Når hjertet pludselig stopper med at slå, tæller hvert sekund. At forstå hvordan hjertestop diagnosticeres – både i nødsituationer og efterfølgende – kan hjælpe med at redde liv og vejlede vigtige medicinske beslutninger for dem, der er i risiko.

Introduktion: Hvem bør gennemgå diagnostik

Hjertestop er ikke noget, der kan diagnosticeres i traditionel forstand, før det sker. I modsætning til mange medicinske tilstande, hvor diagnostiske tests afslører et problem, der kræver behandling, er hjertestop en pludselig nødsituation, hvor hjertet stopper med at pumpe blod uden forvarsel. Personen kollapser, mister bevidstheden, holder op med at trække vejret normalt og har ingen puls. I dette øjeblik er der ingen tid til diagnostiske tests – kun øjeblikkelig handling kan redde et liv.^[1]

Diagnostiske tests bliver dog ekstremt vigtige i to forskellige situationer. For det første bør visse personer gennemgå hjerteundersøgelser, før et hjertestop overhovedet sker, især hvis de har advarselstegn eller risikofaktorer. Disse tests kan identificere skjulte hjerteproblemer, der måske kan føre til pludseligt hjertestop. For det andet, hvis nogen overlever et hjertestop, skal lægerne køre mange tests for at opdage, hvad der forårsagede, at hjertet stoppede. At finde den underliggende årsag hjælper med at forhindre, at det sker igen.^[11]

Du bør søge diagnostisk testning, hvis du oplever advarselssymptomer, der kan signalere hjerteproblemer. Disse omfatter brystsmerter eller ubehag, et jagende eller hamrende hjerteslag, gentagne episoder med svimmelhed eller besvimelse (især under fysisk aktivitet), uforklarlig åndenød under motion eller krampeanfald, der opstår under eller lige efter motion. Nogle gange føler folk sig svimle, svage eller kvalme, før deres hjerte stopper. Selvom hjertestop ofte rammer uden nogen advarsel overhovedet, tyder disse symptomer på, at dit hjertes elektriske system eller struktur muligvis ikke fungerer korrekt.^[3][17]

Familiehistorie betyder meget. Hvis nære slægtninge oplevede pludseligt hjertestop, døde pludseligt før 50-årsalderen, havde gentagne uforklarede besvimelser eller blev diagnosticeret med hjerterytmeforstyrrelser, bør du diskutere diagnostisk testning med din læge. Arvelige tilstande, der påvirker hjertets elektriske signaler, kan løbe i familier, selv når ingen er blevet formelt diagnosticeret. Børn og teenagere er ikke undtaget fra denne risiko – omkring 23.000 unge mennesker oplever hjertestop hvert år i USA, og mange af disse hændelser kunne forebygges med tidligere opdagelse af hjerteproblemer.^[17]

Personer med eksisterende hjertelidelser har brug for regelmæssig overvågning gennem diagnostiske tests. Hvis du er blevet diagnosticeret med koronararteriesygdom (hvor arterier, der forsyner hjertet, bliver forsnævrede eller blokerede), hjertesvigt (når hjertet ikke kan pumpe blod effektivt), kardiomyopati (sygdom i hjertemusklen), hjerteklapproblemer eller uregelmæssige hjerterytmer kaldet arytmier, vil din læge anbefale specifikke tests for at følge, hvordan dit hjerte fungerer. Disse tilstande øger risikoen for pludseligt hjertestop betydeligt.^[12]

Diagnostiske metoder brugt til at identificere hjerteproblemer

Når nogen overlever et hjertestop eller viser advarselstegn, der tyder på, at de kan være i risiko, bruger lægerne flere diagnostiske værktøjer til at undersøge hjertet. Disse tests hjælper med at identificere problemer med hjertets elektriske system, dets struktur eller de blodkar, der forsyner det med ilt. Hver test giver forskellige oplysninger, og læger kombinerer ofte flere tests for at få et komplet billede.^[11]

Elektrokardiogrammet, almindeligvis kaldet et EKG, er normalt den første test, der udføres. Denne hurtige og smertefri undersøgelse registrerer dit hjertes elektriske aktivitet. Små sensorer kaldet elektroder fastgøres på dit bryst og nogle gange på dine arme og ben. EKG’et viser, hvor hurtigt dit hjerte slår, og om de elektriske signaler, der styrer dit hjerteslag, bevæger sig normalt gennem hjertet. Det kan afsløre unormale hjerterytmer, tegn på tidligere hjerteanfald eller mønstre, der tyder på arvelige elektriske forstyrrelser. Disse elektriske problemer er den direkte årsag til de fleste hjertestop, fordi de får hjertets nedre kamre til at dirre ubrugeligt i stedet for at pumpe blod.^[11]

Et ekkokardiogram bruger lydbølger til at skabe bevægelige billeder af dit hjerte. Denne test viser, hvordan blod flyder gennem hjertets kamre og klapper, afslører størrelsen og formen på dit hjerte og identificerer eventuelle beskadigede områder af hjertemusklen. Under testen bevæger en tekniker en enhed kaldet en transducer hen over dit bryst. Lydbølgerne hopper af dine hjertestrukturer og skaber billeder på en skærm. Denne test er særligt nyttig til at identificere kardiomyopati, klapsygdomme og hjertmuskelskader fra tidligere hjerteanfald – alle tilstande, der øger risikoen for hjertestop.^[11]

