Rabies – Diagnostik – Oversigt over information og klinisk forskning

Rabies er en dødelig virussygdom, som næsten altid er fatal, når symptomerne først viser sig—men den gode nyhed er, at den kan forebygges, hvis du handler hurtigt efter eksponering. At forstå, hvornår og hvordan du skal testes, og hvilke skridt du skal tage, hvis du har mistanke om at være blevet udsat, kan virkelig gøre forskellen mellem liv og død.

Indledning: Hvem bør undersøges og hvornår

Hvis du er blevet bidt eller ridset af et dyr, eller hvis et dyrs spyt er kommet i kontakt med dine øjne, næse, mund eller et åbent sår, bør du søge lægehjælp øjeblikkeligt. Diagnosticering af rabies bliver afgørende i disse situationer, fordi sygdommen er næsten 100% dødelig, når symptomerne først begynder, men den kan forebygges med hurtig behandling, før symptomerne udvikler sig.^[1]

Alle, som har haft kontakt med potentielt rabiessmittede dyr, bør overveje at søge lægehjælp. I USA er de dyr, der oftest findes med rabies, flagermus, vaskebjørne, stinkdyr og ræve. Kontakt med inficerede flagermus er faktisk den førende årsag til dødsfald af rabies blandt mennesker i landet, hvor mindst syv ud af ti personer, der dør af rabies i USA, er blevet smittet af flagermus.^[1] Selv hvis du ikke kan se et bitmærke, bør du lade dig undersøge, hvis du vågner op og finder en flagermus i dit værelse, da bid fra flagermus kan være så små, at de ikke bliver bemærket.^[3]

Børn er i større risiko end voksne og bør undersøges straks efter enhver mistænkelig kontakt med dyr. Globalt forekommer omkring 40% af dødsfald af rabies hos børn under 15 år.^[2] Dette sker, fordi børn har tendens til at være mere i kontakt med dyr og måske ikke rapporterer bid eller rifter med det samme.

Personer, der rejser til dele af Asien, Afrika eller visse områder af Central- og Sydamerika, bør være særligt forsigtige. I disse regioner er rabies hos hunde stadig et stort problem, og mere end 95% af de anslået 59.000 menneskelige dødsfald på verdensplan hvert år forekommer i Asien og Afrika. Siden 1990 er mere end 80 personer i USA døde efter at være blevet smittet med rabies under rejser i udlandet.^[1]

⚠️ Vigtigt

Tid er absolut afgørende, når det drejer sig om mulig eksponering for rabies. Du bør søge lægehjælp med det samme, selv hvis såret virker mindre, eller hvis du ikke er sikker på, om dyret havde rabies. Når symptomerne på rabies først viser sig, er sygdommen praktisk talt altid dødelig. Men hvis du modtager behandling hurtigt efter eksponering, er den næsten 100% effektiv til at forebygge sygdommen.

Sundhedspersonale anbefaler, at du søger lægehjælp straks, hvis du har været udsat for ethvert pattedyr, der kan bære rabies, især hvis dyret opførte sig mærkeligt. Usædvanlig adfærd kan omfatte et vildtlevende dyr, der virker usædvanligt venligt eller tamt, viser sig i dagtimerne, når det normalt er aktivt om natten, opfører sig aggressivt uden provokation, vakler, laver usædvanlige lyde eller synes at have svært ved at bevæge sig.^[8]

Klassiske diagnostiske metoder til identificering af rabies

At diagnosticere rabies hos mennesker, før symptomerne viser sig, er udfordrende, fordi der ikke findes nogen simpel, hurtig test, der definitivt kan fortælle, om du er blevet smittet under inkubationsperioden—tiden mellem eksponering og når symptomerne starter, som normalt varer fra en til tre måneder, men kan variere fra mindre end en uge til mere end et år.^[5] Dette er grunden til, at sundhedsudbydere fokuserer på at vurdere din risiko for eksponering i stedet for at forsøge at teste for selve virussen umiddelbart efter et bid.

Når du besøger en sundhedsudbyder efter potentiel eksponering for rabies, vil de foretage en grundig undersøgelse, der omfatter at tage en detaljeret historik om hændelsen. De vil spørge dig om, hvilken type dyr der var involveret, om dyret så sygt ud eller opførte sig unormalt, omstændighederne omkring biddet eller riftet, og om du kan give information om dyrets vaccinationsstatus, hvis det var et kæledyr.^[17]

Et af de vigtigste diagnostiske skridt sker uden for din krop—det involverer at observere eller teste det dyr, der bed dig. Hvis dyret kan indfanges sikkert, kan det blive observeret for tegn på rabies eller testet direkte. For husdyr som hunde, katte og fritter bruges ofte en ti-dages observationsperiode. Hvis dyret forbliver sundt i denne periode, havde det ikke rabies på tidspunktet for biddet, og du vil ikke have brug for behandling.^[20]

Hvis dyret dør, bliver sygt eller blev dræbt, kan der udføres laboratorietests på dets hjernevæv for definitivt at afgøre, om det havde rabies. Denne testning udføres på specialiserede folkesundhedslaboratorier og involverer at lede efter rabiesvirus i dyrets hjerne ved hjælp af en teknik kaldet direkte fluorescerende antistoftest, som kan påvise rabiesvirusproteiner.^[7]

Når et dyr ikke kan findes eller testes—for eksempel hvis en flagermus flyver væk efter mulig kontakt—skal sundhedsudbydere træffe en beslutning baseret på risikovurderingen. I disse tilfælde vil de overveje faktorer som dyrets type, om rabies er almindelig hos denne art i dit område, og karakteren af din kontakt med dyret.

