Toc
- Oversigt over forsøgene
- Thalassæmi og arvelige anæmier
- Studier i myelodysplastisk syndrom (MDS)
- Studier i myelofibrose
- Langtidssikkerhed og opfølgning
- Hvordan resultater måles
Oversigt over forsøgene
De kliniske forsøg med Luspatercept undersøger behandling ved flere forskellige blodsygdomme, især tilstande med anæmi og behov for blodtransfusioner.[1][2] Forsøgene er hovedsageligt fase 2 og fase 3, og der findes også et fase 1-forsøg samt et lav-interventionsstudie.[1][3]
De vigtigste mål i studierne er at se, om behandlingen kan gøre deltagerne transfusionsuafhængige, mindske transfusionsbehovet eller øge hæmoglobin.[4][5] Nogle studier ser også på særlig sikkerhed over tid, og ét studie undersøger hjerneiltning med MRI.[6][7]
Thalassæmi og arvelige anæmier
Flere forsøg undersøger beta-thalassæmi hos både børn og voksne, samt alfa-thalassæmi og andre arvelige anæmier.[8][9][10] I det pædiatriske fase 2-studie i beta-thalassæmi er målet at finde den anbefalede dosis og at se på farmakokinetik, som betyder hvordan kroppen håndterer behandlingen.[8]
I alfa-thalassæmi-studiet sammenlignes effekt hos voksne og unge, og der måles både reduktion i transfusionsbyrde og stigning i hæmoglobin uden transfusioner.[9] Studiet i sjældne arvelige anæmier ser på, om transfusionsbehovet kan falde med mindst 33 %, eller om hæmoglobin kan stige over 12 uger.[10]
Det lille lav-interventionsstudie i non-transfusion dependent beta-thalassæmi undersøger, om en stigning i hæmoglobin på mindst 1 g/dL kan forbedre hjernens iltforbrug og iltning målt med MRI.[1] Det er et meget specifikt mål, som handler om, hvordan hjernen bruger ilt, ikke kun om blodtal.
Studier i myelodysplastisk syndrom (MDS)
En stor del af forsøgene handler om myelodysplastisk syndrom (MDS), især hos personer med lav, meget lav eller intermediær risiko.[2][4][11] Flere studier inkluderer kun patienter, der har blodmangel og kræver røde blodcelle-transfusioner, mens andre ser på patienter, som ikke længere behøver transfusioner.[4][5]
Ét fase 3-studie sammenligner Luspatercept med epoetin alfa hos ESA-naive patienter, altså personer som ikke tidligere har fået erythropoiesis-stimulerende behandling.[11] Her er det primære mål, om deltagerne kan være uden transfusioner i 12 uger og samtidig få en stigning i hæmoglobin på mindst 1,5 g/dL.[11]
Et andet fase 3-studie undersøger lavrisiko MDS hos patienter uden transfusionsbehov og sammenligner Luspatercept med epoetin alfa for at se, hvem der udvikler transfusionsafhængighed.[3] Her bruges begrebet konvertering til transfusionsafhængighed, som betyder at patienten på et tidspunkt får så mange transfusioner, at behovet bliver vedvarende.[3]
Et fase 2-studie fokuserer på MDS med del5q, hvor deltagerne er resistente, intolerante eller ikke egnede til tidligere behandlinger og stadig har brug for transfusioner.[4] Her måles transfusionsuafhængighed i 8 uger i de første 24 uger.[4]
Andre MDS-studier ser på patienter med ring sideroblaster, lav risiko og enten transfusionsbehov eller ingen transfusioner, og de vurderer især hæmatologisk respons, altså om blodproduktionen forbedres.[12][13][14]
Studier i myelofibrose
Der er også forsøg i myelofibrose, som er en knoglemarvssygdom, hvor marven bliver mere arvævsagtig og får sværere ved at lave blodceller normalt.[2][6] Ét fase 3-studie undersøger voksne med MPN-associeret myelofibrose, som samtidig får en JAK2-hæmmer og har behov for røde blodcelle-transfusioner.[2]
Det vigtigste mål i dette studie er, om deltagerne kan blive transfusionsfri i en sammenhængende 12-ugers periode.[2] Et andet fase 2-studie ser på Momelotinib sammen med Luspatercept hos personer med transfusionsafhængig myelofibrose og måler transfusionsuafhængighed ved uge 24.[7]
Langtidssikkerhed og opfølgning
Ét fase 3B rollover-studie følger deltagere, som allerede har været med i andre Luspatercept-forsøg, for at vurdere langtidssikkerhed.[6] Her ser forskerne blandt andet på bivirkninger, udvikling til højere risiko MDS, udvikling til akut myeloid leukæmi (AML) og andre kræftsygdomme eller forstadier til kræft.[6]
Dette er vigtigt, fordi lang opfølgning kan vise, om en behandling fortsat ser sikker ud, når den bruges over længere tid og hos personer, der allerede har deltaget i tidligere studier.[6]
Hvordan resultater måles
De fleste studier bruger mål, der handler om blod og transfusioner, for eksempel hæmoglobinstigning, erytroid respons og transfusionsuafhængighed.[4][9][10] Erytroid respons betyder, at kroppen laver flere røde blodceller eller får en tydelig forbedring i blodmangel.[10]
Nogle studier bruger også meget præcise målepunkter, som for eksempel en stigning i hæmoglobin på mindst 1,5 g/dL i mindst 8 uger eller en reduktion i transfusionsbyrde på mindst 33 %.[4][10] I ét studie måles desuden CMRO2, som er hjernens iltforbrug, ved en særlig MRI-teknik kaldet TRUST.[1]
Samlet set viser forsøgsprogrammet, at Luspatercept bliver undersøgt bredt i flere patientgrupper, men altid med fokus på blodmangel, transfusioner og sikkerhed.[1][2][6]
