Vulvovaginal pruritus, eller kløe i området omkring skeden og de ydre kønsorganer, rammer mange kvinder på et tidspunkt i deres liv. Dette ubehagelige symptom kan have mange forskellige årsager, fra simpel irritation til infektioner og hudlidelser. Forståelse af, hvornår det er vigtigt at søge lægehjælp, og hvilke undersøgelser der kan være nødvendige, kan hjælpe dig med at få den rette diagnose og lindring for dette generende problem.

Introduktion: Hvem bør undersøges og hvornår er det tilrådeligt at søge hjælp

Vulvovaginal pruritus er en af de mest almindelige årsager til, at kvinder søger gynækologisk behandling. Undersøgelser tyder på, at mellem fem og ti procent af kvinder oplever kløe, der specifikt påvirker deres kvindelige kønsdele. I en undersøgelse af kvinder i Boston, Massachusetts, rapporterede omkring seks og en halv procent, at de oplevede vulvar kløe eller svie, hvilket svarer til de tal, der er rapporteret i Tyskland, hvor tilstanden påvirker fem til ti procent af befolkningen.^[1][3]

Vulvovaginale symptomer er så hyppige, at nogle praktiserende læger i Storbritannien rapporterer, at de ser mere end fem patienter om måneden med vulvære symptomer, hvor kløe er den mest almindelige klage. På klinikker, der specialiserer sig i vulvære tilstande, viste det sig, at kløe var det hyppigste symptom, der forekom hos halvfjerds procent af de patienter, der søgte behandling.^[3]

Selvom lejlighedsvis mild kløe måske ikke kræver øjeblikkelig lægehjælp, er der visse situationer, hvor du bør besøge din læge. Du bør søge lægehjælp, hvis du udvikler vaginalt ubehag, især hvis du har en særligt ubehagelig vaginal lugt, udflåd eller kløe, der ikke forsvinder. Hvis du aldrig har haft en vaginal infektion før, er det særligt vigtigt at se din læge i stedet for at forsøge at behandle det selv.^[8]

Vedvarende eller tilbagevendende smerter, irritation, svie og kløe er ikke normale og kræver yderligere undersøgelse. Disse symptomer bør ikke ignoreres eller antages at være ubetydelige, da de kan have betydelig indvirkning på din livskvalitet. Forskning har vist, at vulvovaginal pruritus kan have en dybtgående effekt på daglige aktiviteter, seksuelle forhold, søvnkvalitet og selvværd.^[2][3]

Alle med en vulva kan opleve vulvovaginal pruritus, men visse grupper er mere sårbare. Tilstanden er mere almindelig hos børn og personer, der er gået gennem overgangsalderen. Dette skyldes, at østrogenniveauerne er lavere før puberteten og efter overgangsalderen, hvilket fører til tyndere, tørrere vulvært væv (det ydre kvindelige kønsområde). Denne udtynding øger risikoen for skader og betændelse i dette følsomme område.^[1]

Diagnostiske metoder: Klassiske tests til at identificere årsagen

Når du besøger din læge for vulvovaginal kløe, vil de begynde med en grundig evaluering for at identificere den underliggende årsag. Diagnosticeringen starter typisk med en detaljeret samtale om dine symptomer og sygehistorie. Din læge vil spørge om dine symptomer, hvornår de startede, hvad der gør dem bedre eller værre, og om du har nogen historie med allergier, eksem eller relaterede tilstande.^[1]

Din læge vil også spørge om dine personlige hygiejnevaner og eventuelle produkter, som din vulva har været udsat for. Dette er vigtigt, fordi mange tilfælde af vulvovaginal kløe skyldes irritativ kontaktdermatitis, hvilket betyder betændelse forårsaget af kontakt med stoffer, der irriterer huden. Almindelige irritanter inkluderer parfumerede sæber, boblebade, parfumeret toiletpapir, visse vaskemidler, skyllemidler, vaginale sprays, skylninger og endda nogle typer bind eller tamponer.^[1][2]

