Introduktion: Hvem bør gennemgå diagnostik

Man bør have mistanke om endocarditis hos enhver, der oplever uforklarlig feber, især når den kombineres med andre bekymrende symptomer. Dette er særligt vigtigt, hvis du har visse risikofaktorer, der gør dig mere sårbar over for at udvikle denne infektion. Sygdommen påvirker endokardiet, som er den indre beklædning af hjertets kamre og klapper, og kan være dødelig, hvis den ikke behandles hurtigt.^[1]

Du bør søge lægehjælp så hurtigt som muligt, hvis du oplever symptomer som vedvarende feber, kulderystelser, natlige svedeture eller træthed, især hvis du hører til en højrisikogruppe. Personer med kunstige hjerteklapper, beskadigede hjerteklapper eller andre hjertefejl skal være særligt opmærksomme, da beskadiget hjertevæv gør det lettere for bakterier at hæfte sig fast og vokse. Personer med tidligere endocarditis, personer der injicerer stoffer, mennesker med pacemakere eller implantable cardioverter-defibrillatorer samt personer i hæmodialyse er også i større risiko.^[2][3]

Det er vigtigt at forstå, at endocarditis ikke er en almindelig tilstand og kun rammer omkring fem til syv tilfælde per 100.000 mennesker hvert år. Men denne sjældenhed bør ikke føre til selvtilfredshed. Infektionen kan udvikle sig hurtigt, og tidlig diagnose er afgørende. Hvis du har gennemgået nylige invasive medicinske eller tandlægeindgreb og udvikler feber eller influenzalignende symptomer, bør dette straks vurderes af en læge, da bakterier kan komme ind i blodbanen under sådanne procedurer.^[4][5]

Symptomerne på endocarditis kan variere meget og kan i starten ligne influenzasymptomer, hvilket er grunden til, at mange mennesker venter med at søge hjælp. Almindelige tegn omfatter feber over 38,4°C, kulderystelser, træthed, muskel- og ledsmerter samt åndenød. Nogle mennesker oplever også brystsmerter ved vejrtrækning, hævelse i fødderne eller benene eller uforklarligt vægttab. Mindre almindelige, men karakteristiske tegn omfatter små pletter på huden, usædvanlige linjer under neglene eller blod i urinen.^[6]

Mennesker med visse hjertetilstande har ikke nødvendigvis en højere risiko for endocarditis. For eksempel, hvis du har fået lavet en bypassoperation, haft et hjerteanfald uden komplikationer, eller hvis du har mitralklapprolaps uden andre problemer, er din risiko ikke væsentligt øget. Men hvis du har hjerteklapsygdom, medfødte hjertefejl, hypertrofisk kardiomyopati (hvor hjertemuskelcellerne er forstørrede), eller har fået udskiftet eller repareret en hjerteklap, bør du være mere opmærksom på potentielle symptomer.^[5][3]

Diagnostiske metoder

Når du besøger din læge med mistanke om endocarditis, begynder diagnostikprocessen med en grundig fysisk undersøgelse og gennemgang af din sygehistorie. Din læge vil lytte omhyggeligt til dine symptomer og spørge om nylige procedurer, tandbehandlinger eller infektioner, du måtte have haft. Under den fysiske undersøgelse vil de tjekke for tegn på infektion såsom feber, lytte til dit hjerte efter unormale lyde kaldet hjertemislyde og undersøge din hud og negle for usædvanlige pletter eller mærker, der kan indikere endocarditis.^[10][5]

Hjørnestenen i endocarditis-diagnose er blodkulturdyrkning. Denne test er afgørende, fordi den hjælper med at identificere de specifikke bakterier, der forårsager infektionen i dit blod. Din læge vil typisk tage flere blodprøver fra forskellige steder på forskellige tidspunkter, normalt mindst to eller tre separate kulturer. Denne gentagelse er vigtig, fordi den øger sandsynligheden for at fange bakterierne i dit blod og hjælper med at udelukke kontaminering. Blodprøverne sendes til et laboratorium, hvor de placeres under særlige forhold, der opfordrer bakterier eller svampe til at vokse, hvilket gør dem lettere at identificere.^[10][9]

Det er kritisk vigtigt, at disse blodkulturer tages, før du begynder at tage antibiotika. At starte antibiotika for tidligt kan gøre det meget sværere at identificere den organisme, der forårsager infektionen, hvilket igen gør det vanskeligt at vælge den mest effektive behandling. Resultaterne fra blodkulturer hjælper også med at bestemme, hvilke specifikke antibiotika der vil virke bedst mod din særlige infektion, da forskellige bakterier reagerer på forskellige lægemidler.^[13]

