Demens er ikke en enkelt sygdom, men derimod et begreb, der beskriver en gruppe af symptomer, som påvirker hukommelse, tænkning og sociale evner så alvorligt, at det griber ind i dagligdagen. Selvom der i øjeblikket ikke findes nogen kur mod demens, sigter forskellige behandlingstilgange mod at bremse sygdommens fremskridt, håndtere symptomer og forbedre livskvaliteten for mennesker, der lever med denne tilstand, samt deres familier.

Hvad behandling kan opnå for mennesker med demens

Når nogen modtager en diagnose med demens – hvad enten det er Alzheimers sygdom, vaskulær demens eller en anden form – skifter behandlingens fokus hen imod at opretholde funktionsevne og komfort så længe som muligt. Behandlingsmålene koncentrerer sig om at bevare selvstændighed, håndtere adfærdsændringer og støtte både personen med demens og deres pårørende gennem sygdommens forløb. Tilgangen til plejen afhænger i høj grad af demenstypen, sygdommens stadie og individuelle patientkarakteristika såsom alder, generelt helbred og personlige omstændigheder.^[1][2]

Sundhedsfaglige personer anerkender, at demens påvirker millioner verden over – over 55 millioner mennesker globalt i 2021, med næsten 10 millioner nye tilfælde hvert år.^[4] Dette gør det til den syvende hyppigste dødsårsag og en væsentlig årsag til handicap blandt ældre voksne. Fordi demens er progressiv, hvilket betyder at den forværres over tid, skal behandlingsstrategier tilpasses, efterhånden som sygdommen udvikler sig. Tidlig intervention kan gøre en betydelig forskel ved at hjælpe enkeltpersoner og familier med at planlægge fremtiden og få adgang til terapier, der midlertidigt kan bremse den kognitive tilbagegang.^[2]

Nuværende medicinske retningslinjer anbefaler en kombination af farmakologiske behandlinger – medicin, der påvirker hjernens kemi – og ikke-farmakologiske tilgange såsom kognitiv stimulation, livsstilsændringer og støttende pleje. Forskere undersøger også aktivt nye terapier i kliniske forsøg, hvilket giver håb om, at mere effektive behandlinger kan blive tilgængelige i de kommende år.^[13][14]

Standard medicinsk behandling af demens

De fleste lægemidler, der er tilgængelige til demens, er designet til at behandle Alzheimers sygdom, den mest almindelige form for demens, som udgør 60 til 80 procent af alle tilfælde. Nogle af disse lægemidler har dog også vist fordele ved andre typer demens, herunder demens med Lewy-legemer og vaskulær demens.^[1][11]

Acetylcholinesterasehæmmere

Den første kategori af almindeligt ordinerede lægemidler omfatter acetylcholinesterasehæmmere. Disse lægemidler virker ved at forhindre et enzym i at nedbryde et kemisk signalstof i hjernen kaldet acetylcholin, som hjælper nerveceller med at kommunikere med hinanden. Når acetylcholinniveauerne holdes på højere niveauer, kan hukommelse og tænkeevner midlertidigt forbedres eller stabiliseres.^[11][14]

Tre hovedlægemidler falder ind under denne kategori: donepezil (også kendt under varemærket Aricept), rivastigmin (Exelon) og galantamin (Reminyl). Donepezil bruges til mild til moderat Alzheimers sygdom, men er også godkendt til mere alvorlige tilfælde. Rivastigmin og galantamin ordineres typisk til milde til moderate symptomer. Kliniske studier tyder på, at disse lægemidler også kan hjælpe mennesker med demens med Lewy-legemer, Parkinsons sygdom demens og blandet demens – en tilstand, hvor nogen har mere end én type demens på samme tid.^[11][15]

Bivirkninger ved acetylcholinesterasehæmmere er generelt milde og ofte midlertidige. De mest almindelige omfatter kvalme og appetitløshed, som normalt forbedres efter de første to ugers behandling. Sundhedsudbydere starter typisk patienter på en lav dosis og øger den gradvist for at minimere ubehag.^[11]