En afgørende måling, der kommer fra et ekkokardiogram, kaldes ejektionsfraktionen. Dette tal fortæller lægerne, hvilken procentdel af blodet dit hjerte pumper ud med hvert slag. Et sundt hjerte pumper typisk 50 til 70 procent af sit blod ud med hver sammentrækning. Når ejektionsfraktionen falder under 40 procent, stiger risikoen for pludseligt hjertestop betydeligt. Personer med en ejektionsfraktion under 35 procent har ofte brug for en implanteret enhed til at beskytte mod farlige hjerterytmer.^[11][23]

Blodprøver giver værdifuld information efter et hjertestop eller ved vurdering af nogen i risiko. Læger tjekker for bestemte proteiner, der lækker ind i blodbanen, når hjertemusklen er blevet beskadiget, hvilket hjælper med at identificere, om der opstod et hjerteanfald. Blodprøver måler også niveauer af kalium og magnesium – mineraler, der spiller afgørende roller i hjertets elektriske system. Når disse mineraler er for høje eller for lave, kan de udløse farlige hjerterytmer. Blodprøver kan også afsløre hormoner og andre kemikalier, der påvirker, hvor godt hjertet fungerer.^[11]

En røntgenundersøgelse af brystkassen skaber et simpelt billede af dit hjerte og dine lunger. Selvom det ikke er så detaljeret som andre billeddiagnostiske tests, viser det den overordnede størrelse og form på dit hjerte og kan afsløre tegn på hjertesvigt. Nogle gange er et forstørret hjerte det første fingerpeg, der peger lægerne i retning af en alvorlig underliggende tilstand.^[11]

For mere detaljeret billeddiagnostik kan læger bestille en computertomografi-scanning (CT-scanning) eller en magnetisk resonans-scanning (MR-scanning). Disse avancerede billeddiagnostiske tests skaber detaljerede tredimensionelle billeder af dit hjerte og dine blodkar. En hjertemagnetscanningen er særligt hjælpsom, fordi den kan vise den detaljerede struktur af din hjertemuskel og opdage subtile skader eller ardannelse, der måske ikke fremgår af andre tests. Disse billeder hjælper læger med at se problemer med hjertets struktur, der kan føre til farlige rytmer.^[11]

Hjertekateterisering er en invasiv procedure, hvor læger fører et tyndt rør gennem blodkar for at nå hjertet. Denne test gør det muligt for dem at se, om arterier, der forsyner hjertet, er forsnævrede eller blokerede – en tilstand kaldet koronararteriesygdom. Under proceduren kan læger måle tryk inde i hjertets kamre og injicere speciel kontrastfarve, der gør blodkarrene synlige på røntgenbilleder. Denne test er især vigtig, fordi koronararteriesygdom er til stede hos mange mennesker, der oplever hjertestop.^[11]

En nuklear scanning indebærer at injicere en lille mængde radioaktivt materiale i din blodbane og derefter bruge specialkameraer til at spore, hvordan blod flyder gennem dit hjerte. Denne test udføres ofte, mens du træner (kaldet en belastningstest) for at se, hvordan dit hjerte præsterer under fysiske krav. Områder af hjertemusklen, der ikke modtager nok blod, vises anderledes på scanningen, hvilket hjælper læger med at identificere blokeringer eller andre kredsløbsproblemer.^[11]

For personer med uforklarlige besvimelser eller mistænkte hjerterytmeproblemer kan en Holter-monitor eller hændelsesmonitor anvendes. Disse bærbare enheder registrerer dit hjertes elektriske aktivitet kontinuerligt over 24 til 48 timer (eller nogle gange længere), mens du går rundt i dine normale daglige aktiviteter. Denne udvidede registrering kan fange uregelmæssige hjerteslag, der måske ikke viser sig under et kort lægebesøg. Du bærer den lille enhed fastgjort til dit tøj med elektrode-plastre på dit bryst, og du fører en dagbog over dine aktiviteter og symptomer.^[24]

En elektrofysiologisk undersøgelse (EPS) er en specialiseret test, der undersøger dit hjertes elektriske system i store detaljer. Under denne procedure fører læger tynde ledninger gennem blodkar ind i hjertets kamre. Disse ledninger kan registrere elektriske signaler fra forskellige dele af dit hjerte og kan nogle gange udløse unormale rytmer i et kontrolleret miljø. Dette hjælper læger med at identificere præcist, hvor elektriske problemer opstår, og beslutte den bedste behandlingstilgang.^[11]

Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg

De leverede kilder indeholder ikke specifik information om diagnostiske tests eller kriterier, der bruges til at kvalificere patienter til kliniske forsøg vedrørende hjertestop. Kliniske forsøg, der undersøger behandlinger eller forebyggende foranstaltninger mod hjertestop, ville sandsynligvis bruge mange af de standard diagnostiske metoder beskrevet ovenfor til at vurdere patienternes berettigelse, men de nøjagtige krav ville variere afhængigt af de specifikke forsøgsmål og de interventioner, der testes.