Indholdsfortegnelse
- Hvad er taminadenant?
- Hvordan virker taminadenant?
- Kræftformer under undersøgelse
- Dosering og administration
- Kombinationsbehandlinger
- Kliniske forsøg
- Sikkerhed og bivirkninger
- Effektivitetsmåling
Hvad er taminadenant?
Taminadenant, også kendt som NIR178, er et eksperimentelt lægemiddel udviklet af Novartis til behandling af kræft[1][2]. Det tilhører en klasse af lægemidler kaldet adenosin A2A-receptor antagonister, som betyder, at det blokerer en specifik receptor i kroppen, der normalt kan undertrykke immunsystemets evne til at bekæmpe kræft[1].
Dette lægemiddel er baseret på en non-xanthin forbindelse, hvilket adskiller det fra andre lignende lægemidler[1]. Taminadenant er designet som en potent oral adenosin A2a receptor antagonist, hvilket betyder, at den kan tages gennem munden og specifikt målretter adenosin A2A-receptoren[1].
Hvordan virker taminadenant?
Taminadenant virker ved at blokere adenosin A2A-receptoren[1][2]. Denne receptor spiller en vigtig rolle i reguleringen af immunsystemet, og når den aktiveres, kan den undertrykke immunsystemets evne til at angribe kræftceller.
Ved at blokere denne receptor kan taminadenant hjælpe med at optimere immunaktiveringen gennem hæmning af A2aR[1]. Dette kan potentielt gøre immunsystemet bedre i stand til at genkende og angribe kræftceller, hvilket kan føre til bedre behandlingsresultater.
Kræftformer under undersøgelse
Taminadenant undersøges til behandling af en bred vifte af solide tumorer og ikke-Hodgkin lymfom[1][2]. De specifikke kræftformer, der undersøges, omfatter:
- Ikke-småcellet lungekræft (NSCLC)[1]
- Renalcellekarcinom (nyrekræft)[1][2]
- Bugspytkirtelkræft[1]
- Urothelial kræft (blærekræft)[1]
- Hoved- og halskræft[1]
- Diffust stort B-celle lymfom (DLBCL)[1]
- Mikrosatellit-stabil tyktarmskræft (MSS)[1]
- Tripel-negativ brystkræft (TNBC)[1]
- Metastatisk kastrationsresistent prostatakræft (mCRPC)[1]
- Melanom[1]
Derudover undersøges taminadenant også i forbindelse med maligniteter med HIF-stabiliserende mutationer[2]. Disse omfatter:
- Maligniteter med VHL-mutationer (f.eks. Von Hippel-Lindau sygdom)[2]
- Maligniteter med FH-mutationer (f.eks. Arvelig leiomyomatose og renalcellekarcinom)[2]
- Maligniteter med mutationer i SDHD, SDHAF2, SDHC, SDHB, SDHA[2]
Dosering og administration
Taminadenant gives oralt som kapsler eller filmovertrukne tabletter[1]. Lægemidlet tages typisk to gange dagligt (BID)[1][2].
I kliniske forsøg undersøges forskellige dosisniveauer:
Der evalueres også forskellige doseringsplaner:
- Kontinuerlig dosering (daglig gennem hele behandlingsperioden)[1]
- 2 uger på/2 uger fri[1]
- 1 uge på/1 uge fri[1]
Hver behandlingscyklus består af 28 dage[1][2]. Patienter tager normalt taminadenant inden for 60 minutter før infusion med andre lægemidler, hvis de får kombinationsbehandling[1].
Den maksimale daglige dosis, der undersøges, er 480 mg[3], og behandlingen kan fortsætte i op til 533 dage afhængigt af patientens respons og tolerabilitet[3].
Kombinationsbehandlinger
Taminadenant undersøges både som enkeltstående behandling og i kombination med andre kræftlægemidler[1][2].
Kombination med Spartalizumab
Den mest udbredte kombination er med spartalizumab (PDR001), som er et anti-PD-1 immunterapi-lægemiddel[1][2]. Spartalizumab gives som intravenøs infusion på 400 mg hver 4. uge[1]. Infusionen tager cirka 30 minutter[1].
Kombination med Everolimus
Taminadenant undersøges også i kombination med everolimus (RAD001), som er en mTOR-hæmmer[2]. Denne kombination er særligt relevant for patienter med fremskreden nyrekræft[2].
Tripelkombination
I nogle undersøgelser testes taminadenant i kombination med både spartalizumab og everolimus samtidigt[2]. Dette kaldes en tripelkombinationsbehandling og undersøges specielt i patienter med klar celle renalcellekarcinom[2].