NMDA-receptorantagonister

Et andet lægemiddel, der bruges til moderat til svær demens, er memantin, solgt under varemærker som Ebixa, Marixino eller Valios. Memantin virker anderledes end acetylcholinesterasehæmmere. Det blokerer virkningerne af overdrevne mængder af et kemikalie kaldet glutamat i hjernen. Når glutamatniveauerne er for høje, kan de beskadige nerveceller. Ved at regulere glutamataktiviteten kan memantin hjælpe med at beskytte hjerneceller og forbedre symptomerne.^[11][14]

Memantin ordineres til mennesker med moderat eller svær Alzheimers sygdom, demens med Lewy-legemer og dem med en kombination af Alzheimers og vaskulær demens. Det er velegnet til personer, der ikke kan tage acetylcholinesterasehæmmere, eller som ikke tåler dem godt. Bivirkninger kan omfatte hovedpine, svimmelhed og forstoppelse, men disse er normalt kortvarige.^[11]

Medicin til relaterede tilstande

Mange mennesker med demens har også andre helbredstilstande, der kan forværre symptomerne, især ved vaskulær demens. Disse omfatter højt blodtryk, hjertesygdom, diabetes, højt kolesterol og kronisk nyresygdom. Behandling af disse underliggende tilstande er en vigtig del af håndteringen af demenssymptomer og bremsning af udviklingen. Medicin til disse tilstande – såsom blodtryksmedicin, kolesterolsænkende statiner og diabetesmedicin – ordineres som en del af en omfattende behandlingsplan.^[11]

Depression er også almindelig blandt mennesker med demens og kan behandles med antidepressiva, hvis det ser ud til at være en underliggende årsag til angst eller humørsvingninger.^[11]

Håndtering af adfærdssymptomer

I de senere stadier af demens udvikler mange mennesker det, der kaldes adfærdsmæssige og psykologiske symptomer ved demens, eller BPSD. Disse kan omfatte øget uro, angst, vandring, aggression, vrangforestillinger (falske overbevisninger) og hallucinationer (at se eller høre ting, der ikke er der). Disse adfærdsændringer kan være ekstremt belastende for både personen med demens og deres pårørende.^[11]

Når ikke-medicinsk håndtering såsom at skabe et roligt miljø, opretholde rutiner og give tryghed ikke virker, kan læger ordinere antipsykotisk medicin såsom risperidon eller haloperidol. Disse lægemidler bruges kun, når der er vedvarende aggression eller ekstrem nød, og når der er risiko for skade på personen eller andre. De er kun godkendt specifikt til moderat til svær Alzheimers sygdom og vaskulær demens, og de skal bruges i den lavest effektive dosis i kortest mulig tid. Regelmæssige vurderinger – mindst hver sjette uge – er essentielle for at sikre, at medicinen stadig er nødvendig, og for at overvåge for bivirkninger.^[11]

Ikke-farmakologiske behandlinger

Medicin er kun en del af demensplejen. Ikke-medicinsk behandling er lige så vigtig og udgør ofte fundamentet i en omfattende plejeplan. Disse tilgange fokuserer på at opretholde kognitiv funktion, støtte selvstændighed og forbedre livskvaliteten.^[11][15]

Kognitiv stimulationsterapi, eller CST, involverer gruppeaktiviteter og øvelser designet til at forbedre hukommelse, problemløsningsevner og sproglige evner. Forskning har vist, at CST gavner mennesker med mild til moderat demens og hjælper dem med at forblive mentalt engagerede og socialt forbundne.^[11]

Kognitiv rehabilitering er en anden teknik, hvor en person arbejder med en trænet professionel, såsom en ergoterapeut, sammen med et familiemedlem eller en ven for at opnå et personligt mål. Dette kan omfatte at lære at bruge en mobiltelefon, håndtere daglige opgaver eller tilpasse sig ændringer i deres evner.^[11]

