Hvem bør gennemgå diagnosticering, og hvornår er det tilrådeligt at søge hjælp
Angst er noget, alle oplever fra tid til anden. Du føler dig måske ængstelig før en jobsamtale, når du skal til en vigtig prøve, eller når du står over for en svær beslutning på arbejdet. Disse midlertidige følelser er en normal del af livet og kan endda være nyttige, fordi de giver dig et energiboost eller hjælper dig med at fokusere på vigtige opgaver.[1] Men når angsten bliver vedvarende, overvældende og begynder at forstyrre din evne til at fungere i hverdagen, kan det være tid til at søge professionel hjælp.[2]
Du bør overveje at søge diagnosticering, hvis din angst ikke forsvinder og kan blive værre med tiden, og hvis den påvirker din arbejdspræstation, skolearbejde eller relationer.[2] Hvis du for eksempel finder dig selv i at bekymre dig overdrevent om helt almindelige ting som helbred, penge, arbejde eller familie næsten hver dag i mindst seks måneder, kan det være tegn på generaliseret angstlidelse, en tilstand kendetegnet ved vedvarende og urealistisk bekymring om hverdagsting.[4] På samme måde, hvis du oplever pludselige, gentagne perioder med intens frygt, når der ikke er nogen reel fare – kendt som panikanfald – eller hvis du har en intens frygt for specifikke situationer eller genstande, der får dig til at undgå daglige aktiviteter, kan en diagnostisk undersøgelse hjælpe med at identificere, hvilken type angstlidelse du måske har.[2]
Det er tilrådeligt at søge diagnosticering, når dine reaktioner på situationer ofte er ude af proportion i forhold til de faktiske omstændigheder, når du ikke kan kontrollere dine reaktioner på situationer, eller når angst forstyrrer din evne til at fungere normalt.[4] Fysiske symptomer kan også signalere behovet for en vurdering. Hvis du oplever bankende eller hurtig hjerterytme, uforklarlige smerter, svimmelhed, åndenød, svedtendens, rysten eller fordøjelsesproblemer, der synes forbundet med ængstelige følelser, bør disse undersøges af en sundhedsfaglig person.[2] Mentale symptomer som at føle sig anspændt eller nervøs, ikke at kunne slappe af, konstant bekymring om fortiden eller fremtiden, koncentrationsbesvær eller frygt for, at det værste vil ske, bør også få dig til at søge hjælp.[3]
Ændringer i adfærd, såsom ikke at kunne nyde fritid, vanskeligheder med at tage vare på dig selv, problemer med at danne eller vedligeholde relationer, undgåelse af steder og situationer, der skaber angst, eller tvangsmæssig adfærd som konstant at tjekke ting, er yderligere tegn på, at en diagnostisk undersøgelse kan være gavnlig.[2] Børn og unge kan også udvikle angstlidelser, og symptomerne begynder ofte i barndommen eller teenage-årene og fortsætter ind i voksenalderen, så tidlig evaluering er vigtig for unge mennesker, der oplever disse symptomer.[3]
Kvinder har omkring dobbelt så stor sandsynlighed som mænd for at opleve angstlidelser, og visse risikofaktorer øger sandsynligheden for at udvikle disse tilstande.[4] Disse omfatter bestemte personlighedstræk som at være genert eller tilbagetrukket, når man møder nye mennesker, traumatiske begivenheder i den tidlige barndom eller voksenalderen, en familiehistorie med angst eller andre psykiske lidelser, og nogle fysiske helbredstilstande såsom skjoldbruskkirtelproblem eller hjertearytmier.[2] Hvis du har nogen af disse risikofaktorer og oplever symptomer på angst, kan en tidlig diagnostisk vurdering være særligt gavnlig.
