Somatisk symptomlidelse – Diagnostik – Oversigt over information og klinisk forskning

Somatisk symptomsyndrom involverer overdreven bekymring og uro omkring fysiske symptomer, der måske har eller ikke har en klar medicinsk årsag. At forstå hvornår og hvordan disse symptomer diagnosticeres kan hjælpe folk med at få den støtte, de har brug for til at håndtere denne udfordrende tilstand.

Introduktion: Hvem bør undersøges

Mennesker, der oplever fysiske symptomer, som forårsager betydelig uro eller forstyrrer deres daglige liv, kan have behov for diagnostisk udredning for somatisk symptomsyndrom. Denne tilstand handler ikke om at simulere symptomer – de fysiske smerter, træthed eller andre fornemmelser er ægte. Det er dog måden, en person tænker på, føler omkring og reagerer på disse symptomer, der definerer lidelsen. Den overdrevne bekymring og angst omkring symptomerne bliver ofte mere invaliderende end selve symptomerne.^[1]

En person bør overveje at søge diagnostisk udredning, hvis de oplever at bruge overdreven mængder tid og energi på at bekymre sig om deres helbred, besøge flere læger uden at finde svar, eller hvis deres bekymring om symptomerne forhindrer dem i at arbejde, vedligeholde forhold eller nyde aktiviteter, de engang elskede. Ofte har personer med denne tilstand gennemgået talrige medicinske test, der viser normale resultater, men de fortsætter med at føle sig sikre på, at noget alvorligt er galt.^[3]

Tilstanden begynder typisk før 30 års alderen, selvom den kan starte i barndommen eller ungdommen. Kvinder diagnosticeres med somatisk symptomsyndrom cirka ti gange oftere end mænd. Mennesker med en historie med omsorgssvigt i barndommen, seksuelle overgreb, en kaotisk livsstil eller misbrug kan have højere risiko for at udvikle denne tilstand. Desuden kan personer, der oplever arbejdsløshed, nedsat arbejdsevne eller andre betydelige psykosociale stressfaktorer, være mere sårbare.^[2]

Det er vigtigt at bemærke, at det at have reelle medicinske tilstande ikke udelukker, at man også kan have somatisk symptomsyndrom. Faktisk kan nogle mennesker med diagnosticerede fysiske sygdomme reagere på måder, der er ude af proportion med deres tilstand. For eksempel kan en person, der er blevet fuldt restitueret efter et hjerteanfald, fortsætte med at opføre sig, som om de er alvorligt syge, eller konstant bekymre sig om at få endnu et hjerteanfald, på trods af medicinsk beroligelse.^[8]

⚠️ Vigtigt

Mennesker med somatisk symptomsyndrom tror ofte, at de har alvorlige fysiske lidelser og er ofte uvidende om, at deres tilstand har en psykologisk komponent. Dette handler ikke om viljestyrke eller valg – uroen og symptomerne er ægte og kræver professionel vurdering og behandling.

Diagnostiske metoder

At diagnosticere somatisk symptomsyndrom kræver en omfattende tilgang, der ser på både fysiske og psykologiske aspekter af en persons helbred. Der findes ingen laboratorietest eller billediagnostiske undersøgelser, der definitivt kan bekræfte denne diagnose. I stedet er sundhedspersonale afhængige af en kombination af medicinsk vurdering, kliniske samtaler og vurderingsværktøjer for at forstå det fulde billede af, hvad en person oplever.^[3]

Fysisk undersøgelse og medicinsk testning

Diagnoseprocessen begynder typisk med en grundig fysisk undersøgelse og alle nødvendige medicinske test for at udelukke faktiske fysiske årsager til symptomerne. Dette er et essentielt første skridt, fordi læger skal sikre sig, at de ikke overser en reel medicinsk tilstand. De typer af test, der udføres, afhænger af, hvilke symptomer personen oplever. For eksempel kan en person, der klager over brystsmerter, have behov for hjerteundersøgelser, mens en person med kronisk træthed måske har brug for blodprøver for at kontrollere for skjoldbruskkirtelproblemer eller blodmangel.^[9]

