Forståelse af denne sjældne sygdom
Anaplastisk storcellet lymfom, ofte forkortet til ALCL, repræsenterer en meget lille del af alle kræfttilfælde. Det udgør cirka 2% af alle diagnoser af non-Hodgkin lymfom hos voksne, hvilket gør det virkelig sjældent i det bredere landskab af kræftsygdomme[2]. Inden for kategorien af T-celle lymfomer specifikt udgør ALCL omkring 24% af perifere T-celle lymfom tilfælde i USA[7]. Disse tal hjælper med at sætte i perspektiv, hvor usædvanlig denne tilstand er, hvilket også betyder, at ikke alle læger vil have omfattende erfaring med at behandle den, hvilket gør specialiseret pleje særlig vigtig.
Sygdommen har kun været godt karakteriseret i omkring to årtier, på trods af at den blev genkendt i 1985, da forskere opdagede, at tumorceller kunne identificeres ved hjælp af en specifik antistofmarkør[3][4]. Denne relativt nye forståelse betyder, at forskningen stadig afdækker ny information om, hvordan sygdommen fungerer, og hvordan den bedst behandles. Det videnskabelige samfund fortsætter med at lære mere om denne sjældne tilstand for hvert år, der går.
Hvem får denne sygdom
Et af de mest slående kendetegn ved ALCL er, at det påvirker forskellige aldersgrupper afhængigt af den specifikke type. ALK-positiv ALCL, hvilket betyder at kræftcellerne producerer et protein kaldet anaplastisk lymfom kinase, er mere almindelig hos børn og unge. Denne form er særligt hyppig i de første tre årtier af livet, hvilket betyder, at den ofte rammer unge mennesker, præ-teenagere, teenagere og voksne i 20’erne og 30’erne[1][2]. På den anden side påvirker ALK-negativ ALCL, hvor kræftcellerne ikke producerer dette protein, primært ældre voksne, særligt dem over 60 år[2].
Køn spiller også en rolle i, hvem der udvikler denne sygdom. Generelt viser ALCL en mandlig overvægt med et forhold mellem mænd og kvinder på cirka 1,5 til 1[1][4]. Dette betyder, at mænd er noget mere tilbøjelige til at udvikle tilstanden end kvinder. Den ALK-positive form er betydeligt mere almindelig hos mænd, mens den ALK-negative type kun er lidt mere almindelig hos mænd[2]. Forståelse af disse mønstre hjælper læger med at vide, hvilke patienter der kan være i højere risiko og har brug for tættere overvågning.
Hvad forårsager denne kræft
Oprindelsen af ALCL er ikke helt forstået, selvom forskere har identificeret flere vigtige sammenhænge. ALCL af den ALK-positive type stammer normalt fra T-celler, som er hvide blodlegemer, der hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner[1]. Sygdommen kan være primær, hvilket betyder, at den starter af sig selv, eller sekundær, hvilket betyder, at den udvikler sig efter en anden tilstand. Nogle tilfælde har været forbundet med HIV-infektion, en hudtilstand kaldet mycosis fungoides og visse lungetilstande kaldet inflammatoriske pseudotumorer[1].
Interessant nok er der, bortset fra ved brystimplantat-associeret ALCL, ingen kendte specifikke risikofaktorer for at udvikle denne sygdom[6]. Dette betyder, at læger endnu ikke kan identificere livsstilsændringer, miljømæssige eksponeringer eller genetiske markører, der klart ville forudsige, hvem der vil udvikle ALCL. Manglen på identificerbare risikofaktorer gør forebyggelsesstrategier svære at designe, og det betyder også, at folk, der udvikler denne kræft, ikke skal bebrejde sig selv, da der sandsynligvis ikke var noget, de kunne have gjort anderledes for at forhindre det.
Almindelige tegn og symptomer
Symptomerne på ALCL varierer afhængigt af, hvor i kroppen kræften er lokaliseret, men mange patienter deler visse fælles oplevelser. De fleste mennesker, der diagnosticeres med ALCL, præsenterer sig med fremskreden sygdom, hvilket betyder, at kræften allerede har spredt sig til flere områder, når den opdages. Stadium III eller IV sygdom er almindelig ved diagnose, hvilket indikerer, at lymfomet har påvirket lymfeknuder på begge sider af mellemgulvet eller har spredt sig til organer uden for lymfesystemet[1].
Mange patienter oplever det, læger kalder B-symptomer, som er en specifik gruppe af symptomer, der inkluderer vedvarende feber, utilsigtet vægttab og kraftige nattesved, der gennemtrænger tøj og lagener[1]. Disse symptomer opstår, fordi kræften påvirker kroppens stofskifte og immunsystem, hvilket får kroppen til at reagere med feber og overdreven svedtendens. Vægttabet sker, fordi kroppen bruger energi på at bekæmpe sygdommen, og fordi appetitten ofte falder.
