Introduktion: Hvem bør undersøges

Neuroendokrine karcinomer er sjældne kræftformer, der kan udvikle sig mange steder i kroppen, oftest i fordøjelseskanalen, lungerne og bugspytkirtlen. Fordi disse kræftformer starter i celler, der producerer hormoner og reagerer på signaler fra hjernen, kan de påvirke mange forskellige kropsfunktioner afhængigt af, hvor de befinder sig, og hvilke hormoner de producerer.^[1]

Du bør overveje at søge lægehjælp, hvis du oplever vedvarende symptomer, som ikke bliver bedre med tiden. Disse symptomer kan være meget varierede og ligner ofte mindre alvorlige tilstande, hvilket er en af grundene til, at neuroendokrine karcinomer kan være udfordrende at identificere. Almindelige advarselstegn inkluderer vedvarende træthed, der ikke forsvinder med hvile, mavesmerter der fortsætter, diarré som varer i ugevis, kvalme og opkastning, åndenød eller hoste, der nogle gange giver blodig slim.^[2]

Det er vigtigt at huske, at det ikke nødvendigvis betyder, at du har kræft, hvis du har disse symptomer. Mange andre tilstande kan forårsage lignende problemer. Men hvis du bemærker symptomer, der varer i flere uger uden forbedring, eller hvis de bliver værre over tid, er det tilrådeligt at tale med en sundhedsperson. Tidlig diagnose kan gøre en betydelig forskel for behandlingsresultaterne.^[3]

Visse personer skal måske være mere årvågne omkring screening. Hvis du har en familiehistorie med sjældne arvelige tilstande såsom multipel endokrin neoplasi (en tilstand, der får overaktive svulster til at dannes i forskellige organer og kirtler), øges din risiko for at udvikle neuroendokrine svulster. Personer med disse genetiske syndromer bør diskutere regelmæssig overvågning med deres sundhedsteam, selvom de ikke har symptomer.^[2]

Diagnostiske metoder til identifikation af neuroendokrint karcinom

Diagnosticering af neuroendokrint karcinom begynder typisk med en fysisk undersøgelse. Din læge vil undersøge din krop for tegn på kræft, såsom hævede lymfeknuder, og lede efter tegn på, at en svulst muligvis producerer for meget hormon. De vil stille detaljerede spørgsmål om dine symptomer, hvornår de startede, og hvordan de har ændret sig over tid.^[10]

Blod- og urinprøver

Blod- og urinprøver er ofte det næste skridt i diagnosen. Disse tests leder efter tegn på overskydende hormoner, som nogle neuroendokrine svulster producerer. Når neuroendokrine celler bliver kræftramte, laver de nogle gange store mængder hormoner eller lignende stoffer, der ikke bør være til stede i høje niveauer i din krop. Ved at måle disse stoffer i dit blod eller din urin kan læger få fingerpeg om, hvorvidt en neuroendokrin svulst kan være til stede, og hvor den kan være placeret.^[10]

Blodprøver kan også afsløre andre vigtige oplysninger, såsom om du er anæmisk (har lave røde blodlegemer) eller har forhøjede leverenzymer, hvilket kan indikere, at kræften har påvirket din lever. Disse fund kan få læger til at undersøge yderligere med ekstra tests.^[3]

Billeddiagnostiske undersøgelser

Billeddiagnostiske undersøgelser skaber billeder af det indre af din krop for at hjælpe læger med at se, hvor svulster er placeret, og hvor store de er. Hvis der er bekymring for, at kræften kan have spredt sig til andre dele af kroppen, kan billeddiagnostik også opdage det. Flere typer billeddiagnostik kan bruges til at diagnosticere neuroendokrint karcinom.^[10]

Ultralyd bruger lydbølger til at skabe billeder af indre organer. Det er smertefrit og bruger ikke stråling. Ultralyd kan være særligt nyttigt til at undersøge organer som leveren eller bugspytkirtlen.^[10]

En computertomografi-scanning, eller CT-scanning, bruger røntgenstråler taget fra mange vinkler til at skabe detaljerede, tredimensionelle billeder af din krop. Maskinen bevæger sig rundt om dig, mens du ligger stille på et bord. CT-scanninger kan vise svulster i mange forskellige dele af kroppen og hjælpe med at bestemme deres størrelse og placering.^[10]

Magnetisk resonans-scanning, eller MR-scanning, bruger kraftige magneter og radiobølger i stedet for røntgenstråler til at skabe detaljerede billeder af din krops bløde væv. Denne undersøgelse kan være særligt nyttig til at se visse typer svulster tydeligere end andre billeddiagnostiske metoder.^[10]

En specialiseret type positron emissions tomografi-scanning, eller PET-scanning, er særlig værdifuld for neuroendokrine svulster. Denne scanning bruger en radioaktiv sporstof, der binder sig til celler med receptorer for et kemikalie kaldet somatostatin, som neuroendokrine svulstceller ofte har på deres overflade. Sporstoffet indeholder et lægemiddel kaldet dotatat, så denne slags scanning kaldes også en dotatat PET-scanning eller somatostatin receptor PET-scanning. Denne undersøgelse kan finde neuroendokrine svulster overalt i kroppen, selv små, som andre billeddiagnostiske tests måske overser.^[10]

