Nodalt marginalzone B-celle lymfom er en sjælden form for non-Hodgkin lymfom, der påvirker B-lymfocytter. Der er aktuelt 4 igangværende kliniske forsøg, som tilbyder nye behandlingsmuligheder for patienter med denne sygdom, især for dem hvis cancer er vendt tilbage eller ikke har reageret på tidligere behandling.

Kliniske forsøg for patienter med nodalt marginalzone B-celle lymfom

Nodalt marginalzone B-celle lymfom (MZL) er en type langsomt voksende kræft, der udvikler sig i marginalzonen af lymfevævet. Sygdommen påvirker B-lymfocytter, som er en type hvide blodlegemer, der er en del af immunsystemet. For patienter med tilbagefald eller behandlingsresistent sygdom er der aktuelt flere kliniske forsøg i gang, der undersøger nye og lovende behandlingsmuligheder.

Tilgængelige kliniske forsøg

Sammenlignende studie af odronextamab og lenalidomid med rituximab og lenalidomid for patienter med tilbagefaldende/refraktær follikulær lymfom og marginalzone lymfom

Lokationer: Østrig, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Spanien

Dette kliniske forsøg fokuserer på to forskellige kombinationsbehandlinger for patienter med marginalzone lymfom, hvis sygdom er vendt tilbage eller ikke har reageret på tidligere behandling. Den ene gruppe modtager en kombination af odronextamab (også kendt som REGN1979) og lenalidomid, mens den anden gruppe får rituximab kombineret med lenalidomid. Odronextamab er et bispecifikt antistof, der er designet til at målrette specifikke proteiner på kræftceller, mens rituximab er et monoklonalt antistof, der også målretter kræftceller.

Forsøget består af to faser. Den første fase vurderer sikkerheden og tolerabiliteten af kombinationen odronextamab og lenalidomid. Den efterfølgende fase sammenligner effektiviteten af de to behandlingskombinationer ved at måle, hvor længe patienterne lever uden sygdomsprogression. Dette kaldes progressionsfri overlevelse.

Inklusionskriterier omfatter bekræftet diagnose af marginalzone lymfom, tidligere behandling med kemoterapi og immunterapi inklusiv anti-CD20 antistof, målbar sygdom på CT- eller MRI-skanninger, og god funktionsstatus (ECOG 0-2). Patienter skal også have tilstrækkelig blod- og organfunktion.

Studie af lisocabtagene maraleucel for voksne med tilbagefaldende eller refraktær indolent B-celle non-Hodgkin lymfom

Lokationer: Østrig, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien, Sverige

Dette forsøg undersøger en avanceret behandlingsform kaldet CAR T-celle terapi. Behandlingen hedder lisocabtagene maraleucel (også kendt som JCAR017) og er en type genterapi, hvor patientens egne T-celler modificeres uden for kroppen, så de bedre kan genkende og angribe kræftceller, når de føres tilbage i kroppen.

Processen begynder med en procedure kaldet leukaferese, hvor hvide blodlegemer indsamles fra blodbanen. Derefter får patienten en kort kur kemoterapi for at reducere antallet af eksisterende immunceller, hvilket hjælper den nye behandling med at virke mere effektivt. Til sidst administreres de modificerede T-celler gennem intravenøs infusion.

Inklusionskriterier inkluderer bekræftet diagnose af follikulær lymfom eller marginalzone lymfom inden for 6 måneder, god vaskulær adgang til leukaferese, mindst 18 år gammel, og tilbagefaldende eller refraktær sygdom efter tidligere behandlinger. Både mænd og kvinder skal acceptere at bruge effektiv prævention i 12 måneder efter kemoterapien.

Studie af copanlisib og rituximab for patienter med marginalzone lymfom, der har brug for behandling efter lokal terapisvigt eller tilbagefald

Lokation: Tyskland

Dette tyske kliniske forsøg tester kombinationen af copanlisib og rituximab for patienter med marginalzone lymfom, der har brug for behandling efter at lokal terapi (som kirurgi eller strålebehandling) har svigtet eller ikke er mulig. Copanlisib er et lægemiddel, der blokerer bestemte proteiner, som kræftceller har brug for for at vokse, mens rituximab hjælper kroppens immunsystem med at angribe og ødelægge kræftceller.

Behandlingen gives gennem intravenøs infusion og følges af en vedligeholdelsesbehandling med rituximab. Forsøget varer omkring 12 måneder, hvor patienternes respons på behandlingen overvåges nøje, herunder kontrol for komplet remission (fuldstændig forsvinden af alle tegn på cancer).