Det er vigtigt at forstå, at cirka 19 procent af voksne i USA, eller næsten en ud af fire mennesker globalt, kæmper med angst hver dag, hvilket gør angstlidelser til de mest almindelige psykiske lidelser på verdensplan.[5][6] At have en angstlidelse betyder ikke, at du er svag, og med den rette diagnostiske vurdering og efterfølgende behandling kan du håndtere dine symptomer og leve et lykkeligt, succesfuldt liv.[5]
Diagnostiske metoder til angstlidelser
Diagnosticering af angstlidelser involverer en omfattende evalueringsproces, der hjælper sundhedspersonale med at forstå arten og sværhedsgraden af dine symptomer. Det første skridt begynder typisk hos din praktiserende læge, som vil arbejde på at afgøre, om din angst kan være relateret til en fysisk helbredstilstand.[9] Dette er et vigtigt indledende skridt, fordi nogle fysiske helbredsproblemer kan forårsage eller forværre angstsymptomer.
Din læge vil starte med at stille detaljerede spørgsmål om dine symptomer og tage en komplet sygehistorie. De vil gerne vide om dine ængstelige tanker eller overbevisninger, hvor svært de er at kontrollere, om de gør dig rastløs og anspændt, og hvordan de forstyrrer dit daglige liv.[2] Lægen vil også spørge om fysiske symptomer, du oplever, såsom bankende hjerteslag, svedtendens, svimmelhed eller fordøjelsesproblemer, samt eventuelle ændringer i din adfærd som at undgå visse situationer eller aktiviteter.[2]
En fysisk undersøgelse og laboratorieprøver udføres ofte for at sikre, at et andet helbredsproblem ikke er årsagen til dine symptomer.[2] Visse fysiske tilstande kan skabe eller øge sværhedsgraden af angstsymptomer. For eksempel kan skjoldbruskkirtelproblemer forårsage symptomer, der ligner angst, ligesom hjerteflimmer eller uregelmæssige hjerteslag.[2] Derudover kan koffeinindtag, visse medicin og deres bivirkninger forværre angstsymptomer, så din læge vil gennemgå alle stoffer, du tager.[2]
Hvis din læge udelukker fysiske helbredsproblemer som årsagen til dine symptomer, vil du modtage en psykologisk evaluering. Din praktiserende læge kan selv udføre denne evaluering, eller du kan blive henvist til en psykisk sundhedsprofessionel såsom en psykiater eller psykolog.[2] En psykiater er en læge, der specialiserer sig i at diagnosticere og behandle psykiske lidelser, mens en psykolog og visse andre psykiske sundhedsprofessionelle kan diagnosticere angst og tilbyde rådgivning eller psykoterapi.[9]
Under den psykologiske evaluering vil din psykiske sundhedsudbyder diskutere dine tanker, følelser og adfærd, når du føler dig ængstelig. De vil undersøge, hvor længe du har oplevet disse symptomer, hvor ofte de forekommer, og hvor alvorlige de er.[9] Udbyderen vil også spørge om andre psykiske problemer, såsom depression eller alkohol- eller stofmisbrug, som kan forekomme sammen med angst og kan gøre diagnosen mere udfordrende.[9]
Psykiske sundhedsprofessionelle bruger standardiserede diagnostiske kriterier til at identificere angstlidelser. Den primære referencehåndbog er American Psychiatric Association’s Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, kendt som DSM-5.[4] Denne håndbog giver specifikke kriterier for forskellige typer af angstlidelser og hjælper klinikere med at stille nøjagtige diagnoser. Evalueringsprocessen hjælper med at skelne mellem flere typer af angstlidelser, herunder generaliseret angstlidelse, paniklidelse, social angstlidelse, specifikke fobier, agorafobi, separationsangstlidelse og selektiv mutisme.[4]
For generaliseret angstlidelse omfatter de diagnostiske kriterier overdreven, hyppig og urealistisk bekymring om hverdagsting som jobansvar, helbred eller huslige pligter, som forekommer næsten hver dag i mindst seks måneder.[4] For paniklidelse kræver diagnosen flere uventede panikanfald, der sker uden varsel og ikke skyldes en anden psykisk eller fysisk tilstand.[4] Social angstlidelse diagnosticeres, når du oplever intens og vedvarende frygt for at blive negativt bedømt eller observeret af andre, mens specifikke fobier involverer frygt eller angst så alvorlig, at den konsekvent og overvældende forstyrrer dit liv.[4]
En vigtig del af den diagnostiske proces involverer at skelne angstlidelser fra andre psykiske lidelser, der deler lignende træk. Tilstande som posttraumatisk stresslidelse, akut stresslidelse og obsessiv-kompulsiv lidelse kan have overlappende symptomer med angstlidelser, men de klassificeres som forskellige tilstande, der kræver forskellige behandlingstilgange.[4] Din læge vil omhyggeligt evaluere dine symptomer for at sikre en nøjagtig diagnose.
