Indholdsfortegnelse
- Oversigt over forsøgene
- Hvilke patientgrupper bliver undersøgt?
- Hvad vil forsøgene finde ud af?
- Hvilke resultater måles?
- Faser og studiedesign
- Nærmere om de vigtigste forsøg
- Vigtige begreber i disse forsøg
Oversigt over forsøgene
De beskrevne kliniske forsøg undersøger Amiodarone Hydrochloride i flere forskellige hjertesituationer, især atrieflimren og alvorlige rytmeforstyrrelser.[1][2][3][4][5][6][7][8]
De fleste studier er fase 3-forsøg, som typisk sammenligner behandlinger eller doser for at se, hvilken strategi der giver de bedste resultater.[1][2][3][4][5][6][7][8]
Hvilke patientgrupper bliver undersøgt?
Forsøgene dækker flere forskellige patientgrupper, så resultaterne kan bruges i forskellige kliniske situationer.[1][2][3][4][5][6][7][8]
Patienter med paroksystisk atrieflimren i akutmodtagelsen og samtidig koronarsygdom uden restiskæmi samt bevaret hjertepumpefunktion over 35%.[1]
Patienter med vedvarende atrieflimren, hvor man vil holde sinusrytmen efter elektrisk kardioversion.[2]
Patienter med atrieflimren, hvor man vil forsøge at få sinusrytme før elektrisk kardioversion.[3]
Kritisk syge patienter med nyopstået atrieflimren, som er i respirator.[5]
Patienter med hyppige PVC uden symptomer og med normal LVEF, hvor man vil forebygge senere påvirkning af venstre hjertekammer.[6]
Patienter med akut iskæmisk slagtilfælde og atrieflimren.[7]
Patienter efter hjertestop uden for hospital med chokbar rytme.[8]
Patienter med hypertrofisk kardiomyopati, hvor man vil forebygge eller behandle atrieflimren tidligt.[7]
Hvad vil forsøgene finde ud af?
Flere studier undersøger, om Amiodarone Hydrochloride kan hjælpe med at få hjertet tilbage i normal rytme eller holde rytmen stabil efter behandling.[1][2][3]
Andre studier ser på, om behandlingen kan reducere alvorlige hændelser som død, slagtilfælde, hjertesvigt, nye farlige rytmeforstyrrelser eller behov for ekstra indgreb.[4][7][8]
Et studie undersøger også farmakokinetik, som betyder, hvordan lægemidlet bevæger sig i kroppen og måles i blod og andre prøver hos kritisk syge patienter.[5]
Hvilke resultater måles?
Et endpoint er det vigtigste mål i et forsøg, altså det resultat forskerne bruger til at bedømme behandlingen.[1][2][3][4][5][6][7][8]
Succesfuld kardioversion til sinusrytme inden for op til 6 timer efter behandling.[1]
Tilbagefald af atrieflimren efter randomisering, målt med EKG.[2]
Evnen til at vende atrieflimren til sinusrytme før elektrisk kardioversion.[3]
Samlet mål for dødelighed og alvorlige ventrikulære rytmeforstyrrelser efter hjertestop.[8]
Ny udvikling af venstre ventrikel-dysfunktion, målt med billeddiagnostik som hjerte-MR eller ekkokardiografi.[6]
Et sammensat mål med tilbagevendende slagtilfælde, hjerte-kar-død og indlæggelse på grund af forværring af hjertesvigt eller akut koronarsyndrom.[7]
Forekomst af bivirkninger eller sikkerhedshændelser som PVC, NSVT, SVT, langsom puls og lavt blodtryk i nogle af forsøgene.[1]
Komplet undertrykkelse af behandlede ventrikulære arytmier i de første tre timer i forsøget om elektrisk storm.[4]
Faser og studiedesign
De fleste forsøg er interventionsstudier, hvor deltagerne får en aktiv behandling, og forskerne sammenligner forskellige strategier.[1][2][3][4][5][6][7][8]
Der er både studier, der er randomiserede, og studier, hvor deltagerne fordeles tilfældigt til forskellige behandlingsarme for at gøre sammenligningen mere retfærdig.[1][2][3][4][5][6][7][8]
Et af studierne er angivet som Low Intervention, hvilket betyder, at det er et lavintensivt forsøg med mindre indgribende opfølgning.[6]
