Indholdsfortegnelse
- Oversigt over forsøgene
- Forsøget ved fremskreden Parkinsons sygdom
- Forsøget ved multipel sklerose
- Mål og endepunkter
- Design og deltagere
- Vigtige begreber i forsøgene
Oversigt over forsøgene
De tilgængelige data beskriver to interventionelle kliniske forsøg med Amantadine Hydrochloride.[1][2] Det ene forsøg undersøger motoriske udsving ved fremskreden Parkinsons sygdom, og det andet undersøger træthed ved multipel sklerose.[1][2]
Begge forsøg er autoriserede, hvilket betyder, at de er godkendt til at blive gennemført.[1][2]
Forsøget ved fremskreden Parkinsons sygdom
Det første forsøg har titlen “The effect of amantadine as add-on therapy for motor fluctuations in advanced Parkinson’s disease: a randomized double-blinded placebo-controlled trial”.[1] Det er et fase 2-forsøg med 132 planlagte deltagere.[1]
Formålet er at vurdere, om Amantadine Hydrochloride som add-on therapy kan hjælpe mod motoriske udsving, også kaldet Off-time, hos personer med fremskreden Parkinsons sygdom.[1] Add-on therapy betyder, at behandlingen gives som et ekstra led sammen med den behandling, deltagerne allerede får.[1]
Forsøget er randomiseret, dobbelblind og placebo-kontrolleret.[1] Det betyder, at deltagerne fordeles ved lodtrækning, at hverken deltagere eller forskere ved, hvem der får aktiv behandling, og at der bruges en sammenligning med placebo.[1]
Den vigtigste måling er ændringen fra start til 3 måneder i motoriske udsving, vurderet med Hauser-dagbøger over 3 sammenhængende dage.[1] Hauser-dagbøger er en måde, hvor deltagerne registrerer deres symptomer i hverdagen, så forskerne kan se, hvor meget Off-time der er.[1]
Forsøget ved multipel sklerose
Det andet forsøg har titlen “AMANTADINE AND TRANSCRANIAL MAGNETIC TRANSCRANIAL MAGNETIC STIMULATION FOR FATIGUE IN MULTIPLE SCLEROSIS: A PHASE III, CONTROLLED, RANDOMISED, DOUBLE-BLIND, CROSSOVER TRIAL”.[2] Det er et fase 3-forsøg med 144 planlagte deltagere.[2]
Forsøget undersøger træthed ved multipel sklerose og sammenligner Amantadine Hydrochloride, transkraniel magnetisk stimulation og kombinationen af behandlingerne med placebo.[2] Transkraniel magnetisk stimulation betyder, at man bruger magnetiske impulser på hovedet for at undersøge en mulig behandlingseffekt.[2]
Forsøget er kontrolleret, randomiseret, dobbelblind og crossover.[2] Crossover betyder, at deltagerne kan få mere end én behandling i forskellige perioder, så behandlingerne kan sammenlignes mere direkte.[2]
Det vigtigste mål er ændringen i MFIS-skemaet, som bruges til at måle træthed og hvordan træthed påvirker dagligdagen.[2] Målingen er planlagt ved 6 uger.[2]
Mål og endepunkter
Et endepunkt er det resultat, forskerne bruger til at vurdere, om en behandling virker.[1][2] I Parkinsons-forsøget er endepunktet ændringen i Off-time målt med Hauser-dagbøger efter 3 måneder.[1]
I multipel sklerose-forsøget er det vigtigste endepunkt ændringen i MFIS-scoren, som viser graden af træthed.[2] Begge forsøg fokuserer altså på, om behandlingen kan forbedre symptomer, som er vigtige i patienternes hverdag.[1][2]
Design og deltagere
Forsøgene er lavet til voksne med de sygdomme, der er nævnt i data: fremskreden Parkinsons sygdom og multipel sklerose.[1][2] De præcise deltagelseskrav er ikke beskrevet i de tilgængelige oplysninger.[1][2]
I Parkinsons-forsøget får deltagerne enten Amantadine Hydrochloride eller placebo, så forskerne kan sammenligne effekten direkte.[1]
I multipel sklerose-forsøget sammenlignes Amantadine Hydrochloride, transkraniel magnetisk stimulation, kombinationsbehandling og placebo for at se, hvad der bedst hjælper mod træthed.[2]
De planlagte deltagerantal er 132 i det ene forsøg og 144 i det andet, hvilket viser, at forskerne ønsker at undersøge effekten i større grupper.[1][2]
Vigtige begreber i forsøgene
Randomiseret betyder, at deltagere fordeles ved lodtrækning til forskellige grupper.[1][2] Dobbelblind betyder, at hverken deltagerne eller forskerne ved, hvem der får hvilken behandling, mens forsøget foregår.[1][2]
Placebo er en uvirksom sammenligningsbehandling, som hjælper forskerne med at se, om den aktive behandling gør en reel forskel.[1][2] Phase 2 og Phase 3 er forskellige udviklingstrin i klinisk forskning, hvor fase 3 typisk involverer flere deltagere og mere direkte sammenligning af behandlinger.[1][2]