Blodprøver ud over kulturer udføres også. En fuldstændig blodtælling kan afsløre, om du har forhøjede hvide blodlegemer, hvilket indikerer infektion, eller om du har anæmi (lave røde blodlegemer), som kan være et tegn på endocarditis. Disse tests giver understøttende beviser, men kan ikke definitivt diagnosticere tilstanden alene.^[10]

Billeddiagnostiske undersøgelser spiller en vital rolle i diagnosticeringen af endocarditis. Den vigtigste billeddiagnostiske test er en ekkokardiografi, som bruger lydbølger til at skabe levende billeder af dit hjerte. Denne test viser, hvor godt dine hjertekamre og hjerteklapper fungerer, og kan afsløre strukturen af dit hjerte. Der er to hovedtyper af ekkokardiografi, der bruges til at diagnosticere endocarditis. Den første er en transthorakal ekkokardiografi, som udføres ved at bevæge en enhed hen over dit bryst. Dette er standardversionen af testen, som ikke er invasiv.^[10]

Når der er brug for mere detaljerede billeder, kan din læge anbefale en transøsofageal ekkokardiografi. I denne procedure føres et fleksibelt rør med en lille ultralydsenhed forsigtigt ned gennem din hals og ind i spiserøret (det rør, der forbinder din mund med din mave). Fordi spiserøret sidder lige bag hjertet, kan denne test give meget klarere og mere detaljerede billeder af dine hjerteklapper og eventuelle abnormiteter såsom vegetationer (klumper af bakterier, fibrin og blodceller), der dannes på inficeret hjertevæv.^[10][2]

Et elektrokardiogram (EKG) er en anden test, der almindeligvis udføres. Denne hurtige og smertefri procedure måler dit hjertes elektriske aktivitet ved hjælp af sensorer, der sættes på dit bryst og nogle gange på dine arme eller ben. Selvom et EKG ikke specifikt bruges til at diagnosticere endocarditis i sig selv, kan det opdage, om infektionen påvirker dit hjertes elektriske system eller forårsager uregelmæssige hjerteslag, hvilket er vigtig information for din behandlingsplan.^[10]

Røntgenbilleder af brystet kan også blive ordineret for at kontrollere størrelsen af dit hjerte og lede efter tegn på komplikationer. En røntgenundersøgelse af brystet kan vise, om dit hjerte er forstørret, eller om der har samlet sig væske i dine lunger, hvilket kan indikere, at endocarditis påvirker dit hjertes evne til at pumpe blod effektivt. Dette hjælper dit sundhedsteam med at forstå sværhedsgraden af din tilstand.^[10]

I nogle tilfælde kan der være behov for yderligere billeddiagnostiske tests såsom MR-scanning (magnetisk resonans billeddannelse) eller CT-scanning (computertomografi). Disse tests giver endnu mere detaljerede billeder og kan hjælpe med at identificere komplikationer såsom abscesser (infektionslommer) i hjertemusklen eller blodpropper, der kan have dannet sig og rejst til andre dele af kroppen.^[10]

Urinprøver kan udføres for at tjekke for blod i urinen, hvilket kan forekomme, når små stykker inficeret materiale løsner sig fra hjertet og rejser til nyrerne. Denne opdagelse, sammen med andre testresultater, hjælper med at tegne et komplet billede af, hvordan infektionen påvirker din krop.^[9]

Diagnosen af endocarditis bygger typisk på et sæt kriterier kaldet Duke-kriterierne, som kombinerer kliniske fund, laboratorieresultater og billeddiagnostiske fund. Disse kriterier klassificerer endocarditis-tilfælde som “definitiv”, “mulig” eller “afvist” baseret på tilstedeværelsen af store og små kriterier. Store kriterier omfatter positive blodkulturer, der viser typiske bakterier, som forårsager endocarditis, eller tegn på hjerteinvolvering set ved ekkokardiografi. Små kriterier omfatter feber, visse risikofaktorer (som hjerteklapsygdom eller intravenøst stofbrug), kar- og immunsystemfænomener samt andre understøttende laboratoriefund.^[8][14]

Diagnostikprocessen kan tage flere dage, fordi blodkulturer har brug for tid til at vokse i laboratoriet, og flere tests skal koordineres. Men behandlingen begynder ofte, før alle testresultater er komplette, især hvis dine symptomer tyder på en alvorlig infektion. Din læge kan starte dig på bredspektrede antibiotika, der virker mod mange forskellige typer bakterier, og derefter justere din behandling, når den specifikke organisme er identificeret.^[13]

Diagnostik til kvalifikation til kliniske forsøg

Når patienter med endocarditis overvejes til deltagelse i kliniske forsøg, kan de diagnostiske krav være mere stringente og standardiserede end i rutinemæssig klinisk praksis. Kliniske forsøg, der tester nye behandlinger for endocarditis, skal sikre, at alle deltagere virkelig har tilstanden, og at den er nøjagtigt karakteriseret, så de bruger specifikke kriterier til at kvalificere patienter.

