Indholdsfortegnelse
- Overblik over de kliniske forsøg
- Forsøg ved hjertesygdom og kredsløbssvigt
- Forsøg i intensiv behandling og akut sygdom
- Forsøg før hjertekirurgi
- Hvad måler forskerne?
- Hvem deltager i forsøgene?
- Forsøgsfaser og studiedesign
Overblik over de kliniske forsøg
De viste studier er alle interventionelle forsøg, hvor forskerne giver Levosimendan eller sammenligner det med placebo eller anden behandling.[1][2][3] Forsøgene undersøger meget forskellige alvorlige sygdomme, men fælles for dem er, at de vil se på effekt, sikkerhed eller begge dele.[1][2]
Der er både små og store studier, fra 10 deltagere til 610 deltagere.[1][2] Nogle studier er allerede afsluttet, mens andre er godkendt og endnu ikke afsluttede.[4][5]
Forsøg ved hjertesygdom og kredsløbssvigt
Flere forsøg handler om hjertesvigt, kardiogent shock og andre tilstande, hvor hjertet ikke pumper blod godt nok rundt i kroppen.[1][2][8]
I LEVOMEMS-studiet sammenlignes dobutamin og Levosimendan hos patienter med hjertesvigt og nedsat venstre ventrikel-udstødningsfraktion.[1] Det vigtigste mål er ændring i lungeblodtryk og hjertets minutvolumen efter 3 måneder, som viser hvordan blodtrykket i lungerne og hjertets pumpeevne ændrer sig.[1]
I studiet ved kardiogent shock undersøges tidlig brug af Levosimendan sammen med almindelig inotrop behandling, sammenlignet med placebo.[2] Her ser forskerne på en sammensat slutning med død inden for 30 dage, behov for ECMO eller behov for dialyse.[2]
Et andet studie ser på patienter, der skal trappes af venoarteriel ECMO, hvor Levosimendan skal hjælpe med at forbedre hjertets pumpefunktion og gøre det lettere at afbryde ECMO.[7] Det primære mål er ændring i en måling fra Doppler-ekkokardiografi, som er en ultralydsundersøgelse af hjertet.[7]
Forsøg i intensiv behandling og akut sygdom
Et fase 2-studie undersøger Levosimendan hos patienter med subaraknoidalblødning af aneurysmalt ophav, altså blødning omkring hjernen fra en udposning på et blodkar.[3] Forskerne vil se, om Levosimendan kan mindske forekomsten af cerebral vasospasme, som betyder at hjernens pulsårer trækker sig sammen.[3]
Et andet fase 3-studie undersøger, om en enkelt dosis Levosimendan givet under genoplivning ved hjertestop uden for hospitalet kan øge overlevelsen efter 30 dage.[6] Det er et randomiseret, dobbeltblindet forsøg, hvilket betyder, at deltagerne fordeles tilfældigt, og at hverken patient eller personale ved, hvem der får aktiv behandling.[6]
I et studie om svigt ved aftrapning fra invasiv ventilation undersøges, om Levosimendan kan give flere ventilatorfrie dage inden dag 28.[4] Det er relevant for kritisk syge patienter, som har svært ved at blive afkoblet fra respirator.[4]
Et afsluttet fase 3-studie i Takotsubo-syndrom ser på patienter med nedsat venstre ventrikel-funktion ved indlæggelse og undersøger, om Levosimendan kan få hjertets pumpefunktion til at komme sig hurtigere under indlæggelsen.[5] Studiet vurderer også, om behandlingen kan mindske død eller større hjerte-kar-hændelser over 12 måneder.[5]
Forsøg før hjertekirurgi
Et fase 3-studie undersøger Levosimendan før operation hos patienter, der skal have kirurgisk korrektion af funktionel moderat til svær trikuspidal regurgitation.[8] Trikuspidal regurgitation betyder, at en hjerteklap lækker, så blodet løber den forkerte vej.[8]
Forskerne vil se, om præoperativ Levosimendan kan forebygge lavt hjerteminutvolumen-syndrom efter operation.[8] Det primære sammensatte mål omfatter behov for catecholamin-infusion i mere end 48 timer, behov for mekanisk kredsløbsstøtte og behov for nyreerstattende behandling under intensivopholdet.[8]
Hvad måler forskerne?
De vigtigste mål i forsøgene er forskellige, fordi sygdommene også er forskellige.[1][2][3]
Overlevelse efter 30 dage bruges i studiet ved hjertestop.[6]
Ventilatorfri dage bruges i studiet om aftrapning fra respirator.[4]
LVEF-restitution bruges i Takotsubo-studiet og betyder, hvor hurtigt venstre ventrikel kommer sig.[5]
6-minutters gangdistance bruges i studiet ved PH-HFpEF for at måle fysisk funktion og udholdenhed.[9]
Forekomst af vasospasme bruges i blødningsstudiet for at se, om hjernens blodkar trækker sig sammen.[3]
Composite endpoint betyder, at flere alvorlige hændelser lægges sammen til ét samlet resultat.[2][8]
I PH-HFpEF-studiet måles også sikkerhed med bivirkninger, alvorlige bivirkninger, fysiske undersøgelser, vitale tegn, laboratorieprøver, EKG og hjerterytmeovervågning.[9] Det viser, at forskerne ikke kun ser på effekt, men også på hvor godt behandlingen tåles.[9]
Hvem deltager i forsøgene?
Deltagerne er patienter med alvorlige og forskellige tilstande, så hvert forsøg har sin egen målgruppe.[1][2][3]
Patienter med hjertesvigt og nedsat venstre ventrikel-funktion indgår i LEVOMEMS.[1]
Patienter med kardiogent shock indgår i to forskellige forsøg, blandt andet et stort fase 3-studie og et mindre fase 2-studie.[2][7]
Patienter med subaraknoidalblødning af aneurysmalt ophav og høj risiko for vasospasme indgår i fase 2-studiet.[3]
Kritisk syge patienter med svigt ved aftrapning fra ventilation indgår i respiratorstudiet.[4]
Patienter før trikuspidalkirurgi indgår i studiet om forebyggelse af lavt hjerteminutvolumen-syndrom.[8]
Patienter med Takotsubo-syndrom og lav LVEF ved indlæggelse indgår i det afsluttede fase 3-studie.[5]
Patienter med hjertestop uden for hospitalet indgår i LeICA-studiet.[6]
Patienter med PH-HFpEF indgår i det orale fase 3-studie med fokus på gangdistance og sikkerhed.[9]
Forsøgsfaser og studiedesign
Der findes både fase 2 og fase 3 studier samt et studie med betegnelsen Low Intervention.[1][2][3] Fase 2-studier er ofte mindre og bruges til at undersøge tidlige tegn på effekt, mens fase 3-studier typisk er større og sammenligner behandlinger mere grundigt.[2][9]
Flere studier er randomiserede, og nogle er dobbeltblindede eller multicenter-studier, hvilket betyder, at de foregår på flere hospitaler og er designet til at mindske skævhed i resultaterne.[4][6][7]
Samlet set viser forsøgene, at Levosimendan bliver undersøgt i både akutte og mere planlagte behandlingssituationer, hvor forskerne vil forstå, om det kan forbedre vigtige patientresultater.[1][5][9]
