Introduktion: Hvornår bør dit barn undersøges?
Infantile spasmer er en medicinsk nødsituation, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed. Hvis du bemærker, at dit barn har pludselige, kortvarige bevægelser, der ser usædvanlige ud – selv hvis de kun sker en eller to gange – bør du tale med barnets læge med det samme. Disse bevægelser kan ligne en forskrækkelsesreaktion, men der er noget ved dem, der ikke føles helt rigtigt for de fleste forældre. Det er vigtigt at stole på din instinkt som forælder, fordi du kender dit barn bedst.[5]
Forældre bør søge diagnostiske undersøgelser, så snart de observerer mistænkelige bevægelser hos deres spædbarn. Spasmerne begynder typisk mellem 3 og 12 måneders alderen, hvor de fleste tilfælde starter mellem 4 og 8 måneder. Hver spasme varer kun et til to sekunder, men de opstår ofte i klynger med korte pauser på fem til ti sekunder mellem hver bevægelse. Klyngerne kan vare flere minutter og kan forekomme mange gange i løbet af dagen.[1]
Tidlig diagnose er kritisk, fordi selv få dage eller uger med ubehandlede spasmer hurtigt kan føre til dårlig vækst og udvikling af barnets hjerne. Jo længere spasmerne forbliver ubehandlede, jo større er risikoen for permanent hjerneskade og udviklingsproblemer. Dette er grunden til, at læger understreger, at infantile spasmer skal behandles så hurtigt som muligt, og hvorfor hurtig diagnose betyder så meget.[1]
Du bør også søge undersøgelser, hvis du bemærker ændringer i dit barns udvikling omkring samme tid som de usædvanlige bevægelser. Disse ændringer kan omfatte tab af færdigheder, som barnet allerede havde lært, såsom at rulle rundt, sidde, kravle eller bable. Forældre bemærker ofte, at deres baby er blevet mindre social, smiler sjældnere eller viser øget irritabilitet eller usædvanlig stilhed. Nogle gange holder babyer op med at have øjenkontakt eller mister interessen for leg og interaktion med andre.[5]
Diagnostiske metoder til at identificere infantile spasmer
Når en læge har mistanke om infantile spasmer, vil de udføre en komplet fysisk og neurologisk undersøgelse af dit barn. Denne undersøgelse kontrollerer, hvordan dit barns nervesystem fungerer, og leder efter tegn på underliggende tilstande, der måske forårsager spasmerne. Lægen vil stille detaljerede spørgsmål om, hvad du har observeret, herunder hvornår bevægelserne startede, hvordan de ser ud, hvor ofte de sker, og om dit barn har haft nogen udviklingsmæssige forandringer.[2]
Elektroencefalogram (EEG)
Den vigtigste diagnostiske test for infantile spasmer er et elektroencefalogram, almindeligvis kaldet et EEG. Denne test ser på den elektriske aktivitet i hjernen ved at måle hjernebølger. Under et EEG placeres små sensorer kaldet elektroder på dit barns hovedbund ved hjælp af en speciel pasta eller hætte. Disse elektroder registrerer de elektriske signaler, som hjernecellerne bruger til at kommunikere med hinanden. Testen er smertefri og gør ikke dit barn ondt på nogen måde.[2]
Babyer, der har infantile spasmer, viser ofte et unikt mønster på EEG’et kaldet hypsarrytmi. Dette mønster ser kaotisk og uorganiseret ud med en blanding af store, uregelmæssige langsomme bølger og spidser. Det er anderledes end de normale hjernebølgemønstre, der ses hos raske babyer. Ikke alle børn med infantile spasmer vil vise hypsarrytmi på deres EEG, men at se dette mønster hjælper med at bekræfte diagnosen. Andre abnorme EEG-mønstre kan også være forbundet med infantile spasmer.[2]
Læger ønsker ofte at registrere dit barns hjernebølger under forskellige tilstande for at få fuldstændig information. Dette betyder, at EEG’et kan blive udført, mens dit barn er vågen, mens barnet falder i søvn og under søvn. Nogle gange forsøger læger også at fange selve spasmerne på EEG’et for at se, hvad der sker i hjernen under disse hændelser. Dette kaldes et video-EEG eller VEEG, hvor dit barn optages på video samtidig med, at EEG’et kører. Denne kombination hjælper læger med at se bevægelserne og den hjerneaktivitet, der sker på samme tid.[15]
