luspatercept-forsøg
Placeringer: Bulgarien, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien, Holland, Spanien, Sverige
Dette åbne opfølgningsforsøg overvåger langtidssikkerheden ved luspatercept hos patienter, der tidligere har deltaget i andre luspatercept-forsøg. Undersøgelsen fokuserer på at monitorere eventuel progression til akut myeloid leukæmi eller udvikling af andre kræftformer. Deltagerne modtager luspatercept som subkutane injektioner i op til 360 dage med regelmæssige vurderinger.
Inklusionskriterier: Deltagere skal være mindst 18 år, tidligere have deltaget i et luspatercept-forsøg, fortsætte med at opfylde kravene fra det tidligere forsøg, og være villige til at følge besøgsplanen. Kvinder i den fødedygtige alder skal have to negative graviditetstests før behandlingsstart.
Undersøgelse af navtemadlin til patienter med myelofibrose, der er resistente over for JAK-hæmmere
Placeringer: Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Litauen, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien
Dette forsøg undersøger navtemadlin (også kendt som KRT-232) hos patienter med primær myelofibrose eller post-polycytæmi vera/essentiel trombocytæmi myelofibrose, som ikke har reageret godt på JAK-hæmmerbehandling. Deltagerne randomiseres til enten at modtage navtemadlin eller den bedst tilgængelige terapi. Hovedmålet er at måle reduktion i miltstørrelse ved uge 24.
Inklusionskriterier: Patienter skal være mindst 18 år, have bekræftet myelofibrosediagnose, være klassificeret som højrisiko eller mellemrisiko ifølge DIPSS, tidligere have prøvet JAK-hæmmerbehandling uden succes, have ECOG-performancescore på 2 eller mindre, og have TP53 vildtype myelofibrose.
Behandling: Navtemadlin gives oralt som tabletter med doser mellem 10-120 mg afhængigt af behandlingsarmen. Andre lægemidler som danazol, peginterferon alfa-2a, hydroxycarbamid, lenalidomid og prednison kan også anvendes.
Undersøgelse af sikkerhed og effektivitet af navtemadlin og ruxolitinib til patienter med myelofibrose, som har suboptimalt respons på ruxolitinib
Placeringer: Frankrig, Italien
Dette åbne fase 1b/2-forsøg undersøger kombinationen af navtemadlin (KRT-232) og ruxolitinib hos patienter, der ikke har opnået tilstrækkelig effekt af ruxolitinib alene. Undersøgelsen har til formål at bestemme den optimale dosis af KRT-232 i kombination med ruxolitinib og evaluere reduktion i miltstørrelse ved uge 24.
Inklusionskriterier: Voksne over 18 år med bekræftet diagnose af primær myelofibrose, post-polycytæmi vera myelofibrose eller post-essentiel trombocytæmi myelofibrose. Patienterne skal have været behandlet med ruxolitinib i mindst 18 uger med stabil dosis i 8 uger, have forstørret milt (mindst 5 cm under ribbensbuen eller volumen på mindst 450 cm³), og mindst 2 symptomer med score på mindst 1.
Behandling: Begge lægemidler tages oralt som tabletter. Navtemadlin-doseringen varierer mellem 10-60 mg eller 25-60 mg, mens ruxolitinib-dosen bestemmes baseret på tidligere behandling.
Undersøgelse af selinexor til patienter med tidligere behandlet myelofibrose
Placeringer: Italien, Spanien
Dette forsøg evaluerer effektiviteten og sikkerheden af selinexor sammenlignet med lægens valgte behandling hos patienter, der allerede har modtaget behandling for myelofibrose. Selinexor tages som en filmovertrukket tablet. Undersøgelsen vil overvåge effekterne på symptomer, miltstørrelse og generel sundhed gennem regelmæssige kontroller og billeddiagnostik.
Inklusionskriterier: Patienter skal have bekræftet myelofibrosediagnose, kreatininclearance over 15 ml/min, være mindst 18 år, have ECOG-performancescore på 2 eller mindre, blodpladetal på mindst 75 x 10⁹/l, og være blevet behandlet med JAK-hæmmere i mindst 6 måneder. Milten skal være målbart forstørret med volumen på 450 cm³ eller mere på MR- eller CT-scanning.