Fysisk undersøgelse

Efter at have diskuteret din sygehistorie vil din læge udføre en fysisk undersøgelse og en komplet bækkenundersøgelse (en undersøgelse af de kvindelige reproduktionsorganer). Under denne undersøgelse vil de omhyggeligt lede efter hudforandringer, der kan indikere forskellige tilstande. Disse forandringer kan omfatte rødme, hævelse, blærer, læsioner, små revner i huden, tykke hvidlige pletter eller områder, hvor huden ser skællet ud.^[1]

Lægen vil udføre en detaljeret, systematisk undersøgelse af vulva-området. De vil vurdere vulvas arkitektur (strukturen og udseendet af de ydre kønsorganer) og undersøge epitelet (det yderste lag af hud og slimhinder) for eventuelle abnormiteter. Hvis betændelsen påvirker både vulva og skeden, kaldes det vulvovaginitis, og din læge kan bruge termerne vulvitis, vaginitis og vulvovaginitis i flæng.^[1]

Analyse af vaginalt udflåd

Et af de vigtigste diagnostiske værktøjer er undersøgelsen af vaginalt udflåd og vaginal væske. Din læge vil kontrollere din vaginale væske for tegn på infektion. Dette indebærer typisk at tage en lille prøve af udflåd og undersøge den under et mikroskop.^[1]

For svampeinfektioner kan diagnosen stilles, når en våd præparat (en prøve blandet med saltvand eller en opløsning kaldet ti procent KOH) af vaginalt udflåd viser spirende gær, trådlignende strukturer kaldet hyfer eller forgrenede strukturer kaldet pseudohyfer. KOH-opløsningen er særligt nyttig, fordi den nedbryder andet cellulært materiale, der måske kan skjule gærstrukturerne, hvilket gør dem lettere at se. Kvinder med symptomer eller tegn på svampeinfektion, der har en positiv våd præparat, bør behandles.^[7]

For dem med negative våde præparater, men eksisterende tegn eller symptomer, bør vaginale dyrkninger for Candida (svampen, der forårsager gærinfektioner) overvejes. Det er dog vigtigt at bemærke, at at finde Candida i en dyrkning, når der ikke er symptomer, ikke er en indikation for behandling, fordi cirka ti til tyve procent af kvinder naturligt har Candida-arter og andre gær i skeden.^[7]

pH-testning

Test af pH (et mål for surhedsgrad eller alkalitet) i skeden kan hjælpe med at skelne mellem forskellige typer infektioner. Normalt ligger den vaginale pH hos kvinder i den fødedygtige alder mellem 3,5 og 4,5, hvilket er let surt. Candida vaginitis, eller svampeinfektion, er forbundet med en normal vaginal pH på mindre end 4,5. I modsætning hertil kan bakteriel vaginose og nogle andre infektioner få pH til at blive mere alkalisk og stige over 4,5.^[2][7]

Denne pH-forskel opstår, fordi hos raske kvinder i den fødedygtige alder er gavnlige bakterier kaldet Lactobacillus-arter de dominerende bakterier i skeden. Høje niveauer af et stof kaldet glykogen i de vaginale celler, som fremmes af hormonet østrogen, tilskynder Lactobacillus-vækst. Disse bakterier holder pH i det normale område, hvilket forhindrer overvækst af skadelige bakterier. Hos kvinder før puberteten og efter overgangsalderen fører mangel på østrogen til lavere glykogenniveauer, tyndere vaginalt væv og en højere pH over 4,5.^[2]

Laboratorieprøver

Afhængigt af hvad din læge finder under den indledende undersøgelse, kan de bestille yderligere laboratorieprøver. Disse kan omfatte urinprøver for at kontrollere for urinvejsinfektioner, blodprøver for at evaluere det generelle helbred eller kontrollere for tilstande som diabetes, og test for seksuelt overførte infektioner (STI) såsom klamydia, gonorré, trichomoniasis eller genital herpes.^[1]

En celleprøve (en test, der indsamler celler fra livmoderhalsen for at kontrollere for abnormiteter) kan også udføres som en del af rutinemæssig screening eller hvis der er bekymringer om livmoderhalsens sundhed. I nogle tilfælde, hvor en seksuelt overført infektion er mistænkt, vil der blive bestilt specifikke STI-tests. For eksempel kan trichomoniasis, som normalt er seksuelt overført og forårsager en type vaginitis, påvises gennem mikroskopisk undersøgelse eller andre testmetoder.^[1][2]

