Kortikosteroider er kraftige lægemidler, der ligner hormoner, som kroppen naturligt producerer. Disse lægemidler hjælper med at reducere betændelse og dæmpe immunsystemet. I denne undersøgelse bruges kortikosteroider til at behandle graft-versus-host sygdom, som opstår når de transplanterede stamceller angriber patientens egen krop efter en stamcelletransplantation.

Ekstrakorporeal fotofærese (ECP) er en behandlingsmetode, hvor patientens blod tages ud af kroppen og behandles med lys og et særligt kemikalie, før det føres tilbage til patienten. Denne behandling hjælper med at træne immunsystemet til bedre at acceptere de transplanterede celler og reducere angreb på patientens egne væv. ECP bruges sammen med kortikosteroider i den eksperimentelle behandlingsgruppe.

Akut graft-versus-host-sygdom – En tilstand der opstår efter knoglemarvstransplantation, hvor de transplanterede immunceller angriber modtagerens egen væv. Sygdommen udvikler sig typisk inden for de første 100 dage efter transplantationen. De donerede T-celler genkender modtagerens væv som fremmed og starter et immunrespons mod det. Dette fører til betændelse og skade på forskellige organer, især hud, lever og tarmkanal. Sygdommen kan påvirke huden med udslæt og blærer, samt forårsage mave-tarm-problemer som diarré og kvalme.

Kronisk graft-versus-host-sygdom – En langvarig komplikation efter stamcelletransplantation, hvor transplanterede immunceller fortsætter med at angribe modtagerens væv over længere tid. Denne tilstand udvikler sig normalt efter de første 100 dage post-transplantation og kan vare måneder eller år. Sygdommen ligner autoimmune tilstande og påvirker multiple organsystemer samtidig. Den kan forårsage hudforandringer, tørre øjne og mund, leverproblemer og lungefibrosis. Tilstanden udvikler sig gradvist og kan føre til kronisk inflammation i de berørte organer.

Bakteriæmi – En tilstand hvor bakterier er til stede i blodbanen. Bakterierne kan komme fra forskellige infektionskilder i kroppen og spredes gennem blodkredsløbet. Dette kan ske når bakterier fra lokale infektioner, såsom lungebetændelse eller urinvejsinfektioner, trænger ind i blodstrømmen. Tilstanden kan udvikle sig hurtigt og påvirke hele kroppen gennem den systemiske cirkulation.

Sepsis – En alvorlig systemisk inflammatorisk respons på infektion, hvor kroppens immunsystem reagerer overdrevent på tilstedeværelsen af bakterier eller andre mikroorganismer. Tilstanden opstår når infektionen spreder sig gennem blodbanen og trigger en omfattende immunreaktion. Dette fører til udbredt betændelse i hele kroppen og påvirker multiple organsystemer samtidig. Sygdommen kan udvikle sig fra en lokal infektion til en systemisk tilstand relativt hurtigt.

Svampeinfektion – Infektioner forårsaget af forskellige svampearter, der kan påvirke forskellige dele af kroppen. Disse infektioner opstår når svampe formerer sig ukontrolleret i vævet. De kan være overfladiske og påvirke hud, negle eller slimhinder, eller de kan være dybe og invasive. Systemiske svampeinfektioner kan sprede sig gennem blodbanen og påvirke indre organer som lunger, lever eller hjerne.

Virusreaktivering – En proces hvor tidligere inaktive virus i kroppen bliver aktive igen og begynder at formere sig. Dette sker typisk når immunsystemet er svækket og ikke længere kan holde virusset under kontrol. Almindelige virus der kan reaktiveres inkluderer herpesvirus, cytomegalovirus og Epstein-Barr virus. Reaktiveringen kan føre til symptomer og komplikationer afhængigt af hvilken type virus der er involveret.

Tromboemboliske komplikationer – Tilstande hvor blodpropper dannes i blodkarrene og kan blokere for blodcirkulationen. Disse komplikationer opstår når blodets koagulationsbalance forstyrres, hvilket fører til øget tendens til proppdannelse. Blodpropperne kan dannes i venerne eller arterierne og kan løsrive sig og rejse til andre dele af kroppen. Dette kan resultere i blokering af blodtilførslen til vitale organer som lunger, hjerte eller hjerne.