Indholdsfortegnelse
- Oversigt over forsøgene
- Forsøg ved leverkræft
- Andre sygdomme og målgrupper
- Faser og vigtigste endepunkter
- Sorafenib i kombinationsbehandlinger
- Hvem forsøgene er lavet til
- Hvad forskerne måler
Oversigt over forsøgene
De viste kliniske forsøg undersøger Sorafenib i flere forskellige kræftsygdomme og i forskellige aldersgrupper.[1][2][3] Nogle studier bruger Sorafenib som sammenligningsbehandling, mens andre tester det som en del af en kombination med andre lægemidler.[1][4]
De fleste af forsøgene er fase 3-studier, som typisk sammenligner en ny behandling med standardbehandling i større grupper af patienter.[1][2][4] Der er også et mindre fase 1-studie og flere fase 2-studier, som ser mere på dosis, respons og tidlige tegn på effekt.[3][6][7]
Forsøg ved leverkræft
Flere af forsøgene handler om hepatocellulært karcinom (HCC), som er den mest almindelige form for leverkræft.[1][2][4][6] Ét stort fase 3-studie undersøger, om nivolumab plus ipilimumab giver bedre samlet overlevelse end standardbehandling med Sorafenib eller lenvatinib hos voksne med avanceret HCC, som ikke tidligere har fået systemisk behandling.[1]
Et andet stort fase 3-studie sammenligner durvalumab alene eller sammen med tremelimumab med Sorafenib hos patienter med avanceret, ikke-operabel HCC, som ikke har fået tidligere systemisk behandling.[2] Her er det vigtigste mål også samlet overlevelse (OS), som betyder tiden fra lodtrækning i forsøget til død af enhver årsag.[2]
Et tredje fase 3-studie undersøger cabozantinib i kombination med atezolizumab mod Sorafenib hos patienter med avanceret HCC, som ikke har fået tidligere systemisk kræftbehandling.[4] I dette studie måler forskerne både progressionsfri overlevelse (PFS) og OS, så de kan se, hvor længe sygdommen er i ro, og hvor længe patienterne lever.[4]
Et fase 2-studie ser på livmoniplimab sammen med budigalimab hos patienter med lokalt fremskreden eller metastatisk HCC, som har fået sygdomsprogression efter et immunterapibaseret førstelinjebehandlingsforløb.[6] Her er målet at finde den anbefalede fase 3-dosis og at vurdere, hvor mange patienter der får bekræftet komplet eller delvis respons.[6]
Andre sygdomme og målgrupper
Sorafenib bliver også undersøgt i andre kræftformer end leverkræft.[3] Et fase 1-studie tester Sorafenib sammen med trametinib hos patienter med avancerede maligniteter, som har BRAF-mutationer med nedsat kinaseaktivitet, og formålet er at finde den maksimalt tålelige dosis og den anbefalede fase 2-dosis.[3]
Et fase 2-studie i ældre, skrøbelige patienter med akut myeloid leukæmi, myelodysplastisk syndrom og kronisk myelomonocytær leukæmi sammenligner en præcisionsbehandlingsstrategi med standardbehandling og ser blandt andet på omkostningseffektivitet.[5] I dette forsøg indgår Sorafenib som én af flere behandlinger, der kan bruges i strategien.[5]
Et stort fase 3-studie i børn og unge med hepatoblastom og hepatocellulært karcinom undersøger flere behandlingsgrupper, og i én af grupperne indgår Sorafenib sammen med cisplatin, doxorubicin og gemcitabin/oxaliplatin for børn med ikke-resektabel HCC med mikroskopisk restsygdom efter operation.[7] Her undersøges især event-fri overlevelse (EFS), som er tiden til den første hændelse, for eksempel tilbagefald, sygdomsforværring eller død.[7]
Et andet fase 2-studie sammenligner mifamurtide med standardbehandling, der indeholder Sorafenib, hos børn og unge med højrisiko osteosarkom.[8] Her ser forskerne også på EFS og på, hvordan resultaterne hænger sammen med tumorens molekylære egenskaber.[8]
Faser og vigtigste endepunkter
Forsøgene er fordelt på fase 1, fase 2 og fase 3, og hver fase har sit eget formål.[1][3][6][8] Fase 1 handler mest om at finde sikker dosis og tålelighed, mens fase 2 og 3 i højere grad undersøger effekt i større grupper.[3][4][8]
De vigtigste endepunkter, som betyder de mål forskerne bruger til at vurdere forsøget, er OS, PFS, EFS og behandlingsrespons.[1][4][6][7][8] I nogle studier er det primære mål også omkostningseffektivitet, altså om en behandlingsstrategi giver god værdi i forhold til de samlede omkostninger og livskvalitet.[5]
Et af leverkræftstudierne bruger også RECIST 1.1, som er et standardsystem til at måle, om tumoren bliver mindre, større eller uændret på scanninger.[4] Det gør det lettere at sammenligne resultater mellem patienter og mellem forskellige behandlinger.[4]
Sorafenib i kombinationsbehandlinger
I flere forsøg bliver Sorafenib ikke brugt alene, men sammen med andre lægemidler.[3][6][7] Det gælder for eksempel kombinationen Sorafenib og trametinib i det fase 1-studie, hvor man vil finde den bedste dosis til videre afprøvning.[3]
I børneforsøget med leverkræft indgår Sorafenib i en mere kompleks behandlingsplan sammen med andre kemoterapilægemidler, og målet er at forbedre udfaldet hos børn med meget høj risiko eller med restsygdom efter operation.[7] I HCC-studiet med livmoniplimab og budigalimab bruges Sorafenib som en del af den tidligere behandlingshistorik, fordi patienterne allerede har fået en immunterapibaseret førstelinjebehandling.[6]
Hvem forsøgene er lavet til
Deltagerne i forsøgene er meget forskellige, men de fleste har en form for fremskreden kræft.[1][2][4][6] Nogle studier inkluderer voksne med avanceret HCC, som ikke tidligere har fået systemisk behandling, mens andre inkluderer patienter, der allerede har fået behandling og derefter fået sygdomsprogression.[1][6]
Andre studier er målrettet børn og unge med hepatoblastom, hepatocellulært karcinom eller højrisiko osteosarkom.[7][8] Der er også et studie, som specifikt omfatter ældre patienter, der er vurderet som skrøbelige eller ikke egnede til standardforløb.[5]
Hvad forskerne måler
Forskerne ser først og fremmest på, om behandlingerne hjælper patienterne til at leve længere eller holde sygdommen nede i længere tid.[1][2][4] Derfor er OS, PFS og EFS de vigtigste mål i flere af studierne.[1][4][7][8]
I de tidlige studier ser forskerne også på, hvor høj en dosis der kan tåles, og hvilken dosis der skal bruges i næste fase.[3] I nogle studier måler man desuden, hvor mange patienter der får komplet eller delvis respons, og i andre ser man på sundhedsøkonomi og livskvalitet.[5][6]