Vulvar biopsi

I visse situationer, især når der er synlige hudforandringer, der ikke reagerer på den indledende behandling, eller når der er bekymring om prækancerogene eller kræftforandringer, kan din læge anbefale en vulvar biopsi. Denne procedure indebærer at tage en lille prøve af vulvært væv til undersøgelse under et mikroskop. En biopsi kan hjælpe med at diagnosticere hudtilstande som lichen sclerosus (en inflammatorisk lidelse, der forårsager hvide, krøllede pletter) eller lichen planus (en inflammatorisk tilstand, der påvirker hud og slimhinder).^[10]

Det er særligt vigtigt at overveje en biopsi i tilfælde af vedvarende kløe, der ikke reagerer på behandling, især i refraktære tilfælde. I disse situationer bør en invasiv eller præ-invasiv læsion såsom vulvar intraepitelial neoplasi (VIN), som er en prækancerogene hudtilstand, holdes i tankerne. Selvom vulvakræft er sjælden, kan vedvarende kløe nogle gange være et tegn, og en biopsi er den definitive måde at udelukke eller bekræfte sådanne tilstande.^[10]

Dyrkninger og specialiserede tests

Når de indledende tests ikke giver klare svar, kan din læge bestille dyrkninger for at dyrke og identificere specifikke bakterier, gær eller andre organismer. Gærdyrkning kan identificere en bred gruppe af patogene gær og forbliver referencestandarden for diagnose. Dette er særligt vigtigt, når man har at gøre med komplicerede eller tilbagevendende infektioner.^[7]

Nogle læger bruger mere avancerede testmetoder, selvom det er værd at bemærke, at størstedelen af PCR-tests (molekylære tests, der påviser genetisk materiale) for gær ikke er godkendt af FDA, og læger, der bruger disse tests, bør være bekendt med, hvor godt den specifikke test præsterer. Disse specialiserede tests kan dog være nyttige i svære-at-diagnosticere tilfælde.^[7]

Skelnen mellem almindelige årsager

Karakteristikaene ved vaginalt udflåd kan give vigtige ledetråde om årsagen til vulvovaginal kløe. Med bakteriel vaginose kan du udvikle et gråhvidt udflåd med en stærk lugt, ofte beskrevet som fiskagtig, som måske er mere tydelig efter sex. Svampeinfektioner producerer typisk et tykt, hvidt udflåd, der ligner hytteost, ledsaget af intens kløe. Trichomoniasis, en parasitinfektion, kan forårsage et grønligt-gult, nogle gange skummende udflåd.^[8]

Disse visuelle karakteristika alene er dog ikke altid pålidelige til diagnose, hvilket er grunden til, at mikroskopisk undersøgelse og andre tests er vigtige. De mest almindelige årsager til vulvovaginal kløe og udflåd varierer afhængigt af hormonel status. Hos kvinder i den fødedygtige alder er de mest almindelige årsager bakteriel vaginose, candidal vulvovaginitis (svampeinfektion) og trichomonal vaginitis. Hos postmenopausale kvinder er genitourinært syndrom ved overgangsalderen (tidligere kaldet atrofisk vaginitis) en almindelig årsag, som skyldes faldet i østrogen efter overgangsalderen.^[2]

Diagnostik til klinisk forsøgskvalifikation

Selvom de leverede kilder ikke indeholder specifik information om diagnostiske kriterier eller testmetoder, der bruges som standardkrav til indskrivning af patienter i kliniske forsøg for vulvovaginal pruritus, er det værd at bemærke, at kliniske forsøg generelt kræver grundig dokumentation af symptomer og bekræftet diagnose af den underliggende tilstand, der undersøges. Deltagere i sådanne forsøg ville typisk gennemgå de samme diagnostiske procedurer, som beskrevet ovenfor, for at etablere grundlinjemålinger og sikre, at de opfylder undersøgelsens inklusionskriterier.