Negative symptomer ved skizofreni repræsenterer nogle af de mest udfordrende aspekter af denne psykiske lidelse og påvirker motivation, følelser, tale og sociale relationer på måder, der kan have dyb indvirkning på dagliglivet og relationer.

Hvordan behandler man negative symptomer ved skizofreni?

Når en person lever med skizofreni, kan vedkommende opleve det, som læger kaller negative symptomer—udfordringer der involverer et tab eller en reduktion af normale evner og adfærd. Disse symptomer kan omfatte vanskeligheder med at føle sig motiveret, reduceret følelsesmæssigt udtryk, tilbagetrækning fra social kontakt, nedsat tale og formindsket evne til at opleve glæde. Behandling af disse symptomer fokuserer på at hjælpe mennesker med at genvinde deres evne til at fungere i dagliglivet, opretholde relationer og deltage i arbejde eller uddannelse.^[1]

Tilgangen til behandling af negative symptomer afhænger i høj grad af hver persons unikke situation, herunder sygdommens stadium, andre symptomer de måtte opleve, og deres generelle helbred. Mens positive symptomer ved skizofreni—såsom hallucinationer og vrangforestillinger—ofte reagerer godt på standardmedicin, udgør negative symptomer en mere kompleks udfordring for sundhedspersonalet. Medicinske selskaber har etableret behandlingsvejledninger, og forskere fortsætter med at udforske nye terapier gennem kliniske forsøg for at finde bedre løsninger på disse vedvarende vanskeligheder.^[1]

Det er væsentligt at forstå forskellen mellem primære negative symptomer—dem der opstår direkte fra selve skizofrenien—og sekundære negative symptomer—dem der forårsages af andre faktorer som medicinske bivirkninger, depression eller social isolation. Sekundære negative symptomer kan forbedres, når den underliggende årsag bliver behandlet, mens primære symptomer typisk kræver mere specialiserede tilgange.^[6]

Standardbehandling

Fundamentet i behandlingen af negative symptomer begynder med antipsykotisk medicin. Førstegeneration antipsykotika, også kaldet typiske antipsykotika, var revolutionerende, da de blev introduceret i 1950’erne, fordi de dramatisk reducerede hallucinationer og vrangforestillinger hos omkring 70 til 80 procent af patienterne. Disse ældre lægemidler har imidlertid begrænset effekt på negative symptomer og kan sommetider forværre dem gennem bivirkninger som muskelstivhed, sedation og det læger kalder ekstrapyramidale symptomer—bevægelsesproblemer der kan ligne negative symptomer.^[10]

Andengeneration antipsykotika, sommetider kaldet atypiske antipsykotika, har vist større løfte for negative symptomer. Blandt disse har cariprazin demonstreret særlig fordel. Dette lægemiddel virker anderledes end ældre antipsykotika ved at påvirke både dopamin- og serotoninreceptorer i hjernen på en unik måde. I kliniske studier, der sammenlignede cariprazin med risperidon hos patienter, der havde restitueret fra akut psykose, men fortsat oplevede negative symptomer, viste cariprazin overlegne resultater, selvom forbedringen var beskeden—omkring ni patienter ville skulle behandles, før én viste signifikant fordel.^[11][14]

Amisulprid, et antipsykotikum tilgængeligt i Europa (og potentielt på vej til det amerikanske marked), har også vist gunstige resultater i store forsøg, der specifikt målretter negative symptomer. Andre andengeneration antipsykotika, herunder olanzapin, clozapin og asenapin, har demonstreret nogen effektivitet, selvom beviset er stærkest, når disse lægemidler anvendes under aktiv psykose snarere end for isolerede negative symptomer.^[11]

Clozapin fortjener særlig omtale, fordi selvom det ikke specifikt er godkendt til negative symptomer, har det vist den største effekt i at reducere dem sammenlignet med andre antipsykotika—med en effektstørrelse på 0,6 i forskningsstudier. Dette lægemiddel fører også til højere rater af funktionel bedring, hvilket betyder, at patienter er bedre i stand til at vende tilbage til arbejde, opretholde relationer og leve selvstændigt. Clozapin kræver imidlertid regelmæssig blodovervågning på grund af potentielle alvorlige bivirkninger, hvilket begrænser dets brug til patienter, der ikke har reageret på andre behandlinger.^[14]

Antidepressiv medicin tilføjes sommetider til antipsykotisk behandling, især når depression eksisterer sammen med negative symptomer. Selektive serotonin-genoptagshæmmere (SSRI’er) har vist generelt positive resultater, selvom fordelene har tendens til at være små. Andre antidepressiva, herunder duloxetin, mirtazapin og vortioxetin, har demonstreret større effekter i studier, selvom forskningen, der understøtter dem, forbliver begrænset i omfang.^[14]

