Indholdsfortegnelse
- Oversigt over forsøgene
- Parkinsons sygdom og plasterets vedhæftning
- Alzheimers sygdom og kognitive funktioner
- Nyresygdom og sikkerhed over tid
- Hvad måles i forsøgene?
- Hvem deltager i studierne?
Oversigt over forsøgene
Der er tre registrerede kliniske forsøg med Rotigotine i de viste data.[1][2][3] De er alle interventionelle studier, hvilket betyder, at forskerne aktivt giver eller sammenligner behandlinger.[1][2][3] Forsøgene er i fase 2 eller fase 3 og omfatter forskellige sygdomme og mål.[1][2][3]
Parkinsons sygdom og plasterets vedhæftning
Ét fase 2-forsøg er afsluttet og undersøger, hvordan et nyt Rotigotine-plaster sidder fast på huden hos personer med Parkinsons sygdom.[1] Studiet omfattede 24 deltagere og sammenlignede et testprodukt med et referenceprodukt ved slutningen af doseringsintervallet.[1]
Det vigtigste mål var den gennemsnitlige vedhæftning efter 23 timer og 55 minutter samt forskellen i vedhæftning mellem test og reference på samme tidspunkt.[1] Det betyder, at forskerne ville se, hvor godt plasteret blev siddende næsten helt til næste dosis.[1]
Alzheimers sygdom og kognitive funktioner
Et andet forsøg er et fase 3-studie, der er prospektivt, randomiseret, dobbeltblindet, placebokontrolleret, parallelgruppebaseret, internationalt og multicenter.[2] Det undersøger Rotigotine i kombination med rivastigmin hos personer med mild til moderat Alzheimers sygdom.[2]
Studiet har 378 deltagere og sammenligner Rotigotine plus rivastigmin med rivastigmin plus placebo, altså en behandling uden aktivt stof.[2] Det primære resultatmål er ændring fra start til uge 24 i FAB, som står for Frontal Assessment Battery og bruges til at vurdere frontallappens kognitive funktioner.[2]
Nyresygdom og sikkerhed over tid
Et tredje forsøg er et fase 2-studie om sikkerheden ved Rotigotine hos patienter med autosomal dominant polycystisk nyresygdom (ADPKD).[3] Studiet er autoriseret og planlægger at inkludere 120 deltagere.[3]
Her er hovedmålet sikkerhed over 24 måneder.[3] Forskerne ser især på, om deltagerne får bivirkninger eller alvorlige bivirkninger, og det vigtigste sikkerhedsmål er andelen af personer, der oplever mindst én alvorlig bivirkning i løbet af opfølgningen.[3] I beskrivelsen nævnes også alvorlige reaktioner ved applikationsstedet og visse adfærdsforstyrrelser som eksempler på alvorlige hændelser.[3]
Hvad måles i forsøgene?
De tre studier bruger forskellige primære resultatmål, fordi de undersøger forskellige spørgsmål.[1][2][3] I Parkinson-studiet måles hudvedhæftning, i Alzheimer-studiet måles kognition i frontallappen, og i nyresygdomsstudiet måles sikkerhed over tid.[1][2][3]
Det viser, at kliniske forsøg med Rotigotine ikke kun handler om én sygdom, men om meget forskellige forskningsspørgsmål.[1][2][3] Nogle studier ser på praktiske forhold som plasterets vedhæftning, mens andre ser på funktion og sikkerhed i større og længere studier.[1][2][3]
Hvem deltager i studierne?
Deltagerne er voksne patienter med de sygdomme, som hvert studie retter sig mod.[1][2][3] Det første studie omfatter personer med Parkinsons sygdom, det andet personer med mild til moderat Alzheimers sygdom, og det tredje personer med kidney disease, nærmere bestemt ADPKD.[1][2][3]
Antallet af deltagere varierer meget fra studie til studie, fra 24 i det mindste forsøg til 378 i det største.[1][2][3] Det afspejler, at studierne har forskellige mål og forskellige krav til, hvor mange personer der skal med for at kunne besvare spørgsmålet godt nok.[1][2][3]




