Dette studie undersøger svær astma, en alvorlig form for astma som kan være vanskelig at kontrollere med almindelig behandling. Studiet fokuserer på to typer af svær astma: svær eosinofil astma og svær T2-høj astma. Eosinofile celler er en type hvide blodlegemer, der kan forårsage betændelse i luftvejene hos nogle astmapatienter. T2-høj astma er en type astma karakteriseret ved specifikke immunresponser i kroppen. Behandlingerne der undersøges er mepolizumab og dupilumab, som er biologiske lægemidler der gives som injektioner for at hjælpe med at kontrollere svær astma.
Formålet med studiet er at undersøge om det er muligt at forlænge tiden mellem injektioner af disse lægemidler uden at miste kontrollen over astmaen. For patienter der får mepolizumab vil forskerne bruge eosinofil-niveauer i blodet som biomarkør til at guide beslutninger om doseringsintervaller. En biomarkør er en målbar substans i kroppen der kan indikere sygdomsaktivitet. For patienter der får dupilumab vil de bruge FeNO som biomarkør. FeNO er et mål for kvælstofilter i den udåndede luft, som kan indikere inflammation i luftvejene.
Under studiet vil deltagere fortsætte med deres nuværende biologiske behandling, men tiden mellem injektioner kan blive gradvist forlænget baseret på deres biomarkør-niveauer og astmakontrol. Forskerne vil overvåge patienternes astmasymptomer og biomarkører tæt for at sikre, at astmakontrollen forbliver stabil. Det primære mål er at tælle antallet af injektioner der er nødvendige i hver behandlingsgruppe gennem opfølgningsperioden for at vurdere om færre injektioner kan opretholde god astmakontrol.



Holland
