Indholdsfortegnelse
- Hvad er metoclopramid og hvordan virker det
- Metoclopramid til behandling af migræne
- Behandling af kvalme og opkastning
- Anvendelse ved gastroparese
- Brug hos børn og spædbørn
- Metoclopramid under graviditet
- Anvendelse omkring operationer
- Sikkerhed og bivirkninger
- Brug hos særlige patientgrupper
Hvad er metoclopramid og hvordan virker det
Metoclopramid er et lægemiddel, der tilhører gruppen af dopaminreceptor-antagonister. Det virker ved at blokere dopaminreceptorer i kemoreceptor trigger zone i hjernen, som er det område, der registrerer toksiske stoffer og udløser kvalme og opkastning[1]. Samtidig har metoclopramid prokinetiske egenskaber, hvilket betyder, at det øger muskelsammentrækningerne i mave-tarm-kanalen og fremskynder passagen af mad gennem systemet[2].
Lægemidlet blev først beskrevet i 1964 og er siden blevet et af de mest anvendte lægemidler til behandling af kvalme og opkastning[3]. Metoclopramid kan administreres på flere måder, herunder gennem munden, intravenøst, som næsespray, rektalt og subkutant, hvilket gør det fleksibelt til forskellige kliniske situationer[4][5].
Metoclopramid til behandling af migræne
Kliniske studier har vist, at metoclopramid er effektivt til behandling af akutte migrænehovedpiner. I et studie sammenlignede forskere forskellige doser af metoclopramid (10 mg, 20 mg og 40 mg) administreret intravenøst over 20 minutter[6]. Studiet viste signifikant forbedring i smertescores en time efter behandlingen.
Et andet studie undersøgte effektiviteten af metoclopramid kombineret med diphenhydramin hos børn med migræne. Resultatet viste, at 80% af patienterne opnåede hovedpinefrihed to timer efter behandlingen sammenlignet med kun 35% i placebogruppen[7].
Studier har også undersøgt metoclopramid til behandling af post-traumatisk hovedpine efter hjernerystelse. I disse studier blev metoclopramid 20 mg kombineret med diphenhydramin 25 mg administreret intravenøst, og patienter blev fulgt op efter 48 timer for at vurdere vedvarende smertelindring[8].
Behandling af kvalme og opkastning
Metoclopramids primære anvendelse er til behandling af kvalme og opkastning i forskellige sammenhænge. Ved postoperativ kvalme og opkastning (PONV) har studier undersøgt både forebyggende og behandlende brug af metoclopramid[9].
Et studie sammenlignede metoclopramid med ondansetron hos børn med akut gastroenteritis. Begge lægemidler blev givet i en dosis på 0,15 mg/kg intravenøst, og effektiviteten blev målt ved ophør af opkastning 15 minutter efter administration[10].
For patienter, der får kemoterapi, er metoclopramid blevet undersøgt som tilføjelse til standardbehandling med ondansetron og dexamethasone. Studier viste, at tilføjelse af metoclopramid 20 mg fire gange dagligt i 5 dage forbedrede det samlede respons på antiemetisk behandling[11].
Anvendelse ved gastroparese
Gastroparese er en tilstand, hvor maven tømmes langsommere end normalt, hvilket ofte ses hos diabetikere. Flere kliniske studier har undersøgt metoclopramids effektivitet ved denne tilstand.
Et omfattende studie undersøgte en næsespray-formulering af metoclopramid hos patienter med diabetisk gastroparese. Patienter blev randomiseret til at modtage enten 10 mg eller 14 mg metoclopramid næsespray eller placebo 30 minutter før måltider i 4 uger[12]. Studiet målte ændringer i gastroparese-symptomer ved hjælp af en valideret symptomskala.
Et andet studie sammenlignede oralt opløselige tabletter af metoclopramid med konventionelle tabletter hos patienter med diabetisk gastroparese for at undersøge, om den nye formulering blev absorberet hurtigere[13].
Brug hos børn og spædbørn
Metoclopramid er blevet undersøgt hos forskellige grupper af børn og spædbørn. Ved gastroøsofageal refluks hos spædbørn har et studie sammenlignet metoclopramid med ondansetron hos børn i alderen 1-12 måneder. Patienterne blev behandlet i en uge, og responset blev målt som reduktion i opkastningsepisoder og bevarelse eller forøgelse af kropsvægt[14].
