Indholdsfortegnelse
- Hvad er BIIB091?
- Det kliniske forsøg med BIIB091
- Hvilken sygdom behandler BIIB091?
- Hvem kan deltage i forsøget?
- Hvordan gives behandlingen?
- Hvad måles i forsøget?
Hvad er BIIB091?
BIIB091 er et eksperimentelt lægemiddel, der udvikles af lægemiddelfirmaet Biogen til behandling af multipel sklerose[1]. Lægemidlets aktive stof har det komplekse kemiske navn (R)-1-(tert-butyl)-N-(8-(2-((1-methyl-1H-pyrazol-4-yl)amino)pyrimidin-4-yl)-2-(oxetan-3-yl)-2,3,4,5-tetrahydro-1H-benzo[c]azepin-5-yl)-1H-1,2,3-triazole-4-carboxamide[1].
BIIB091 er klassificeret som et lille molekyle lægemiddel, hvilket betyder, at det er en kemisk forbindelse, der er designet til at trænge ind i celler og påvirke specifikke biologiske processer[1]. Lægemidlet kommer i tabletform og tages gennem munden[1].
Det er vigtigt at understrege, at BIIB091 stadig er under udvikling og ikke er godkendt til behandling af nogen sygdomme. Lægemidlet gennemgår i øjeblikket kliniske forsøg for at teste dets sikkerhed og effekt[1].
Det kliniske forsøg med BIIB091
Det aktuelle kliniske forsøg med BIIB091 er et fase 2-studie, hvilket betyder, at det er det andet trin i den kliniske udvikling af lægemidlet[1]. Forsøget har fået navnet “FUSION” og er designet som et randomiseret, blindet og aktivt kontrolleret studie[1].
Forsøget er opdelt i to dele med forskellige formål[1]:
- Del 1: Undersøger sikkerheden og tolerabiliteten af BIIB091 som enkeltbehandling (monoterapi) hos patienter med attakvis multipel sklerose[1]
- Del 2: Evaluerer effekten af BIIB091 i kombination med diroximelfumarat sammenlignet med diroximelfumarat alene, med fokus på aktiv betændelse i centralnervesystemet målt ved MR-scanninger[1]
Diroximelfumarat er et allerede godkendt lægemiddel til behandling af multipel sklerose, så forsøget sammenligner den nye kombinationsbehandling med en eksisterende effektiv behandling[1].
Hvilken sygdom behandler BIIB091?
BIIB091 undersøges som en potentiel behandling for attakvis multipel sklerose (RMS – Relapsing Forms of Multiple Sclerosis)[1]. Dette inkluderer to undertyper af multipel sklerose:
- Attakvis-remitterende multipel sklerose (RRMS): Karakteriseret ved tydelige attakperioder efterfulgt af perioder med forbedring eller stabilitet[1]
- Aktiv sekundær progressiv multipel sklerose (SPMS): En form hvor sygdommen gradvist forværres, men stadig viser tegn på aktiv betændelse[1]
Multipel sklerose er en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunsystem fejlagtigt angriber centralnervesystemet (hjernen og rygmarven), hvilket forårsager betændelse og skade på nervevævet[1].
Hvem kan deltage i forsøget?
For at kunne deltage i forsøget med BIIB091 skal patienter opfylde specifikke kriterier[1]:
Inklusionskriterier
- Diagnose af attakvis multipel sklerose i overensstemmelse med 2017 Revised McDonald-kriterierne[1]
- Tiden siden første MS-symptomer skal være mindre end 20 år[1]
- EDSS-score (Expanded Disability Status Scale) mellem 0 og 5,0 ved screening og baseline[1]
- Mindst én af følgende aktivitetsindikatorer skal være opfyldt[1]:
- To eller flere kliniske attakforløb i de sidste 24 måneder (men ikke inden for 30 dage før behandlingsstart) med mindst ét attakforløb i de sidste 12 måneder
- Mindst ét klinisk attakforløb inden for de sidste 24 måneder og mindst én ny MR-læsion inden for de sidste 12 måneder
- Mindst én gadolinium-forstærkende læsion på hjerne-MR inden for 6 måneder før randomisering
Eksklusionskriterier
Patienter kan ikke deltage, hvis de har[1]:
- Diagnose af primær progressiv multipel sklerose (PPMS)[1]
- Haft et MS-attakforløb inden for 30 dage før behandlingsstart[1]
- Historie med alvorlige allergiske reaktioner over for BIIB091, diroximelfumarat eller deres hjælpestoffer[1]
- Tegn på SARS-CoV-2-infektion inden for de sidste 4 uger[1]
- Historie med HIV-infektion eller positive test for HIV[1]
- Nuværende eller tidligere hepatitis B eller C-infektion[1]
- Deltagelse i andre kliniske forsøg inden for 90 dage eller 5 halveringstider af det undersøgte lægemiddel[1]
Hvordan gives behandlingen?
BIIB091 administreres som tabletter, der tages gennem munden[1]. I forsøget kan behandlingsperioden vare op til 48 uger, afhængigt af hvilken del af studiet patienten deltager i[1].
Afhængigt af hvilken behandlingsgruppe patienten tilfældigt tildeles, vil de modtage[1]:
- BIIB091 alene (monoterapi) – i del 1 af forsøget
- BIIB091 kombineret med diroximelfumarat – i del 2 af forsøget
- Diroximelfumarat alene – som kontrolgruppe i del 2 af forsøget
Den maksimale behandlingsperiode er sat til 48 uger for at give forskerne tilstrækkeligt tid til at vurdere både kortsigtede og længerevarende effekter af behandlingen[1].
Hvad måles i forsøget?
Primære målinger
Forsøget har forskellige primære endepunkter for hver del[1]:
- Del 1: Antallet af deltagere, der oplever bivirkninger og alvorlige bivirkninger, for at vurdere sikkerheden af BIIB091 som enkeltbehandling[1]
- Del 2: Det samlede antal nye T1 gadolinium-forstærkende læsioner på MR-scanninger, som måler aktiv betændelse i centralnervesystemet[1]
Sekundære målinger
Forsøget måler også en række sekundære endepunkter for at få et komplet billede af lægemidlets effekt[1]:
- Samlet antal nye eller forstørrede T2 hyperintense læsioner på MR-scanninger[1]
- Den samlede størrelse (volumen) af nye eller forstørrede T2 hyperintense læsioner[1]
- Ændringer i hjertets rytme og funktion målt ved EKG (elektrokardiogram)[1]
- Ændringer i hjertefrekvens[1]
- Antal deltagere med klinisk betydningsfulde EKG-abnormiteter[1]
MR-scanninger som hovedmåling
Magnetisk resonans (MR) scanninger af hjernen er den primære metode til at måle lægemidlets effekt[1]. Forskerne kigger specifikt efter:
- Gadolinium-forstærkende læsioner: Områder der lyser op på scanningen efter indgivelse af kontraststof, hvilket viser aktiv betændelse[1]
- T2 hyperintense læsioner: Hvide pletter på scanningen, der viser områder med skade eller betændelse i hjernevævet[1]
Ved at sammenligne antallet og størrelsen af disse læsioner før og under behandling kan forskerne vurdere, om BIIB091 kan reducere den aktive betændelse i centralnervesystemet hos patienter med multipel sklerose[1].


