Deltagerne i undersøgelsen vil modtage en daglig dosis af enten orforglipron i form af en tablet eller et placebo. Forløbet indebærer regelmæssig brug af den tildelte behandling over en bestemt periode for at observere ændringer i symptomerne.

Formålet med studiet er at undersøge, hvordan lokal vaginal østrogenbehandling påvirker blodets evne til at størkne hos kvinder efter overgangsalderen. Studiet vil sammenligne to grupper af kvinder – dem der tidligere har haft venøs tromboemboli (blodpropper i venerne) og dem der ikke har haft det. Venøs tromboemboli er en tilstand hvor der dannes blodpropper i blodårerne, typisk i benene eller lungerne.

Under studiet vil deltagerne modtage standard vaginal østrogenbehandling i tre måneder. Der vil blive taget blodprøver for at måle forskellige faktorer relateret til blodets koagulation (størkningsevne) og fibrinolyse (opløsning af blodpropper). Forskerne vil også undersøge det såkaldte kontaktaktiveringssystem, som er en del af kroppens naturlige mekanisme til at kontrollere blodstørkning. Målingerne vil blive sammenlignet mellem de to grupper for at forstå, hvordan behandlingen påvirker blodets balance mellem størknings- og opløsningsprocesser.

Formålet med studiet er at vurdere, om denne cellebehandling kan forbedre urininkontinens og samtidig være sikker at bruge. Studiet sammenligner behandlingen med placebo for at se, hvor effektiv den nye metode er. Behandlingen går ud på at indsamle fedtvæv fra patientens mave eller balder, hvorefter cellerne bliver forarbejdet og derefter indsprøjtet direkte i området omkring urinrøret. Dette skulle hjælpe med at styrke musklerne, der kontrollerer vandladning.

Under studiet bliver patienterne fulgt tæt og får lavet forskellige undersøgelser for at måle, hvor meget deres urininkontinens forbedres. Dette inkluderer blandt andet tests, hvor man vejer de bind, patienten bruger i løbet af 24 timer, for at se, om mængden af urinlækage bliver mindre. Der bliver også lavet undersøgelser af blærefunktionen og målt, hvor godt urinrørsmusklen fungerer. Studiet vil følge patienterne over en længere periode for at sikre, at behandlingen både virker og er sikker at bruge på lang sigt.

Deltagerne i studiet vil modtage en af de tre behandlinger i en periode på 12 uger, efterfulgt af yderligere 6 ugers opfølgning. Under hele studieperioden vil børnene og deres forældre registrere vandladningsmønstre og episoder af ufrivillig vandladning ved hjælp af et særligt system. Der vil blive foretaget regelmæssige undersøgelser, herunder måling af blodtryk og puls, ultralydsscanning for at vurdere, om der er urin tilbage i blæren efter vandladning, og uroflowmetri, som måler hastigheden af urinstrømmen under vandladning.

Deltagerne vil også få taget EKG for at kontrollere hjertets elektriske aktivitet og urinprøver for at tjekke for urinvejsinfektioner. Under studiet vil både børnene og deres forældre udfylde spørgeskemaer om, hvordan tilstanden påvirker deres livskvalitet og daglige aktiviteter. Alle bivirkninger og ændringer i symptomerne vil blive nøje overvåget gennem hele studieperioden for at sikre deltagernes sikkerhed og vurdere behandlingernes effektivitet.

Formålet med studiet er at undersøge, om det er bedre at stoppe medicinen pludselig eller gradvist for at undgå, at urininkontinensen kommer tilbage. Nogle børn i studiet vil stoppe medicinen med det samme, mens andre vil trappe ned langsomt over en længere periode. Under studiet skal forældrene føre en dagbog i 14 dage, hvor de noterer, hvis barnet kommer til at tisse i bukserne. Denne information hjælper forskerne med at se, hvilken måde at stoppe medicinen på, der fungerer bedst.

Studiet følger børnene i op til 12 måneder efter, at de er stoppet med medicinen. I løbet af denne tid skal forældrene udfylde spørgeskemaer om, hvordan det går deres barn, og om der opstår nogle problemer, når medicinen stoppes. Forskerne vil bruge denne information til at finde den bedste måde at hjælpe børn med at stoppe deres blæremedicin på, uden at problemerne med urininkontinens kommer tilbage.