Præeklampsi er en alvorlig tilstand, der kan udvikle sig under graviditeten og medføre nytilkommet forhøjet blodtryk og tegn på organskade efter den 20. graviditetsuge. Selvom mange kvinder med denne tilstand fortsætter med at føde raske børn, kan det være livsreddende for både mor og barn at forstå advarselstegnene og få den rette behandling.

Hvor almindelig er præeklampsi?

Præeklampsi rammer mellem 2% og 8% af alle graviditeter på verdensplan, hvilket gør det til en af de mere almindelige komplikationer, der kan opstå under graviditeten. I USA komplicerer det specifikt omkring 5% til 8% af alle fødsler og er ansvarlig for cirka 15% af for tidlige fødsler – dem, der sker før 37 ugers graviditet^[3][6].

Den globale indvirkning af præeklampsi er betydelig. Hvert år bidrager denne tilstand til cirka 46.000 mødredødsfald og omkring 500.000 føtale eller nyfødte dødsfald verden over. I forskellige regioner varierer byrden betragteligt. Præeklampsi og dens alvorlige form, eklampsi (som involverer kramper), står for omkring 10% af mødredødsfaldene i Asien og Afrika, men denne procentdel stiger til 25% i Latinamerika^[8].

På trods af disse bekymrende tal har udsigterne for kvinder med præeklampsi i velstillede lande forbedret sig markant med ordentlig fødselspleje. Med passende overvågning og rettidig indgriben overlever de fleste gravide kvinder, der udvikler præeklampsi, og deres børn uden alvorlige komplikationer. Tilstanden forbliver dog en førende årsag til sygdom for både mødre og nyfødte, selv når den bedste medicinske behandling er tilgængelig^[2].

Hvad forårsager præeklampsi?

Den præcise årsag til præeklampsi forbliver ukendt, hvilket gør det udfordrende for læger at forudsige præcis, hvem der vil udvikle tilstanden. Forskning har dog givet vigtige spor om, hvad der måske sker i kroppen, når præeklampsi opstår^[1].

Eksperter mener, at præeklampsi begynder med problemer i moderkagen – det organ, der forbinder barnets blodforsyning med moderens. Under tidlig graviditet, specifikt i første trimester, forankrer moderkagen sig normalt dybt i livmodervæggen. Hos kvinder, der senere udvikler præeklampsi, sker denne proces ikke, som den burde. Moderkagen forankrer sig ikke så dybt som forventet, og de blodkar, der udvikler sig mellem livmodervæggen og moderkagen, er unormale^[4].

Disse tidlige abnormiteter i, hvordan moderkagen dannes, fører til problemer med blodgennemstrømningen. Moderkagen og det udviklende barn modtager ikke en optimal forsyning af ilt og næringsstoffer. Efterhånden som graviditeten skrider frem, udløser disse moderkageproblemer ændringer i hele moderens krop. Arterier – de blodkar, der fører blod fra hjertet til andre dele af kroppen – begynder at spænde og blive smallere, hvilket får blodtrykket til at stige. Disse blodkar kan også blive “utætte”, hvilket tillader protein og væske at sive gennem deres vægge. Denne lækage får væv til at svulme op, en tilstand kaldet ødem^[24].

Hvad der konkret forårsager disse moderkageproblemer i første omgang, bliver stadig undersøgt. Forskere mener, at det kan være påvirket af flere faktorer, herunder moderens gener, faderens gener (videregivet til barnet og dets moderkage), moderens immunsystem og eventuelle eksisterende medicinske tilstande, moderen måtte have, såsom diabetes eller forhøjet blodtryk^[14].

Hvem er i risiko for præeklampsi?

Mens enhver gravid kvinde kan udvikle præeklampsi, øger visse faktorer sandsynligheden for at udvikle denne tilstand. Sundhedsudbydere klassificerer disse risikofaktorer som enten høj-risiko eller moderat-risiko kategorier^[6].

Høj-risiko faktorer inkluderer at have en sygehistorie med forhøjet blodtryk, nyresygdom eller diabetes før graviditeten. Kvinder, der forventer tvillinger, trillinger eller flere børn, er også i højere risiko, sandsynligvis fordi disse graviditeter involverer mere moderkage-væv. Autoimmune tilstande såsom lupus (en tilstand, hvor immunsystemet angriber kroppens egne væv) eller antifosfolipid syndrom (en lidelse, der påvirker blodets størkning) placerer også kvinder i høj-risiko kategorien^[3].

Personlig og familiemæssig sygehistorie har også betydelig betydning. Kvinder, der oplevede præeklampsi i en tidligere graviditet, er mere tilbøjelige til at udvikle det igen. At have en mor, søster eller datter, der havde præeklampsi, øger også risikoen. Interessant nok, hvis en kvindes mandlige partner havde en tidligere partner, der udviklede præeklampsi, øger dette også risikoen, hvilket tyder på, at faderens genetiske bidrag spiller en rolle^[4].