Andre støttende interventioner omfatter fysiske aktivitetsprogrammer, musikterapi, kunstaktiviteter og reminiscensterapi – hvor folk opfordres til at tale om tidligere oplevelser og minder. Disse aktiviteter kan forbedre humøret, reducere angst og give en følelse af formål og glæde.^[15]

Innovative terapier i kliniske forsøg

Selvom nuværende medicin kan give visse fordele, adresserer de ikke de underliggende biologiske årsager til demens. Af denne grund arbejder forskere rundt om i verden på at udvikle nye behandlinger, der kunne bremse eller endda standse sygdommens fremskridt. Kliniske forsøg er den primære måde, hvorpå disse eksperimentelle terapier testes for sikkerhed og effektivitet, før de kan godkendes til udbredt brug.^[13][14]

Amyloid-målrettede terapier

Et af kendetegnene ved Alzheimers sygdom er ophobningen af unormale proteiner i hjernen, herunder amyloidplak og tau-floker. Disse proteinaflejringer menes at beskadige nerveceller og forstyrre kommunikationen mellem dem. I de senere år er der blevet udviklet flere nye lægemidler, der direkte målretter disse proteiner.^[8][13]

To lægemidler, der modtog godkendelse fra den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), er lecanemab (varemærket Leqembi) og donanemab (varemærket Kisunla). Begge lægemidler er monoklonale antistoffer – laboratorielavede proteiner, der binder sig til amyloidplak i hjernen og hjælper immunsystemet med at fjerne dem. Disse behandlinger er godkendt specifikt til mennesker med tidlig Alzheimers sygdom, hvilket betyder dem i stadiet med mild kognitiv svækkelse eller det tidlige demensstadium, som har bekræftet amyloidophobning i deres hjerner.^[13]

Kliniske forsøg med lecanemab viste, at det kunne bremse kognitiv tilbagegang ved at adressere den underliggende biologi ved Alzheimers. Tilsvarende demonstrerede donanemab positive resultater med at reducere amyloidplak og bremse progressionen af symptomer hos forsøgsdeltagere. Disse lægemidler er dog ikke kure, og de virker kun hos mennesker, der har amyloidaflejringer. Patienter skal gennemgå diagnostisk testning, såsom en PET-scanning eller rygmarvsvæskeanalyse, for at bekræfte tilstedeværelsen af amyloid før behandlingsstart.^[13]

Et andet lægemiddel i denne kategori, aducanumab, blev oprindeligt godkendt, men er siden blevet afbrudt af producenten. Dette fremhæver de fortsatte udfordringer i at udvikle effektive terapier til demens.^[13]

Forsøgsfaser og hvad de betyder

Kliniske forsøg for demensbehandlinger forløber typisk gennem tre hovedfaser. Fase I-forsøg fokuserer på sikkerhed og tester et nyt lægemiddel på et lille antal raske frivillige eller patienter for at afgøre, om det er sikkert at bruge, og hvilken dosering der er passende. Fase II-forsøg involverer flere deltagere og sigter mod at evaluere, om lægemidlet er effektivt, og at indsamle mere information om bivirkninger. Fase III-forsøg er store undersøgelser, der sammenligner den nye behandling med standardpleje eller placebo for at bekræfte dens effektivitet og overvåge for sjældne bivirkninger.^[14]

Deltagelse i kliniske forsøg er åben for mennesker, der opfylder specifikke berettigelseskriterier, som ofte omfatter typen og stadiet af demens, alder og generelt helbred. Forsøg gennemføres mange steder, herunder USA, Europa og andre regioner. De tilbyder deltagerne adgang til banebrydende terapier, der endnu ikke er tilgængelige for offentligheden.^[13]

Andre lovende tilgange

Ud over amyloid-målrettede lægemidler udforsker forskere andre innovative strategier. Nogle studier undersøger terapier, der målretter tau-protein, inflammation i hjernen eller blodkarsskader. Andre ser på genterapitilgange, som sigter mod at korrigere genetiske mutationer, der øger risikoen for demens, eller immunterapi, som bruger kroppens immunsystem til at bekæmpe sygdom.^[14]