Sygdommen involverer ofte både lymfeknuder (små bønneformede organer, der filtrerer væske og bekæmper infektion) og ekstranodære områder (områder uden for lymfeknuderne)[5]. De mest almindeligt berørte ekstranodære steder inkluderer huden, knogler, blødt væv, lunger og lever[5]. Når huden er involveret, kan patienter bemærke usædvanlige buler, udslæt eller hudforandringer. Nogle patienter kan også udvikle høj feber som et særligt fremtrædende symptom[5]. Involvering af mave-tarm-systemet og centralnervesystemet er sjælden, men kan forekomme[5]. Knoglemarv-involvering forekommer i cirka 10-30% af tilfældene, afhængigt af hvilke tests læger bruger til at kontrollere for det[5].
Forebyggelsesmuligheder
Fordi der ikke er kendte risikofaktorer for de fleste former for ALCL, er der ingen etablerede forebyggelsesstrategier for den generelle befolkning. I modsætning til kræftformer forbundet med rygning, kost eller soludstråling udvikler ALCL sig uden klare miljømæssige eller livsstilsudløsere, som folk kunne undgå. Denne mangel på forebyggende foranstaltninger kan føles frustrerende for patienter og deres familier, der ønsker, de kunne have gjort noget for at forhindre sygdommen.
Den ene undtagelse involverer brystimplantat-associeret ALCL, som er blevet forbundet med brystimplantater, særligt dem med teksturerede overflader[4][2]. Denne form diagnosticeres normalt omkring 10 år efter brystforstørrelse eller rekonstruktionskirurgi[2]. Kvinder, der overvejer brystimplantater, kan diskutere med deres læger forskellene mellem teksturerede og glatte implantater og afveje den ekstremt lille risiko for at udvikle denne sjældne kræft mod fordelene ved proceduren. Det er dog afgørende at forstå, at selv med teksturerede implantater forbliver risikoen ekstremt lav.
Hvordan sygdommen ændrer normal kropsfunktion
I sin kerne involverer ALCL den unormale vækst af T-lymfocytter, som er hvide blodlegemer, der normalt er ansvarlige for at beskytte kroppen mod infektioner og sygdomme. Hos raske individer rejser T-lymfocytter gennem lymfesystemet og identificerer og angriber skadelige indtrængere som vira og bakterier. Når ALCL udvikler sig, gennemgår disse T-lymfocytter forandringer, der får dem til at formere sig ukontrollabelt og undlade at udføre deres normale beskyttende funktioner.
Sygdommen er karakteriseret ved store pleomorfe (varierede i form) lymfoide celler med rigelig cytoplasma (den gellignende substans inde i celler) og karakteristiske hestesko-formede kerner (cellernes kontrolcentre)[1]. Når læger undersøger disse celler under et mikroskop, ser de karakteristiske “kjendetegns”-celler, der har disse hestesko- eller kranskage-lignende kerner, flere nukleoli (strukturer inden i kernen) og andre usædvanlige træk[1]. Disse kjendetegns-celler er til stede i alle morfologiske varianter af ALCL, hvilket gør dem til et vigtigt diagnostisk kendetegn.
Cellerne udtrykker kraftigt en markør kaldet CD30, som er et protein, der findes på overfladen af kræftcellerne[1][7]. Denne CD30-udtryk er konstant på tværs af alle ALCL-tilfælde og hjælper læger med at skelne dette lymfom fra andre. I ALK-positive tilfælde involverer sygdommen en kromosomal translokation, hvilket betyder, at to kromosomer har brækket og byttet stykker. Specifikt er der en t(2;5) translokation, der involverer ALK-genet og et gen kaldet nucleophosmin (NPM1)[1]. Denne genetiske omarrangering får cellerne til at producere unormale proteiner, der driver kræftens vækst.
Efterhånden som disse unormale celler akkumuleres, infiltrerer de lymfeknuder og kan sprede sig til andre organer. Infiltrationen forstyrrer den normale arkitektur af disse organer og forhindrer dem i at fungere ordentligt. I lymfeknuder fylder kræftcellerne de rum, hvor normale immunceller ville befinde sig, hvilket svækker kroppens evne til at bekæmpe infektioner. Når sygdommen spreder sig til organer som leveren, lungerne eller knoglerne, kan det forstyrre disse organers specifikke funktioner, hvilket fører til forskellige symptomer afhængigt af, hvilke organer der er påvirkede.



