Indholdsfortegnelse
- Oversigt over forsøgene
- Type 1-diabetes og måltidsblodsukker
- Insulinoptagelse og glukoseomsætning
- Type 2-diabetes og autonom neuropati
- Hyperkaliæmi og akut behandling
- Hvad måler forsøgene?
- Hvem kan deltage?
Oversigt over forsøgene
De beskrevne studier er interventionelle forsøg, hvilket betyder, at forskerne giver en behandling og måler effekten.[1] Forsøgene med Insulin Lispro spænder over fase 1, fase 2 og fase 3 og omfatter både afsluttede, autoriserede og suspenderede studier.[1][2][3][4]
Studierne undersøger især personer med type 1-diabetes og type 2-diabetes, men ét studie ser også på hyperkaliæmi, som betyder for højt kalium i blodet.[1][2][3][4]
Type 1-diabetes og måltidsblodsukker
Et fase 1-studie med 20 deltagere undersøgte postprandielle effekter, altså hvad der sker med blodsukkeret efter et måltid, hos personer med type 1-diabetes.[1] Forskerne sammenlignede Lyumjev, Humalog og almindelig insulin i forhold til, hvem der opnåede det laveste område under glukosekurven, også kaldet AUC.[1]
Studiet havde som mål at optimere blodsukkerprofilen efter måltider ved at tage hensyn til, hvor hurtigt maven tømmes.[1] Det betyder, at forskerne ville se, om valget af måltidsinsulin kunne passe bedre til den enkelte persons fordøjelse og dermed mindske for højt blodsukker.[1]
Insulinoptagelse og glukoseomsætning
Et andet studie i fase 2 med 30 deltagere undersøgte, om tilsætning af glukagon kunne øge hastigheden af insulinoptagelse ved subkutan injektion hos personer med type 1-diabetes.[2] Subkutan injektion betyder, at behandlingen gives lige under huden.[2]
Her blev Lyumjev sammen med glukagon vurderet ud fra arealet under glukoseforbrugs-kurven og arealet under insulinkurven i de første 30 minutter.[2] Forskerne ønskede både at se, om optagelsen gik hurtigere, og om behandlingen havde bedre effekt på glukoseomsætningen.[2]
Type 2-diabetes og autonom neuropati
Et autoriseret fase 3-studie med 80 deltagere undersøger mennesker med type 2-diabetes og kardiovaskulær autonom neuropati, som er påvirkning af de nerver, der styrer blandt andet hjertefunktionen automatisk.[3] I dette studie indgår Insulin Lispro som en af flere behandlinger, der sammenlignes eller bruges i studiets ramme.[3]
Et vigtigt mål er at se, om effekten af SGLT-2-hæmmere på hjerte og nerver delvist skyldes påvirkning af det autonome nervesystem.[3] Et andet mål er at undersøge, om disse behandlinger kan bremse udviklingen af autonom neuropati og forbedre blodsukkerets variation over tid.[3]
Hyperkaliæmi og akut behandling
Et stort fase 3-studie med 525 deltagere undersøgte akut behandling af hyperkaliæmi på skadestuer.[4] Studiet sammenlignede insulin/dextrose-infusionsbehandling, forstøvet salbutamol og en kombination af de to behandlinger for at sænke kalium i blodet efter 60 minutter.[4]
I dette studie indgik Humalog og NovoRapid i den intravenøse insulin/dextrose-del af behandlingen.[4] Det vigtigste resultat var ændringen i den absolutte serumkaliumværdi fra start til 60 minutter.[4]
Hvad måler forsøgene?
Forsøgene måler forskellige endepunkter, som er de vigtigste resultater i et studie.[1][2][3][4] I de beskrevne studier omfatter disse endepunkter blandt andet blodsukker efter måltider, insulinoptagelse, glukoseforbrug, hjerterytmevariabilitet, autonom neuropati og kalium i blodet.[1][2][3][4]
Et studie brugte gastrisk tømning, som betyder hvor hurtigt maden forlader maven, til at se, om dette påvirkede det bedste valg af måltidsinsulin.[1] Et andet studie målte LF:HF-ratio, som er et mål i hjerterytmevariabilitet, og brugte også CART-parametre, der hjælper med at vurdere autonom neuropati.[3]
I hyperkaliæmi-studiet målte forskerne serumkalium, som er kaliumniveauet i blodets væske-del, fordi dette er vigtigt i akut behandling.[4]
Hvem kan deltage?
Deltagerne i disse studier var voksne med enten type 1-diabetes, type 2-diabetes eller hyperkaliæmi, afhængigt af studiets formål.[1][2][3][4] Nogle studier sammenlignede flere behandlinger, mens andre undersøgte en bestemt måde at give insulin på eller en særlig kombination af behandlinger.[1][2][4]
Det lille fase 1-studie og fase 2-studiet var tidlige forsøg, mens fase 3-studierne var større og mere sammenlignende.[1][2][3][4] Status var forskellig: to studier var afsluttede, ét var suspenderet, og ét var autoriseret.[1][2][3][4]