Foreløbige resultater fra nogle forsøg har vist forbedringer i kliniske parametre såsom hukommelsesscorer, reduktioner i specifikke symptomer og positive sikkerhedsprofiler. Mange af disse terapier er dog stadig i tidlige udviklingsstadier og kræver yderligere forskning, før de kan godkendes til klinisk brug.^[14]

Dækning og adgang

Adgang til nye demensbehandlinger godkendt af regulerende myndigheder kan afhænge af forsikringsdækningspolitikker. I USA har Centers for Medicare and Medicaid Services (CMS) frigivet detaljer om dækning for FDA-godkendte lægemidler såsom lecanemab. Forståelse af disse politikker er vigtig for mennesker, der lever med Alzheimers sygdom, og deres familier, når de overvejer behandlingsmuligheder.^[13]

Mest almindelige behandlingsmetoder

• Acetylcholinesterasehæmmere
  • Donepezil (Aricept) til mild til svær Alzheimers sygdom
  • Rivastigmin (Exelon) til milde til moderate symptomer, bruges også ved demens med Lewy-legemer
  • Galantamin (Reminyl) til mild til moderat Alzheimers sygdom
  • Virker ved at forhindre nedbrydning af acetylcholin for at hjælpe nerveceller med at kommunikere
  • Almindelige bivirkninger omfatter kvalme og appetitløshed, normalt midlertidige
• NMDA-receptorantagonister
  • Memantin (Ebixa, Marixino, Valios) til moderat til svær demens
  • Blokerer overdreven glutamat for at beskytte hjerneceller
  • Bruges ved Alzheimers sygdom, demens med Lewy-legemer og blandet demens
  • Bivirkninger kan omfatte hovedpine, svimmelhed og forstoppelse
• Antipsykotisk medicin
  • Risperidon og haloperidol til alvorlige adfærdssymptomer
  • Bruges kun, når der er vedvarende aggression eller ekstrem nød
  • Ordineres i laveste dosis i kortest mulig tid med regelmæssige vurderinger
  • Godkendt til moderat til svær Alzheimers og vaskulær demens
• Amyloid-målrettede terapier
  • Lecanemab (Leqembi) til tidlig Alzheimers sygdom med bekræftet amyloid
  • Donanemab (Kisunla) til tidlig Alzheimers sygdom med bekræftet amyloid
  • Monoklonale antistoffer, der hjælper med at fjerne amyloidplak fra hjernen
  • Kræver diagnostisk testning såsom PET-scanning eller rygmarvsvæskeanalyse
  • Bremser kognitiv tilbagegang ved at adressere den underliggende sygdomsbiologi
• Kognitiv stimulationsterapi
  • Gruppeaktiviteter og øvelser til at forbedre hukommelse, problemløsning og sprog
  • Gavner mennesker med mild til moderat demens
  • Hjælper med at opretholde mental engagement og sociale forbindelser
• Kognitiv rehabilitering
  • Arbejde med trænede fagfolk for at opnå personlige mål
  • Kan omfatte at lære at bruge teknologi eller tilpasse daglige opgaver
  • Involverer familiemedlemmer eller venner i processen
• Støttende interventioner
  • Fysiske aktivitetsprogrammer til at opretholde sundhed og mobilitet
  • Musikterapi og kunstaktiviteter til at forbedre humøret
  • Reminiscensterapi til at opmuntre diskussion af minder
  • Reducerer angst og giver en følelse af formål
• Behandling af relaterede tilstande
  • Håndtering af højt blodtryk, hjertesygdom og diabetes
  • Kolesterolsænkende medicin
  • Behandling af depression med antidepressiva, hvis det er hensigtsmæssigt
  • Vigtigt for at bremse progressionen, især ved vaskulær demens