Moderate risikofaktorer inkluderer at være gravid for første gang, være 40 år eller ældre, eller være yngre end 18 år. Kvinder, der er gået mere end 10 år siden deres sidste graviditet, dem med fedme (at have et kropsmasseindeks på 35 eller højere), og dem med en familiehistorie af tilstanden står over for moderat øget risiko. Afroamerikanske og latinamerikanske kvinder har også højere rater af præeklampsi sammenlignet med andre grupper. At have graviditeter gennem in vitro befrugtning (IVF), især efter frosset embryooverførsel, øger også risikoen^[4][5].

Kvinder, der har to eller flere af disse risikofaktorer sammen, står over for endnu højere chancer for at udvikle præeklampsi. For dem, der er identificeret som høj-risiko, kan læger anbefale at tage en lav dosis aspirin (mellem 75 og 150 mg dagligt) startende fra den 12. graviditetsuge indtil fødslen for at hjælpe med at reducere risikoen for at udvikle præeklampsi^[4][6].

Hvad er symptomerne på præeklampsi?

Mange kvinder med præeklampsi bemærker slet ingen symptomer, hvilket er grunden til, at regelmæssige svangerskabskontroller er så vigtige. Tilstanden opdages ofte først, når en sundhedsudbyder måler blodtrykket og tester urinen under en rutineaftale^[1].

De definerende træk ved præeklampsi er forhøjet blodtryk (målinger på 140/90 mm Hg eller højere ved to lejligheder med mindst fire timers mellemrum) og tegn på organskade, mest almindeligt angivet ved protein i urinen. Præeklampsi kan dog også diagnosticeres, når forhøjet blodtryk forekommer sammen med andre tegn på organproblemer, selv uden protein i urinen^[2].

Når symptomer forekommer, kan de inkludere alvorlige hovedpiner, der ikke forsvinder selv efter at have taget smertestillende medicin. Synsændringer er også almindelige – disse kan omfatte sløret syn, at se blinkende lys eller pletter, eller øget følsomhed over for lys. Nogle kvinder oplever smerter i den øvre højre side af maven, lige under ribbenene. Denne smerte kan nogle gange forveksles med halsbrand eller galdeblæreproblemer^[1][4].

Andre symptomer inkluderer pludselig hævelse af ansigtet, hænderne eller fødderne. Mens noget hævelse er normalt under graviditeten, især i anklerne og fødderne, bør pludselig eller alvorlig hævelse – især i ansigtet og hænderne – rapporteres til en sundhedsudbyder øjeblikkeligt. Åndenød, kvalme og opkastning (især efter første trimester) og pludselig vægtøgning er også advarselstegn^[4].

Alvorlig præeklampsi involverer endnu mere alvorlige symptomer. Meget højt blodtryk (160/110 mm Hg eller højere) betragtes som en hypertensiv nødsituation. Tegn på alvorlig sygdom inkluderer også nedsat nyre- eller leverfunktion (opdaget gennem blodprøver), lave blodpladetalsniveauer (hvilket påvirker blodets størkning), væske i lungerne, der gør det svært at trække vejret, og at producere meget lidt eller ingen urin^[3].

Det er vigtigt at bemærke, at præeklampsi også kan udvikle sig efter fødslen, en tilstand kaldet postpartum præeklampsi. Dette sker typisk inden for 48 timer efter fødslen, selvom det sjældent kan ske op til seks uger efter fødslen. Kvinder bør forblive opmærksomme på symptomer selv efter deres barn er født^[1][5].

Hvordan kan præeklampsi forebygges?

Selvom der ikke er nogen garanteret måde at forebygge præeklampsi på, kan visse foranstaltninger betydeligt reducere risikoen for kvinder, der er mest tilbøjelige til at udvikle tilstanden. Den mest effektive forebyggende foranstaltning, der er tilgængelig i øjeblikket, er lav-dosis aspirin^[6].

For kvinder, der er identificeret som værende i høj risiko for præeklampsi, kan sundhedsudbydere anbefale at tage en daglig dosis lav-dosis aspirin (typisk mellem 75 og 150 mg). Dette bør ideelt set startes før den 16. graviditetsuge, selvom det kan påbegyndes når som helst mellem 12 og 28 ugers graviditet. Aspirinen fortsættes dagligt, indtil barnet er født. Det er afgørende, at kvinder tager aspirinen præcis som deres udbyder anbefaler – ikke mere og ikke oftere end ordineret. Denne simple indgriben har vist sig at reducere risikoen for at udvikle præeklampsi hos kvinder med høj risiko^[6].

