Anogenital dysplasi involverer ændringer i celler i kønsorganerne eller analområdet, som ikke er kræft, men som i nogle tilfælde kan udvikle sig til kræft over tid. At forstå hvornår og hvordan man bliver testet, kan hjælpe med at opdage disse ændringer tidligt, når de er mest håndterbare.

Introduktion: Hvem bør gennemgå diagnostik og hvornår

De fleste mennesker med anogenital dysplasi oplever slet ingen symptomer, hvilket gør det særligt vigtigt at vide, hvornår man bør søge diagnostisk testning. Fordi tilstanden ofte udvikler sig i det skjulte, opfordres visse grupper af mennesker til at gennemgå screening, selvom de føler sig helt raske.^[1]

Du bør overveje diagnostisk testning, hvis du tilhører en af de højrisikogrupper. Disse omfatter mennesker, der lever med hiv (humant immundefektvirus), mænd der har sex med mænd, transkønnede kvinder, alle med en historie med HPV-infektion (humant papillomvirus) i kønsorganerne eller analområdet, samt personer der tidligere har haft livmoderhals-, vaginal-, vulva- eller analkræft eller dysplasi. Mennesker der har fået en organtransplantation eller tager medicin, der svækker immunforsvaret, såsom behandlinger for leddegigt eller inflammatorisk tarmsygdom, bør også søge vurdering.^[3][5]

Selvom du ikke falder ind under en højrisikokategori, er det tilrådeligt at søge lægehjælp, hvis du bemærker visse symptomer. Disse advarselssignaler inkluderer unormalt udflåd, blødning der opstår mellem menstruationer eller efter samleje, vedvarende kløe i kønsorganerne eller analområdet, en knude eller lille vækst du kan mærke, eller smerter der varer længere end tre til fire uger.^[1] Selvom disse symptomer også kan skyldes almindelige tilstande som hæmorider eller infektioner, kræver de lægevurdering for at udelukke dysplasi.

Screening er særligt vigtig, fordi det meste anogenital dysplasi forsvinder af sig selv uden behandling. Når dysplasi imidlertid ikke forsvinder naturligt, har den potentiale til at udvikle sig til kræft. Tidlig opdagelse gennem diagnostisk testning giver sundhedspersonale mulighed for at overvåge ændringer og gribe ind hvis nødvendigt, hvilket potentielt kan forhindre, at kræft udvikler sig overhovedet.^[1]

Diagnostiske metoder til identifikation af anogenital dysplasi

Diagnosen af anogenital dysplasi begynder typisk med en simpel screeningstest kaldet en celleprøve eller Pap-test. Ved anal dysplasi udfører sundhedspersonale en anal celleprøve ved at indføre en lille vatpind i indgangen til anus og rotere den i få sekunder for at indsamle overfladecelller fra analkanalen. Denne indsamlede prøve sendes derefter til et laboratorium, hvor specialister undersøger cellerne under mikroskop for at lede efter abnormiteter og kontrollere for tilstedeværelsen af HPV.^[6][8]

Ved genital dysplasi, der påvirker livmoderhalsen, skeden eller vulva, bruger læger lignende celleprøveteknikker under en gynækologisk undersøgelse. Et speculum (et instrument der holder vægge fra hinanden) indsættes for at give adgang til disse områder, og celler indsamles med en lille børste eller vatpind. Processen er hurtig og forårsager minimal ubehag for de fleste mennesker.^[1]

Når en celleprøve afslører abnorme celler, er det næste diagnostiske skridt normalt en mere detaljeret undersøgelse kaldet højopløsnings anoskopi, eller HRA. Denne procedure giver læger mulighed for at se direkte på det påvirkede område med forstørrelse. Under HRA påfører sundhedspersonalet en bedøvende gel og indsætter derefter et tyndt, hult rør kaldet et anoskop cirka tre centimeter ind i analkanalen. Et specielt mikroskop kaldet et kolposkop, som forbliver uden for kroppen, placeres så det kan forstørre og undersøge vævet indeni.^[7][25]

For at gøre abnorme områder lettere at se under HRA, påfører læger flydende farvestoffer på vævet. Disse farvestoffer får celler med abnormiteter til at se anderledes ud end raske celler. Hele proceduren tager typisk omkring 15 minutter og kræver ikke den tarmrensning, der er nødvendig for procedurer som koloskopi. De fleste patienter kan få HRA udført i en klinisk setting uden beroligelse.^[5][8]

Til undersøgelse af genital dysplasi bruger sundhedspersonale en lignende procedure kaldet kolposkopi. Under kolposkopi bruger lægen et speculum til at se livmoderhalsen, skeden eller vulva og påfører en eddikkelignende opløsning, der gør abnorme celler mere synlige under forstørrelse. Dette tillader omhyggelig inspektion af eventuelle mistænkelige områder.^[18]

