Introduktion: Hvornår man bør søge diagnostisk undersøgelse
Enhver, der oplever pludselig brystsmerter eller ubehag i brystet, bør straks søge lægehjælp. Akut koronart syndrom venter ikke på et belejligt tidspunkt. Det kan ske uden forvarsel, selv når du hviler eller sidder stille derhjemme. Symptomerne viser sig typisk pludseligt og kræver øjeblikkelig vurdering.[1]
Du bør tage til skadestuen eller ringe efter en ambulance med det samme, hvis du mærker ubehag i brystet, som virker anderledes end noget, du har oplevet før. Dette er især vigtigt, hvis smerten føles som tryk, stramhed, brændende fornemmelse eller sammensnøring i dit bryst. Smerter, der spreder sig til din skulder, arm, hals, kæbe eller ryg, kræver også øjeblikkelig opmærksomhed.[2]
Kvinder, ældre voksne og personer med diabetes oplever ofte symptomer, der er mindre typiske, men lige så alvorlige. I stedet for tydelige brystsmerter kan du føle åndenød, kvalme, svedtendens, svimmelhed eller ekstrem træthed. Nogle mennesker beskriver det som en følelse af fordøjelsesbesvær eller halsbrand. Fordi disse symptomer kan være vage og subtile, er der behov for en høj grad af mistanke, især i disse grupper.[3]
Personer, der allerede har koronararteriesygdom, skal være særligt opmærksomme. Dette betyder, at du har en ophobning af fedtaflejringer, kaldet plak (en blanding af kolesterol, fedt og andre stoffer), i de arterier, der forsyner dit hjerte med blod. Hvis du er blevet diagnosticeret med denne tilstand, og dit sædvanlige brystubehag pludselig ændrer mønster, bliver mere alvorligt, sker oftere eller opstår i hvile i stedet for under aktivitet, kan dette signalere akut koronart syndrom.[1]
Risikofaktorer, der øger din chance for at udvikle akut koronart syndrom, omfatter rygning, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol, diabetes, at være mand, mangel på fysisk aktivitet, overvægt og dårlige kostvaner. En familiehistorie med hjertesygdom, især hvis en nær slægtning fik et hjerteanfald før 55 års alderen, øger også din risiko betydeligt.[3]
Klassiske diagnostiske metoder
Når du ankommer til hospitalet med symptomer, der tyder på akut koronart syndrom, vil det medicinske team straks begynde at undersøge dig. Akut koronart syndrom diagnosticeres som en nødsituation, og den anbefalede fremgangsmåde er at evaluere dig inden for få minutter efter din ankomst. Undersøgelserne er designet til at bekræfte, om du har en hjerterelateret hændelse, og til at bestemme, hvor alvorlig den er.[9]
Elektrokardiogram (EKG)
Elektrokardiogrammet er typisk den allerførste undersøgelse, du vil få. Medicinske retningslinjer anbefaler, at denne test bør udføres inden for 10 minutter efter ankomst til skadestuen. Den er så vigtig. EKG’et måler den elektriske aktivitet i dit hjerte ved hjælp af små klæbende plaster med sensorer, der fæstnes til dit bryst og nogle gange til dine arme eller ben.[3][9]
Denne hurtige, smertefri test skaber et billede af dit hjerterytmemønster. Læger leder efter specifikke ændringer i dette mønster for at forstå, hvad der sker inde i dit hjerte. En karakteristisk “pukkel” på EKG’et, som læger kalder en ST-segmentelevation, betyder normalt, at en af de hovedarterier, der forsyner dit hjerte, er fuldstændigt blokeret. Dette kaldes en STEMI (ST-segment elevation myokardieinfarkt), som er den mest alvorlige type hjerteanfald.[9]
Hvis EKG’et viser forskellige mønstre, ofte med fald i stedet for stigninger i visse dele af aflæsningen, tyder dette på, at arterien ikke er fuldstændigt blokeret, men blodgennemstrømningen er stadig alvorligt reduceret. Omkring 70% af personer med akut koronart syndrom har denne type mønster. Om dette repræsenterer et hjerteanfald eller ustabil angina,afhænger af andre testresultater, især blodprøver.[3]
EKG’et kan også hjælpe læger med at identificere den generelle placering af eventuelle blokeringer i dine hjertearterier ved at se på, hvilke dele af hjertet viser unormal elektrisk aktivitet. Denne information styrer beslutninger om din behandling.[9]
Blodprøver for hjertemarkører
Blodprøver er afgørende for at diagnosticere akut koronart syndrom. Når hjertemuskelceller er beskadiget, fordi de ikke får nok blod, frigiver de visse proteiner i dit blodomløb. De vigtigste af disse proteiner kaldes troponiner. Læger leder specifikt efter hjertetroponin I og hjertetroponin T, som er de foretrukne markører til at opdage skade på hjertemusklen.[6]