For tilmelding til kliniske forsøg kræves der typisk en bekræftet diagnose ved hjælp af Duke-kriterierne. Dette betyder, at patienter skal opfylde enten to store kriterier, ét stort og tre små kriterier eller fem små kriterier for at blive klassificeret som havende “definitiv endocarditis”. Duke-kriterierne er blevet opdateret over tid, senest i 2023, for at inkorporere nyere diagnostiske teknikker såsom avancerede billeddiagnostiske metoder og molekylære testmetoder, som ikke var tilgængelige, da de oprindelige kriterier blev udviklet.^[8]

Blodkulturresultater er særligt vigtige for kvalifikation til kliniske forsøg. Forsøg kræver normalt dokumentation af positive blodkulturer med specifikke organismer, der er kendt for at forårsage endocarditis, såsom Staphylococcus aureus, viridans streptokokker, enterokokker eller andre bakterier, der almindeligvis er forbundet med tilstanden. Flere positive blodkulturer taget på forskellige tidspunkter styrker argumentet for deltagelse. Nogle forsøg kan også bruge nyere mikrobiologiske teknikker såsom enzymimmunoassays eller molekylære metoder som PCR (polymerasekædereaktion) til at påvise organismer, der er svære at dyrke i standardblodkulturer.^[8][14]

Billeddiagnostiske undersøgelser, især ekkokardiografi, skal påvise specifikke fund for at kvalificere til kliniske forsøg. Den transøsofageale ekkokardiografi foretrækkes ofte, fordi den giver mere detaljerede billeder og er bedre til at opdage vegetationer, abscesser eller klapskade. Forsøgsprotokoller specificerer typisk størrelsen og karakteristikaene af vegetationer, der kvalificerer en patient til inklusion. Nogle nyere forsøg kan også inkorporere avancerede billeddiagnostiske teknikker såsom kardiel computertomografi eller PET-scanninger (positronemissionstomografi), som kan opdage inflammation og infektion i hjerteværv med høj præcision.^[10][8]

Yderligere laboratorietests kan være påkrævet til screening til kliniske forsøg ud over, hvad der gøres i rutinemæssig pleje. Disse kan omfatte specifikke inflammatoriske markører i blodet, nyrefunktionstests, leverfunktionstests og tests for at vurdere din generelle sundhedstilstand. Forsøg skal sikre, at deltagere er raske nok til sikkert at modtage den eksperimentelle behandling og kan tåle forsøgsprocedurerne.

Nogle kliniske forsøg kan have specifikke inklusionskriterier relateret til typen af endocarditis. For eksempel kan en undersøgelse kun fokusere på patienter med native hjerteklapendocarditis (infektion af patientens egen hjerteklap) eller kun på dem med proteseklapendocarditis (infektion af en kunstig erstatningsklap). Tidspunktet for diagnosen kan også have betydning—nogle forsøg accepterer kun patienter i de tidlige stadier af infektion, mens andre kan studere patienter med mere fremskreden sygdom eller dem, der har svigtet initial behandling.^[2]

Dokumentation af eventuelle komplikationer fra endocarditis er også vigtig for forsøgskvalifikation. Dette omfatter tegn på hjertesvigt, emboliske begivenheder (hvor stykker af vegetation løsner sig og rejser til andre organer), abscesser eller behovet for operation. Forsøg, der studerer forskellige aspekter af endocarditis-håndtering, kan specifikt søge patienter med eller uden visse komplikationer.

Før tilmelding til et klinisk forsøg ville du typisk gennemgå en omfattende basisvurdering. Dette tjener både til at bekræfte din berettigelse og til at etablere et udgangspunkt, som dit respons på behandlingen kan måles imod. Denne vurdering omfatter normalt detaljeret blodarbejde, flere billeddiagnostiske undersøgelser og nogle gange yderligere specialiserede tests afhængigt af den specifikke forsøgsprotokol.