Ud over aspirin er det essentielt at deltage i alle planlagte svangerskabsaftaler for tidlig opdagelse. Under disse besøg kontrollerer sundhedsudbydere blodtryk og tester urin for protein – de to nøgleindikatorer, der kan fange præeklampsi i dens tidlige stadier, før symptomer udvikler sig. Tidlig opdagelse muliggør tættere overvågning og rettidig indgriben, hvilket kan forhindre tilstanden i at udvikle sig til mere alvorlige former^[4].

Håndtering af allerede eksisterende helbredstilstande før og under graviditeten er også vigtig. Kvinder med kronisk forhøjet blodtryk, diabetes eller nyresygdom bør arbejde tæt sammen med deres sundhedsteam for at kontrollere disse tilstande, da de øger risikoen for at udvikle præeklampsi. At opretholde en sund vægt før graviditeten kan også hjælpe, da fedme er en kendt risikofaktor^[5].

Kvinder, der har haft præeklampsi i en tidligere graviditet, bør informere deres sundhedsudbyder ved starten af enhver efterfølgende graviditet. Denne information tillader tidligere overvågning og forebyggende foranstaltninger at blive sat på plads^[4].

Hvordan præeklampsi påvirker kroppen

Præeklampsi forårsager udbredte ændringer gennem hele kroppen og påvirker flere organsystemer. Forståelse af disse ændringer hjælper med at forklare både de symptomer, kvinder oplever, og de potentielle komplikationer, der kan opstå^[1].

Hjerte-kar-systemet påvirkes betydeligt. Blodkar gennem hele kroppen spænder og indsnævres, hvilket øger modstanden mod blodgennemstrømningen og får blodtrykket til at stige. Hjertet skal arbejde hårdere for at pumpe blod gennem disse sammentrukne kar, hvilket lægger stress på dette vitale organ. Blodkarrene bliver også mere permeable, hvilket betyder, at deres vægge tillader væske og protein at lække ud i omgivende væv. Dette er, hvad der forårsager den hævelse, som mange kvinder med præeklampsi oplever^[3].

Nyrerne er særligt sårbare ved præeklampsi. Normalt filtrerer nyrerne affaldsprodukter fra blodet, mens de holder vigtige stoffer som proteiner inde i blodkarrene. Ved præeklampsi tillader skade på de små blodkar i nyrerne protein at lække ind i urinen, en tilstand kaldet proteinuri. I alvorlige tilfælde kan nyrefunktionen falde betydeligt, og nyrerne kan producere meget lidt urin. Blodprøver kan afsløre forhøjede niveauer af visse affaldsprodukter, som nyrerne burde filtrere ud^[5].

Leveren kan også blive påvirket. Ændringer i blodgennemstrømningen og blodkarsskade kan forringe leverfunktionen, hvilket viser sig som forhøjede leverenzymer i blodprøver. Nogle kvinder oplever smerter i den øvre højre side af maven, hvor leveren er placeret. I alvorlige tilfælde kan komplikationer påvirke leverens evne til at udføre dens mange essentielle funktioner^[1].

Præeklampsi påvirker blodets evne til at størkne ordentligt. Tilstanden kan få blodpladetallene til at falde – blodplader er små blodceller, der hjælper med at danne koagler for at stoppe blødning. Når blodpladetallene bliver for lave (en tilstand kaldet trombocytopeni), er der en øget risiko for overdreven blødning^[1].

Nervesystemet kan også blive påvirket. De hovedpiner, som nogle kvinder oplever, skyldes sandsynligvis ændringer i blodgennemstrømningen til hjernen og øget tryk inde i kraniet. Synsproblemer opstår, når blodkar i øjnene og de dele af hjernen, der behandler syn, påvirkes. I de mest alvorlige tilfælde kan disse ændringer føre til kramper, en komplikation kendt som eklampsi, eller endda slagtilfælde^[3].

Måske mest bekymrende er, hvordan præeklampsi påvirker blodgennemstrømningen til moderkagen og barnet. Den unormale udvikling af blodkar i moderkagen betyder, at barnet måske ikke modtager tilstrækkelig ilt og næringsstoffer. Dette kan resultere i langsommere fostervækst, en tilstand kaldet fostervækstrestriktion. Nedsatte niveauer af fostervand omkring barnet kan også forekomme. I alvorlige tilfælde kan moderkagen løsne sig fra livmodervæggen for tidligt, en farlig komplikation kaldet placentaløsning^[3].

I nogle tilfælde kan væske akkumulere sig i lungerne, en tilstand kaldet lungeødem. Dette gør vejrtrækningen vanskelig og er et tegn på alvorlig sygdom, der kræver øjeblikkelig behandling^[3].