Behandlingens varighed er typisk langvarig, da negative symptomer har tendens til at vedvare gennem hele sygdommen. Læger overvåger omhyggeligt for bivirkninger, der kunne forværre negative symptomer, herunder sedation, bevægelsesproblemer og en tilstand kaldet akathisi—en indre følelse af rastløshed, der kan ligne agitation eller angst. Justering af medicindoser eller skift til forskellige antipsykotika kan være nødvendigt, hvis bivirkninger efterligner eller forværrer negative symptomer.^[9]

Ikke-medicinsk behandling spiller en vigtig understøttende rolle. Psykologiske terapier, særligt kognitiv adfærdsterapi (KAT), kan hjælpe patienter med at udvikle strategier til at håndtere negative symptomer og forbedre motivation. Træning i sociale færdigheder hjælper mennesker med at genopbygge deres evne til at interagere med andre, mens ergoterapi fokuserer på praktiske færdigheder til dagliglivet og beskæftigelse. Disse tilgange virker bedst, når de kombineres med medicin frem for at blive brugt alene.^[10]

Innovative behandlinger i kliniske forsøg

Forskere undersøger aktivt nye tilgange til behandling af negative symptomer med flere lovende kandidater, der i øjeblikket testes i kliniske forsøg. Disse studier sigter mod at adressere det betydelige uopfyldte behov for mere effektive behandlinger ud over de nuværende tilgængelige muligheder.

Et undersøgelsesområde involverer lægemidler, der påvirker forskellige hjernekemiske systemer end traditionelle antipsykotika. Flere forøgelsesstrategier—tilføjelse af et andet lægemiddel til et eksisterende antipsykotikum—har vist løfte i kontrollerede forsøg. Simvastatin, et kolesterolsænkende lægemiddel, har demonstreret beskedne fordele for negative symptomer i kliniske studier med en effektstørrelse omkring 0,2 til 0,3. Mekanismen kan involvere reduktion af inflammation i hjernen, som nogle forskere mener bidrager til negative symptomer.^[14]

Minocyclin, et antibiotikum med antiinflammatoriske egenskaber, undersøges som en tillægsbehandling. Tidlige fase-forsøg tyder på, at det kan hjælpe med at reducere negative symptomer ud over, hvad antipsykotika opnår alene, muligvis ved at beskytte hjerneceller og reducere neuroinflammation. Større fase III-forsøg er dog nødvendige for at bekræfte disse foreløbige fund.^[14]

Lægemidler kaldet 5-HT3-receptorantagonister—herunder ondansetron, granisetron og tropisetron—er under undersøgelse. Disse lægemidler, der typisk bruges til at forebygge kvalme, kan påvirke negative symptomer ved at modulere serotonin-veje i hjernen, der påvirker motivation og følelsesmæssigt udtryk. Små kontrollerede forsøg har vist positive resultater, selvom fordelene forbliver beskedne.^[14]

Stemningsstabilisatorer, herunder lamotrigin og topiramat, er blevet testet som forøgelsesbehandlinger i fase II og fase III-forsøg. Disse lægemidler, der almindeligvis bruges til epilepsi og bipolar lidelse, kan hjælpe negative symptomer gennem effekter på glutamat, en vigtig kemisk budbringer i hjernen. Studier har vist effektstørrelser i området 0,2 til 0,3—hvilket indikerer små, men potentielt meningsfulde fordele for nogle patienter.^[14]

Pimavanserin, et nyt antipsykotikum godkendt i USA til hallucinationer og vrangforestillinger ved Parkinsons sygdom, undersøges som en forøgelsesbehandling for negative symptomer ved skizofreni. Dette lægemiddel virker selektivt på serotoninreceptorer uden direkte at blokere dopamin, hvilket kan give fordele ved behandling af negative symptomer uden at forværre bevægelsesproblemer. Kliniske forsøg er i gang for at bestemme dets effektivitet specifikt for negative symptomer.^[14]

Ikke-farmakologiske tilgange undersøges også i kliniske forsøg. Transkraniel magnetisk stimulation (TMS) er en hjernestimulationsteknik, der bruger magnetfelter til at aktivere specifikke hjerneregioner. Tidlige studier tyder på, at TMS, der målretter områder af hjernen involveret i motivation og følelsesmæssig behandling, kan hjælpe med at reducere negative symptomer. Denne tilgang er ikke-invasiv og generelt veltolerereret, hvilket gør den til en attraktiv mulighed for patienter, der ikke reagerer tilstrækkeligt på lægemidler.^[9]

