Multipel systematrofi er en sjælden hjernesygdom, der gradvist fratager en person evnen til at kontrollere sine bevægelser og kroppens automatiske funktioner. Denne fremadskridende tilstand rammer voksne, normalt fra de er i 50’erne, og fører til en kombination af problemer med balance, muskelstivhed, blodtrykskontrol og andre livsvigtige funktioner, som de fleste mennesker aldrig tænker over.
Epidemiologi
Multipel systematrofi betragtes som en sjælden neurologisk sygdom. Ifølge medicinsk forskning ligger det anslåede antal nye tilfælde hvert år mellem 0,6 og 0,7 per 100.000 mennesker. Når man ser på det samlede antal personer, der lever med tilstanden på et givet tidspunkt, anslås forekomsten at være mellem 3,4 og 4,9 tilfælde per 100.000 mennesker. I USA svarer dette til cirka 13.000 til 75.000 mennesker, der lever med MSA, selvom det præcise tal er vanskeligt at fastslå, fordi mange patienter modtager forkerte diagnoser i løbet af deres levetid.[1][2][3]
Sygdommen viser ingen præference for hverken mænd eller kvinder og rammer begge køn lige hyppigt. Multipel systematrofi er en tilstand, der opstår i voksenalderen, hvilket betyder, at den kun påvirker personer over 30 år. Symptomerne begynder oftest at vise sig, når folk er mellem 50 og 59 år gamle, selvom nogle tilfælde starter i slutningen af 40’erne eller de tidlige 70’ere. Gennemsnitsalderen for symptomstart varierer på tværs af forskellige undersøgelser fra 54 til 63 år.[3][8][17]
På trods af at MSA påvirker tusindvis af mennesker, forbliver den langt sjældnere end mere kendte neurologiske tilstande. Til sammenligning har cirka 1 million mennesker i USA Parkinsons sygdom, og omkring 7 millioner har Alzheimers sygdom. Denne sjældenhed betyder, at mange sundhedsudbydere kan have begrænset erfaring med tilstanden, hvilket kan føre til forsinkelser i korrekt diagnosticering.[17]
Årsager
Den nøjagtige årsag til multipel systematrofi forbliver ukendt for den medicinske videnskab. Hvad forskere ved, er, at sygdommen involverer det progressive tab og død af nerveceller i specifikke områder af hjernen og rygmarven. Efterhånden som disse nerveceller dør, begynder de funktioner, de kontrollerer, at svigte, hvilket fører til det brede spektrum af symptomer, der ses hos mennesker med MSA.[1][2]
På mikroskopisk niveau er multipel systematrofi kendetegnet ved tilstedeværelsen af unormale proteinaflejringer kaldet gliale cytoplasmatiske inklusioner, eller GCI’er. Disse inklusioner findes i specielle hjerneceller kaldet oligodendrocytter, som normalt hjælper med at støtte og beskytte nerveceller. Hovedbestanddelen af disse inklusioner er et protein kaldet alfa-synuclein, som er blevet forkert foldet og klumpet sammen i en uopløselig form. På grund af dette karakteristiske træk klassificeres MSA som en alfa-synucleinopati, en familie af sygdomme, der også omfatter Parkinsons sygdom.[5][8][13]
Nyere forskning har afsløret, at sygdomsprocessen involverer komplekse interaktioner mellem alfa-synuclein, inflammation i nervesystemet og forholdet mellem oligodendrocytter og neuroner. Forskere har dog endnu ikke fastslået, hvorfor disse unormale proteinaflejringer dannes, eller hvad der udløser den kaskade af celledød, der følger.[13]
Multipel systematrofi betragtes som en sporadisk sygdom, hvilket betyder, at den opstår tilfældigt uden et klart mønster. Der er ingen beviser for, at MSA kan nedarves eller overføres fra forældre til børn. Tilstanden er ikke smitsom og kan ikke overføres fra en person til en anden. Forskning fortsætter med at undersøge, om visse individer måske har genetiske eller miljømæssige faktorer, der gør dem mere modtagelige for at udvikle sygdommen.[5][12]
Risikofaktorer
I modsætning til mange sygdomme, hvor klare risikofaktorer er blevet identificeret, har multipel systematrofi meget få kendte risikofaktorer. Den mest betydelige risikofaktor er alder. Sygdommen rammer primært voksne over 30 år, med den højeste risiko hos personer i 50’erne. Mennesker yngre end 30 år påvirkes ikke af MSA.[3][17]
Køn ser ikke ud til at være en risikofaktor, da tilstanden rammer mænd og kvinder lige meget. I modsætning til nogle neurologiske tilstande, der viser klare demografiske mønstre eller associationer med livsstilsfaktorer, har MSA ikke veletablerede forbindelser til specifikke adfærdsmønstre, erhverv eller miljøpåvirkninger.[3]
