Indholdsfortegnelse
- Hvad er Tertomotide?
- Behandling af Alzheimers sygdom
- Behandling af progressiv supranukleær parese
- Andre kliniske anvendelser
- Dosering og administration
- Sikkerhed og bivirkninger
- Forsøgsdesign og metodologi
Hvad er Tertomotide?
Tertomotide, også kendt som GV1001, er et syntetisk peptid, der efterligner funktioner af human telomerase reverse transcriptase (hTERT)[1][2]. Dette lægemiddel er udviklet som en potentiel behandling til forskellige neurologiske sygdomme, især Alzheimers sygdom.
Tertomotide arbejder ved at inhibere neurotoksicitet, apoptose og produktionen af reaktive oxygenspecies, der er induceret af amyloid beta i neurale stamceller[2][5]. I prækliniske studier har lægemidlet vist sig at kunne forbedre kognitiv funktion og hukommelse samt betydeligt reducere mængden af amyloid beta og tau-proteiner[2][5].
Behandling af Alzheimers sygdom
Tertomotide testes i flere store kliniske forsøg til behandling af Alzheimers sygdom i forskellige stadier:
Mild til moderat Alzheimers sygdom
I det største igangværende fase II forsøg evalueres Tertomotide hos patienter med mild til moderat Alzheimers sygdom[5][5]. Forsøget inkluderer patienter mellem 55-85 år med MMSE-score på 13-24[5]. Deltagerne randomiseres til at modtage enten:
- Tertomotide 0,56 mg
- Tertomotide 1,12 mg
- Placebo (saltvand)
Behandlingen gives som subkutan injektion ugentligt i 4 uger, efterfulgt af injektioner hver anden uge gennem 50 uger[5].
Moderat Alzheimers sygdom
Et andet fase IIa forsøg fokuserer specifikt på moderat Alzheimers sygdom og inkluderer patienter med MMSE-score på 10-19[2]. Dette 26-ugers forsøg har samme dosisregimen og administrationsskema som forsøget med mild til moderat sygdom.
Moderat til svær Alzheimers sygdom
Et fase III forsøg undersøger Tertomotide 1,12 mg hos patienter med moderat til svær Alzheimers sygdom[8]. Dette forsøg består af en 24-ugers dobbeltblindet fase efterfulgt af en 25-ugers åben forlængelsesfase.
Et tidligere koreansk fase II forsøg med patienter med Alzheimers sygdom viste signifikant forbedring i Severe Impairment Battery (SIB) score efter 24 ugers behandling[1].
Effektmål i Alzheimer-forsøg
De primære effektmål i Alzheimer-forsøgene inkluderer:
- ADAS-cog11 (Alzheimer’s Disease Assessment Scale-cognitive): Måler kognitiv funktion med score fra 0-70, hvor højere score indikerer værre kognitiv funktion[5]
- SIB (Severe Impairment Battery): Vurderer kognition hos personer med svær demens med score fra 0-100[8]
- CIBIC-Plus: Global vurdering af patientens tilstand på en 7-punkts skala[8]
Behandling af progressiv supranukleær parese
Tertomotide testes også til behandling af progressiv supranukleær parese (PSP), en sjælden neurodegenerativ sygdom. Et fase IIa forsøg inkluderer 75 patienter diagnosticeret med PSP-Richardson eller PSP-Parkinsonisme[4].
I PSP-forsøget randomiseres patienter til:
- Tertomotide 0,56 mg dagligt
- Tertomotide 1,12 mg dagligt
- Placebo
Behandlingen gives subkutant ugentligt i 4 uger, derefter hver anden uge gennem 24 uger[4]. Der er også planlagt et 12-måneders forlængelsesforsøg for deltagere, der gennemfører det oprindelige forsøg[7].
Det primære effektmål er ændring i total PSP-rating scale score, som måler sygdomssværhed på en skala fra 0-100[4].
Andre kliniske anvendelser
Bugspytkirtelkræft
Tertomotide er også blevet testet i kombination med gemcitabin og capecitabin til behandling af lokalt fremskreden og metastatisk bugspytkirtelkræft i et fase III forsøg[3]. I dette forsøg gives Tertomotide intradermalt på dag 1, 3 og 5 i den første uge, efterfulgt af ugentlige doser[3].
Godartet prostataforstørrelse
Et fase II forsøg har undersøgt Tertomotide til behandling af benign prostatahyperplasi (BPH)[9]. I dette forsøg testedes forskellige doser (0,4 mg og 0,56 mg) givet intradermalt hver anden eller fjerde uge.
Dosering og administration
Tertomotide gives som lyofiliseret peptid, der rekonstitueres før administration[2][4]. Lægemidlet administreres på følgende måder:
Subkutan administration
Den mest almindelige administrationsmåde er subkutan injektion med følgende typiske skema:
- Ugentlige injektioner i de første 4 uger
- Efterfulgt af injektioner hver anden uge
- Total behandlingsperiode: 24-52 uger afhængigt af forsøget
Intradermal administration
I nogle forsøg, særligt ved bugspytkirtelkræft og prostatasygdom, gives Tertomotide intradermalt[3][9]. Ved intradermal administration bruges ofte GM-CSF som adjuvans 10-15 minutter før hver Tertomotide-injektion[3].
Doser
De mest almindeligt testede doser er:
- 0,56 mg (lav dosis)
- 1,12 mg (høj dosis)
- I sikkerhedsforsøg er doser op til 4,48 mg blevet testet[6]
Sikkerhed og bivirkninger
Tertomotide har generelt vist en acceptabel sikkerhedsprofil i de gennemførte forsøg. Et dedikeret fase I sikkerhedsforsøg evaluerer sikkerhed, tolerabilitet og farmakokinetiske karakteristika efter enkelt- og flerdosis administration hos raske forsøgspersoner[6].
Sikkerhedsovervågning i forsøgene omfatter:
- Overvågning af bivirkninger
- Laboratorieundersøgelser (hæmatologi, biokemi, urinanalyse)
- EKG-fund
- Vitale tegn
- Vurdering af selvmordstanker ved hjælp af C-SSRS skala
I et gennemført fase II forsøg med Alzheimer-patienter viste Tertomotide en klinisk acceptabel sikkerhedsprofil[5].
Forsøgsdesign og metodologi
Forsøgene med Tertomotide følger strenge videnskabelige standarder:
Forsøgstyper
- Randomiserede forsøg: Deltagere tildeles tilfældigt til forskellige behandlingsgrupper
- Dobbeltblindede forsøg: Hverken deltagere eller undersøgere ved, hvem der får aktiv behandling
- Placebo-kontrollerede forsøg: En gruppe modtager inaktiv behandling til sammenligning
- Multicenter forsøg: Gennemføres på flere hospitaler samtidig
Patientrekruttering
Forsøgene har strenge in- og eksklusionskriterier. For Alzheimer-forsøg kræves:
- Alder 55-85 år
- Diagnose af sandsynlig Alzheimers sygdom baseret på NINCDS-ADRDA kriterier[5]
- Passende MMSE-score for sygdomsstadiet
- En omsorgsperson der kan ledsage patienten til besøg
Efficacy evalueringer
Effekten måles ved hjælp af validerede skalaer administreret af certificerede bedømmere[2]. For at sikre objektivitet må effektbedømmere ikke være involveret i patientbehandling eller have adgang til bivirkningsrapporter[2].
Biomarkører
Flere forsøg indsamler blod- og cerebrospinalvæske-prøver til analyse af Alzheimer-biomarkører for at evaluere lægemidlets biologiske effekter[2][5].


