Introduktion: Hvem har brug for diagnostiske undersøgelser
Kronisk leversvigt udvikler sig langsomt over måneder eller år, og mange mennesker opdager ikke, at de har leverproblemer, før der allerede er sket betydelig skade. Fordi de tidlige stadier af leversygdom ofte ikke viser nogen symptomer, spiller diagnostiske undersøgelser en afgørende rolle for at opdage problemer, før de bliver uoprettelige.[1]
Hvis du har risikofaktorer for leversygdom, bør du overveje at blive testet, selvom du føler dig rask. Personer, som har en historie med stort alkoholforbrug, virushepatitinfektioner som hepatitis B eller C, overvægt, diabetes eller metaboliske tilstande, der påvirker leveren, bør tale med deres læge om screeningstest. Derudover, hvis du har en familiehistorie med leversygdom eller tager medicin, der kan påvirke leverfunktionen over tid, bliver regelmæssig overvågning vigtig.[2]
Du bør søge lægehjælp med det samme, hvis du bemærker advarselstegn på, at din lever måske ikke fungerer korrekt. Disse symptomer inkluderer gulfarvning af huden eller det hvide i øjnene (en tilstand kaldet gulsot), vedvarende træthed, der ikke forbedres med hvile, smerte eller ubehag i den øverste højre side af din mave, uforklarligt vægttab, kvalme og appetitløshed eller hævelse i benene og maven. Mørkfarvet urin, lyse afføringer, let blå mærker eller blødning og forvirring eller vanskeligheder med at tænke klart er også røde flag, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed.[1]
Nogle gange opdages leverproblemer ved et tilfælde under rutineblodprøver eller billeddiagnostiske undersøgelser, der udføres af andre årsager. Hvis din læge bemærker unormale resultater, der tyder på leverdysfunktion, vil de anbefale yderligere undersøgelser for at afgøre, hvad der forårsager problemet, og hvor alvorlig skaden kan være.[7]
Klassiske diagnostiske metoder
Diagnosticering af kronisk leversvigt involverer flere typer af test, der arbejder sammen for at tegne et komplet billede af din leversundhed. Ingen enkelt test kan definitivt diagnosticere tilstanden, så læger bruger typisk en kombination, der omfatter blodprøver, billeddiagnostiske undersøgelser og nogle gange en vævsprøve fra selve leveren.[7]
Blodprøver for leverfunktion
Blodprøver er normalt det første skridt i vurderingen af leversundheden, fordi de er simple, relativt billige og giver værdifuld information om, hvor godt din lever udfører sine forskellige opgaver. En gruppe af test kaldet leverfunktionstest måler forskellige stoffer i dit blod, der indikerer leverskade eller nedsat funktion.[11]
Disse test måler enzymer, der lækker ud i blodbanen, når leverceller bliver beskadiget. De mest almindeligt kontrollerede enzymer er alaninaminotransferase (ALT) og aspartataminotransferase (AST). Når disse tal er forhøjede – især når de forbliver mere end dobbelt så høje som det normale niveau i længere end seks måneder – signalerer det igangværende leverskade, der kræver yderligere undersøgelse.[7]
Blodprøver kontrollerer også bilirubin-niveauer, som måler, hvor godt din lever behandler affaldsprodukter. Når leveren ikke kan filtrere bilirubin ordentligt, ophobes det i blodet og forårsager den gulfarvning af hud og øjne, der kendetegner gulsot. Læger vil måle både total bilirubin og direkte bilirubin for at forstå, hvor problemerne kan forekomme i leverens forarbejdningssystem.[1]
En anden vigtig blodprøve måler albumin, et protein fremstillet af leveren, der hjælper med at opretholde væskebalancen i din krop. Lave albuminniveauer tyder på, at leveren ikke producerer nok protein, hvilket er et tegn på nedsat leverfunktion. På samme måde viser test af protrombintid (PT) eller international normalized ratio (INR), hvor godt dit blod størkner, da leveren producerer de fleste koagulationsfaktorer. Når disse tal er unormale, indikerer det, at leveren kæmper for at udføre denne væsentlige funktion.[7]