Kliniske forsøg
Der foregår flere store kliniske undersøgelser af taminadenant. Den største er en fase II-undersøgelse (NCT03207867) med flere dele[1]:
Del 1: Multi-arm Bayesian adaptivt design
Denne del undersøger taminadenant i kombination med spartalizumab hos patienter med forskellige solide tumorer og DLBCL med kontinuerlig dosering[1]. Det er et multi-center, åbent design, som betyder, at både læger og patienter ved, hvilken behandling der gives[1].
Del 2: Undersøgelse af forskellige doseringsplaner
Del 2 fokuserer på patienter med fremskreden ikke-småcellet lungekræft (NSCLC) og sammenligner kontinuerlig og intermitterende dosering af taminadenant i kombination med spartalizumab[1]. Patienterne randomiseres til en af tre behandlingsgrupper i forholdet 1:1:1[1].
Del 3: Evaluering af optimal doseringsplan
Baseret på resultaterne fra Del 2 evalueres den optimale doseringsplan videre[1]. I denne del undersøges også filmovertrukne tabletter af taminadenant hos patienter med tripel-negativ brystkræft[1].
Japansk sikkerhedsundersøgelse
Der gennemføres en særskilt sikkerhedsundersøgelse i Japan for at karakterisere sikkerhed og farmakokinetik af taminadenant både som enkeltbehandling og i kombination med spartalizumab[1].
Andre undersøgelser
Ud over hovedundersøgelsen er der også en fase I/Ib undersøgelse (NCT04895748), hvor taminadenant testes sammen med andre lægemidler som DFF332 og everolimus[2]. Der findes også en rollover-undersøgelse (2023-508841-42-00) for patienter, der har gavn af behandlingen og ønsker at fortsætte[3].
Sikkerhed og bivirkninger
Sikkerheden af taminadenant overvåges nøje i alle kliniske forsøg. De primære sikkerhedsparametre omfatter:
Overvågning af bivirkninger
Forskerne registrerer alle bivirkninger (AE’er) og alvorlige bivirkninger (SAE’er) under behandlingen[1][2][3]. Overvågningsperioden fortsætter i 30 dage efter den sidste dosis[1].
Dosisreduktioner og behandlingsafbrydelser
Der registreres antallet af patienter, som har brug for dosisreduktioner eller behandlingsafbrydelser på grund af bivirkninger[1][2]. Dette hjælper med at bestemme den optimale og sikre dosis.
Dosislimiterende toksiciteter
I de japanske sikkerhedsundersøgelser overvåges specielt for dosislimiterende toksiciteter (DLT’er)[1][2]. DLT’er er alvorlige bivirkninger, der opstår inden for de første 28 dage af behandlingen og kan kræve dosisreduktion eller behandlingsstop[1].
Dosisintensitet
Dosisintensiteten beregnes som forholdet mellem den faktiske kumulative dosis og behandlingsvarigheden[1][2]. Dette hjælper med at vurdere, hvor godt patienterne tolererer den planlagte behandling.
Effektivitetsmåling
Effektiviteten af taminadenant måles på flere forskellige måder i de kliniske forsøg:
Overall Response Rate (ORR)
Overall Response Rate er den procentdel af patienter, hvis tumorer bliver mindre eller forsvinder helt[1][2]. Dette måles ved hjælp af standardiserede kriterier:
- RECIST v1.1 for solide tumorer[1][2]
- Cheson 2014 kriterier for DLBCL[1]
- iRECIST (immune-related RECIST) for immunterapi-responser[1]
Progressionsfri overlevelse
Progressionsfri overlevelse (PFS) måler tiden fra behandlingsstart til sygdomsforværring eller død[1][2]. Dette analyseres ved hjælp af Kaplan-Meier metoden[1].
Sygdomskontrolrate
Sygdomskontrolraten (DCR) inkluderer patienter, hvis tumorer enten bliver mindre, forsvinder eller forbliver stabile[1][2]. Dette giver et bredere billede af behandlingens gavnlige effekter.
Responsvarighed
Responsvarighed (DOR) måler, hvor længe tumorer forbliver mindre hos patienter, der responderer på behandlingen[1][2].
2-års overlevelse
Forskerne måler også, hvor mange patienter der lever efter 2 år fra behandlingsstart[1]. Dette giver information om behandlingens langsigtede gavnlige effekter.
Biomarkør-analyser
Der indsamles også tumorprøver før og under behandling for at måle ændringer i CD8-positive T-celler[1]. CD8-celler er vigtige immunceller, der kan angribe kræftceller, og øgede niveauer kan indikere, at behandlingen stimulerer immunsystemet.