Fordi MSA er sporadisk snarere end arvelig, øger det ikke signifikant en persons risiko for at udvikle sygdommen at have et familiemedlem med den. Dette adskiller den fra nogle andre neurodegenerative tilstande, hvor familiehistorie spiller en vigtig rolle. Forskere fortsætter med at studere, om subtile genetiske variationer eller miljøfaktorer måske påvirker, hvem der udvikler sygdommen, men ingen definitive risikofaktorer ud over alder er blevet fastslået.[12]
Symptomer
Multipel systematrofi forårsager en lang række symptomer, der påvirker mange forskellige dele af kroppen. De specifikke symptomer, hver person oplever, afhænger af, hvilke områder af deres hjerne der er mest påvirket af sygdommen. Medicinske fagfolk har identificeret to hovedtyper af MSA baseret på de mest fremtrædende symptomer, en person viser, når de først bliver evalueret: parkinsonisk type (MSA-P) og cerebellær type (MSA-C).[1][2]
Ved den parkinsoniske type ligner de primære symptomer dem ved Parkinsons sygdom. Disse omfatter stive muskler, der er svære at bøje, langsom bevægelse (kaldet bradykinesi), og nogle gange tremor, der opstår enten i hvile eller når man bevæger arme og ben. Mennesker med denne type oplever også problemer med kropsholdning og balance, hvilket gør dem tilbøjelige til at falde. Talen bliver ofte sløret, langsom eller svag, en tilstand kendt som dysartri.[1][2]
Den cerebellære type af MSA involverer primært problemer med muskelkoordination, kendt som ataksi. Personer med denne type har problemer med at koordinere deres bevægelser, hvilket fører til tab af balance og en ustabil, raglende gang, der kan virke beruset. De kan også opleve synsforstyrrelser såsom sløret eller dobbelt syn, sammen med de samme taleproblemer, der ses i den parkinsoniske type.[1][4]
Uanset type udvikler næsten alle mennesker med MSA problemer med deres autonome nervesystem. Det autonome nervesystem kontrollerer ufrivillige kropsfunktioner, der normalt sker automatisk uden bevidst tanke. Når dette system svigter, udvikles en tilstand kaldet dysautonomi. Et af de tidligste og mest almindelige autonome symptomer er ortostatisk hypotension, hvilket betyder, at blodtrykket falder dramatisk, når man rejser sig op fra at sidde eller ligge. Dette kan få folk til at føle sig svimle, ør eller ekstremt trætte og kan føre til komplet bevidsthedstab. Faren her er ikke kun ubehaget, men den høje risiko for fald og faldrelaterede skader.[3][4]
Blære- og tarmproblemer er også meget almindelige ved MSA. Folk kan opleve øget urinfrekvens, et pludseligt presserende behov for at lade vandet og følelsen af, at deres blære ikke er blevet helt tømt. Forstoppelse forekommer hyppigt, efterhånden som det autonome nervesystem mister kontrollen over tarmbevægelser. Seksuel dysfunktion er en anden tidlig manifestation, hvor mænd ofte oplever erektil dysfunktion eller tab af morgenerektioner.[3][4]
Andre symptomer, der kan udvikle sig, omfatter problemer med kropstemperaturregulering, hvilket fører til at føle sig for varm eller for kold. Nogle mennesker oplever unormale svedemønstre eller har svært ved at tygge og synke mad. Støjende vejrtrækning, utilsigtet sukken og snorken kan forekomme, når sygdommen påvirker respirationskontrol. Følelsesmæssige symptomer såsom angst, depression eller upåregnelig latter og gråd kan også vise sig.[1][2][4]
Efterhånden som sygdommen skrider frem, kan der opstå yderligere fysiske ændringer. Kontrakturer kan udvikle sig, som er kroniske forkortelser af muskler eller sener omkring led, der forhindrer led i at bevæge sig frit og forårsager stivhed i hænder og lemmer. Nogle mennesker udvikler usædvanlige kropsholdninger, såsom Pisa-syndrom, hvor kroppen hælder ufrivilligt til den ene side, eller anterocollis, hvor nakken bøjer fremad, og hovedet falder ned.[2]
Symptomerne på MSA har tendens til at udvikle sig hurtigt sammenlignet med andre lignende tilstande som Parkinsons sygdom. De fleste vil have brug for hjælp til at gå, såsom en stok eller rollator, indenfor blot få år efter symptomerne begynder. Over tid øges bevægelsesvanskeligheder til det punkt, hvor folk til sidst bliver sengeliggende. Synkeproblemer kan blive alvorlige i senere stadier, hvilket betydeligt øger risikoen for lungebetændelse.[1][2]
Forebyggelse
Desværre er der i øjeblikket ingen kendte måder at forebygge multipel systematrofi på. Fordi den nøjagtige årsag til sygdommen forbliver ukendt, og den opstår sporadisk uden klare risikofaktorer, har den medicinske videnskab ikke identificeret livsstilsændringer, kostændringer, kosttilskud eller andre forebyggende foranstaltninger, der kan reducere risikoen for at udvikle MSA.[1][12]