Inklusionskriterier omfatter bekræftet diagnose af CD20-positiv marginalzone lymfom, mindst 18 år gammel, forventet levetid på mere end 3 måneder, baseline blodpladetal på mindst 50 G/L, og glomerulær filtrationshastighed på mindst 40 mL/min/1,73 m². For nodalt og ekstranodalt MZL skal der være mindst én målbar læsion på mindst 1,5 cm.

Studie af obinutuzumab som førstelinjebehandling for voksne patienter med marginalzone lymfom, som ikke er egnede til lokal terapi

Lokation: Tyskland

Dette forsøg undersøger obinutuzumab (Gazyvaro) som førstelinjebehandling for patienter med marginalzone lymfom, der ikke kan modtage lokal behandling, eller for hvem lokal behandling ikke har virket. Obinutuzumab er et monoklonalt antistof, der gives som enkeltbehandling, hvilket betyder, at det ikke kombineres med andre kræftlægemidler.

Lægemidlet administreres gennem intravenøs infusion i en dosis på 1.000 mg. Behandlingsperioden kan vare op til 30 måneder. Under forsøget overvåger lægerne patienternes respons på behandlingen og eventuelle bivirkninger. Studiet undersøger også, hvordan behandlingen påvirker patienternes livskvalitet ved hjælp af et spørgeskema kaldet FACTLym.

Inklusionskriterier omfatter alder på 18 år eller derover, forventet levetid på mere end 3 måneder, bekræftet CD20-positiv marginalzone lymfom, der kræver behandling, mindst én målbar tumor på 1,5 cm eller større synlig på CT-skanning eller MRI, normal nyrefunktion, negativt HIV-test, og tilstrækkelige blodprøveresultater. Kvinder i den fødedygtige alder skal have negativ graviditetstest og acceptere at bruge effektiv prævention i 18 måneder efter behandlingen.

Om marginalzone lymfom

Marginalzone lymfom er en type non-Hodgkin lymfom, der opstår fra B-celler. Det udvikler sig typisk i marginalzonen af lymfevæv, som er området omkring folliklerne i lymfeknuder, milten eller slimhinde-associeret lymfoidvæv. Sygdommen kan klassificeres i tre hovedtyper: ekstranodal (MALT-lymfom), nodal og splenisk (milte-) marginalzone lymfom, afhængig af hvor det udvikler sig i kroppen.

Sygdommen vokser ofte langsomt, og symptomerne kan omfatte hævede lymfeknuder, træthed og utilsigtet vægttab. Efterhånden som den udvikler sig, kan marginalzone lymfom sprede sig til andre dele af kroppen, herunder knoglemarven og blodet. Progressionen og symptomerne kan variere betydeligt mellem individer, hvor nogle oplever mere aggressive former af sygdommen.

Behandlingsmuligheder i forsøgene

De kliniske forsøg anvender forskellige behandlingsstrategier:

• Bispecifikke antistoffer som odronextamab, der kan binde til to forskellige proteiner (CD20 på B-celler og CD3 på T-celler) og hjælpe immunsystemet med at angribe kræftceller
• CAR T-celle terapi med lisocabtagene maraleucel, hvor patientens egne immunceller modificeres til at genkende og ødelægge kræftceller
• PI3K-hæmmere som copanlisib, der blokerer enzymer, som spiller en rolle i vækst og overlevelse af kræftceller
• Monoklonale antistoffer som rituximab og obinutuzumab, der målretter CD20-proteinet på B-celler
• Immunmodulerende lægemidler som lenalidomid, der styrker immunresponset mod kræftceller

Opsummering

Der er for øjeblikket fire igangværende kliniske forsøg for patienter med nodalt marginalzone B-celle lymfom, hovedsageligt i europæiske lande. Forsøgene fokuserer primært på patienter med tilbagefaldende eller refraktær sygdom, selvom ét forsøg undersøger førstelinjebehandling.

De undersøgte behandlinger repræsenterer forskellige innovative tilgange, fra bispecifikke antistoffer og CAR T-celle terapi til kombinationer af etablerede lægemidler. Flertallet af forsøgene foregår i Tyskland, men flere multination ale studier tilbyder også muligheder i Østrig, Frankrig, Spanien, Italien, Belgien, Tjekkiet, Polen og Sverige.

Alle forsøg kræver nøje overvågning af patienterne og regelmæssige evalueringer af behandlingsrespons og bivirkninger. Behandlingsvarigheden varierer fra omkring 12 måneder til op til 30 måneder, afhængig af det specifikke forsøg. Patienterne bør diskutere med deres læge, om de opfylder kriterierne for deltagelse i disse forsøg, og om det kunne være en passende behandlingsmulighed for deres situation.