Sundhedspersonale skal være forsigtige med ikke at ordinere overdrevne eller unødvendige test, da mennesker med somatisk symptomsyndrom ofte presser læger for yderligere testning, selv efter at grundig undersøgelse har vist negative resultater. Hver ny runde af testning kan faktisk forstærke personens overbevisning om, at noget alvorligt er galt, hvilket gør tilstanden værre snarere end bedre.^[8]

Psykologisk evaluering

Efter at have udelukket eller identificeret eventuelle fysiske årsager til symptomerne, henviser sundhedspersonale typisk personen til en psykisk sundhedsprofessionel for en psykologisk evaluering. Denne evaluering er afgørende for at diagnosticere somatisk symptomsyndrom. Den psykiske sundhedsprofessionelle vil gennemføre et dybdegående interview for at diskutere personens symptomer, frygt, bekymringer, stressende situationer, relationsproblemer og familiehistorie.^[9]

Under denne evaluering kan den psykiske sundhedsprofessionelle spørge om situationer, personen undgår, hvor meget tid de bruger på at tænke på deres helbred, og hvordan deres symptomer påvirker deres evne til at fungere i dagligdagen. De kan også spørge om alkohol-, stof- eller andet misbrug, da disse kan være forbundet med somatisk symptomsyndrom.^[9]

Screeningsværktøjer og spørgeskemaer

Sundhedspersonale bruger ofte standardiserede screeningsværktøjer til at hjælpe med at identificere somatisk symptomsyndrom. Et sådant værktøj er Somatic Symptom Scale-8 (Somatisk Symptom Skala-8), som vurderer sværhedsgraden af forskellige fysiske symptomer. Et andet almindeligt anvendt spørgeskema er Patient Health Questionnaire-15 (Patient Helbredsspørgeskema-15), som screener for flere fysiske symptomer, der måske ikke har en klar medicinsk forklaring.^[10]

Disse spørgeskemaer beder folk om at vurdere sværhedsgraden og hyppigheden af forskellige symptomer, såsom smerte, træthed, fordøjelsesproblemer og vejrtrækningsbesvær. De hjælper også sundhedspersonale med at forstå, hvor meget ubehag disse symptomer forårsager, og hvordan de påvirker personens evne til at arbejde, socialisere og tage vare på sig selv.^[10]

Diagnostiske kriterier ifølge DSM-5

Psykiske sundhedsprofessionelle bruger specifikke kriterier beskrevet i Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, femte udgave (DSM-5) (Diagnostisk og Statistisk Manual for Mentale Lidelser, femte udgave) til at diagnosticere somatisk symptomsyndrom. Ifølge disse kriterier skal en person have et eller flere fysiske symptomer, der er belastende eller forstyrrer dagligdagen. Disse symptomer skal være ledsaget af mindst en af følgende: uforholdsmæssige og vedvarende tanker om symptomernes alvorlighed, vedvarende høj angst om helbred eller symptomerne, eller overdreven tid og energi brugt på symptomerne eller sundhedsbekymringer.^[9]

Det er vigtigt, at symptomerne skal fortsætte i mere end seks måneder, selvom de specifikke symptomer i sig selv kan variere eller ændre sig i løbet af den tid. Diagnosen lægger vægt på personens psykologiske og adfærdsmæssige reaktion på fysiske symptomer snarere end at kræve, at symptomerne er medicinsk uforklarlige. Dette repræsenterer en betydelig ændring fra tidligere diagnostiske kriterier, idet det anerkender, at mennesker kan have både reelle medicinske tilstande og somatisk symptomsyndrom på samme tid.^[2]

Udelukkelse af andre tilstande

Sundhedspersonale skal omhyggeligt skelne somatisk symptomsyndrom fra andre tilstande, der kan virke lignende. For eksempel involverer sygdomsangstlidelse (tidligere kendt som hypokondri) overdreven bekymring om at have eller udvikle en alvorlig sygdom, men i modsætning til somatisk symptomsyndrom har personer med sygdomsangstlidelse typisk få eller ingen faktiske fysiske symptomer – deres angst handler om muligheden for at blive syg.^[4]