Flere forsøg sammenligner Amiodarone Hydrochloride med andre lægemidler eller med forskellige doseringsstrategier, for eksempel standarddosis mod lavere dosis eller kortere mod længere opstartsregime.[2][3][7]
Nærmere om de vigtigste forsøg
FLECA-ED er et fase 3-studie i akutmodtagelsen, hvor forskerne sammenligner flecainid med amiodaron til kardioversion af paroksystisk atrieflimren hos patienter med koronarsygdom uden restiskæmi og med LVEF over 35%.[1]
Studiet måler både, hvor ofte sinusrytme opnås, og om der opstår sikkerhedshændelser som ekstra ventrikulære slag, ikke-varig ventrikulær takykardi, supraventrikulær takykardi, puls under 50 slag i minuttet og systolisk blodtryk under 90 mmHg.[1]
PERIVERSION-2 er et fase 3-studie, der undersøger to forskellige amiodaronregimer efter elektrisk kardioversion hos patienter med vedvarende atrieflimren.[2]
Det centrale mål er, hvornår atrieflimren kommer igen efter randomisering, og studiet vil sammenligne en standarddosis på 200 mg dagligt med en lavere dosis på 100 mg dagligt i 12 måneder.[2]
Studiet om amiodaron før elektrisk kardioversion undersøger, om en måneds opstartsbehandling virker bedre end et 5-dages regime til at få sinusrytme før kardioversion hos patienter med atrieflimren.[3]
STAR 2 blev trukket tilbage, men det var planlagt som et fase 3-studie i patienter med elektrisk storm, hvor man ville sammenligne perkutant stellatganglieblok med amiodaron som standardbehandling.[4]
SUPPRESS er et lavintensivt interventionsstudie hos asymptomatiske patienter med hyppige PVC og normal LVEF, og her indgår Amiodarone Hydrochloride blandt flere mulige behandlinger.[6]
Hovedmålet er at forebygge udvikling af venstre ventrikel-dysfunktion inden for 2 år, målt med hjerte-MR eller ekkokardiografi, hvis MR ikke kan bruges.[6]
Studiet hos kritisk syge patienter med nyopstået atrieflimren er et fase 3-studie, der sammenligner intravenøs og enteral behandling og måler koncentrationen af amiodaron og den aktive metabolit N-desethylamiodaron i blod, bronkoalveolær lavage og udåndingskondensat.[5]
Studiet ved hypertrofisk kardiomyopati omfatter en observationsfase med 725 patienter og derefter en randomiseret behandlingsfase med 300 patienter, som har dokumenteret atrieflimren på mere end 30 sekunder.[7]
Her sammenlignes tre strategier: amiodaron, kun betablokker eller sotalol, og tidlig ablation.[7]
Studiet efter akut iskæmisk slagtilfælde er et fase 3-studie med 1746 deltagere og undersøger, om tidlig rytmekontrol kan mindske alvorlige hjerte-kar-hændelser sammenlignet med almindelig behandling alene.[7]
PARACA er et fase 3-studie hos kritisk syge patienter efter hjertestop uden for hospital med chokbar rytme, hvor amiodaron gives profylaktisk i 72 timer.[8]
Det vigtigste mål er en kombination af 30-dages dødelighed og alvorlig ventrikulær arytmi under indlæggelsen eller inden for 30 dage.[8]
Vigtige begreber i disse forsøg
Sinusrytme betyder normal hjerterytme, og mange af forsøgene undersøger, om denne rytme kan opnås eller bevares.[1][2][3]
Kardioversion er en behandling, der bruges til at få en uregelmæssig rytme tilbage til normal rytme, enten med medicin eller el-behandling.[1][3]
LVEF betyder venstre ventrikels ejektionsfraktion, altså hvor godt hjertets venstre hovedkammer pumper blod ud.[1][6]
PVC er ekstra hjerteslag, der starter i hjertets hovedkamre, og nogle patienter har mange af dem uden at mærke symptomer.[6]
Randomisering betyder, at deltagerne fordeles tilfældigt til forskellige behandlingsgrupper for at gøre sammenligningen mere pålidelig.[2][7]
