Sekundær progressiv multipel sklerose repræsenterer en udfordrende fase i livet med MS, hvor symptomerne gradvist forværres over tid, og målet med behandlingen skifter til at bremse sygdomsudviklingen, håndtere symptomer og bevare livskvaliteten så længe som muligt.

Hvordan behandling kan hjælpe med sekundær progressiv multipel sklerose

Når en person med multipel sklerose overgår fra attakvis-remitterende sygdom til sekundær progressiv MS, ændres behandlingsbehovene markant. Hovedformålet med at behandle sekundær progressiv multipel sklerose er at bremse forværringen af symptomer, hjælpe med at bevare selvstændighed og forbedre den samlede livskvalitet. I modsætning til den tidligere fase af MS, hvor behandlingerne retter sig mod pludselige opblussen, fokuserer behandlingen af SPMS på den gradvise ophobning af funktionsnedsættelse, der opstår selv uden tydelige attak^[1].

Behandlingsplaner for sekundær progressiv MS afhænger i høj grad af hver patients individuelle karakteristika. Læger tager højde for, om personen stadig oplever lejlighedsvise attak, hvor hurtigt funktionsnedsættelsen udvikler sig, og hvilke symptomer der er mest besværlige i hverdagen. Nogle mennesker med SPMS fortsætter med at have periodiske opblussen samtidig med gradvis forværring, et mønster der kaldes aktiv SPMS. Andre oplever stabil progression uden nogen attak, kendt som ikke-aktiv SPMS^[4].

Overgangen fra attakvis-remitterende MS til sekundær progressiv sker typisk mellem 10 og 25 år efter den første diagnose, ofte når folk er i 40’erne eller 50’erne. Denne udvikling afspejler vedvarende nerveskade i hjernen og rygmarven, som fortsætter selv når de intense inflammatoriske angreb fra den tidlige sygdom er aftaget^[3]. Selvom der i øjeblikket ikke findes nogen helbredelse for sekundær progressiv MS, anbefaler medicinske organisationer en kombination af godkendte lægemidler, symptomhåndteringsstrategier og genoptræningsbehandlinger for at hjælpe patienter med at bevare deres evner og selvstændighed^[16].

Standardbehandlinger for sekundær progressiv multipel sklerose

Grundlaget for behandling af sekundær progressiv MS omfatter lægemidler kaldet sygdomsmodificerende lægemidler, eller DMD’er. Disse mediciner virker ved at påvirke immunsystemet for at bremse udviklingen af funktionsnedsættelse. Det specifikke lægemiddel vælges ud fra, om personen stadig oplever attak, og hvor aktiv deres sygdom fremstår på hjernescannninger^[8].

For patienter, der fortsætter med at have lejlighedsvise attak sammen med progression, fortsætter eller justerer læger ofte de sygdomsmodificerende behandlinger, der blev anvendt under den attakvis-remitterende fase. Disse omfatter lægemidler som alemtuzumab, cladribin, fingolimod, glatirameracetat, natalizumab, ocrelizumab, ofatumumab og forskellige former for interferon beta. Hver af disse stoffer virker gennem forskellige mekanismer for at reducere immunsystemets angreb på den beskyttende myelinbelægning omkring nervefibrene^[8].

Blandt de lægemidler, der specifikt er godkendt til sekundær progressiv MS, skiller siponimod (markedsført som Mayzent) sig ud som en vigtig mulighed. Dette lægemiddel påvirker visse immunceller kaldet lymfocytter og forhindrer dem i at bevæge sig ind i hjernen og rygmarven, hvor de kan forårsage skade. Kliniske forsøg har vist, at siponimod kan bremse funktionsnedsættelse hos mennesker med aktiv sekundær progressiv MS^[8].

Et andet lægemiddel, der specifikt er godkendt til SPMS, er cladribin (Leustatin, Mavenclad). Dette lægemiddel virker ved selektivt at reducere visse typer hvide blodlegemer, der bidrager til sygdomsprocessen. Det gives som et kort behandlingsforløb over to år. Lægemidlet ublituximab-xiiy (Briumvi) har også modtaget godkendelse til behandling af SPMS og virker ved at målrette specifikke immunceller^[8].

For mennesker, der oplever aktive attak under den progressive fase, kan kortvarig behandling med kortikosteroider hjælpe med at reducere inflammation og forkorte varigheden af opblussen. Disse kraftige antiinflammatoriske lægemidler gives typisk i korte perioder, fordi længerevarende brug kan føre til bivirkninger som mavebesvær, hurtig puls, ansigtsrødme, humørsvingninger og svækkelse af knoglerne over tid^[8].

Ud over sygdomsmodificerende lægemidler inkluderer behandlingen af sekundær progressiv MS omfattende symptomhåndtering. Fysioterapi spiller en afgørende rolle i at bevare styrke, balance og mobilitet. Fysioterapeuter designer træningsprogrammer tilpasset hver persons evner og begrænsninger og hjælper dem med at forblive så aktive og selvstændige som muligt. Genoptræning kan også omfatte ergoterapi til at hjælpe med daglige aktiviteter, taleterapi ved kommunikationsvanskeligheder og kognitiv terapi ved problemer med tænkning og hukommelse^[1].

Behandlingens varighed varierer meget mellem individer. Mange mennesker med SPMS fortsætter med at tage sygdomsmodificerende lægemidler i årevis, så længe medicinen forbliver effektiv og tålelig. Regelmæssig overvågning gennem neurologiske undersøgelser og hjernescannninger hjælper læger med at vurdere, om behandlingerne virker, og justere planen efter behov^[16].