Nogle læger kan bruge screeningsværktøjer eller spørgeskemaer til at hjælpe med at vurdere sværhedsgraden af angstsymptomer. For eksempel er K10-testen en evidensbaseret vurdering, der stiller ti spørgsmål om, hvordan du har haft det de seneste fire uger. Australske læger og psykiske sundhedsprofessionelle bruger almindeligvis denne test til at forstå, om ængstelige følelser er midlertidige bekymringer, der vil forsvinde af sig selv, eller om de indikerer et behov for mere støtte.[7] Disse screeningsværktøjer kan hjælpe med at guide den diagnostiske samtale og give et standardiseret mål for symptomsværhedsgrad.
Den diagnostiske proces tager også hensyn til konteksten og omstændighederne omkring dine symptomer. Din læge vil gerne forstå, hvilke situationer der udløser din angst, om du undgår visse steder eller aktiviteter på grund af ængstelige følelser, hvordan din angst påvirker dine relationer og daglige funktion, og om du har prøvet nogen mestringsstrategier på egen hånd.[2] Denne omfattende forståelse hjælper lægen ikke kun med at stille en nøjagtig diagnose, men også med at udvikle en passende behandlingsplan skræddersyet til dine specifikke behov.
Diagnosticering til kvalifikation til kliniske forsøg
Kliniske forsøg for angstlidelser bruger specifikke diagnostiske kriterier og vurderingsværktøjer til at afgøre, om potentielle deltagere opfylder kravene for tilmelding. Selvom detaljeret information om de nøjagtige tests og metoder, der bruges som standardkriterier for at tilmelde patienter i kliniske forsøg for angst, var begrænset i de tilgængelige kilder, er det kendt, at moderne klinisk forskning følger strenge protokoller for at sikre, at deltagere udvælges korrekt.
Kliniske forsøg kræver generelt, at deltagerne har en bekræftet diagnose af en angstlidelse i henhold til standardiserede diagnostiske kriterier, såsom dem der er beskrevet i DSM-5.[4] Forskere, der udfører kliniske forsøg, bruger typisk strukturerede diagnostiske interviews og validerede vurderingsskalaer til at måle sværhedsgraden af angstsymptomer ved baseline og gennem hele studieperioden. Disse standardiserede målinger hjælper forskere med at afgøre, om en deltager kvalificerer sig til forsøget, og giver dem mulighed for at spore ændringer i symptomer over tid for at evaluere effektiviteten af den behandling, der undersøges.
Deltagere i kliniske forsøg for angstlidelser kan også have behov for at gennemgå fysiske undersøgelser og laboratorieprøver for at sikre, at de ikke har medicinske tilstande, der kan forstyrre studiet eller forværres af den eksperimentelle behandling.[2] Dette ligner den indledende diagnostiske proces, hvor fysiske helbredstilstande udelukkes som årsager til angstsymptomer. Derudover vil forskere gennemgå enhver medicin eller stoffer, deltagerne i øjeblikket tager, da visse lægemidler kan påvirke angstsymptomer eller potentielt interagere med den behandling, der undersøges.
Information om kliniske forsøg, herunder hvordan man afgør, om du eller et familiemedlem måske kvalificerer sig til at deltage, er tilgængelig gennem organisationer som National Institute of Mental Health, der giver grundlæggende information om deltagelse i klinisk forskning på deres hjemmeside.[1] Hvis du er interesseret i at deltage i forskning, kan det hjælpe dig med at forstå, om deltagelse i kliniske forsøg måske er passende for din situation, og hvordan de diagnostiske krav til forsøg sammenlignes med standard klinisk diagnose, hvis du diskuterer denne mulighed med din læge.