En komplet blodtælling kan afsløre lave blodpladeniveauer, som kan forekomme, når leveren bliver arret, og blodstrømningsmønstrene ændres. Dette hjælper læger med at forstå, om der har udviklet sig skrumpelever, og hvordan det kan påvirke andre kropssystemer.[7]
Yderligere blodprøver til at identificere årsager
Ud over grundlæggende leverfunktionstest bestiller læger ofte yderligere blodprøver for at identificere, hvad der forårsager leverskade. Disse målrettede test leder efter specifikke tilstande, der fører til kronisk leversygdom.[7]
Test for virushepatitis kontrollerer for hepatitis B- og hepatitis C-infektioner, som er almindelige årsager til kronisk leversygdom. Læger kan også teste for autoimmune tilstande, hvor kroppens immunsystem ved en fejl angriber leveren. Test for hæmokromatose, en tilstand hvor der ophobes for meget jern i kroppen, eller Wilsons sygdom, hvor kobber akkumuleres, hjælper med at identificere genetiske årsager til leverskade.[2]
Billeddiagnostiske undersøgelser
Billeddiagnostiske undersøgelser skaber billeder af din lever, der hjælper læger med at se dens størrelse, form og struktur samt identificere abnormiteter som tumorer, ardannelse eller blokerede galdegange. Disse test er ikke-invasive og smertefri, selvom nogle kræver, at du forbliver stille i en periode.[11]
Abdominal ultralyd er typisk den første billeddiagnostiske undersøgelse, der anvendes, fordi den er specifik, pålidelig, hurtig og omkostningseffektiv. Denne test bruger lydbølger til at skabe billeder af din lever og kan vise ændringer i levertekstur, der tyder på ardannelse eller andre problemer. Ultralyd kan også opdage væskeopbygning i maven (kaldet ascites), forstørrede blodkar og tumorer.[7]
Computertomografi (CT-scanning) og magnetisk resonans-scanning (MR-scanning) giver mere detaljerede billeder end ultralyd og kan vise leverens blodkar, galdegange og omkringliggende organer mere tydeligt. Disse avancerede billeddannelsesteknikker er særligt nyttige, når læger skal evaluere komplekse problemer eller planlægge behandlingsmetoder.[11]
I nogle tilfælde kan læger anbefale specialiserede billeddiagnostiske test, der bruger små mængder radioaktivt materiale til at se, hvordan blodet strømmer gennem leveren, eller hvor godt levercellerne fungerer. Disse nuklearmedicinske skanninger kan give information, som andre billeddiagnostiske metoder ikke kan indfange.[11]
Leverbiopsi
Når blodprøver og billeddiagnostiske undersøgelser ikke kan give en klar diagnose, kan læger anbefale en leverbiopsi. Denne procedure involverer fjernelse af en lille prøve af levervæv med en tynd nål, normalt indført gennem huden på din højre side. Vævsprøven undersøges derefter under et mikroskop af en specialist, som kan identificere typen og omfanget af leverskade.[7]
En leverbiopsi overvejes kun efter grundig ikke-invasiv testning er blevet gennemført, og fordelen ved at få vævsinformation opvejer de små risici forbundet med proceduren. Denne test kan definitivt diagnosticere tilstande som skrumpelever, bestemme hvor meget ardannelse der er sket, og nogle gange identificere den underliggende årsag til leversygdom, når andre test har været inkonklusive.[7]
Læger vurderer, om en biopsi faktisk vil ændre behandlingsbeslutninger, før de anbefaler det. Hvis testresultaterne ville føre til forskellige behandlingsmetoder, bliver proceduren mere værdifuld for din pleje.[7]
Fysisk undersøgelse
En omhyggelig fysisk undersøgelse af din læge giver vigtige fingerpeg om leversundheden. Under undersøgelsen vil din læge lede efter synlige tegn på leversygdom, såsom gulsot, hævelse i benene eller maven, ændringer i hudens udseende, herunder små edderkoppe-lignende blodkar, rødme af håndflader og forstørrelse af leveren eller milten, der kan mærkes under abdominal palpation.[7]