Hvis abnorme områder identificeres under HRA eller kolposkopi, er det næste skridt typisk en biopsi. Under en biopsi fjerner sundhedspersonalet et lille stykke væv, normalt kun omkring 2 millimeter i størrelse, fra det abnorme område. Denne vævsprøve sendes til et patologilaboratorium, hvor den undersøges under mikroskop for at bestemme graden af dysplasi. Biopsien hjælper med at skelne mellem lavgradig dysplasi, som ofte forsvinder af sig selv, og højgradig dysplasi, som kan kræve behandling for at forhindre udvikling til kræft.^[7][25]

Efter en biopsi kan du opleve lidt lejlighedsvis blødning eller ubehag i en til to dage, normalt under afføring hvis biopsien blev taget fra analområdet. Sundhedspersonale giver typisk skriftlige instruktioner til pleje efter biopsi for at hjælpe med at håndtere eventuel ubehag og holde øje med tegn på komplikationer.^[7]

Biopsirapporten vil klassificere fundene i kategorier. Sundhedspersonale kan referere til disse fund ved hjælp af forskellige termer, men de falder generelt i lignende grupper. Lavgradig planocellulær intraepitelial læsion, eller LSIL (også kaldet grad 1 AIN), beskriver celler der ligner relativt raske celler og som er usandsynlige at blive til kræft. Højgradig planocellulær intraepitelial læsion, eller HSIL (også kaldet grad 2 eller grad 3 AIN), beskriver celler der ser mere abnorme ud og har større chance for at udvikle sig til kræft, hvis de ikke behandles.^[3][14]

Diagnostik til kvalifikation til kliniske forsøg

Kliniske forsøg, der tester nye behandlinger for anogenital dysplasi, bruger specifikke diagnostiske tests som standardkriterier for at afgøre, om nogen er berettiget til at deltage. Disse tests hjælper forskere med at sikre, at forsøgsdeltagere har den tilstand, der undersøges, og kan sikkert modtage den eksperimentelle behandling, der testes.^[1]

De fleste kliniske forsøg for anogenital dysplasi kræver, at deltagerne har dokumenteret bevis for dysplasi gennem biopsiresultater. Biopsien skal typisk vise højgradig dysplasi, da dette er den form, der mest sandsynligt vil have gavn af intervention og som har størst risiko for at udvikle sig til kræft. Forsøgets inklusionskriterier specificerer ofte den præcise grad og placering af dysplasi, der kræves for deltagelse.^[13]

Kliniske forsøg kræver også almindeligvis bekræftelse gennem højopløsnings anoskopi eller kolposkopi før tilmelding. Disse procedurer dokumenterer størrelsen, placeringen og udseendet af abnorme områder, hvilket giver basislinjemålinger, som forskere bruger til at vurdere, om behandlingerne virker. Under forsøget gennemgår deltagerne typisk gentagne HRA- eller kolposkopi-undersøgelser med planlagte intervaller for at overvåge ændringer i dysplasien.^[13]

Ud over tests der bekræfter selve dysplasien, kræver kliniske forsøg ofte yderligere diagnostiske vurderinger for at sikre deltagersikkerhed. Disse kan omfatte blodprøver til at kontrollere immunforsvarets funktion, særligt måling af CD4-celletælling hos mennesker der lever med hiv. Forsøg kan også kræve tests for at bekræfte tilstedeværelsen og typen af HPV-infektion, da visse behandlingstilgange retter sig mod specifikke HPV-stammer.^[15]

Nogle kliniske forsøg tester topikale mediciner, der påføres direkte på områder med dysplasi. For disse studier er præcis kortlægning af dysplasilokaliseringer gennem HRA eller kolposkopi afgørende. Forskere fotograferer eller dokumenterer de nøjagtige abnorme områder, før behandlingen begynder, og bruger derefter de samme billeddannelsesteknikker til at vurdere, om behandlingen har reduceret eller elimineret dysplasien.^[15]

Forsøg kan udelukke personer med visse biopsifund, såsom dem hvis vævsprøver viser celler, der allerede er udviklet ud over dysplasi til invasiv kræft. Af denne grund er patologisk gennemgang af biopsiprøver et kritisk kvalifikationstrin. Nogle forsøg kræver endda, at en anden patolog gennemgår biopsiglidene for at bekræfte diagnosen før tilmelding.^[13]

Gennem hele et klinisk forsøg gennemgår deltagerne regelmæssig diagnostisk overvågning. Dette inkluderer typisk gentagne celleprøver hver par måned, gentagne HRA- eller kolposkopi-undersøgelser og gentagne biopsier af tidligere abnorme områder. Disse løbende diagnostiske tests hjælper forskere med at spore, om den eksperimentelle behandling er effektiv til at reducere eller eliminere dysplasi, og om nye områder med dysplasi udvikler sig i løbet af studieperioden.^[13]