Hjernescanninger
Efter at et EEG har bekræftet eller antydet infantile spasmer, anbefaler læger normalt hjernescanning for at lede efter mulige årsager. Den mest almindelige scanningstest er en magnetisk resonans-scanning eller MR-scanning. En MR-scanning bruger kraftige magneter og radiobølger til at skabe detaljerede billeder af indersiden af dit barns hjerne. I modsætning til røntgenstråler bruger MR ikke stråling, hvilket gør det sikrere for børn.[9]
MR-scanningen kan vise, om der er strukturelle problemer med, hvordan hjernen har udviklet sig, såsom områder, hvor hjernen har dannet sig anderledes end forventet. Disse kaldes hjernemisdannelser, og eksempler inkluderer kortikal dysplasi eller lissencefali. Scanningen kan også afsløre, om der er abnorme blodkar, tegn på gamle skader, områder hvor hjernen ikke har fået nok ilt, eller virkninger fra infektioner, der skete før eller efter fødslen.[1]
Nogle gange kan læger også bruge en computertomografi-scanning eller CT-scanning, som bruger røntgenstråler til at skabe billeder af hjernen. Dog foretrækkes MR normalt, fordi den giver mere detaljeret information om hjernens bløde væv. I nogle tilfælde kan andre scanninger som en PET-scanning (positronemissionstomografi) blive brugt til at se, hvordan forskellige dele af hjernen fungerer.[9]
Laboratorieprøver
Blodprøver og urinprøver er vigtige dele af diagnosticeringen af infantile spasmer, fordi de hjælper læger med at lede efter underliggende årsager. Disse laboratorieprøver kan opdage infektioner, stofskiftesygdomme (problemer med, hvordan kroppen forarbejder mad og energi) eller genetiske tilstande, der måske forårsager spasmerne.[15]
Blodprøver kan kontrollere for ting som blodsukkerniveauer, elektrolytter, tegn på infektion og markører for genetiske eller metaboliske sygdomme. Nogle babyer med infantile spasmer har tilstande, der påvirker, hvordan deres krop bruger vitaminer. For eksempel kan en mangel på B6-vitamin forårsage infantile spasmer i sjældne tilfælde. Test af vitaminniveauer hjælper læger med at identificere, om dette er problemet, fordi behandling af manglen kan stoppe spasmerne.[15]
Urinprøver, især en metabolisk screening, leder efter usædvanlige stoffer, der normalt ikke skulle være til stede. Disse stoffer kan indikere stofskiftesygdomme – tilstande hvor kroppen ikke kan nedbryde visse fødevarer eller stoffer ordentligt. At opdage disse lidelser tidligt er vigtigt, fordi nogle kan behandles med særlige diæter eller medicin.[7]
Genetisk testning
Genetisk testning er blevet stadig vigtigere i diagnosticeringen af infantile spasmer. Flere og flere genmutationer bliver knyttet til denne tilstand. Genetisk testning involverer at tage en blodprøve fra dit barn og analysere deres DNA for at lede efter ændringer eller mutationer i gener, der er kendt for at forårsage infantile spasmer eller relaterede tilstande.[15]
Nogle genetiske tilstande, der almindeligvis er forbundet med infantile spasmer, inkluderer Downs syndrom, tuberøs sklerose, Aicardi syndrom og neurofibromatose. At finde en genetisk årsag hjælper læger med at forstå, hvorfor spasmerne sker, og kan nogle gange vejlede behandlingsbeslutninger. For eksempel kan babyer med tuberøs sklerose reagere bedre på visse medicin end andre.[1]
Resultaterne fra genetisk testning kan tage flere uger at komme tilbage, fordi laboratoriet har brug for tid til at analysere den komplekse genetiske information. Mens man venter på resultaterne, starter læger normalt behandling baseret på den kliniske diagnose og andre testresultater i stedet for at forsinke behandlingen.[7]
Ledetråde fra den fysiske undersøgelse
Under den fysiske undersøgelse leder læger efter specifikke ledetråde på dit barns krop, der måske peger på en underliggende årsag. For eksempel kontrollerer de huden omhyggeligt for usædvanlige mærker eller pletter. Babyer med tuberøs sklerose har ofte lysere pletter på deres hud kaldet hypopigmenterede makuler. At finde disse pletter kan hjælpe læger med at identificere denne tilstand som årsagen til spasmerne.[7]