Virkningsmekanisme: Selinexor virker ved at blokere et protein, der hjælper kræftceller med at vokse og sprede sig, hvilket sigter mod at bremse eller stoppe sygdomsprogression.
Undersøgelse af tasquinimod til patienter med myelofibrose, som er refraktære eller intolerante over for JAK2-hæmmere
Placeringer: Tyskland, Holland
Dette tofasede forsøg tester tasquinimod i forskellige doser (0,25 mg, 0,5 mg og 1 mg) hos patienter, der ikke har reageret godt på eller ikke kan tåle JAK-hæmmerbehandling. Fase 1b fokuserer på at bestemme sikkerhed og finde den rette dosis, mens fase 2 evaluerer effektiviteten i at reducere miltstørrelse efter 24 ugers behandling.
Inklusionskriterier: Diagnose af primær myelofibrose, post-polycytæmi vera myelofibrose eller post-essentiel trombocytæmi myelofibrose baseret på knoglemarvsbiopsi ikke ældre end 6 måneder. Patienter skal have prøvet JAK-hæmmerbehandling uden succes eller være uegnede til sådan behandling, være klassificeret som mellemrisiko-1 med symptomer eller højere risiko, have milt mindst 5 cm under ribbensbuen, og være mindst 18 år.
Behandling: Tasquinimod-kapsler tages oralt én gang dagligt gennem hele undersøgelsen med regelmæssig overvågning af sikkerhed og effektivitet.
Undersøgelse af pacritinib til patienter med svær trombocytopeni ved myelofibrose
Placeringer: Bulgarien, Tjekkiet, Frankrig, Ungarn, Italien, Polen, Rumænien, Spanien
Dette forsøg undersøger pacritinib hos patienter med primær myelofibrose, post-polycytæmi vera myelofibrose eller post-essentiel trombocytæmi myelofibrose, som har svær trombocytopeni (lave blodpladeværdier). Undersøgelsen sammenligner pacritinib med lægens valgte behandling, som kan omfatte hydroxycarbamid, ruxolitinib, methylprednisolon, danazol, prednisolon eller dexamethason.
Inklusionskriterier: Patienter skal have en af de nævnte myelofibrosetyper, blodpladetal under 50.000 per mikroliter ved screening, være klassificeret som mellemrisiko-1, mellemrisiko-2 eller højrisiko ifølge Dynamic International Prognostic Scoring System, have palpabel miltforstørrelse på mindst 5 cm under ribbensbuen, og have total symptomscore på 10 eller mere. Deltagere skal være mindst 18 år med ECOG-performancescore på 0-2.
Primært mål: Evaluere reduktion i miltstørrelse og forbedring af symptomer efter 24 ugers behandling gennem MR- eller CT-scanninger og symptomvurderinger.
Sammenfatning
De præsenterede kliniske forsøg viser lovende nye behandlingsmuligheder for patienter med primær myelofibrose. Flere undersøgelser fokuserer på kombinationsbehandlinger, såsom momelotinib med luspatercept eller navtemadlin med ruxolitinib, hvilket kan give bedre resultater end monoterapi. Der er særlig fokus på patienter, der ikke har reageret optimalt på standard JAK-hæmmerbehandling.
Mange forsøg har som primært mål at reducere miltstørrelse og forbedre symptomer, samtidig med at de søger at mindske behovet for blodtransfusioner. Luspatercept undersøges i flere forsøg som et middel til at øge produktionen af røde blodlegemer og opnå transfusionsuafhængighed. For patienter med svær trombocytopeni tilbyder pacritinib-forsøget en specialiseret behandlingsmulighed.
Disse forsøg dækker mange europæiske lande, hvilket gør behandlingen tilgængelig for et bredt spektrum af patienter. Det er vigtigt at bemærke, at alle forsøg kræver omhyggelig overvågning af deltagerne for sikkerhed og effektivitet, og at inklusionskriterierne er specifikke for at sikre, at de rigtige patienter deltager i de relevante undersøgelser.
