Indholdsfortegnelse
- Oversigt over de kliniske forsøg
- Hvem kan deltage?
- Hvad måles i forsøgene?
- Fase og studiedesign
- Patientvenlige forklaringer på nøglebegreber
- Kort oversigt over de vigtigste forskelle mellem forsøgene
Oversigt over de kliniske forsøg
Der findes to kliniske forsøg med Apitegromab i det materiale, der er givet her. Begge forsøg undersøger spinal muskelatrofi (SMA), men de retter sig mod forskellige patientgrupper og har forskellige mål.[1][2]
Det ene forsøg er et fase 3-studie, som ser på langtidssikkerhed og effekt hos patienter med type 2 og type 3 SMA, der allerede har afsluttet tidligere Apitegromab-forsøg.[1]
Det andet forsøg er et fase 2-studie hos børn under 2 år med SMA. Her undersøger forskerne både, hvordan behandlingen opfører sig i kroppen, og om den kan påvirke motorisk funktion.[2]
Hvem kan deltage?
Deltagerne i forsøgene har alle spinal muskelatrofi, som er en genetisk sygdom, der kan give muskelsvaghed og muskelsvind.[1][2]
Fase 3-forsøget omfatter patienter med type 2 og type 3 SMA, som har gennemført tidligere Apitegromab-forsøg.[1]
Fase 2-forsøget omfatter personer, der er mindre end 2 år gamle og har SMA.[2]
Det betyder, at forsøgene ikke undersøger den samme gruppe patienter. De er målrettet både ældre børn eller unge med bestemte SMA-typer og helt små børn med sygdommen.[1][2]
Hvad måles i forsøgene?
Det vigtigste mål i fase 3-forsøget er behandlingsrelaterede bivirkninger og alvorlige bivirkninger. Forskerne ser på, hvor ofte disse hændelser opstår, og hvor svære de er.[1]
I fase 2-forsøget måles flere ting. Forskerne ser på PK, som handler om, hvordan kroppen optager og håndterer behandlingen, og PD, som handler om den biologiske effekt.[2]
Der måles også niveauer af Apitegromab og total latent myostatin i serum, samt ændring fra start i en motorisk test kaldet BSID-4 GMS efter 48 uger.[2]
BSID-4 GMS er en test, der bruges til at vurdere grovmotoriske færdigheder, altså store bevægelser som at sidde, rulle eller bevæge sig mere sikkert.[2]
Fase og studiedesign
Begge studier er interventionelle, hvilket betyder, at deltagerne får en aktiv behandling, og at forskerne følger resultaterne over tid.[1][2]
Fase 2-studiet har 52 planlagte deltagere, mens fase 3-studiet har 236 planlagte deltagere.[1][2]
Begge forsøg er angivet som autoriserede i det givne materiale.[1][2]
I fase 3-studiet gives Apitegromab som intravenøs behandling, og forsøget er lavet til langtidsopfølgning af sikkerhed og effekt.[1]
I fase 2-studiet undersøges Apitegromab også som intravenøs behandling, men her er fokus på tidlige mål for virkning i meget små børn med SMA.[2]
Patientvenlige forklaringer på nøglebegreber
Sikkerhed betyder, om behandlingen giver problemer eller alvorlige bivirkninger hos deltagerne.[1]
Tolerabilitet betyder, hvor godt kroppen kan tåle behandlingen over tid.[1]
Motorisk funktion betyder evnen til at bevæge sig og bruge musklerne i hverdagen.[2]
Serum er den flydende del af blodet, hvor man kan måle stoffer og proteiner.[2]
Latent myostatin er en måling, som indgår i forsøgets laboratoriemål; materialet angiver, at det måles i serum.[2]
Kort oversigt over de vigtigste forskelle mellem forsøgene
Det ene forsøg er et større fase 3-studie med fokus på langtidssikkerhed og bivirkninger hos patienter med type 2 og type 3 SMA, som allerede har deltaget i tidligere forsøg.[1]
Det andet er et mindre fase 2-studie hos børn under 2 år med SMA, hvor forskerne vurderer både biologiske mål og motorisk udvikling efter 48 uger.[2]
Sammen viser de to studier, at Apitegromab bliver undersøgt i forskellige aldersgrupper og med forskellige forskningsmål, men altid med SMA som den sygdom, der er i fokus.[1][2]