Læger leder også efter tegn på, at den ene side af dit barns krop udvikler sig anderledes end den anden. Dette kaldes tidlig håndpræference, og det kan antyde et problem på den ene side af hjernen. De kontrollerer, om dit barns hovedstørrelse vokser for hurtigt eller for langsomt sammenlignet med normale mønstre. De leder efter usædvanlige ansigtstræk eller andre fysiske forskelle, der måske indikerer en kromosomal abnormitet eller genetisk syndrom.[7]
Sygehistorien er også meget vigtig. Læger spørger om komplikationer under graviditeten eller fødslen, såsom om barnet blev født for tidligt, havde en lav fødselsvægt eller oplevede mangel på ilt under fødslen. De spørger om infektioner, moderen havde under graviditeten, eller infektioner, barnet har haft. Al denne information hjælper med at skabe et komplet billede af mulige årsager.[1]
Diagnostik brugt til kvalificering til kliniske forsøg
Når forskere udfører kliniske forsøg for at teste nye behandlinger for infantile spasmer, skal de være meget omhyggelige med, hvilke babyer de inkluderer i undersøgelsen. Dette betyder, at de bruger specifikke diagnostiske tests som standardkriterier for at sikre, at alle babyer i forsøget virkelig har infantile spasmer og kan sammenlignes nøjagtigt med hinanden.
Det primære værktøj, der bruges til at kvalificere patienter til kliniske forsøg, er EEG’et. Forskere skal dokumentere tilstedeværelsen af abnorme hjernebølgemønstre, før en baby kan deltage i en undersøgelse. Mange forsøg kræver bevis for hypsarrytmi eller andre specifikke EEG-abnormiteter, der er karakteristiske for infantile spasmer. De kræver ofte både vågen og søvn EEG-optagelser for fuldt ud at fange hjerneaktivitetsmønstrene.[8]
Kliniske forsøg kræver også detaljeret videodokumentation af spasmerne selv. Forskere skal bekræfte, at det, forældre observerer, virkelig matcher definitionen af infantile spasmer. Videoerne hjælper med at sikre, at alle babyer i forsøget har samme type anfald, hvilket gør undersøgelsesresultaterne mere pålidelige og meningsfulde.[8]
Hjernescanning, især MR, er typisk påkrævet før tilmelding til et klinisk forsøg. Dette hjælper forskere med at forstå, om babyerne har strukturelle hjerneabnormiteter og giver dem mulighed for at gruppere patienter baseret på, om en årsag er blevet identificeret. Forsøg kan opdele babyer i forskellige grupper – dem med en kendt årsag (symptomatisk), dem med udviklingsforsinkelser men ingen kendt årsag (kryptogen) og dem, der udviklede sig normalt, før spasmerne startede (idiopatisk).[9]
Laboratorietestning er også standard for forsøgsdeltagelse. Blodprøver skal bekræfte, at barnet ikke har nogen medicinske tilstande, der ville gøre den eksperimentelle behandling usikker. For eksempel, hvis et forsøg tester en medicin, der påvirker leveren, har forskere brug for baseline leverfunktionstest for at sikre, at barnets lever fungerer normalt før start. De kontrollerer også nyrefunktion, blodcelletal og andre grundlæggende sundhedsmarkører.[9]
Udviklingsvurderinger er en anden vigtig komponent i klinisk forsøgsdiagnostik. Forskere bruger standardiserede værktøjer til at måle, hvor hvert barn er med hensyn til udvikling – deres motoriske færdigheder, kognitive evner og sociale interaktioner. Disse baseline-målinger giver forskere mulighed for at spore, om den eksperimentelle behandling hjælper med at bevare eller forbedre udviklingen over tid. Opfølgende vurderinger udføres med regelmæssige intervaller under og efter forsøget.[8]
Nogle kliniske forsøg kan kræve yderligere specialiserede tests afhængigt af, hvad de studerer. For eksempel, hvis et forsøg undersøger en behandling, der virker anderledes hos babyer med specifikke genetiske mutationer, ville genetisk testning, der bekræfter eller udelukker disse mutationer, være påkrævet for tilmelding. Forsøg, der tester diætterapier, kan have brug for detaljerede ernæringsvurderinger og metabolisk testning, før en baby kan deltage.[9]