Konversionslidelse, også kaldet funktionel neurologisk symptomlidelse, involverer symptomer, der påvirker bevægelse, sanseindtryk eller perception, som ikke har nogen neurologisk eller fysisk årsag. Selvom personer med konversionslidelse kan opleve angst eller depression, er overdreven bekymring om symptomerne ikke et definerende træk ved tilstanden, mens det er centralt for somatisk symptomsyndrom.^[4]

Læger skal også overveje medicinske tilstande, der kan efterligne somatisk symptomsyndrom, såsom multipel sklerose, systemisk lupus erythematosus (lupus), fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og irritabel tyktarm. Disse tilstande involverer ofte symptomer, der er svære at diagnosticere og kan svinge over tid, hvilket gør omhyggelig medicinsk vurdering essentiel.^[5]

⚠️ Vigtigt

Mennesker med somatisk symptomsyndrom kan udvikle nye medicinske sygdomme ligesom alle andre. Sundhedspersonale skal forblive årvågne og ikke automatisk tilskrive nye symptomer til lidelsen uden ordentlig undersøgelse. At finde den rette balance mellem at undgå unødvendig testning og sikre, at ægte medicinske problemer ikke bliver overset, er en kritisk udfordring i plejen af mennesker med denne tilstand.

Diagnostik til kvalificering til kliniske forsøg

Information om specifikke diagnostiske test eller kriterier, der bruges til at kvalificere patienter til kliniske forsøg relateret til somatisk symptomsyndrom, var ikke tilgængelig i de leverede kilder. Kliniske forsøg for psykiske sundhedstilstande kræver typisk, at deltagere opfylder specifikke diagnostiske kriterier og kan involvere screeningsspørgeskemaer for at vurdere symptomsværhedsgrad, men detaljerede protokoller for indskrivning til forsøg med somatisk symptomsyndrom blev ikke beskrevet i de gennemgåede materialer.

Prognose og overlevelsesrate

Prognose

Somatisk symptomsyndrom er ofte en kronisk tilstand, hvilket betyder, at symptomerne har tendens til at vedvare gennem mange år. Dog kan udsigterne forbedres betydeligt med passende behandling. Sværhedsgraden af symptomerne kan svinge over tid med perioder med forværring og forbedring. Personer med denne lidelse kæmper ofte med at fungere på arbejde og derhjemme, og tilstanden kan føre til betydelig funktionsnedsættelse, hvis den ikke behandles.^[8]

Prognosen afhænger af flere faktorer, herunder personens villighed til at engagere sig i behandling, tilstedeværelsen af sameksisterende psykiske sundhedstilstande som depression eller angst, og styrken af deres støttesystem. At etablere et konsistent, støttende forhold til en fast læge er afgørende for at forbedre resultaterne. Mennesker, der modtager passende behandling, især kognitiv adfærdsterapi kombineret med regelmæssig medicinsk opfølgning, kan lære at håndtere deres symptomer og forbedre deres livskvalitet.^[3]

Nogle personer kan opleve komplikationer, der forværrer deres prognose. Disse omfatter udvikling af depression eller angstlidelser, følelse af håbløshed til det punkt, hvor de forsøger selvmord, vanskeligheder med at tilpasse sig livsstress, misbrug af alkohol eller stoffer inklusive receptpligtig medicin, og at blive økonomisk stresset på grund af hyppige sundhedsbesøg. Familierelationer kan også blive anstrengte, når symptomerne vedvarer i lange perioder uden synlig forbedring.^[5]

Overlevelsesrate

Somatisk symptomsyndrom er ikke en livstruende tilstand i sig selv, og statistikker om overlevelsesrate er ikke anvendelige i traditionel forstand. Dog kan tilstanden have betydelig indvirkning på livskvalitet og overordnet funktionsevne. Lidelsen påvirker cirka 5% til 7% af den generelle voksne befolkning, hvilket gør den til en af de mest almindelige psykiske sundhedsbekymringer set i almen praksis.^[4]

Europas førende søgning efter kliniske forsøg