Hvis du begynder at vise symptomer, der kan være rabies, bliver diagnostisk testning mere direkte, men også mere kompleks. Din læge kan bestille flere forskellige tests, selvom disse måske skal gentages for at bekræfte diagnosen. Tests udført på mennesker, der er mistænkt for at have rabies, omfatter undersøgelse af prøver af spyt, blodserum, rygmarvsvæske og hudbiopsi fra nakken. En hudbiopsi indebærer at tage en lille hudprøve, normalt fra et område med hårfollikler, for at lede efter rabiesvirus.^[10]

Blod- og rygmarvsvæskeprøver leder efter antistoffer, som dit immunsystem producerer som reaktion på rabiesvirus. Disse antistoffer viser sig dog måske ikke med det samme, hvilket er grunden til, at tests nogle gange skal gentages. Spytprøver testes direkte for tilstedeværelse af virussen.^[4]

Det er vigtigt at forstå, at når symptomerne på rabies viser sig, skifter fokus fra diagnose til støttende pleje, da der ikke findes nogen effektiv kur på det tidspunkt. Dette er grunden til, at forebyggelse og tidlig behandling er så kritisk vigtig.

Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg

I øjeblikket er der ingen standard information tilgængelig i de leverede kilder om specifikke diagnostiske tests eller metoder, der bruges som kriterier til at optage patienter i kliniske forsøg med rabies. Dette kan skyldes, at rabiesbehandling efter symptomstart har en så dårlig prognose, at kliniske forsøg for behandling er ekstremt sjældne. Fokus for medicinsk intervention forbliver næsten udelukkende på forebyggelse gennem vaccination, før symptomerne udvikler sig.^[1]

Den meste forskning og kliniske arbejde relateret til rabies fokuserer på at forbedre forebyggelsesmetoder, såsom at udvikle bedre vacciner eller mere tilgængelige behandlinger efter eksponering, snarere end at behandle aktive infektioner. Når kliniske forsøg finder sted, involverer de typisk test af nye rabiesvacciner eller forebyggelsesprotokoller snarere end behandlinger til mennesker, der allerede har symptomer.

Prognose og overlevelsesrate

Prognose

Prognosen for rabiesafhænger helt af, om behandlingen modtages, før symptomerne begynder. Hvis du modtager ordentlig lægebehandling efter eksponering, men før symptomerne udvikler sig, er udsigterne fremragende—behandlingen er næsten 100% effektiv til at forebygge sygdommen. Omkring 100.000 amerikanere bliver vaccineret mod rabies efter en potentiel rabieseksponering hvert år, og på grund af denne forebyggelsesindsats forekommer der færre end 10 menneskelige dødsfald af rabies årligt i USA.^[1]

Når symptomerne på rabies imidlertid viser sig, bliver prognosen ekstremt dårlig. Sygdommen er praktisk talt 100% dødelig, efter symptomerne begynder. Efter en inkubationsperiode, der kan variere fra dage til år, forårsager rabies indledende influenzalignende symptomer, herunder feber, svaghed og ubehag. Inden for to uger efter de første symptomer viser sig, udvikler alvorlig sygdom sig, som påvirker hjernen og nervesystemet. Denne udvikling fører til symptomer såsom angst, forvirring, hallucinationer, synkebesvær, overdreven spytdannelse og enten aggressiv adfærd eller lammelse. Når disse kliniske tegn viser sig, forårsager sygdommen næsten altid døden, typisk inden for dage til uger.^[1]

Tiden mellem eksponering og symptomstart—kaldet inkubationsperioden—afhænger af, hvor langt virussen skal rejse langs nerverne for at nå dit centralnervesystem. Bid på hovedet eller nakken har tendens til at have kortere inkubationsperioder end bid på benene eller fødderne, fordi virussen har kortere afstand at rejse for at nå hjernen.^[5]

Overlevelsesrate

Overlevelsesraten for rabies uden behandling, efter symptomerne viser sig, er i det væsentlige nul—sygdommen er næsten 100% dødelig, når kliniske symptomer udvikler sig.^[2] Selvom et lille antal mennesker har overlevet rabies efter symptomstart, er disse tilfælde ekstremt sjældne og repræsenterer undtagelser snarere end reglen.^[10]

Globalt dør cirka 59.000 mennesker af rabies hvert år, med langt størstedelen af disse dødsfald forekommende i Asien og Afrika, hvor hund-medieret rabies stadig er almindelig, og adgang til forebyggende behandling kan være begrænset eller utilgængelig.^[2] I lande, hvor effektive rabieskontrolprogrammer eksisterer for dyr, og behandling efter eksponering er let tilgængelig—såsom USA—er menneskelige rabies-dødsfald sjældne, med færre end tre personer, der dør af sygdommen hvert år.^[4]

Nøglen til overlevelse er forebyggelse. Når mennesker modtager behandling efter eksponering hurtigt efter at være blevet bidt af et potentielt rabiessmittet dyr—herunder grundig sårvask, rabies immunglobulin og en serie rabiesvacciner—nærmer overlevelsesraten sig 100%. Denne dramatiske forskel understreger, hvorfor øjeblikkelig lægehjælp efter ethvert mistænkeligt dyrebid eller ridse er så afgørende vigtig.^[13]

Europas førende søgning efter kliniske forsøg