Biopsi

En biopsi er den mest definitive måde at diagnosticere neuroendokrint karcinom på. Under en biopsi fjernes en lille prøve af væv fra den formodede svulst og undersøges under mikroskop i et laboratorium. Laboratoriets undersøgelser kan definitivt vise, om kræftceller er til stede, og hvilken type kræft det er.^[10]

Hvordan en biopsi udføres, afhænger af, hvor svulsten er placeret i din krop. Nogle biopsier kan udføres med en nål indsat gennem huden, guidet af ultralyd eller CT-billeder. Andre kan kræve en mere omfattende procedure, såsom en endoskopi (hvor et fleksibelt rør med et kamera indsættes gennem din mund eller endetarm) eller endda kirurgi for at nå svulsten.^[10]

Når vævsprøven er hentet, undersøger en speciallæge kaldet en patolog cellerne under mikroskop. De ser på, hvor unormale cellerne ser ud, og hvor hurtigt de deler sig og vokser. Denne information hjælper med at bestemme, om kræften er en neuroendokrin svulst, der vokser langsomt, eller et neuroendokrint karcinom, der vokser hurtigt. Neuroendokrine karcinomer ser meget anderledes ud end normale neuroendokrine celler og betragtes som høj grad, hurtigtvoksende kræft.^[6]

Skelnen mellem svulsttyper

Det er afgørende for læger at skelne mellem forskellige typer neuroendokrine kræftformer, fordi de opfører sig meget forskelligt og kræver forskellige behandlinger. Der er to hovedgrupper: neuroendokrine svulster, som kan være langsomt, moderat eller hurtigt voksende, og neuroendokrine karcinomer, som alle er hurtigtvoksende. Cellerne i svulster ligner stadig nogenlunde normale neuroendokrine celler, mens cellerne i karcinomer ser meget unormale ud og slet ikke ligner normale celler.^[6]

Patologen tildeler en grad til kræften baseret på, hvordan cellerne ser ud, og hvor hurtigt de vokser. Neuroendokrine svulster kan være grad 1, 2 eller 3. Neuroendokrine karcinomer tildeles typisk ikke en grad, fordi de alle anses for at være høj grad per definition. Karcinomer kan beskrives som smallcellede eller storcellede i udseende.^[6]

Diagnostik til kvalifikation af kliniske forsøg

Kliniske forsøg tester nye behandlinger for neuroendokrint karcinom og har ofte specifikke krav til, hvilke patienter der kan deltage. For at afgøre, om du kvalificerer dig til et klinisk forsøg, bruger læger mange af de samme diagnostiske tests, der er beskrevet ovenfor, men de anvender dem med specifikke kriterier i tankerne.^[4]

Standard blodprøver er typisk nødvendige for at sikre, at dine organer, særligt din lever og nyrer, fungerer godt nok til at håndtere den eksperimentelle behandling, der undersøges. Blodtal kontrolleres for at sikre, at du har nok røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader. Disse tests hjælper forskere med at forstå din overordnede helbredstilstand, før du begynder et forsøg.^[10]

Billeddiagnostiske tests såsom CT-scanninger, MR-scanninger eller specialiserede PET-scanninger bruges til præcist at måle størrelsen og placeringen af dine svulster, før du starter et klinisk forsøg. Disse baseline-målinger er kritiske, fordi forskere skal være i stand til at sammenligne, hvordan dine svulster reagerer på den eksperimentelle behandling over tid. Opfølgende scanninger udføres med regelmæssige intervaller under forsøget for at se, om svulsterne skrumper, forbliver samme størrelse eller vokser.^[10]

Vævsprøver fra din biopsi skal muligvis testes for specifikke biomarkører, som er biologiske karakteristika ved svulstcellerne. Nogle kliniske forsøg er designet til patienter, hvis svulster har visse genetiske ændringer eller udtrykker særlige proteiner på deres overflade. For eksempel kan forsøg kræve, at dine svulstceller har somatostatin-receptorer eller specifikke genetiske mutationer. Disse biomarkør-tests hjælper med at matche patienter med de behandlinger, der mest sandsynligt vil gavne dem.^[4]

Stadiet af din kræft – hvilket betyder, hvor langt den har spredt sig – er også vigtig for klinisk forsøgs-berettigelse. Nogle forsøg er designet til patienter med kræft, der er begrænset til ét område og potentielt kan fjernes med kirurgi, mens andre specifikt er for patienter, hvis kræft har spredt sig til flere organer. Læger bruger billeddiagnostiske tests og nogle gange kirurgisk udforskning til nøjagtigt at bestemme stadiet af din sygdom.^[10]

Funktionsstatus er en anden faktor, der overvejes for kliniske forsøg. Dette refererer til, hvor godt du er i stand til at udføre daglige aktiviteter. Læger vurderer, om du er aktiv og i stand til at gøre det meste på egen hånd, eller om du har brug for betydelig hjælp til daglige opgaver. De fleste kliniske forsøg kræver, at deltagerne er raske nok til at tåle den eksperimentelle behandling, der undersøges.^[14]