For meget små for tidligt fødte børn har forskere undersøgt, om metoclopramid kan hjælpe med at etablere normal ernæring. I dette studie fik børn med fødselsvægt mellem 500 og 1.250 gram enten metoclopramid 0,1 mg/kg hver 8. time eller placebo i 7 dage[15].
Et studie har også undersøgt metoclopramid til behandling af børn med gastroschisis (en medfødt misdannelse af bugvæggen). Børnene blev behandlet med intravenøs metoclopramid for at forbedre tarmmotiliteten og accelerere tiden til, at de kunne modtage normal ernæring[16].
Metoclopramid under graviditet
Metoclopramid har vist sig at være sikkert under graviditet og er ofte førstevalgsmedicin til behandling af kvalme og opkastning hos gravide. Et studie sammenlignede metoclopramid med gabapentin til behandling af hyperemesis gravidarum (svær graviditetsopkastning)[17].
Et andet studie undersøgte effektiviteten af kombinationen metoclopramid og diphenhydramin sammenlignet med kodein til behandling af hovedpine under graviditet, når paracetamol alene ikke var effektivt[18]. Studiet viste, at 10 mg metoclopramid og 25 mg diphenhydramin givet intravenøst var lige så effektivt som kodein, men med færre bivirkninger.
Forskning har også undersøgt metoclopramids rolle i at forbedre amning hos kvinder med diabetes. Et studie viste, at metoclopramid 10 mg tre gange dagligt i de første 7 dage efter fødslen, efterfulgt af nedtrapning, forbedrede mælkeproduktionen hos diabetiske mødre[19].
Anvendelse omkring operationer
Metoclopramid anvendes almindeligvis før, under og efter operationer til flere formål. Ved kejsersnit har studier undersøgt metoclopramids evne til at reducere kvalme og opkastning under rygmarvsbedøvelse[20].
For patienter, der tager GLP-1 receptor-agonister til vægttab (medicin, der kan forsinke mavetømningen), har forskere undersøgt, om metoclopramid kan reducere mængden af mavenhold før operation og dermed mindske risikoen for aspiration under narkose[4]. Patienter modtog fire doser af metoclopramid 10 mg 24 timer før operationen.
Ved operative indgreb i maven og tarmene har studier vist, at metoclopramid kan fremskynde genoprettelsen af normal tarmfunktion efter operationen. Et studie sammenlignede kombinationen af tyggegummi og intravenøs metoclopramid med hver behandling alene til at reducere postoperativ ileus (forsinkelse af normal tarmfunktion)[2].
Sikkerhed og bivirkninger
Kliniske studier har konsekvent dokumenteret metoclopramids sikkerhedsprofil. De mest almindelige bivirkninger inkluderer træthed, svimmelhed og ekstrapyramidale symptomer som muskelstivhed eller ufrivillige bevægelser[21].
En særlig bekymring ved længerevarende brug er risikoen for tardive dyskinesi – ufrivillige, gentagne bevægelser, især i ansigtet. Et studie undersøgte farmakogenetiske faktorer, der kan påvirke risikoen for sådanne bivirkninger, og fandt, at individuelle forskelle i enzymer, der nedbryder metoclopramid, kan påvirke risikoen[3].
For at minimere risikoen for ekstrapyramidale bivirkninger kombineres metoclopramid ofte med diphenhydramin (et antihistamin), som kan forebygge eller reducere disse symptomer[22].
Brug hos særlige patientgrupper
Metoclopramid er blevet undersøgt hos kritisk syge patienter på intensivafdeling, hvor det kan hjælpe med at forbedre tolerancen af ernæring gennem næsesonde. Et studie sammenlignede metoclopramid med placebo hos mekanisk ventilerede patienter og målte mave-resektionvolumen ved hjælp af ultralydsundersøgelse[23].
Hos ældre patienter kræver metoclopramid særlig opmærksomhed på grund af øget risiko for bivirkninger. Flere studier har undersøgt lavere doser og kortere behandlingsforløb hos denne patientgruppe[24].
For patienter med slagtilfælde, der får ernæring gennem næsesonde, har et studie undersøgt, om metoclopramid kan reducere risikoen for aspirationspneumoni ved at forbedre mavetømningen og reducere risikoen for opkastning[25]. Patienter modtog metoclopramid 10 mg tre gange dagligt i 4 dage.
Studier har også vist, at metoclopramid kan være nyttigt til behandling af specifikke tilstande som clozapin-induceret hypersalivation hos psykiatriske patienter. Et randomiseret kontrolleret studie viste, at metoclopramid op til 30 mg dagligt kunne reducere symptomerne signifikant[26].