Sygdommen nedarves ikke, så genetisk screening eller rådgivning for familiemedlemmer er ikke relevant. Da MSA ikke er forårsaget af infektion, er der ingen vacciner eller hygiejneforanstaltninger, der ville tilbyde beskyttelse. I modsætning til nogle tilstande, hvor tidlig screening kan opdage tilstande før sygdom, er der ingen screeningstests tilgængelige for MSA hos mennesker uden symptomer.[12]
Selvom forebyggelse ikke er mulig, er tidlig og nøjagtig diagnose vigtig. At genkende symptomer tidligt og få en ordentlig medicinsk evaluering kan hjælpe folk med at modtage passende symptomhåndtering og støttetjenester tidligere, hvilket potentielt forbedrer livskvaliteten, selvom sygdomsforløbet ikke kan ændres. Forskning fortsætter med at forsøge at forstå, hvad der forårsager MSA, og forskere håber, at fremtidige opdagelser om sygdomsmekanismen måske på et tidspunkt kan føre til forebyggende strategier.[13]
Patofysiologi
Patofysiologien ved multipel systematrofi involverer komplekse ændringer i, hvordan hjernen og nervesystemet normalt fungerer. I centrum af sygdomsprocessen er død og tab af specifikke typer nerveceller i visse hjerneregioner. De dele af hjernen, der oftest påvirkes, omfatter basalganglier, hjernestammen og cerebellum.[3][9]
Basalganglier er strukturer placeret nær hjernens centrum, der forbinder mange forskellige hjerneområder sammen. De danner et kritisk netværk, der gør det muligt for forskellige dele af hjernen at arbejde sammen, især for at koordinere bevægelse. Når nerveceller i basalganglier dør, som det sker ved den parkinsoniske type af MSA, udvikler folk langsommelighed af bevægelse, stivhed og andre parkinsoniske træk.[3]
Hjernestammen sidder ved hjernens base og er ansvarlig for at håndtere mange af kroppens automatiske processer, som vi aldrig bevidst kontrollerer. Disse omfatter vejrtrækning, hjerterytme, blodtryk, fordøjelse og blærefunktion. Når hjernestammen forringes ved MSA, svigter disse autonome processer, hvilket fører til farlige blodtryksfald, blæreproblemer og vanskeligheder med vejrtrækning og synkning.[3]
Cerebellum er placeret bagerst i hovedet og spiller en afgørende rolle i at koordinere bevægelser og opretholde balance. Når denne struktur primært påvirkes, som ved den cerebellære type af MSA, udvikler folk ataksi med dens karakteristiske ustabile gang og tab af koordination. Forskning tyder på, at cerebellum også kan bidrage til andre funktioner såsom følelser og beslutningstagning, selvom forskere stadig lærer om alle dens roller.[3]
Det, der gør MSA unik på cellulært niveau, er tilstedeværelsen af gliale cytoplasmatiske inklusioner i oligodendrocytter. Oligodendrocytter er specialiserede hjerneceller, der normalt støtter og beskytter nerveceller ved at producere en fedtbelægning kaldet myelin, der isolerer nervefibre. Ved MSA akkumulerer disse støtteceller unormale klumper af forkert foldet alfa-synuclein protein. Disse proteinaggregater menes at svække oligodendrocytternes evne til at støtte neuroner, hvilket i sidste ende fører til udbredt nervecellesdød.[5][13]
Nuværende forskning indikerer, at inflammation i nervesystemet, kaldet neuroinflammation, spiller en vigtig rolle i sygdomsprocessen. De unormale proteinaflejringer udløser inflammatoriske reaktioner, der kan skade hjernevevet yderligere. Forskere undersøger, hvordan alfa-synuclein, oligodendrocytter, neuroner og inflammatoriske processer interagerer for at forårsage den progressive degeneration, der ses ved MSA.[13]
Sygdommen får sit navn fra de multiple systemer, den påvirker. Den blev historisk anerkendt som tre separate tilstande: striatonigral degeneration (der påvirker basalganglier), olivopontocerebellar atrofi (der påvirker cerebellum og relaterede strukturer) og Shy-Drager syndrom (primært påvirker autonome funktioner). Forskere opdagede til sidst, at disse tilstande delte de samme mikroskopiske abnormiteter og faktisk var forskellige manifestationer af en enkelt sygdom, hvilket førte til den forenede betegnelse “multipel systematrofi”.[3][5]
Efterhånden som nerveceller fortsætter med at dø over tid, mister de påvirkede hjerneregioner progressivt deres evne til at fungere. Dette forklarer, hvorfor symptomerne støt forværres, og nye symptomer opstår, efterhånden som forskellige områder bukker under for sygdomsprocessen. Den hurtige progression af MSA sammenlignet med tilstande som Parkinsons sygdom afspejler den aggressive karakter af den underliggende neurodegeneration og involveringen af flere kritiske hjernesystemer samtidigt.[1][2]