Din læge vil også kontrollere for tegn på komplikationer, der udvikler sig, når leveren svigter, herunder mental forvirring, håndrystelser og væskeophobning. Disse fysiske fund hjælper med at bestemme, hvor fremskreden leversygdommen er blevet, og om der er behov for øjeblikkelig behandling.[1]
Diagnostik til kvalifikation til kliniske forsøg
Når mennesker med kronisk leversvigt overvejes til deltagelse i kliniske forsøg, der tester nye behandlinger, gennemgår de typisk yderligere standardiserede test. Disse test hjælper forskere med at afgøre, om en person opfylder de specifikke kriterier, der kræves for tilmelding til en undersøgelse, og etablere baseline-målinger, der vil blive sammenlignet med resultater efter behandling.[13]
Kliniske forsøg for fremskreden leversygdom bruger ofte specialiserede scoringssystemer til at kategorisere, hvor alvorlig en persons tilstand er. Et almindeligt anvendt system er CLIF-C ACLF-scoren, som vurderer flere organfunktioner for at bestemme prognosen. Dette scoringssystem er særligt nyttig, når forskere evaluerer patienter, der kan have akut forværring oven i kronisk leversygdom.[13]
Scoringssystemet evaluerer flere kropssystemer ud over leveren. Det ser på hjernefunktionen ved at vurdere niveauer af forvirring eller tankevanskeligheder. Nyrefunktionen måles gennem blodprøver for kreatinin og andre markører. Scoren inkluderer evaluering af vejrtrækning og iltniveauer, blodtryk og hjertefunktion samt kroppens evne til at opretholde korrekt blodstørkning.[13]
Til klinisk forsøgstilmelding har deltagerne typisk brug for omfattende laboratorietest, der inkluderer komplette leverfunktionspaneler, nyrefunktionstest, blodtællinger inklusive blodpladeniveauer, koagulationsundersøgelser for at måle koagulationsevne og test for infektioner, der kan påvirke forsøgsdeltagelse. Blodprøver for virushepatitis og andre infektionssygdomme er standardkrav.[1]
Billeddiagnostiske undersøgelser kræves også almindeligvis før tilmelding til kliniske forsøg. Forskere har brug for baseline-billeder af leveren for at spore ændringer over tid. Afhængigt af det specifikke forsøg kan dette omfatte ultralydundersøgelser, CT-scanninger eller MR-undersøgelser. Nogle forsøg kræver specialiseret billeddannelse for at måle leverstivhed, som giver information om graden af ardannelse uden at have brug for en biopsi.[11]
Kliniske forsøg kan også kræve dokumentation af den underliggende årsag til leversygdom. Dette betyder, at deltagerne har brug for testresultater, der bekræfter deres diagnose af virushepatitis, alkoholrelateret leversygdom, fedtleversygdom eller andre specifikke tilstande. Forsøg udelukker ofte mennesker med flere overlappende årsager til leversygdom for at sikre, at studiepopulationen er ensartet.[2]
Hjertefunktionstest kræves ofte, fordi leversygdom kan påvirke hjerte-kar-systemet. Et elektrokardiogram (EKG) registrerer hjertets elektriske aktivitet, mens et ekkokardiogram bruger ultralyd til at visualisere hjertestruktur og -funktion. Disse test hjælper med at sikre, at deltagerne er sunde nok til at modtage den eksperimentelle behandling, der undersøges.[11]
For forsøg, der involverer patienter med den mest fremskreden leversygdom, kan vurdering for potentiel levertransplantation være en del af screeningsprocessen. Denne evaluering hjælper forskere med at forstå, om deltagerne er transplantationskandidater og sikrer passende overvågning gennem hele studieperioden.[6]
Nogle kliniske forsøg inkluderer overvågning for specifikke komplikationer af leversygdom. Test for at opdage væskeopbygning i maven, blødning fra forstørrede blodkar i fordøjelseskanalen eller forvirring relateret til leverdysfunktion kan udføres regelmæssigt gennem hele undersøgelsen. Disse målinger hjælper forskere med at spore, om behandlingen forebygger eller forbedrer disse alvorlige komplikationer.[1]