Digital fænotypering—brug af smartphones og bærbare enheder til at spore adfærdsmønstre, aktivitetsniveauer og sociale interaktioner—undersøges som både et vurderingsværktøj og potentiel intervention for negative symptomer. Denne teknologi kan hjælpe med at identificere forværrede symptomer tidligere og give personlig feedback for at fremme aktivitet og social deltagelse.^[9]

Nogle forskningsgrupper undersøger psykedeliske stoffer, selvom dette forbliver meget eksperimentelt og kontroversielt. Teorien er, at psykedelika måske kan hjælpe med at “nulstille” hjernenetværk involveret i motivation og følelsesmæssig behandling. Der eksisterer imidlertid betydelige bekymringer om sikkerheden hos mennesker med skizofreni, da psykedelika kan udløse psykose. Disse studier er i meget tidlige faser og kræver omfattende sikkerhedsovervågning.^[9]

Forsøgsfaserne for disse behandlinger følger en standardproces. Fase I-forsøg tester sikkerhed og dosering i små grupper af raske frivillige eller patienter. Fase II-forsøg undersøger, om behandlingen viser effektivitet og fortsætter med at være sikker i større grupper af patienter—typisk 100 til 300 mennesker. Fase III-forsøg sammenligner den nye behandling med standardbehandling i endnu større befolkninger, ofte involverende flere forskningscentre på tværs af forskellige lande. Nogle studier udføres i USA, Europa (herunder lande som Polen, Tyskland og Storbritannien) og andre regioner verden over.^[9]

Patientberettigelse til kliniske forsøg kræver typisk en bekræftet diagnose af skizofreni med vedvarende negative symptomer på trods af tilstrækkelig behandling med antipsykotisk medicin. Forsøg udelukker ofte patienter med aktivt misbrug af stoffer, betydelige medicinske tilstande eller dem, der er aktivt psykotiske, da disse faktorer kan interferere med måling af de specifikke effekter på negative symptomer.

Mest almindelige behandlingsmetoder

• Andengeneration antipsykotika
  • Cariprazin har vist overlegen effektivitet for negative symptomer sammenlignet med nogle andre antipsykotika i kontrollerede forsøg
  • Amisulprid demonstrerer gunstige resultater i store europæiske studier, der specifikt målretter negative symptomer
  • Clozapin viser den største effektstørrelse for reduktion af negative symptomer og forbedring af funktionel bedring
  • Olanzapin, asenapin og andre atypiske antipsykotika viser beskedne fordele, særligt under aktiv psykose
• Antidepressiv tillægsbehandling
  • SSRI’er (selektive serotonin-genoptagshæmmere) tilføjet til antipsykotika viser generelt positive, men små effekter
  • Duloxetin, mirtazapin og vortioxetin demonstrerer større effektstørrelser i begrænsede studier
  • Kan især hjælpe, når depression eksisterer sammen med negative symptomer
• Nye medicinske forøgelsesstrategier
  • Simvastatin (kolesterolmedicin) viser beskedne fordele, muligvis gennem antiinflammatoriske effekter
  • Minocyclin (antibiotikum) undersøges for neuroprotektive og antiinflammatoriske egenskaber
  • 5-HT3-antagonister (ondansetron, granisetron, tropisetron) under undersøgelse for effekter på serotonin-veje
  • Lamotrigin og topiramat (stemningsstabilisatorer) testet i fase II/III-forsøg med små positive effekter
  • Pimavanserin undersøges som forøgelsesterapi på grund af unik mekanisme, der målretter serotonin uden at blokere dopamin
• Psykologiske og adfærdsmæssige terapier
  • Kognitiv adfærdsterapi (KAT) hjælper med at udvikle håndteringsstrategier og forbedre motivation
  • Træning i sociale færdigheder assisterer med at genopbygge interpersonelle evner
  • Ergoterapi fokuserer på praktiske dagliglivs- og beskæftigelsesfærdigheder
  • Mest effektiv, når kombineret med medicin frem for brugt alene
• Hjernestimulationsteknikker
  • Transkraniel magnetisk stimulation (TMS) målretter hjerneregioner involveret i motivation og følelsesmæssig behandling
  • Ikke-invasiv tilgang viser løfte i tidlige kliniske forsøg
  • Generelt veltolerereret med få bivirkninger
• Livsstils- og selvstyringstilgange
  • Regelmæssig fysisk træning giver psykologiske fordele og hjælper med at håndtere medicinske bivirkninger
  • Sund kost, særligt middelhavsstil, understøtter overordnet sundhed og symptomhåndtering
  • Stresshåndtering gennem afslapningsteknikker, mindfulness og meditation
  • Strukturerede daglige rutiner hjælper med at opretholde aktivitet og social deltagelse