Troponinniveauerne begynder generelt at stige inden for 2 til 4 timer efter symptomstart, men i nogle tilfælde bliver de muligvis ikke unormale før efter op til 12 timer. Dette er grunden til, at læger ofte gentager blodprøver flere gange over en periode på timer. De leder efter et stigende mønster af troponinniveauer, hvilket stærkt tyder på vedvarende hjerteskade. Når troponinniveauerne først er forhøjede, kan de forblive høje i mere end 14 dage.[6]
Kombinationen af dine symptomer, EKG-resultater og troponin-blodprøver gør det muligt for dit sundhedsteam at klassificere din tilstand. Hvis du har ST-elevation på dit EKG og forhøjet troponin, har du en STEMI. Hvis dit EKG ikke viser ST-elevation, men dit troponin er forhøjet, har du en NSTEMI (ikke-ST-elevation myokardieinfarkt). Hvis dit troponin er normalt på trods af EKG-ændringer, kan du have ustabil angina, som stadig er meget alvorligt, fordi det hurtigt kan udvikle sig til et hjerteanfald.[9]
Fysisk undersøgelse og sygehistorie
Mens undersøgelserne kører, vil din læge undersøge dig og stille spørgsmål om dine symptomer og sygehistorie. Under den fysiske undersøgelse observerer læger ofte tegn på ubehag og svedtendens. De vil lytte til dit hjerte og dine lunger med et stetoskop. Hjertelyde er ofte normale, men nogle gange kan de høre ekstra lyde kaldet galop eller mislyde. Lungeundersøgelsen er normalt normal, medmindre du også udvikler hjertesvigt, i hvilket tilfælde der kan høres knitrende lyde.[3]
Din sygehistorie er lige så vigtig. Lægen vil stille detaljerede spørgsmål om, hvornår dine symptomer startede, hvad du lavede, da de begyndte, hvordan smerten føles, og om noget gør den bedre eller værre. De vil også spørge om risikofaktorer såsom rygning, diabetes, forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol og familiehistorie med hjertesygdom.[7]
Yderligere billeddiagnostik og test
Efter det indledende EKG og blodprøver kan der udføres andre undersøgelser for bedre at forstå din tilstand og for at vejlede behandlingsbeslutninger. En koronarangiografi er en af de vigtigste undersøgelser. Under denne procedure indsætter en læge et tyndt, fleksibelt rør kaldet et kateter i en blodåre, normalt i din lyske eller dit håndled, og fører det til dit hjerte. Et specielt farvestof injiceres derefter gennem røret ind i dine koronararterier.[9]
Farvestoffet gør dine arterier synlige på røntgenbilleder, hvilket giver læger mulighed for at se præcis, hvor blokeringerne er placeret, og hvor alvorlige de er. Denne test er særligt værdifuld, fordi nogle behandlinger, såsom at åbne blokerede arterier med en ballon eller placere et lille rør kaldet en stent for at holde arterien åben, kan udføres under samme procedure.[9]
Et ekkokardiogram bruger lydbølger til at skabe bevægelige billeder af dit bankende hjerte. Denne test viser, hvor godt dit hjerte pumper blod, og om nogle områder af hjertemusklen er blevet beskadiget. Den kan afsløre, om dine hjerteklapper fungerer korrekt, og om blodet strømmer gennem dit hjerte, som det skal.[9]
Andre tests kan ordineres for at udelukke alternative årsager til dine symptomer eller for at vurdere din samlede hjertefunktion. Disse kan omfatte røntgenbilleder af brystet for at kontrollere for andre tilstande, der påvirker hjertet eller lungerne, eller yderligere blodprøver for at måle andre stoffer i dit blod.[7]
Belastningstest og opfølgende evaluering
Hvis dine indledende tests tyder på, at du har lavere risiko, og dine symptomer er forsvundet, kan din læge ordinere belastningstest, før du forlader hospitalet eller kort efter udskrivelsen. Belastningstests evaluerer, hvordan dit hjerte præsterer, når det skal arbejde hårdere, såsom under motion. Disse tests kan omfatte en motionsbelastningstest, en nuklear belastningstest eller et belastningsekkokardiogram.[7]
Under en motionsbelastningstest går du på et løbebånd eller cykler på en stationær cykel, mens din hjertefrekvens, blodtryk og EKG overvåges. Hvis du ikke kan motionere, kan der gives medicin til at få dit hjerte til at arbejde hårdere, mens der udføres billeddiagnostik. Disse tests hjælper læger med at bestemme, om der er blokeringer i dine koronararterier, som måske ikke er blevet opdaget ved andre metoder.[7]
Diagnostiske tests til kvalificering til kliniske forsøg
De leverede kilder indeholder ikke specifik information om diagnostiske tests eller metoder, der bruges som standardkriterier for at inkludere patienter med akut koronart syndrom i kliniske forsøg. Denne information var ikke tilgængelig i kildematerialet.