Lovende behandlinger der testes i kliniske forsøg

Forskningen i nye behandlinger til sekundær progressiv multipel sklerose er intensiveret i de seneste år, fordi behandlingsmulighederne forbliver begrænsede sammenlignet med attakvis-remitterende MS. Kliniske forsøg udforsker innovative tilgange, der retter sig mod forskellige aspekter af sygdomsprocessen ud over blot at kontrollere inflammation^[11].

Mange eksperimentelle behandlinger fokuserer på at beskytte nerveceller mod yderligere skade, en strategi kaldet neurobeskyttelse. Forskere har lært, at i sekundær progressiv MS sker der vedvarende nervefibreskade, selv når inflammationen aftager. Denne forståelse har fået forskere til at teste behandlinger, der måske kan beskytte nerveceller eller hjælpe med at reparere beskadiget myelin, snarere end kun at undertrykke immunsystemet^[11].

Kliniske forsøg for SPMS udvikler sig typisk gennem flere faser. Fase I-forsøg tester, om et nyt lægemiddel er sikkert, og bestemmer passende doser hos små grupper af mennesker. Fase II-forsøg udvider testningen til større grupper for at evaluere effektivitet og fortsætter med at overvåge sikkerhed. Fase III-forsøg sammenligner den nye behandling med standardbehandling eller placebo hos hundredvis eller tusindvis af deltagere for at bekræfte effektivitet og indsamle omfattende sikkerhedsoplysninger, før der søges om godkendelse fra regulerende myndigheder^[11].

Nogle lovende molekyler, der undersøges, omfatter stoffer, der virker gennem andre mekanismer end nuværende godkendte lægemidler. Forskere tester substanser, der måske kan reducere visse typer immunceller mere selektivt og potentielt tilbyde fordele med færre bivirkninger. Andre eksperimentelle tilgange sigter mod at styrke kroppens naturlige evne til at reparere myelinskader eller beskytte nervefibre mod degeneration^[11].

Kliniske forsøg for sekundær progressiv MS udføres på medicinske centre i USA, Europa og andre regioner verden over. Berettigelse til deltagelse afhænger typisk af faktorer som bekræftet diagnose af SPMS, graden af funktionsnedsættelse målt på standardiserede skalaer, og om sygdommen viser tegn på aktiv progression. Nogle forsøg optager specifikt mennesker med aktiv sygdom (dem der stadig har lejlighedsvise attak eller nye læsioner på hjernescannninger), mens andre fokuserer på ikke-aktive progressive former^[4].

En udfordring ved at udføre forsøg for SPMS er, at sygdomsprogression sker langsomt over måneder og år, hvilket gør det vanskeligt at måle, om eksperimentelle behandlinger virker. Forskere har arbejdet på at udvikle bedre definitioner af progression og mere følsomme måder at opdage ændringer i funktionsnedsættelse. Dette inkluderer sporing af gangevne, øvre ekstremitets funktion, kognitiv præstation og hjernevolumenændringer på MR-scanninger over tid^[5].

Resultaterne fra nogle nyere kliniske forsøg har vist beskedne, men meningsfulde fordele. Visse eksperimentelle behandlinger har demonstreret evne til at bremse hastigheden, hvormed mennesker mister ganghastighed eller ophoben yderligere funktionsnedsættelsespoint på standardmålingsskalaer. Selv små forsinkelser i progression kan have betydelig indvirkning på livskvalitet og selvstændighed for mennesker, der lever med SPMS^[11].

Mest almindelige behandlingsmetoder

• Sygdomsmodificerende lægemidler
  • Siponimod (Mayzent) – påvirker lymfocytter for at forhindre dem i at trænge ind i centralnervesystemet, specifikt godkendt til aktiv sekundær progressiv MS
  • Cladribin (Leustatin, Mavenclad) – reducerer selektivt visse hvide blodlegemer involveret i sygdomsprocessen, gives som kort forløb over to år
  • Ocrelizumab (Ocrevus) – målretter specifikke immunceller kaldet B-celler
  • Ofatumumab (Kesimpta) – en anden B-celle målrettet terapi
  • Ublituximab-xiiy (Briumvi) – godkendt til behandling af SPMS ved at målrette specifikke immunceller
  • Interferon beta-præparater – reducerer immunsystemets angreb på myelin
  • Natalizumab (Tysabri) – forhindrer immunceller i at krydse ind i hjernen og rygmarven
  • Fingolimod (Gilenya) – holder visse immunceller fanget i lymfeknuder
• Antiinflammatorisk behandling ved attak
  • Kortikosteroider (såsom methylprednisolon) – reducerer inflammation under akutte opblussen
  • Gives i korte perioder for at minimere bivirkninger, herunder mavebesvær, hurtig puls, humørsvingninger og knogleskørhed
• Genoptræningsbehandlinger
  • Fysioterapi – bevarer styrke, balance og gangevne gennem tilpassede træningsprogrammer
  • Ergoterapi – hjælper med at tilpasse daglige aktiviteter og hjemmemiljø
  • Taleterapi – håndterer kommunikations- og synkevanskeligheder
  • Kognitiv genoptræning – støtter tænkning, hukommelse og informationsbehandling
• Symptomhåndtering
  • Lægemidler mod muskelstivhed og spasmer
  • Behandlinger for blære- og tarmkontrolproblemer
  • Behandlinger til håndtering af træthed
  • Behandlinger af synsproblemer
  • Smertebehandlingsstrategier
• Mobilitetsunderstøttelse
  • Ankel-fod-ortoser (AFO) til at støtte gang
  • Funktionelle elektriske stimuleringsenheder til aktivering af benmuskler
  • Stokke og rollatorer for stabilitet
  • Scootere eller kørestole til længere distancer eller træthedsbehandling